Jeg er virkelig ikke særlig vild med fyrværkeri, men lige denne nytårsaften, fik jeg lyst til at brænde 2016 af i en mægtig raket og skyde 2017 ind i en smuk guldregn, så jeg havde været inde i et af de mange fyrværkeritelte og investeret en mindre formue hos en ung mand, der slet ikke var i tvivl om, hvilken storladen raket jeg skulle have.
Præcis midnat stod jeg så der, bevæbnet med flaske og lighter og gode intentioner, som viste sig at være tilpas store til, at flasken væltede, og jeg i stedet måtte presse raketten ned i jorden. Det blæste og lighteren kunne ikke få fat, og vi hidkaldte derfor en af de otte (meget fulde) rumænere, der stod ved en anden opgang, som forbarmede sig med tændstikker, som heller ikke virkede. Til jeg bad ham om at tage to på en gang. Så fik lunten fat og vi gik til siden.
BOOOM!
Og der stod den så. Stadig strittende mod himlen, men i en noget sørgeligere forfatning, end øjeblikket før. Jo, 2016 var blevet noget så eftertrykkeligt brændt af, men 2017 var ligesom ikke rigtig blevet skudt ind.
Da jeg opdagede, hvad der var sket, faldt jeg om af grin, og hver gang jeg de følgende dage fortalte om, hvordan min symbolske handling var endt, fik jeg totalt grineflip. For hey, livet er simpelthen så vidunderligt uforudsigeligt nogle gange, at man bare må overgive sig til det og tage imod, hvad der kommer.
Mange gange får man nemlig meget mere, end man selv kunne forestille sig. Sådan var det også den aften, for lidt senere opfordrede festens værtinde mig nemlig til at gå op på hendes terrasse og se fyrværkeriet derfra, og det blev en smuk oplevelse, hvor vi bare stod der og kunne tage imod guldregn på guldregn – uden at gøre noget som helst selv andet end bare….at tage imod.
En måned før nytårsaften var min familie flyttet og bare organiseringen af den, pressede mig; bla fordi jeg i samme periode, skulle skrive min næste bog færdig. Da jeg samtidig ikke selv er særlig håndværkeragtig, var der en del praktiske detaljer, som jeg skulle have hjælp til.
For første gang nogensinde ringede jeg derfor til et professionelt flyttefirma, og en morgen stod Dan fra Bryde og Sønner så i min gamle lejlighed, og lavede en hurtig optælling af, hvor mange og hvilke typer flyttekasser, jeg skulle bruge, og da jeg spurgte ham, hvor mange af møblerne, der skulle være skilt ad, når de kom med flyttebilen, tilbød han at komme dagen før og sørge for det. Og ville i øvrigt komme dagen efter flytningen og samle dem igen. Hvilket han gjorde.
I dagene før og efter flytningen var der flere af mine veninder, der kom forbi og pakkede ned og senere ud, og en anden ven kom forbi og skruede alt muligt ind i væggen, og alt det her betød, at mindre end en uge efter at vi var flyttet, lignede vores nye hjem et rigtigt hjem.
Kort tid efter flytningen, var jeg blevet færdig med bogen og havde brug for at få andre til at læse den igennem, for at se, om det jeg havde skrevet, overhovedet gav mening, og i løbet af juledagene tikkede den ene tilbagemelding efter den anden ind i min indbakke, så jeg i den første uge af det nye år, kunne tilrette bogen og få luget de værste misforståelser ud.
Når jeg tænker på de her måneder, folder mit hjerte sig helt ud og bliver varmt og blødt og taknemmeligt, for jeg modtog simpelthen så meget hjælp fra både venner og fremmede, så mit liv blev overskueligt og alt faldt på den skønneste plads. Disse måneder var også ganske særlige, fordi der var virkelig meget, jeg havde brug for hjælp til.
De har imidlertid vist mig, at når vi beder om hjælp og tillader andre at give os den, får vi den næsten altid. Så det der i virkeligheden forhindrer os i at få den, er, at vi alt for ofte er for dårlige til både at bede om den. Og bare at tage imod den, når vi får den tilbudt. Men de fleste af os elsker faktisk at hjælpe andre, så i virkeligheden er det måske bare så simpelt, at vi kan berige verden ved at blive bedre til alle tre ting:
Give og bede om hjælp.
Og tage imod den, når den kommer?
Klumme i Femina 9.2.17
