Søndag aften. Nordhavns gamle bygninger ligger i lys og mørke for enden af mine vinduer og udgør pæne flader, der skaber ro og orden i mine tanker. Noget der ikke er i mit hjem efter en uge, hvor jeg har været konstant på farten og hvor teenagere har levet deres (meget rodede!) liv, så jeg burde rydde op, men jeg har en deadline mandag morgen, og derfor sidder jeg her i sofaen og ønsker, at jeg i stedet for en støvsuger, havde en robot stående i mit skab.
En robot jeg kunne kalde honey eller R2D2, og hvis eneste opgave var at servicere mig og min familie. Som kunne rydde op, gøre rent, købe ind, lave mad, holde styr på vores aftaler, give en gedigen god massage, og som kunne fodre mig med statistikker og fortælle om relevante undersøgelser, når jeg skulle inspireres. Tingens eksistens ville kun være rettet mod vores velbefindende. Og ville aldrig give mig dårlig samvittighed, fordi dens algoritme ikke indeholdt sårede følelser eller fordrede gensidig forpligtelse.
Sådan en robot findes ikke endnu. Men den er på vej. Og en dag bliver den lige så udbredt, som en vaskemaskine er det i dag.
Den dag glæder jeg mig til. Afgjort. Men dens forudsætninger giver mig rynker i panden, for ingen – selv ikke de klogeste af os – aner, hvad det egentlig kommer til at betyde for menneskeheden. Og vores arts eksistens. Som suveræne magthavere på kloden.
Førerløs transport, 3D-print, bioteknologi, virtual reality, kunstig intelligens, machine learning og robotteknologi er de mest forandrende og vigtige teknologier, som er i gang med at præge vores fremtid, og for hver især af dem, er det umuligt at forudsige, hvordan de kommer til at udvikle vores samfund. Lægges de alle syv sammen, har vi den perfekte sorte boks af total uforudsigelighed. Og det kan gå i alle retninger.
På årets World Economic Forum blev en noget skræmmende fremtid italesat af en af mine guruer, den israelske historieprofessor, Yuval Harrari. Han mener, at om 100 til 200 år, har vi skabt en cyborg, som er så optimeret og anderledes end mennesket, at det skal have sin egen artsbetegnelse. Og som naturligvis er mennesket total overlegen.
Til den tid vil kroppe, hjerner og bevidsthed være de mest værdifulde varer, vi kan have. Og som vi selv producerer. Og hvor efterlader det vores art? Farvel styrkeposition som den dominerende art på kloden.
Et mere optimistisk syn på fremtiden er, at vi mennesker er bevidste om, at teknologien udelukkende skal være med til at skabe de bedste forudsætninger og vilkår for det bedste liv for flest mulige mennesker på kloden. Det befriende er jo, at når størstedelen af al produktion varetages af maskiner, frigiver det mennesker til at bruge tid på det, der til alle tider har haft størst indflydelse på vores livskvalitet, nemlig vores relationer.
Vi skal ikke være bange for udviklingen.
Glem dommedagsprofetier, for historien viser med al tydelighed, at vi, som art – på tværs af alt – kun har fået det bedre og bedre. Men vi skal være kritiske! For vi må også indse, at vi aldrig tidligere har stået i en situation, hvor vi er så tæt på Gud til at skabe nogle nye forudsætninger for eksistensen i verden. Og hvis det lægges sammen med en øget koncentration af penge og magt på færre private hænder, står vi overfor et blåt ocean af uanede muligheder.
Udviklende og ødelæggende.
Vores opgave er derfor at bruge de nye muligheder til vores egen fordel og stille krav til både politikere og virksomheder om ordentlig beskyttelse af vores data og sikker brug af nye teknologier på en social og økonomisk retfærdig måde. Så den dag, hvor vores personlige R2D2 triller ind over dørtærsklen, er den ikke en trussel mod vores eksistens eller verdensfreden. Den er kun en hjælp til at få større livskvalitet. Og måske færre skænderier med teenagerne i hjemmet…
Klumme bragt i #Femina i uge 14, 2018.
