DET NYE NORDHAVN. DET GAMLE EUROPA.
Det havde været så meget lettere. At blive i det nærområde, hvor jeg har boet i 19 år. Hvor børnene har deres venner, deres skole, deres sport, deres hverdag. Deres liv. Hvor jeg ved, hvordan de fleste lyskryds skifter, hvor de bedste supermarkeder findes, hvor de hyggeligste caféer er, og hvilken crosstrainermaskine, der er den mest stabile i mit fitnesscenter. Faktisk kender jeg det område så godt, at jeg sjældent behøver at tænke over noget som helst, når jeg bevæger mig rundt. Med mindre jeg pludselig bliver stoppet af endnu et nyt vejarbejde. Igen.
Det havde været så meget nemmere, at blive der. Men det var samtidig også derfor, at der den 26. november kl. 9 stod tre hærdebrede flyttemænd fra Bryde & Sønner i min entré; klar til at bære 100 flyttekasser, 14 stole, 3 skilte senge, en afmonteret sofa, et spisebord, en uendelighed af løse ting og en masse familielivshistorie ned i en flyttevogn, for at køre læsset til en adresse i det spritnye postnummer:
2150 Nordhavn.
For to år siden købte jeg en tegning. Den bestod af en masse streger, som skulle gøre det ud for en lejlighed, der på det tidspunkt kun fandtes på idéplanet. Men stregerne tegnede også konturerne af en drøm om en ny hverdag med min familie, som gerne skulle byde på andre linjer end dem, som børnene har været vant til hele deres liv. For jeg ønskede at udfordre dem. Bare lidt. Ved at give dem et nyt hjemområde, så de fik et lidt mere nuanceret perspektiv på deres dagligliv, deres miljø og deres selvforståelse. Jeg ønskede også at flytte mig selv. Både ud af de trygge rammer, der nu – på sær vis – føltes brugt op. Og derfor ind i noget nyt. Og hvad kunne være mere nyt og forfriskende end at være med til at starte en helt ny bydel op i København?
Så langt, så godt.
Men så var der jo alle de sene aftener og nætter, hvor jeg sad og bed negle over, hvad jeg dog havde gjort?! Hvad var det egentlig jeg skulle derude i det område, der stadig mest er en byggeplads? Hvad hvis mine børn hadede det og pludselig besluttede, at de kun ville bo hos deres far, der stadig befinder sig i smørhullet af deres barndom? Hvad hvis lejligheden viste sig at være helt forfærdelig, når først den var blevet opført? Åh, jeg havde bekymringer nok til en hel flyttevogn, men når jeg spurgte mine drenge, om de syntes vi skulle udskyde flytningen, blev deres blik helt åbent: De ville et nyt eventyr! Og var slet ikke tynget af problemer, der endnu ikke fandtes.
I dag er den første midt-imellem-dag. Dagene mellem den ultimative hyggedag på året, nemlig juleaften, hvor vi fejrer alt det kendte og det nære. Og så nytårsaften, som for mange er den velkomne anledning til at love sig selv, at nu, NU, skal jeg lave X, Y og Z om, så jeg kan blive til en bedre udgave.
For mange er juleaften den dag, hvor vi står fast i det gamle og finder tryghed i det, mens nytårsaften er den velkomne anledning til at forny sig. Og her ramler vi ind i en af de helt klassiske udfordringer, for hvornår er det helt præcist, at vi skal flytte os, for at forny os? Nogle gange hen mod noget. Eller nogen. Andre gange væk fra nogen. Eller noget. Og hvornår er det, at vi skal stå fast for at udvikle os?
I disse midt-imellem-dage er der mange, der overvejer deres fremtid. Især det næste år. For de fleste vil det indebære flytninger af den ene eller anden art, som derfor kræver mod til at ville og turde flytte sig, og for andre til at stå fast i noget man tror på.
Mon ikke der lige nu – efter ugens tragedie i Berlin – er en del regeringsledere i Europa, der atter overvejer, hvordan vi sikrer vores samfund, uden at flytte os for meget over i en kultur, hvor mistillid til hverandre, skal have lov til at lukke vores samfund helt af for den frie bevægelighed mellem mennesker, som ellers har karakteriseret Vesten i flere generationer. Hvilke værdier er det Europa skal stå fast ved, og hvilke skal vi flytte, så vi overlever?
Mon ikke Lars Løkke også giver det mere end en enkelt overvejelse, hvor den nye regering skal flytte sig hen, så de spejler befolkningens behov bedst muligt, og derfor kan blive ved magten efter det næste valg? Og hvad mon du selv har af overvejelser om mulige flytninger i dit liv?
De fleste flytninger skaber uro.
I nogle tilfælde er de ligefrem angstprovokerende. Fordi man ved, hvad man forlader, men ikke ved, hvad man får. Selv når man tror, man ved, hvad man får. I visse tilfælde viser virkeligheden sig nemlig at være meget anderledes, end man forestillede sig, da man tog valget. Nogle gange bedre, og så er det liv og ikke uro, man får mest af. Andre gange værre. Meget værre. Og hvad gør man så? Fortryder og går i sorg? Bliver bitter og hængende i noget man ikke kan lide? Eller ser det som endnu en anledning til at flytte sig? Igen.
Min egen hverdag er blevet både mere besværlig og ret meget skønnere efter flytningen, men til gengæld er min angst og uro næsten flyttet helt ud af mit liv i takt med at vi er flyttet helt ind.
Nu afventer vi spændt sommeren, en færdig mole, det første supermarked og alle de små fede butikker og caféer, der gerne skulle vise sig indenfor det næste halve år. Og lige om lidt er der også metro og biograf og udendørskoncerter, så fremtiden tegner lysere og sjovere.
For lige nu knaser vores gulve stadig hver dag af sand, der bliver slæbt med udefra, fordi der er langt flere gravkøer end vejtræer foran indgangsdøren, og GPS’en kan ikke finde vores vej og sender gæsterne rundt i ring i området. Men hver morgen kigger jeg udover Nordhavns tage og tænker, at det var godt, at vi tog chancen. At vi, som familie, er flyttet mere sammen. Og at jeg faktisk er flyttet endnu mere ind i mig selv. Fordi jeg endte med at lytte til en drøm, der boede inde i mig. Så lige dén flytning vil jeg ikke tænke mere over i midt-imellem-dagene.
Kronik i Jyllandsposten 25.12.16
#jyllandsposten #emiliavanhauen #kultursociologen
