Magten skal møde folket i en uformel demokratisk ramme. Det er tanken bag Folkemødet på Bornholm. Men det er en illusion. Hvor længe mon Folkemødet kan forblive folkeligt?
Folkemødejomfru.
Det er blevet et nyt ord i min ordbog og sådan én er jeg åbenbart, har jeg erfaret, efter at have talt med garvede folkemødedeltagere. Det interessante er, at det overhovedet findes som begreb. Altså at Folkemødet er blevet så stærk en institution i den danske bevidsthed, at man simpelthen kan begrebsliggøres som novice, hvis man ikke har været med til det endnu. Læs: Folkemødet er noget ALLE på et eller andet tidspunkt BØR være med til.
Det er faktisk godt gået af et møde, der startede med 10.000 deltagere og 235 arrangementer for blot 6 år siden, og som sidste år havde over 100.000 deltagere og bestod af mere end 2300 arrangementer. Det siger noget om den PR-værdi, som mødet har formået at skabe om sig selv. Der er gået hype i ikke blot at deltage, men især også at optræde på mødet, og hvis man er indenfor politik, organisationer, samfundsforhold og kommunikation, er man noget af en pinlig særling, hvis man ikke allerede har deltaget to gange. For et arrangement, der ikke blot løber over flere dage, men som også kræver en større logistisk indsats ift transport over til øen, skaffe soveplads, teltplads, taleplads og i øvrigt overskue alle de mange arrangementer, må det være noget nær et drømmescenario at være så ufravigeligt. Udfordringen er dog ikke længere vækst, men derimod at fastholde cool-faktoren. Mødets friske amatøratmosfære, der var baseret på en slags pionerånd og præget af gensidig nysgerrighed og ønske om åben debat, er nemlig begyndt at få træthedsskjolder. Problemet er, at mødet er begyndt at blive for professionelt.
Ordet folkemøde giver løfter om, at det er det uformelle, folkelige, festlige, spontane der styrer, og heri ligger også, at set-up’et er autentisk og ægte – og dermed troværdigt. Det handler om at mennesker mødes i en utvungen opsætning, der skaber grobund for ægte nysgerrighed og udveksling af synspunkter, kulturer og værdier. Og med tanke for Løgstrups geniale definition af demokrati, nemlig at det er skikkelig uenighed, er Folkemødet et vidunderligt enestående tiltag, for her kan vi møde mennesket bag politikeren, toplederen eller den kendte og høre dem udveksle skikkelig uenighed, der kan gøre os alle mere oplyste og nysgerrige på hinanden og samfundet. Debatter er der nok af og politikere optræder i lyst tøj med større halsåbninger end normalt, mens diverse topledere eller kommunikationskoryfæer flyder rundt i poloer og chinos, for at signalere en mindre hierarkisk og mere åben tilgang til folket og debatten, i et forsøg på at nedbryde den synlige magtbase, som de alligevel taler ud fra.
Illusionen der ønskes at skabes er, at lige her på øen er det ikke professionalismen, der er i højsædet, men derimod mellemfolkeligheden. Med initiativtageren, Bertel Haarders ord må det gerne være: “En politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak”. Problemet er, at Folkemødet bliver stadig mere Christiansborg, K-Forum og VL-X og mindre Bornholm, fordi det nu er blevet en magtinstans, som alle meningsdannere gerne vil være tæt på.
Det skaber det paradoks, som til alle tider har været magtens og folkets paradoks, nemlig at få magten til at fremstå tilpas amatøragtig, så den virker ægte, original, uforfalsket og autentisk, og sådan at jeg kan identificere mig med magtmennesket bag rollen eller funktionen ud fra en forestilling om, at når jeg har adgang til hens inderste tanker og følelser, ved jeg også hvem det ægte menneske i virkeligheden er. Og så kan jeg stole på vedkommende.
Samtidig har det moderne menneske aldrig selv været så professionaliseret i sin egen identitet og tilværelse, som vi er i dag, og såkaldt ”almindelige” mennesker benytter sig i et væk af (efter)uddannelse, coaches, terapeuter, stylister, personlige trænere, kostvejledere, lektiehjælp, hundeluftere og meget mere, og der er faktisk ikke meget tilbage i livet, som man ikke kan hente professionel hjælp til at få fixet, eller selv blive uddannet i.
Samfundets A og B hold bliver ofte koblet op på temaer som uddannelse, økonomi, geografi osv, men måske findes den største skillelinje i befolkningen mellem de, der har en professionel tilgang til sig selv og deres liv, dvs altid finder enten viden eller personer, der kan hjælpe med at løse deres problem eller øge deres potentiale, og så de, der selv forsøger at løse deres egne problemer, og som ikke har ambitioner om konstant udvikling og optimering.
Folkemødets styrke er, at det giver mulighed for en udveksling udenfor den normale ramme mellem politikere, samfundsaktører og folket, men efter blot 6 år og massiv succes, er dets største demokratiske opgave nu at bibeholde den sammensatte ånd af uskyld, løssluppenhed, nysgerrighed og åbenhed. Vi vil gerne værne om vores demokrati som et folkevælde, men når en stadig større del af folket bliver til professionelle borgere, og den anden del slet ikke tager del i demokratiet, er demokratiet så ved at blive afløst af en form for udvidet meritokrati? Og kunne folkemødet i virkeligheden kaldes for professionsmødet for de professionelle, mens ”de andre” bare holder en folkefest med øl, musik og hygge?
Fredag 17.6 kl. 18.30 optræder jeg i Grundtvigteltet for CURA tænketank, hvor jeg taler om generationerne Y&Z.
(Min kronik i Jyllandsposten 12. juni 2016)
