Hvad har PostNord, Generationerne XYZ og en sci-fi tv-serie med hinanden at gøre?
Det finder du ud af lige om lidt. For jeg vil starte med at spørge dig, om du generelt er et optimistisk menneske? Med en god portion tiltro til menneskeheden og fremtiden? Well, hvis du er, er du ligesom jeg. Hver gang en sci-fi fortælling har malet fremtiden sort og fuld af klæbende død og undertrykkelse, har jeg med et let overbærende smil hevet fakta frem om verdens sande tilstand, der jo fx viser, at der siden 1990 er kommet 1.2 mia mennesker ud af ekstrem fattigdom, så andelen på verdensplan er faldet fra 35 procent til kun 10 procent. Eller at antallet af mennesker, der sulter, er halveret på 25 år. Eller at langt færre mennesker dør i krig. At også piger i dag for størstedelen går i skole, så vi som art simpelthen bliver mere oplyste og selvstændige. Og at ozonlaget over Antarktis er ved at hele. Med andre ord er der virkelig meget der tyder på, at mennesket i store træk har fået det bedre og bedre med tiden, hvilket er langt fra det billede, som næsten alle sci-fi historier forsøger at iscenesætte. Noget der basalt set gør genren utroværdig, fordi fremtiden i nutid aldrig bliver en brøkdel så dystopisk, som de formidler.
Men det var før jeg så kult tv-serien Black Mirror.
I takt med at jeg har ædt mig ind på afsnit efter afsnit, har jeg fået en helt gratis lysning af håret, for den skræmmende fremtid, som den skitserer i en lang række af uafhængige afsnit, er så snublende tæt på virkeligheden lige-nu-og-her, og skitserer samtidig nogle livsvilkår, der er så socialt klaustrofobiske, at man dårligt kan trække vejret af skræk for at hive noget fremmed med ind, som ikke gerne skulle lande inde i ens krop. Eller – endnu værre – inde i ens sind!
Det er her at PostNord kommer ind i billedet. Eller rettere: PostNords ledelse. For hvis de havde set denne serie i god tid før deres kollaps, havde de forstået, at hele deres forretningsstrategi tilhører tiden fra før man kunne stave til digitalisering. Med andre ord har direktionen ganske enkelt ikke fulgt med udviklingen, og deres kunders vilkår og dermed ændrede adfærd, så hvis du sidder med i en direktion eller i en eller flere bestyrelser, skal du i dag gøre to ting:
For det første skal du begynde at lede efter en person, der har et indgående kendskab til hvad digitaliseringen både betyder og indebærer for jeres forretning, og som samtidig kan veksle de mange muligheder, som denne digitalisering tilbyder, til tiltag, der kan sikre bundlinjen. Og når du har fundet vedkommende, skal du ansætte hende eller ham på et tilstrækkeligt højt hierarkisk niveau til at det gør en afgørende forskel for hele organisationen, når hen (han/hun) siger, at noget skal gøres, ændres, oprettes, udskiftes.
For det andet skal du begynde at streame denne tv-serie. Punktum. Og se den til ende, selvom den gør ondt. For det gør den! Du skal indtage den. Processere den. Og forsøge at forstå den. For at blive tilstrækkelig paranoid på den helt fornuftige måde.
Serien handler nemlig om hvad teknologien/digitaliseringen kan komme til at betyde for os i fremtiden og flere af afsnittene er totalt mindfucking (ja, undskyld mit sprog, men jeg kan simpelthen ikke komme på et bedre ord!). Nogle af dem er så frygtindgydende, at man ville ønske, at man aldrig havde set det, så man kunne leve videre i uvidenhedens velsignelse.
Det virkelig uhyggelige ved seriens uafhængige historier er nemlig, at alle temaerne og teknologien er snublende nær på vores egen tid og muligheder. Men at de alligevel lige er nogle nøk længere fremme i den teknologiske udvikling, hvilket giver nogle ret omfattende konsekvenser, som virker helt uoverskuelige. Alt dette gør, at man allerede før rulleteksterne er færdige er på vej ud på toilettet for at hælde mobilen i kummen, for derefter at smide alt computergrej på et bål og i øvrigt er i gang med at planlægge, hvordan man kan sprænge alt netværk i hele verden i luften, for hovedkonklusionen på serien er, at vi for meget længe siden holdt op med at eje os selv. For slet ikke at tale om vores bevidsthed.
Selvom vi tror, at det modsatte gør sig gældende.
Det virkelig raffinerede ved vores tid er nemlig, at vi tror, at vi ejer os selv mere end nogensinde før. Den generelle overbevisning er, at vi aldrig tidligere har været så frie, fordi vi jo i dag har fået adgang til flere muligheder for såkaldt personlige valg end nogensinde før og i øvrigt har adgang til mere viden end tidligere set. Men mængden af personlige valg gør, at vi komplicerer vores tilværelse i en grad, så vi hellere end gerne overlader en masse af valgene til dem eller det, der bedyrer os om, at de kan gøre alting lettere og mere customized til os, så vi får max på lykkekontoen og oplevelsesfronten. Og mængden af viden er også vokset så eksponentielt, samtidig med at vi oversvømmes af kanaler, hvorfra denne viden kan komme, uden at vi kan sikre os mod fake-news og hvad det ellers bliver betegnet, at vi på mange måder er langt større ofre for ignorance end tidligere. Oven i denne suppe-steg-is kombi skal vi huske på, at nettet ved alt om dig, og husker meget, meget, meget bedre end dig! Det husker nemlig alt du har foretaget dig i det og også hvor du har været og hvornår og med hvem, så hvis du tror at privatliv er noget, du har, så er det på tide at vågne op, for vi er overvåget og registreret i en grad, som de færreste gør sig begreb om, og som ofte får de fleste til at sige: Jeg har opgivet at følge med og jeg er også lidt ligeglad, for jeg har jo ikke noget at skjule, så de må da gerne følge med.
For de yngre generationer Y og Z er det et udbredt svar, når man taler med dem om deres brug af nettet. Til forskel for generation X, kender de spillereglerne men har affundet sig med dem, mens X’erne i al for stor udstrækning er for uvidende om, hvor mange spor de efterlader. Ufrivilligt. X’erne har dog en særlig rolle at spille i dette game, for de er den sidste generation, der er vokset op uden at være digitaliseret og er derfor også den sidste generation, som kan huske og har levet i den analoge verden. Hvilket giver dem et særligt ansvar: Nemlig at skabe en balance mellem den analoge og den digitale verden. Som art har vi jo nogle helt basale fysiske behov for at føle os til stede i vores egne liv, og vi har også brug for at kunne overskue vores sind og dets udstrækning, hvis ikke vi skal blive til noget, som vi ikke selv har overblik over.
Black Mirror viser hvor galt det kan gå, når denne balance ikke holdes i hævd. Og det virkelig geniale ved serien er, at den tager fat i de helt fundamentale vilkår, som vi mennesker altid har været drevet af og leger rundt med dem, så man til sidst ikke ved, hvad der er op og ned på nogetsomhelst. Og dermed mister fornemmelsen for, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Mest af alt kommer det til at stå som et falmet fjernt billede på noget, som vi svagt kan mindes, men ikke rigtig kan (be)gribe længere. Og der skulle vi jo meget nødigt ende i virkeligheden.
Så på den ene side skal vi frygte fremtiden tilpas meget til, at vi ikke bare overgiver os til alle de lette muligheder for afvikling af autonomi og kritik i bytte for et customized liv, der imødeser og opfylder alle dine synlige og skjulte behov, som digitaliseringen tilbyder os. På den anden side skal vi simpelthen følge med i udviklingen af det, for ellers bliver man sejlet agterud og ender som en anden Nokia, Kodak eller PostNord og sætter os selv helt udenfor indflydelse.
Ja, nogen nem opgave er det ikke at blive præsenteret for sådan en søndag. Den letteste start i hele denne ballade er nok er række ud efter pc’en eller fjernekontrollen og starte serien op. Og hertil kan jeg kun sige: Hold på hat og sind, for lige om lidt får du en rutsjetur i 4 dimensioner. Og bered dig på, at du aldrig bliver den samme igen!
Denne kronik blev bragt i Børsen den 26.3.17 #børsen #emiliavanhauen #succestyranniet #KonstantPressedeIndivider
