I dag svinger skilsmisseprocenter omkring de 50, og det er dermed blevet lige så normalt, som det er at fortsætte med at være gift, og vi har derfor at gøre med en livsstil, der på ingen måde er en statistisk minoritet, men som fortsætter med at være et socialt stigma.
Den 13. oktober var der i nærværende avis et – i mine øjne – usædvanligt fordomsfuldt og snæversynet indlæg om skilsmisseforældre med titlen ”Vil du skabe en taber – så bliv skilt!” af konservative David Munk-Bogballe. Først blev jeg provokeret af dets totale ensidighed, at tænkte, at det ikke var værd at ofre mere opmærksomhed på. Men som ugerne gik poppede indlægget med jævne mellemrum op i min hjerne. Fordi han på intolerant vis forsøger at lave om på virkeligheden, i stedet for at anerkende, at den faktisk findes, og derfra forholde sig konstruktivt og opbyggende til en situation, som lidt under halvdelen af Danmarks børn vokser op i.
Jeg kender godt de analyser og undersøgelser, der siger, at børn af skilsmisseforældre har dårligere livsvilkår og fremtidsudsigter, end børn med gifte forældre. Jeg kendte dem, før jeg selv blev skilt for snart 4 år siden, og jeg er dykket mere ned i dem, efter at jeg blev skilt. Jeg kender også de mange tv-programmer, der i en stime flød over sendefladen på flere kanaler, og som eksponerede elendige skilsmisseforældre og fortvivlede børn, og jeg har hørt flere programmer om samme emne. Og selvfølgelig har jeg selv været nervøs, bange, fortvivlet over, hvad jeg dog udsatte mine børn for, ved at udsætte dem for vores skilsmisse.
Men.
Det, der slår mig hver gang er for det første, hvorfor man til stadighed insisterer på, at den mest ”rigtige” familieform er kernefamilien, når det ikke spejler virkeligheden. Og for det andet hvorfor man til stadighed vælger at fokusere udelukkende på ulemperne ved at være skilsmissebarn, og ikke de fordele, der også er.
Med denne sidste sætning ved jeg, at alle landets David’er vil blive provokeret, for ”der er jo ingen fordele ved at være skilsmissebarn!”, tænker de. I hvert fald ikke følelsesmæssigt, socialt og psykisk. Og Intet barn ønsker at forældrene bryder familien op! Se bare undersøgelserne, der alle siger det samme, henvises der så til.
Igen.
Der er imidlertid et problem med de undersøgelser: at de kun viser det, man spørger om. Så hvis udgangspunktet er, at kernefamiliebørn er normen, vil spørgsmålene kredse om deres hverdag og livssituation, og ikke medtage de fordele, som skilsmissebørn kan opleve. Det kunne være en ny og meget relevant vinkel.
Det kunne bestemt også være interessant at isolere, om de børn, der får flest senfølger af en skilsmisse, ville have fået dem alligevel hvis forældrene ikke var blevet skilt, fordi det reelle problem er, at de bare ikke er gode forældre eller ansvarlige voksne? Og at det naturligvis bliver forværret i en krisesituation, som en skilsmisse altid er. Ligesom et jobtab. Eller langvarig sygdom. Det ville skabe grobund for helt andre undersøgelser, der i stedet for at have skilsmissen som omdrejningspunkt, ville have forældrenes duelighed, hvilket i sidste ende er langt mere relevant, fordi det er noget, man kan ændre på gennem fx forældrekurser.
Eller hvad ville der mon fremkomme af statistiske resultater, hvis man kunne isolere de velfungerende, velovervejede og samarbejdende skilsmisseforældre og børn, og se på, hvordan det mon gik med de børn på længere sigt? Mere resiliens f.eks. som det jo er så moderne at tale om? Større sociale egenskaber og træning i at knytte sig til flere voksne end blot egne forældre? Et mere nuanceret billede på måder, man kan leve i en velfungerende familie på? En tidligere evne til selv at tage stilling til, hvordan man vil leve sit liv?
Ingen tvivl om, at en skilsmisse er en krisesituation for en familie. Og følgerne af den, skal på ingen måde forklejnes. Men som samfund skal vi begynde at anskue skilsmisse på en mere balanceret måde. For i dag svinger skilsmisseprocenter omkring de 50, og det er dermed blevet lige så normalt, som det er at fortsætte med at være gift, og vi har derfor at gøre med en livsstil, der på ingen måde er en statistisk minoritet, men som fortsætter med at være et socialt stigma.
Hvilke måske er hovedproblemet i dag.
At det stadig anses for at være mindre værd og forkert at være skilt og skilsmissebarn. Og dermed øges den uundgåelige smerte, som både børn og voksne gennemgår ved en skilsmisse – for den er der altid! – fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For de voksne, men endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.
Skal vi som samfund skabe velfungerende børn i trivsel, er tiden kommet til at opgive den primært negative og stereotype måde at opfatte en social livsform på, som lidt under halvdelen af børnene vokser op i. Især er det på tide at opgive den arrogante forestilling om, at en skilsmisse ”bare” er noget folk gør alt for letsindigt og uden at skele til børnenes tarv. Ingen gør det her letsindigt! For det går altid udover nogen. Og ingen, der elsker andre, ønsker at udsætte nogen for det! Og ja, skilsmisser medfører praktisk taget altid nye problemer, men det er der mange af livets store valg, der gør. Og det medfører også nye løsninger. Hvorfor det ikke betyder, at den løsning altid er det dårligste valg. Eller at ægteskabet er det bedste. For også ægteskabet medfører mange problemer.
Ifølge David Munk-Bogballe kan man kun med god ret forlade et ægteskab, hvis der er vold, utroskab eller misbrug involveret.
Virkelig?
Så hvis den ene eller begge parter i et ægteskab vantrives, skal man bare holde ud til børnene er flyttet hjemmefra, og dermed indirekte lære sine børn, at længden af forholdet til enhver tid trumfer kvaliteten af det? Og at de derfor skal ignorere deres eget velbefindende og følelser, når de er i et forhold til et andet menneske? Hvilket mange undersøgelser viser er den direkte vej til stress, depressioner, angst og mere i samme skuffe. Ikke noget, der ligefrem skaber trivsel. For hverken børn eller voksne. Skulle man få det fulde billede af børns opvækst, skulle man derfor også lave undersøgelser, der viser, hvor belastende det er for børn at vokse op i ægteskaber, der ikke fungerer.
Som samfund må vi erkende, at kernefamilien har fået en tveægget tvilling, der er lige så dominerende i familiemønsteret som den selv, og at vi derfor skal stoppe udskamningen af skilsmissefamilien, hvis vi vil give vores børn de bedste muligheder for at trives. Ej heller skal vi pege fingre ad kernefamilien, for ingen af familieformerne er ”den rigtige”. Der er de familieformer, der er!
Hvad vi derimod kan gøre, er at imødegå og løse de problemer, som en skilsmisse giver, ved at have fokus på hvordan forældrene er skilte. Ikke om de er det.
Og det kan man med fordel tage videre til, hvordan man er gode forældre sammen – uanset civilstatus. For selvfølgelig handler det om at sætte børnenes tarv først. Så man sammen skaber nogle livsvilkår, der fungerer for børnene, og som tager hensyn til praktik, følelser og fællesskab. Og forhåbentligt også lærer dem helt basale menneskelige færdigheder som tolerance, fordomsfrihed og et nuanceret udsyn til andre mennesker og verden generelt.
Kronik bragt i Børsen den 6.11.16.
