Tingsliggørelsen af mennesket og maskinlogikken om effektivitet skaber fremmedgørende samfund, der gør os syge i sjælen. Ægte disruption ville være at ændre det bærende princip for samfundsvækst fra økonomi til relationer. Kalder Disruptionrådet!
For danskerne er selskabet vigtigere end maden, når de spiser.
32 procent af danskerne mener, at det er de mennesker, som de hygger med, der gør måltidet godt. Det er kun 21 procent, der mener, at det er det, de putter i munden, som har størst betydning.
Det ved vi godt. Hvem har ikke været til en middag, hvor der blev serveret udsøgt mad, man ikke kunne nyde, fordi det eneste man faktisk ville nyde, var at stikke af. Og ikke bare nøjes med flere frihedsekspeditioner ud på toilettet.
Men nu er der altså kommet tal på, for nyheden blev præsenteret i tirsdags, hvor Madkulturen både lancerede rapporten Madindeks 2017 om den danske måltidskultur. Og afholdt en debat om rapporten med bla. fødevareministeren Esben Lunde Larsen, hvor vi i panelet også fik rundet den mentale sundhed. Sundhed handler nemlig langt fra kun om kontrolleret kost og megen motion. Flere internationale undersøgelser har gang på gang påvist, at menneskers primære kilde til lykke og sundhed er de andre.
Eller med andre ord er det vores gode relationer, der gør livet værd at leve.
Dette står desværre i kontrast til den overordnede dagsorden, der alt for ofte pushes som den eneste virkelige seriøse, nemlig den om effektivitet. Der i de fleste tilfælde ender i noget om økonomi. Vi kan have 17 menneskelige og klodevenlige verdensmål, vi kan mødes i Davos og diskutere klima, køn og social lighed, vi kan støtte eller gøre grin med #metoo. På et eller andet tidspunkt, er der altid nogen, der siger:
Det er alt sammen meget fint med de smukke tanker, men nu må vi lige blive seriøse et øjeblik: Hvor skal pengene komme fra?
Og ja ja. Vi ved det godt! At pengesystemet er fundamentet for den måde, som vi har bygget civilisationen op på. Men spørgsmålet er, om det også skal være den valuta, der i fremtiden skal styre vores udvikling? For når pengene er vores arts primære måleenhed for succes, bliver det alt for ofte også paradigmet om effektivitet, der skaber vores virkelighed. Og det er virkelig farligt, for vi står lige foran et afgørende gennembrud af mange teknologier, som kommer til at forme vores hverdag.
Det drejer sig bla om kunstig intelligens, robotteknologi, VR, 3D print, bioteknologi og førerløs transport, som hver for sig kan revolutionere både flere brancher og naturligvis vores hverdag, men som til sammen vil give os den eksponentielle udvikling, som alle taler om, men som ingen kan fremskrive. Hvordan skulle vi på nogen måde kunne overskue, hvad en eksponentiel funktion af mange eksponentielle funktioner vil udvikle sig til?! Nope – det kan vi ikke. Så det vi plejer at gøre, er at have en konkret konstant, der kan styre udviklingen i den retning, som vi er vant til at styre efter. Og den konstant har i tusindvis af generationer været penge. Hvis noget på et samfundsmæssigt niveau skal have legitim værdi, skal det altid kunne knyttes til en eller anden økonomisk relevans.
Det er her, det går galt.
For det første fordi også økonomien er under eksponentiel udvikling. Med virtuel valuta, blockchainteknologi og en begyndende disruption af det økonomiske marked, hvor crowdfunding og lignende tiltag, baseret på fællesskaber, tillid til mennesker mere end til systemer (i hvert fald på overfladen), og en vis grad af civil ulydighed overfor det eksisterende finansielle marked, er der ved at blive sat en ny dagsordenen, hvor pengesystemet ikke længere i samme form kan fungere som den evige konstant og hvor økonomien, som bærende princip, bliver kraftigt udfordret.
For det andet fordi en masse deprimerende tal viser, at vi er ved at undergrave vores egen eksistens. Halvdelen af befolkningen lider af stress, 20-30 procent lider af angst, 20 procent lider af depressioner og over 250.000 danskere lider af ufrivillig ensomhed, mens forsikringsselskaber råber vagt i gevær, fordi det er de psykiske skader, der er mest i vækst. Og det vel og mærke i vores uhyre privilegerede samfund.
Derfor er tiden måske kommet til, at vi finder en anden konstant. At vi bekender os til et andet bærende princip, der trumfer alle andre, og som i alle situationer og sammenhænge er det, alt tager udgangspunkt i.
Og nu er vi kommet til overskriften.
For det er ikke tilfældigt, at der er et spørgsmålstegn til sidst. For nogle uger siden havde jeg en samtale med en bekendt, som kan fortælle mange historier fra besøg i sexklubber, og som på et tidspunkt i samtalen udbryder: ”Han er virkelig effektiv sex!”
Først nikkede jeg bare og tænkte, at det lød egentlig ret ok. Sådan en form for sexresultatgaranti, kunne måske være ret besnærende at gå efter. Men få sekunder efter var det som om mine tanker pludselig brød op og ikke passede sammen mere. Effektiv sex?? Mange ord har jeg sat sammen med sex, men aldrig ordet effektiv. Hvis sex kun er et middel for at opnå fx afstressning eller forløsning, og ikke et mål i sig selv, lyder det som virkelig dårlig sex, og så kan man i stedet benytte sig af en sexrobot.
For de fleste mennesker handler sex nemlig primært om relationen. Det er ”den anden” der initierer lysten, og sex bliver derfor oftest knyttet til ord som dejligt, begær, frækt, nært, kærligt, sensuelt og intimt, og det der søges er oftest en følelsesmæssig og kropslig tilfredsstillelse. Og vel næppe effektivitet.
Det er tingsliggørelsen af mødet mellem mennesker, der affortryller det magiske i det menneskelige, for vi mennesker er jo netop ikke effektive KPI-enheder, der først og fremmest skal levere et særligt resultat. Vores eneste eksistensberettigelse er selve det levede liv, og næstefter basale elementer som mad og logi, er det vores relationer, der overhovedet giver livet mening. God mad smager elendigt, hvis selskabet er møg. Effektiv sex er onani for begyndere. Og økonomi som bærende princip gør os til ulykkelige ensomme menneskemaskiner.
For nylig samledes en del af nærværende blads debattører for at diskutere hvad disruption egentlig kan gøre for den danske og globale udvikling. Begrebet bliver italesat, når det bærende princip i en branche bliver udfordret af et nyt bærende princip, som oftest laver om på det eksisterende magthierarki.
Hvis vi retter blikket mod de forfærdende tal på stress, angst, depression og ensomhed, som oven i købet er i stigning, og lægger det sammen med den øgede sociale ulighed kloden rundt, er der tegn nok på, at vi er ved at underminere vores egen eksistens indefra. Den teknologiske udvikling tyder samtidig på, at vi er ved at gøre os selv fysisk overflødige som produktionsenheder. Altså er der to faktorer der i virkeligheden spiller smukt sammen, om at sige farvel og tak til økonomisk effektivitet som vores rettesnor for succes. I stedet bør vi interessere os langt mere for, hvordan relationer kunne agere som bærende princip for vækst og samfundsudvikling.
Nej, det er ikke naivt. Det er nødvendigt. Hvis vi altså vil artens bedste. Men selvfølgelig er udfordringen uhyre kompleks og der skal tænkes meget langsigtet her. Derfor er det heldigt, at vi har en gruppe kloge og indsigtsfulde mennesker samlet i Disruptionrådet, som jeg godt kunne tænke mig at stille dette spørgsmål:
Hvordan kan man ændre det bærende princip fra økonomi til relationer i vores danske samfundsmodel, så vi ikke blot øger livskvaliteten for vores borgere, men også bidrager til den globale verdensorden ved at være et fremsynet, visionært og modigt land?
Kronik i Børsen 28. januar 2018
