Ordet suffragette har jeg altid instinktivt koblet til ordet lidelse. Jeg har aldrig tænkt over hvorfor, indtil det gik op for mig, at det er fordi suffra ligger tæt op af suffrir på spansk, som betyder netop lidelse. Min spanske mor gjorde mig tosproget og indimellem holder danske og spanske ord fætterkusinefest i min hjerne og skaber sprogkaos.
Jeg har dog også tænkt på, om min kobling til lidelse skyldes, at jeg finder ordet så grimt, at det næsten er en lidelse at sige! I virkeligheden betyder ordet stemmeret på latin. Og så er logikken på plads, for det var netop, hvad suffragetterne kæmpede for at opnå omkring 1900tallet. Vi har lige haft 100 års jubilæum for danske kvinders stemmeret, så måske er du ved at være temmelig mør over emnet. Sådan havde jeg det faktisk selv.
Indtil jeg så filmen Suffragette.
Pludselig blev suffragette koblet direkte sammen med lidelse. Personlig lidelse på et plan, som jeg måske nok har læst om, haft fakta i hovedet om, men aldrig rigtig forstået omfanget af, før historierne om de engelske kvinders kamp udspillede sig foran øjnene på mig i mørket og blev meget personlige. På en måde så smerten næsten transcenderede lærredet og landede i min krop og tårerne fedtede mine kinder til.
Det var ganske enkelt hæsligt, afskyeligt og uforståeligt hvad kvinder blev udsat for af mænd, andre kvinder, samfundet, kulturen og myndigheder dengang for 100 år siden, hvor kvinder stadig ikke blev anset for at kunne tænke lige så lige som mænd, og i øvrigt bidrage til fællesskabet på et niveau, der krævede samme respekt og løn, som deres mandlige fæller fik.
Tab af arbejde. Tab af ægteskab. Tab af hjem. Tab af egne børn. Psykisk vold. Fysisk vold. Bedrag. Grænseløs social udstødelse. Fængsel. Død.
Suffragetten Emily Davison kastede sig ud foran kongens hest til et derby i 1913, i noget der blev tolket som en protest, der skulle skabe opmærksomhed om de engelske kvinderes kamp for valgret, og døde få dage efter af sine kvæstelser. Heldigvis skabte hendes død nødvendig ravage om deres sag, og hun blev et sørgeligt, men effektivt symbol for kampen.
Engelske kvinder fik først stemmeret i 1928. Vi fik det i 1915. New Zealand var først i verden i 1893, men dog uden at kvinderne selv kunne komme i parlamentet. Mange lande gav kvinderne det i forlængelse af 1. verdenskrig, fordi de gennem deres indsats havde vist sig værdige til at være ligeværdige samfundsborgere. Yes, sådan blev det formuleret! I Schweiz fik kvinderne først valgret til parlamentet i 1971, i Portugal i 1975 og i Liechtenstein i 1984. 1984!!!
De fleste kvinder i Danmark behøver ikke længere være lige så vanvittigt modige og fandenivoldske, som vores formødre var, når det gælder ligeret og ligeværd. Men at køn stadig er et af de giftigste emner at kaste sig over, vidner den meget bashing af feminister i medierne om. Der er helt sikkert mindre lidelse forbundet med at være feminist i dag end suffragette for 100 år siden. Ordet er også meget pænere. Men hvis ikke feminist skal blive til femipist-væk, skal vi sørge for at give faklen videre til både vores piger og drenge. Faklen om at begge køn er lige og skal behandles anstændigt og respektfuldt. Uanset hvad. Og at kønnet aldrig nogensinde kan være en grund til at diskriminere eller begrænse det enkelte menneske i dets udfoldelser og sociale værdi. Kønnet er en biologisk nødvendighed, javel, men bør aldrig bruges som et socialt argument for noget som helst andet end en seksuel orientering og lyst. På linje med at nogle kan lide jordbæris og andre chokolade….
(Suffragette udkommer på DVD den 7.4)
