Hvis du var konge over en øde ø, hvem var du så? Nemlig! Ingen. For hvem skulle du være konge over?!
Det er en af de virkelig dårlige sociologvittigheder, som oftest bliver afleveret med et vådt grin en sen nat, når tiden er komme til det platte og indlysende. Men så dårlig er den nu alligevel ikke, for den samler noget fuldstændig essentielt om vi mennesker, nemlig:
Uden de andre, er vi ingen!
Og vi ved det jo godt. Helt instinktivt ved vi godt, at det eneste, der virkelig tæller, er vores relationer. Det er blevet bevist i utallige undersøgelser, og et af de mest imponerende studier over deres betydning er nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938. Dengang samlede man 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer og fulgte dem i 75 år (!), hvor formålet var at finde svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv: Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?
Det entydige svar var: Gode relationer.
Hvilket jo ikke bare gælder på individplan, men sørme også på kollektivt plan. Gode, sunde og lykkelige samfund får vi, når vi har tillid til hinanden og skaber sammenhængskraft ved at føle et frivilligt tilhørsforhold til kollektivet.
Dette står desværre i skærende modsætning til den udvikling, som vi har kunne iagttage igennem de senere mange år. Nemlig at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning.
Familien er det første og ofte mest stabile fællesskab, som vi har igennem livet. Men den er under kraftig omkalfatring, og vi ser bla, at hele 27 procent af befolkningen ifølge en YouGov undersøgelse svarer, at de slet ikke har kontakt med ét eller flere nære familiemedlemmer. Det har naturligvis noget at gøre med, at vi ikke længere er direkte økonomisk eller socialt afhængige af vores familie, hvorfor de i højere grad bliver til frivillige følelsesmæssige fællesskaber end et tvungent og nødvendigt. Unge kan klare sig med en SU, kvinder kan klare sig uden mandens indtægt, skilsmissetallet ligger omkring de 50, og de ældre bliver passet af staten, så det sætter det enkelte individ fri til at forfølge de relationer, som man selv lyster.
Familien er dog ikke det eneste sted, hvor der sker en opløsning. Flere og flere arbejdspladser har flydende eller virtuelle kontorer, hvor man ikke behøver dagligt at møde ind fysisk, hvis man da nogensinde gør det, og antallet af år, hvor man bliver i samme organisation er for nedadgående. Vi ser også, at mange fællesskaber og venskaber i dag kun eksisterer via nettet, og selvom der stadig findes mange foreninger, er der ikke desto mindre sket et skred især indenfor sportsforeninger, hvor de uforpligtende fitnesscentre tiltrækker mange medlemmer ved at tilbyde individuel træning, som man kan kaste sig over, når det passer ind i ens egen kalender.
Familier, ægteskaber, venskaber, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og sportsforeninger er nogle af mere grundlæggende sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed. Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer.
Hvilket igen kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser, som en tendens i vores tid. Fx viser en af de nyeste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark. Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, alzheimers, forhøjet blodtryk og forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op ti 14%. Det værste ved denne udvikling er, at det især rammer de unge generationer hårdere end nogensinde før.
Ingen tvivl om, at bundne og tvungne fællesskaber bestemt ikke alle er fyldt af perlelatter, kærlighed og gensidig respekt, så det er jo ikke fordi vi skal fastholde den slags fællesskaber, men de leverer ikke desto mindre en klar følelse af både tilhørsforhold og tryghed, og ved opløsningen af dem, kræver det, at de bliver erstattet af andre relationer, der kan skabe social tryghed.
Og det er her, vi har den største udfordring som samfund.
For mens vi gladeligt bruger mange kræfter på at optimere og effektivisere hele den teknologiske, digitale og maskinelle del af verden, bruger vi ikke penge, tid og kræfter på at lære, hvordan vi skaber, udvikler og fastholder relationer og fællesskaber.
Som samfund står vi altså overfor en situation, hvor den faktor, der er altafgørende for at vi på individplan oplever livskvalitet og dermed overskud til netop at være kreative og innovative og sunde, også er den faktor, der er mest udsat i den måde, som vi organiserer vores samfund på i dag.
Det er jo ren Titanic.
Derfor bliver vi nødt til at indse, at en af de egenskaber vi skal have opgraderet, og som uden tvivl burde indføres som et selvstændigt fag i folkeskolen, netop er relationer. Hvad en god relation er og består af, hvordan den udvikles og fastholdes, og ikke mindst hvordan vi skaber og udvikler fællesskaber, så de fungerer bedst muligt. For det kan vi helt åbenlyst ikke finde godt nok ud af!
Det virkelig paradoksale er nemlig, at det eneste der for alvor har skabt vores herskerstilling som art på kloden, netop er vores evne til at organisere os i fællesskaber, der virker, fordi vi – indtil nu – har forstået, hvordan vi skal organisere vores relationer i troværdige systemer og strukturer. Og når de opløses, er der kun det enkelte individs troværdighed tilbage. Som jo kun kan komme i spil, hvis vi rent faktisk kan finde ud af at indgå i disse gensidigt forpligtende og samtidig frivillige relationer.
Måske er svaret at indføre et nyt ministerium. Så problemet kan få den vægt og seriøsitet, som det kræver. Vi burde få en relationsminister. Og hen skal placeres ved siden af – og ikke under – finansministeren.
Kronik i Jyllandsposten 3. december 2017
