I 2001 blev en bog med den sælsomme titel Hvem har flyttet min ost? et kæmpe hit verden over. På pixibogs agtig maner, fortæller den noget meget vigtigt og enkelt, som vi alle godt ved, men som de fleste af os har svært ved at efterleve til hverdag:
At vi skal forandre os for ikke at stagnere, eller ultimativt dø.
Titlen referer til nogle mus, der lever af noget ost, som de finder et særligt sted hver dag – indtil den en dag er væk. For altid. Og så er dramakonflikten i bogen etableret, for hvem gør hvad for at overleve? Nogle bliver sure (hvem har dog flyttet min ost?!), ender med at resignere og overlever kun lige på tørre gamle ostekrummer, mens andre drager ud for at finde ny føde.
Symbolikken må siges at være på niveau med en fuldfed Havarti, men den virker. For det er jo sådan det er. Vores vilkår ændrer sig langt mere konstant, end de fleste af os orker at erkende, fordi vi i forvejen er super pressede i en hverdag, der for det meste består af deadlines, som skal overstås. Før det rigtige liv endelig kan begynde. Hvilket jo er lige så meget et fatamorgana, som at vi mennesker kan siges at være mus, for det virkelige liv er hele tiden lige nu og her og er præcis det, der bliver levet. Hverken mere eller mindre.
Fakta er imidlertid, at hvis ikke vi indimellem også flytter os, kan vi ende med at blive meget tynde – både indeni og udenpå – af mangel på spændende opgaver, interessante relationer og ressourcer, fordi alle tre ting har flyttet sig væk fra os. Forskere fra Boston University konkluderede i 2013, at 47% af alle amerikanske arbejdspladser kunne blive automatiserede indenfor de næste 10 til 20 år. Flere fremtidsforskere er enige om, at en lang række jobs, der i dag varetages af højt specialiserede vidensarbejdere, som fx advokater, revisorer, ingeniører og journalister, snart erstattes af et computerprogram, der er både hurtigere og bedre end virkelige mennesker, der jo laver fejl og kan være langsomme.
Hvor langt vi kan nå ses måske tydeligst i tv-serie kanalen HBO’s nye megahit, WestWorld, der er en våd og dystopisk drøm om robotter, der ligner mennesker til forveksling, men – i starten af serien – stadig under vores kontrol og kun ”i live” til vores fornøjelse. Sådan bliver det naturligvis ikke ved, og den har fået flere til at debattere, hvad det er for en fremtid vi egentlig ønsker os med de teknologiske muligheder vi er ved at få adgang til. Vi taler om, at vi i dag er præget af uoverskuelig eksponentiel udvikling, fremfor den kendte lineær udvikling, som vi naturligt kan fremskrive.
Samtidig kigger vi på en fremtid, hvor IoT (The Internet of Things), kunstig intelligens, augmentet og virtual reality, 3D printing og bioteknologi kommer til at dominere og som tilsammen ændrer de grundprincipper, som vi har levet efter i tusindvis af generationer.
Oven i det skal vi forholde os til en enorm vidensmængde, som vi dagligt bliver eksponeret for. Ifølge Googles direktør, Eric Schmidt, skaber vi på 2 dage lige så meget information i dag, som civilisationen har gjort fra starten til 2003; mere præcist 5 exabytes data. Eller sagt på en mere jordnær måde, så læste det gennemsnitlige menneske 50 bøger på et helt liv for 100 år siden, mens børn i dag inden de fylder 10 år har allerede set flere hundrede film. Alle disse faktorer gør, at vi i dag lever liv, der i astronomisk grad er præget af uforudsigelighed og usikkerhed – og hvor efterlader det så os?
Man siger med et smil i øjet, at de fleste mennesker elsker udvikling, men hader forandring, og det opsummerer i virkeligheden på en ret fin måde ostebogens budskab. At det kan godt være, at man ikke orker at forandre sig, fordi det er besværligt, angstprovokerende, hårdt og kan lede til en masse fiaskofølelse, men at vi samtidig godt ved, at hvis ikke vi gør det, ender det med, at jeg blivertil en fiasko. Og at jeg dermed afskriver mig retten til selv at vælge både hvem jeg vil være og hvad jeg vil lave, fordi jeg bliver til et offer af andres dagsorden, og så begynder det først for alvor at blive besværligt, angstprovokerende osv.
Så vi skal indimellem flytte os, for at gøre mere end blot at overleve.
Hvilket jeg selv har eksperimenteret med for ganske nylig. Forrige lørdag kørte Bryde&Sønner nemlig hele mit flyttelæs fra den kommune, hvor jeg har boet de sidste 18 år til det spritnye postnummer, 2150 Nordhavn. Det er en ny bydel, der er under opførsel, og den er klart stadig mere præget af gravkøer, kraner og blød cement end af lokalmiljø og fortove. For to år siden investerede jeg i en tegning af en lejlighed og en vision om en ny hverdag, og nu er det pludselig blevet virkelighed og jeg kan kigge udover Nordhavns tage, når jeg står i min stue.
Inden flytningen havde jeg allerede fortrudt en milliard gange. For jeg er nemlig også ”sådan en”, der hader forandringer i min hverdag, selvom jeg i høj grad lever af at beskrive samfundets udvikling i tiden og synes det er super spændende at betragte. På afstand altså. For min hverdag skal jo ikke ændres mere end at jeg stadig bekvemt kan finde rundt i den. Og det var derfor, at jeg kunne blive helt træt og til tider også ret bekymret ved tanken om flytningen. Også på mine børns vegne, fordi deres hverdag jo også bliver påvirket.
Og hvad er der så sket?
I skrivende stund er det under to uger siden, at vi stod blandt usamlede senge og 100 flyttekasser og absolut intet kunne finde. Og allerede nu er det meste på plads. Også inde i mig.
Jeg er hjemme: Nordhavn er mit nye hood.
Ja, det har faktisk vist sig at være super besværligt på en masse (uventede) områder, men også voldsomt fantastisk på en masse andre, og det jeg havde overset er, at denne situation ikke kun har åbnet mig mod det nye i den konkrete flytning af mit hjem og min hverdag; den har også åbnet mig hele generelt mod en masse nye mennesker og muligheder, som jeg ikke ville have fået øje på før. Fordi jeg ville leve i mere bekvem gentagelse af det kendte.
Ved selv at flytte min ost på dette område af mit liv, har jeg beriget resten af det, og hvis man skulle tale om en ostemorale (!) må det være, at vi alle – og måske især ledere – ikke bare skal følge osten, men også selv bør flytte vores egen ost engang imellem, for at holde os åbne og levende overfor verden, så vi kan bidrage med det, der passer bedst på det pågældende tidspunkt.
For hver gang man flytter sig selv frivilligt og ikke er tvunget til det, opdager man nemlig, at det (oftest) slet ikke er så enormt besværligt, angstskabende, fremmed osv, som man kunne tro før man gjorde det. Til gengæld vinder man en masse ny erfaring og åbenhed, som kan skabe nye muligheder. For et helt…ostebord 😉
Kronik i Børsen søndag 11.12.16
