”Her er mere sådan en stemning af….varmt sand?” Jeg trak på det. Det kunne umuligt give nogen som helst mening som svar på hendes spørgsmål om, hvad jeg syntes om Dubai. Men ikke desto mindre, var det sådan jeg havde det.
”Tror du det kan have noget at gøre med at føle sig sikker?”, spurgte min overfor-borddame, og jeg nikkede langsomt. Jo, det havde også noget med det at gøre. Hvilket provokerede mig. For det harmonerede i min verden på ingen måde med at befinde sig i en diktaturstat, som Dubai er.
Men følelsen var lavet af mere end varmt sand og sikkerhed. I dagene efter gik det op for mig, at den stemning jeg mærkede, og som jeg havde så svært ved at sætte ord på, mest af alt var et fravær af noget.
Nemlig et fravær af stress.
Hvilket var meget mærkeligt, fordi det samtidig fandt sted i en by, der har en afsindig høj vibe og hvor der bygges overalt, hvor øjet end vender hen. Hvor 84 procent af indbyggerne kommer fra fremmede lande og som derfor nødvendigvis må udfordre den oprindelige kultur. Hvor der er en astronomisk forskel på rig og fattig. Det er også en by, hvor man ikke må sige alt hvad man tænker og mener højt, uden at det kan føre til repressalier. Hvor man bliver øjeblikkeligt deporteret, hvis man bryder deres regler og love. Og hvor manden er det første køn og kvinden ham altid underlagt.
Hvordan kunne det på nogen måde være ikke-stressende for en vestlig frigjort selverhvervende kvinde som mig?!
Netop fordi det er et diktatur. Fordi folk er underlagt strikse strukturer, der ikke overlader det fulde initiativ og personlige handlekraft til det enkelte individ, og som derfor ikke kan stresse på at levere noget nyt og være på hele tiden. Og fordi lov og orden overholdes langt mere rigidt af befolkningen, da konsekvenserne af ikke at gøre det, er graverende. Derfor var det fravær af stress, som jeg oplevede, i virkeligheden et fravær af frihed.
For en dansker som mig, der er opdraget med frihed og selvstændighed, som nogle af de øverst rangerende værdier, er det kvalmefremkaldende.
Men.
Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret end dette. Jeg var inviteret til landet for at holde foredrag for en dansk organisation, og forventede at møde nogle landskvinder, der med samme demokratiske baggrund som jeg, udelukkende ville være kritiske overfor styret. De var også kritiske. Men de viste mig også et noget mere nuanceret billede af landet på vores ture rundt til forskellige arrangementer og seværdigheder. Og jeg måtte derfor sluge nogle kameler undervejs.
Et af karakteristikaene i et diktatur er, at man hurtigt og konsekvent kan gennemføre love, fordi den enevældige hersker kan tage enevældige gyldige beslutninger på alles vegne. Som dansker er vi vant til at tænke, at denne slags beslutninger altid er til de svages ulempe. Men sådan er det jo ikke altid. Fx gennemførte man fra dag til dag en lov, der beskyttede migrantarbejderne mod farlige arbejdsvilkår med store konsekvenser for arbejdsgiverne til følge.
Når et diktatur styres af en hersker, der ønsker at flytte sit folk i en udviklende retning, kan et diktatur flytte sig hurtigt. Som det er sket med Dubai. Det er fascinerende at se, hvor meget et land kan udvikle sig på kort tid, når ideer tvinges igennem, fordi de ikke bliver udfordret af alternative opfattelser. Og uanset hvor politisk ukorrekt det end må være, vil det være dumt ikke at lade sig inspirere af et land, som har været i stand til at gennemføre en udvikling fra perlefiskerstat i 1971 til hypet storby i 2017, med den konsekvens, at lokalbefolkningen har fået en langt højere levestandard og at millioner af migranter kan sende penge retur til deres familier og give deres børn bedre livsmuligheder. Så mon ikke vi kunne lære noget af Dubai?
Punktum. Og nyt afsnit.
For selvfølgelig skal man aldrig lave knæfald for et styre, der bla. bygger på undertrykkelse af særlige befolkningsgrupper eller som kan finde på at arrestere en voldtaget kvinde, fordi hun har haft sex udenfor ægteskabet. Vi taler om et land, der er styret af sharia-love, og selvfølgelig fik jeg også bekræftet mange af mine forestillinger, baseret på artikler og udsendelser om bla. kvindernes manglende rettigheder, både juridisk og kulturelt. Bla må en kvinde på ingen måde få et barn udenfor ægteskab, og ej heller må hun have fire ægtefæller, som manden må.
Ethvert styre har en forpligtelse til at sætte mennesket først, og derfor handler det om at skabe udvikling, der ikke sker på bekostning af menneskerettigheder. I Dubais tilfælde er det let at lade sig forføre af deres fremgang, fordi landet på overfladen virker så vestligt, så ikke-diktaturagtigt, at man let kan glemme hvilke umenneskelige vilkår, der hersker under den velfungerende overflade. Og som turist eller ex-pat er man nok i stor stil forskånet for de vilkår, som enten de lokale emirati uden forbindelser eller migrantarbejderne oplever.
For det næste er nemlig, at historien med al tydelighed viser, at man kun kan opretholde udviklingen ved at folket selv tager ansvaret for den, fordi en grundlæggende lighed blandt folket giver plads til at bruge og dyrke sin egen kreativitet og skaberkraft, som igen kan manifesteres gennem fri handlekraft og tale. Og sådan at alle befolkningsgrupper får lov til at bidrage på lige vilkår.
Uanset hvor oplyst et diktatur end er, vil dets mentale og kreative udstrækning altid være begrænset af netop de få mennesker, som udgør det, og vi har gennem tiden set mange eksempler på diktaturer, der ikke overlever, fordi den menneskelige kreativitet og livskraft, samt følelsen af retfærdighed, i længden ikke kan holdes nede. Ikke uden at det medfører et oprør. Se blot det gamle kinesiske rige, Frankrig før revolutionen eller Østblokken.
De samme vilkår gælder organisationer.
Gammeldags hierarkiske organisationer, der styres benhårdt af en autoritær ledelse har store udfordringer i disse år, især fordi de yngre generationer ikke søger dem, og når de gør, kun bliver der i kortere tid. I dag handler stærk ledelse om at kunne tilbyde en overordnet vision, som medarbejderne frivilligt tilskriver sig, og dernæst skabe nogle rammer, hvori organisationen tager et frivilligt ansvar for at udvikle både enkeltdelene og helheden. En levende organisation kræver nemlig et åbent sind, der tør lade sig udfordre på egen selvgodhed. Det samme gælder et land.
Et diktatur kan lave hurtige ændringer, hvilket kan virke forførende i krisetider, men skal et samfund eller en organisation leve i længere tid, og på en måde, der understøtter det menneskelige og den frie tanke/handlekraft, er en demokratisk forståelse af et fællesskab og et samfund den eneste vej frem.
Og det kan Dubai så lære af os.
Kronik i Børsen 26.2.17
