Emilia van Hauens far døde i september. Her beskriver hun, hjerteskærende smukt, de sidste dage på hospitalet og de første dage i livet uden sin far. Om dagene hvor hun sad og holdt ham i hånden, tænkte over om han mon vidste, at hun var der og bare forsøgte at få det sidste med af sin elskede far. (Denne tekst har været bragt i Point of View International )
Torsdag
Kæreste far,
Måske er det sidste gang jeg har set dig ind i øjnene.
Måske. Selvom jeg også er i tvivl om, hvor meget du så. Om du egentlig vidste det var mig. Du sagde mit navn, ja. Flere gange. Og du kiggede direkte på mig, fangede mit blik. Flere gange. Så jo, du har nok set mig.
Men om du helt vidste vidste, at det var mig, denne dag i september i dette år, og at vi sad der på hospitalet, det tror jeg ikke.
For far, du var så udmattet. Af de sidste års indlæggelser og din sygdom. Men måske mest af alt udmattet over, at du var udmattet. At du ikke længere kunne noget. At du følte dig som en belastning, fordi du ikke længere kunne bidrage, gøre noget, som du ellers har gjort hele dit liv.
Så hver gang du vågnede op og sagde noget, som jeg ikke helt forstod, men som jeg nikkede og smilede til, mens jeg holdt dig i hånden, holdt dig på armen, forsøgte jeg at fange din sjæl med øjnene, forsøgte at kigge dig igennem og nå dig, der hvor du stadig er dig, men inden jeg nåede helt så langt, lukkede du hver gang øjnene og faldt i søvn igen.
Og nu sidder jeg her på færgen for jeg er på vej til Frederikshavn og ville ønske, at jeg ikke skulle helt så langt væk, for tænk, hvis du er væk, før jeg kommer tilbage?
Fredag
Sødeste far,
Musikken flød ud af døren og næsten hentede mig ind på din stue, da jeg kom gående ned ad gangen. Jeg blev så rørt over, at sygeplejersken havde sat en af de klassiske CD’ere på, som jeg havde taget med til dig, så noderne kunne fortrænge de skarpe hospitalslyde og gøre din hverdag en smule mere blød. Mere levende.
Jeg er glad for, at dagene stadig er lange, for turen hjem fra Frederikshavn var også lang og jeg kom lidt sent, men i dit rum blandede lyset sig med musikken og gav dig fred. Kunne jeg se. For du lå der og var væk i din egen verden. Måske var du i virkeligheden stukket lidt af for at besøge det rige, du snart vil blive en del af? Eller måske stod du, som en lille dreng og trykkede næsen flad mod den kosmiske rude, uden helt at kunne beslutte dig for, om det virkelig var nu, du skulle være med i dén fest?
Væk var du i hvert fald, da jeg kom og bænkede mig på stolen ved siden af din seng, så jeg tog din hånd i min, og så sad vi der i timer, bare sad der sammen. Og nogle gange vågnede du op og kiggede igen direkte på mig, sagde noget jeg ikke forstod, selvom jeg lagde mit øre helt tæt på din mund, så jeg nikkede bare og sagde at alt er ok, og tørrede dig på panden med en våd serviet, og satte mig ned igen, stadig med din hånd i min, til solen gik ned og jeg mærkede, at nu skulle jeg gå.
Nu skulle du have fred.
Og så gik jeg. Mit hjerte var tungt, men min sjæl var let, for bare at sidde sammen med dig på den måde, havde lagt sig som flydende kærlighed ind i mange af de sprækker, som livet har givet mig, og jeg følte mig mindre alene end da jeg kom. Men mest af alt var jeg fyldt af taknemmelighed overfor alt det, som du har givet mig gennem livet.
Lørdag
Dejligste far,
Du var væk. Og kom slet ikke til stede. Og jeg ville sådan ønske at du havde set tre af dine bedstebørn være der for dig. Mine drenge. For at sige farvel. For det er jo det, vi er ved at gøre.
De gik formålsløse rundt på din stue, kunne ikke finde ud af at sætte sig ned og bare være. For når man er teenager, er en mand på 85 – som du selv engang sagde med et stort grin, da du blev 80, ja, nu er jeg så det man i gamle dage kaldte ”olding” – med iltslange i næsen og en tynd ældet krop med spor af livet og mærket af døden, ikke tilstrækkelig velkendt til, at de kan placere sig selv med ro i det. Så vi gik efter en time. Måske kun en halv. Men farvel, det fik de sagt. Og jeg tror du hørte det.
Hvor end du var.
Søndag
Far far far,
Jeg så det allerede fra døren. Og måske så mor det også. En ny skarphed omkring din næse. Parret med et forsigtigt grønt skær. Øjne der var faldet lidt mere ind end i går. Da jeg tog din hånd var den ikke længere varm. Men fugtig. På en fremmed frysende måde.
Far – hvor er du henne nu?
For du var ikke her hos os. Mor satte sig ved din side og tog dig i hånden. Hvordan siger man farvel efter mere end 50 år sammen? Min fantasi strækker slet ikke så langt. For ville noget som helst overhovedet give mening at gøre eller sige efter så meget liv sammen? Ville noget som helst virkelig kunne binde den sløjfe, der fuldendte forholdet og tog smerten og savnet bort fra hende, når du er væk væk?
Jeg står tavs ved din side og forsøger at forestille mig mors sorg og tomrum, der må strække sig uendeligt under hende. Over hende. Omkring hende. Og jeg ville ønske, at jeg kunne nå hende derinde, hvor hendes mørke bor.
Ville det ikke være smukt, hvis I kunne mødes der, hvor du er lige nu? Eller hvis du lige åbnede øjnene og gav hende det sidste blik og på den måde fik bundet en bro af kærlighed, hun kunne krydse, når livet på denne side blev for ensomt. Jeg ved ikke, om du har bundet den bro for mig, men det føles sådan. Selvom du aldrig åbnede øjnene og inviterede mig til at gå de første skridt henad den.
Mandag
Kæreste, sødeste, dejligste far,
I dag sov du så endelig stille og fredfyldt ind, mens jeg sad med din nu iskolde hånd i min. Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at være der. I de mange timer før du gav slip, sad vi der alle sammen omkring dig og fik talt om dig og livet. Og hvor var det vildt at se, hvordan du først var her, hvordan du trak vejret ind, hvordan din puls bankede, og så hvordan du forlod livet lidt efter lidt, trak vejret mindre ind og mindre ind, til du til sidst trak det ind for sidste gang og lod det glide ud af dig, mens du slap denne dimension og forlod os, mens vi forsøgte at følge dig så langt ind i det nye, som vi kunne. Og jeg kyssede dig igen og igen på din endnu varme pande og sagde tak og kiggede på dig, sådan rigtig kiggede på dig, lod hver en fold, hvert et hår, hvert et livsmærke i dit ansigt lejre sig i min hukommelse, så jeg kunne bære dig med mig lidt tid endnu. Hvilket jeg gjorde.
For om aftenen stod jeg og holdt foredrag, og det skete i et vemodigt vakuum, hvor jeg både var mere nærværende end nogensinde, for livet var pludselig mere nærværende end nogensinde, og samtidig befandt jeg mig i min egen verden, der var helt ny, en verden jeg ikke har kendt til før, men hvor du var og en masse nye følelser af tab, forvirring, savn og taknemmelighed også boede.
Hvordan jeg kom igennem det, aner jeg faktisk ikke, men da jeg endelig kom hjem og kunne slippe alt, sad jeg i min seng og måtte meditere lidt for at sætte dagen på plads, og så kom du forbi.
Pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var glad, glad, glad og let, nu befriet for din krops smerte og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være. Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været, for nu var du ikke blot befriet din fysiske smerte, du var også befriet de roller, som du havde på vores side af tæppet. Måske mødte jeg din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen.
Tirsdag
Søvnen er barmhjertig, far, for det var først da jeg vågnede, at jeg huskede.
Hvem er jeg nu, hvor du ikke er her længere? Hvor meget er jeg stadig dig? Hvad med alt det, jeg ikke længere kan spørge dig om? Hvor skal jeg gå hen med det? Er du her stadig? Som du var i går? Er du her, far?
Fredag
Jeg brækkede min lilletå i dag. For syvende gang. Jeg kender kuren og bandt den op med hudtape. Nu kan jeg ikke bære din kiste i overmorgen. Har ikke ord for, hvor forkert det føles.
Søndag
Vi havde møde med præsten i dag, far. Fik valgt salmer og tekststykker. Og vi var hele tiden enige om det hele. Så tydelig en person var du altså. Jeg syntes aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dig, at jeg for alvor fik adgang til dig, selvom vi havde mange snakke, også om det svære, men måske kendte jeg meget af det, der var dig alligevel? Men hvorfor gjorde det mig ked af det i stedet for glad? Fordi savnet af dig blev tydeligere? Fordi du for alvor er blevet væk, nu hvor jeg fandt dig så tydeligt?
Mandag
Hvorfor var du kun så svagt til stede ved bisættelsen, far? Betød den ikke noget for dig? Jeg ville ellers gerne have mærket dig meget mere under de mange ritualer og salmer. Var det da mig, der lukkede af for at komme igennem det? Måske var det så bare mig. For da alle var gået fra gravøllet og roen kommet tilbage til huset, fandt jeg dig igen, og mærkede hvordan du atter indtog det faste tyngdepunkt af kærlighed og støtte, som du aldrig fraveg, da du var i live. Åh farmand, du er så savnet!
Fredag
Min brækkede lilletå kan nu pakkes ind i en støvle, der passer bedre til vejret, end den åbne sandal med japanersokken i, som jeg ellers har gået rundt i. Men mine negle sørger. Flossede. Afskallede i lakken. Røde med mellemrum. Mærkeligt hvordan sorg kan ytre sig på forskellige og uventede måder.
I dagene efter din død blev jeg næsten to personer: En der var og en der så.
For pludselig opdagede jeg, hvordan jeg kunne lade køleskabet stå åbent efter at have taget mælken ud. Eller jeg efterlod tomme kontaktlinsehylstre i vasken, i stedet for helt rutinemæssigt at smide dem ud med det samme, som jeg har gjort hver dag i over 30 år. Jeg præsterede også at gå ud af døren med kun en sko på, hvilket jeg heldigvis opdagede i elevatoren.
Det var, som om jeg kun var en halv person.
Som om jeg kun gjorde første del af tingene og så blev distraheret og aldrig fik gjort det færdigt. Og mens jeg gik rundt og ikke-gjorde ting, iagttog jeg samtidig min adfærd. Med en ny form for ømhed og tolerance overfor mig selv. Som måske i virkeligheden var rettet mod dig, far.
Forleden talte jeg så med en ven, der sagde noget meget klogt, som jeg ikke selv havde tænkt på. “Det er jo en helt anden slags sorg end når man har kærestesorg.” Og ja, det er det jo. Men det havde jeg bare ikke tænkt på. For sorgen over at miste et menneske, er som regel knyttet til et levende menneske, som man af forskellige grunde ophører med at se.
Men sorgen over at miste en forælder, er en helt anden sorg. Som hos mig ikke har vist sig som tårer eller mørke, som jeg kender fra kærestesorg. I stedet har den vist sig som et særligt rum inde i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Og som består af savn, længsel, dårlig samvittighed og en hel masse glæde over alt det, som du var og gav mig.
Rummet er næsten helt fysisk inde i mig og har også særlige farver og en skiftende stemning. Og det rum åbner sig med mellemrum, og nogle gange træder jeg ind i det og lukker døren og så taler vi sammen og jeg mindes dig. Andre gange har jeg bare kigget ind og gået videre.
Jeg tror også, at det rum har mange flere nuancer end jeg foreløbig har set. Tror jeg i et stykke tid endnu vil blive ved med at gå på opdagelse i det rum, for jeg fornemmer, at der vil dukke mange flere følelser og minder op end jeg indtil nu har fået adgang til.
…og far…jeg tror også, at du nok må finde dig i at jeg kalder på dig mange gange endnu. For vi to er ikke færdige med at tale sammen.
