Fremtidens to vigtigste evner – både som privatperson og virksomhed – har danskere mere af end japanerne. Til gengæld har de noget, som vi skal blive meget bedre til!
”Sorry”, siger han bare.
Uden udråbstegn. Efterfulgt af et stort smil, flere nik og et buk. Jeg smiler også. Nikker lidt. Og kommer så med den sætning, som udvider hans øjne og får hans mund til at krølle sammen.
”Okay. Then I would like to speak to the General Manager, please!”
Hvilket jeg leverer med et stort smil og intet nik. Intet buk. Kun et meget vedholdende blik på receptionistens øjne. Well, en af de tre receptionister, der efterhånden er blevet involveret i vores lille sag.
Vi står ved lågen ind til et poolområde, som er lukket af. Der kommer først vand i bassinet ugen efter, og det er sådan set fint nok, det kan vi godt leve med. Men min søn vil rigtig gerne bare have noget sol, og vi har derfor spurgt, om han kan lægge sig på en af de solvogne, der også står på området.
Det kan han ikke. For de åbner først området næste uge, er beskeden. Jamen, prøver jeg, han skal kun lige lægge på den der solvogn, men niks madame, der er intet at gøre, han kan ikke gå ind på det område, der er lukket af og åbner først ugen efter.
Det skal bemærkes, at udover en konference på 90 mennesker, som er optaget af indlæg og opgaver hele dagen og aftenen (jeg ser dem nemlig være i gang) er der på hotellet kun et ældre ægtepar og så jeg, med mine to teenagedrenge.
Men min søn må altså stadig ikke lægge sig på solvognen.
Efter en masse perpleks dialog, henter de en mand med jakkesæt og et hår, der ser uønsket vindblæst ud. Mens jeg fremfører vores ønske, tager han sig flere gange til garnet med nervøse bevægelser, og ender med at smile og nikke og sige: ”Sorry.”
Enden på hele denne ballade bliver – efter at jeg, igen med et smil, samt al den danske rettighedskultur jeg kan opbyde, beder dem om at løse problemet på den måde, som passer dem bedst, bare min søn kan få lov til at sole sig på dette badehotel – at Vice President’en banker på vores dør og glædestrålende annoncerer, at de har fundet på en løsning. Som består i at placere et bord og en stol ude på det lille græsstykke foran hotellet, hvor bilerne kører op, for at sætte gæsterne af til hotellet.
Hvordan det skulle være mere en mere diskret løsning end at lægge sig på en solvogn i et afskærmet område på bagsiden af hotellet er mig en gåde, men vi tager til takke med løsningen og min søn får solet sig. Mens vi desværre nok får bekræftet forestillingen om danskere, som verdens mest uhøflige folkefærd. Min undskyldning (til mig selv!) er, at når man er et badehotel og ønsker turister fra andre lande, må man også være indstillet på at møde andre krav end de, som japanere normalt selv stiller.
Dette var blot en af flere episoder, på vores lange og helt fantastiske rejse rundt i Japan, hvor kulturforskellen for alvor viste sig. I årevis har jeg ønsket at komme dertil og landet havde med tiden fået næsten mytisk karakter i mit sind.
Jeg syntes, at jeg havde forberedt mig godt, talt med mange japanrejsende, blevet guidet grundigt af Line fra Jysk Rejsebureau, som havde arrangeret hele baduljen for os, (ja, så gammeldags er jeg J Ville gerne være sikker på al logistikken, så jeg kunne nyde turen max!) og læst bøger og artikler, men som i alt andet, er teori langt fra det samme som praksis. Fx når man står og skal bruge en solplet.
Japan er verdens tredjestørste økonomi, hvilket er imponerende, især med tanke på, at de har haft enorme problemer med at komme igen efter at boblen sprang i 80erne. Det er lysnet lidt de senere år, selvom de er stadig på hælene, og måske skyldes det især deres manglende fleksibilitet, der har rod i en udpræget uselvstændighedskultur.
Det sindssygt spændende med Japan er bla, at det er et land fuld af kontraster. For en dansker altså, for det synes de jo nok ikke selv! For mens de er det mest høflige og venlige folkefærd, er de samtidig dem, der har givet mig den klart ringeste service ever. Fordi de altid følger deres regler til punkt og prikke. Ikke på noget tidspunkt oplevede jeg en japaner (med mindre det var en af de øverste bosser), tage et selvstændigt initiativ eller ansvar. Alt var by the book.
Denne manglende fleksibilitet i kulturen, der let kan opleves som manglende selvstændighed hos den enkelte, ser man som en af deres største udfordringer i fremtiden, når det gælder kravet om innovation.
For mens Japan er et afsindigt smukt land, der har så utroligt meget at byde på, og med nogle storbyer, der er så dynamiske, at København ikke engang tangerer en perifer provinsby i sammenligning, er de samtidig begrænset af, at de fleste forventes at være reproduktive på det eksisterende og tro mod traditioner, hierarkier og systemer. Hvilket jo ikke er med til at styrke innovationskraften i landet. I fleksibiliteten, eller agiliteten i CXO-sprog, ligger bla. også at være selvstændigt agerende og ansvarlig og at man tør bryde med de gældende regler og strukturer, for at kunne tilpasse situationen til virkeligheden.
Innovationen er imidlertid også afgørende afhængig af en anden evne, nemlig at kunne skabe gode, tillidsvækkende relationer, som betyder, at man er i stand til at tiltrække de mennesker, som er innovative, og at man dermed også er i stand til at skabe et fællesskab, som fastholder dem. Bla ved et fravær af klassiske hierarkier.
For at kunne skabe relationer, kræver det, at man er åben af natur. Både som organisation, leder og på det personlige plan. Åben overfor nye mennesker, nye kulturer og nye arbejdsformer. Der er snesevis af organisationer, som allerede har set lyset, med Google som en af de mest kendte.
Danmark kan pudse sin glorie når det kommer til at have borgere, der er opdraget til selvstændighed, ansvar, fleksibilitet og til at være relationel (hvor meget gruppearbejde, har vi dog ikke trænet os selv i?!), så når det kommer til at skabe et grundlag for en innovativ kultur, er vi meget godt kørende, mens Japan halter bagefter.
Men.
Vi mangler noget, som japanerne til gengæld er mestre i. En fælles kultur, som er meget tydelig. Som de ærer og holder fast i. Og som kom dem til gode i rædselsåret 2011, hvor de blev ramt af tre katastrofer på én gang; jordskælv, tsunami og atomreaktorudslip. I stedet for at gå i panik, optrådte befolkningen med ro og værdighed og fik hurtigt hjulpet hinanden videre. At regeringen og myndighederne ikke levede op til deres ansvar, diskuteres til gengæld stadig.
Jo, jo, det er denne stærke kultur, der gør dem ufleksible, men det vi i høj grad skal tage ved lære af, er den forpligtelse, som de hver især føler overfor ”de andre”. Mens vi gennem velfærdssamfundet, har fået opbygget en individualiseret rettighedskultur, der gør, at vi sætter mig’et før os’et, og retten før pligten, forstår de den helt grundlæggende sandhed om, at ”uden de andre er vi ingen”. Hvorfor jeg’et selvfølgelig altid skal sætte sig selv i forhold til ”de andre”, altså samfundet, fællesskabet, hvis jeg’et for alvor vil udrette noget som helst.
Det kræver ydmyghed.
Og også det bør vi klart blive bedre til. Så vi kan blive bedre til at blive bedre. De fleste danskere tror jo – viser flere undersøgelser – at vi har verdens bedste samfund, mens statistikkerne viser noget andet. Vi er langt fra de bedste. Og på mange områder er vi længere nede på den globale rangstige end for 10, 20 og 30 år siden. Så vi har brug for at styrke vores egen kultur og ikke mindst dyrke pligten overfor fællesskabet og den personlige ydmyghed, så vi kan blive endnu dygtigere til at være fleksible, åbne, selvstændige og dermed innovative.
På nær, selvfølgelig, når man lige skal finde en solplet på et badehotel, der har lukket poolområdet. Så må man gerne være irriterende selvstændig og…selvretfærdig! 😉
