Kina skælver og verden skælver med. På direktionsgangene er mødeaktiviteten øget og der tænkes i Plan B’er: Hvordan kan vi undgå tab, eller endda vækste, hvis bunden går ud af markedet? Igen.
Svaret er forbavsende enkelt: Ved at fastholde og tiltrække den bedste arbejdskraft! Det er fra organisationen selv, at det kreative overskud skal komme til at imødegå markedets behov parret med en agilitet ift de ændrede vilkår. Så langt så godt. Det ved de fleste ledere og de taler derfor om velsignelserne ved en organisation præget af diversitet, kreativitet og blablabla….
Blablabla?
Ja, blablabla! For hvis det skal virke, skal det også manifesteres i hele infrastrukturen og ikke bare være et lille isoleret hygge- eller imageprojekt i et hjørne af organisationen. Der er nemlig sociale ændringer på vej, som nødvendiggør et opgør med den model, der bygger på klare hierarkier, autoriteter og intern konkurrence.
Utallige undersøgelser – og et hurtigt vue udover kønsfordelingen på toplederniveau – viser nemlig, at alt for mange kvinder ikke orker det system. De forlader organisationerne (og starter hellere deres eget) lige på det tidspunkt, hvor de skulle krones for deres hårde arbejde. Argumentet plejer at være, at kvinderne ikke har det, der skal til. Eller at de prioriterer anderledes (læs: de vægter familien højere). Men nej, det er ifølge den amerikanske forsker Barbara Annis kun 30% af kvinderne, der gør det. 68% af kvinderne dropper ud, fordi de ikke føler sig værdsatte af arbejdspladsen og 65% føler sig udelukkede fra teams og beslutninger.
Min konklusion på flere undersøgelser af samme karakter er, at kvinderne tjekker ud fordi de i længden udmattes af mangel på respekt for deres virkelighed. Der er simpelthen for meget intern kamp og for lidt ægte action, så jobbet gør den der meningsfulde forskel, som ”alle” taler om. Og derfor mister større organisationer (især advokater, konsulenter, revisorer og IT-folk), deres kvinder, når de omsider når den position, hvor de har magt til at ændre på de store linjer. Dette tab koster direkte på bundlinjen og kreativiteten. Det koster hos de yngre kvindelige medarbejdere, der mister en ledestjerne og taber identifikation. Og ikke mindst koster det hos kunderne, der ser, at ledelsen ikke er i stand til at skabe et moderne dynamisk miljø, der spejler kunderne selv. Konklusion: Hver gang en højtplaceret kvinde forlader en organisation, mister den enorme summer på den symbolske kapital, dvs på den økonomiske, kulturelle og sociale kapital.
Men det er på vej til at blive værre. Meget værre!
For lige om lidt er det ikke kun kvinderne, der forlader organisationerne. Det er også generation Y’s mænd, som er ved at indtage arbejdsmarkedet. De gider nemlig slet ikke den form for arbejdsmiljø! De elsker at tage initiativ, og vil ledes af en synlig værdibåret leder, der både skaber mening i arbejdet og sælger dem en idé, som de gerne vil være med til at føde ind i verden for at gøre den der forskel. De vil anerkendes eksplicit af deres ledere. De vil have tid til at være fædre. Og de vil have plads til selvudvikling. Kort sagt vil de have et arbejdsmiljø, hvor den relationelle kapital er i balance med den produktive kapital, og oplever de ikke det, forlader de organisationen.
Det er derfor ved at tynde gevaldigt ud i fødekæden af kreative, ambitiøse, ansvarlige medarbejdere af begge køn til de store organisationer, der baserer sig på gammeldags værdier om kamp, hierarkier, kolde KPI’er og (for dem) meningsløs konkurrence – i stedet for kreativitet, initiativ, fællesskab og ambitioner om helhed og mening. Tag ikke fejl: disse succeskriterier kræver ofte mere af topledelsen at indfri end de traditionelle performancemål! Kan man skabe det, får man til gengæld en stab af mennesker, der er usædvanlige loyale og som i høj grad kan tænke og skabe selv, så de netop skaber den markedsfordel alle råber på nu.
Det er derfor NU, at der skal tænkes i nye interne strukturer og værdier, som føder et miljø, hvori både kvinder og yngre mænd ønsker at leve en stor del af deres liv. Hvordan? Kontakt en kultursociolog…! Eller tænk i mennesker i stedet for mål. I relationer i stedet for resultater. I tillid i stedet for totalitarisme.
Og hold for Keynes skyld op med at bruge køn og alder som en undskyldning eller et skældsord! Forstå at det i sidste ende kun handler om en eneste ting: At skabe et miljø, hvor mennesker, og ikke funktioner, har plads og lyst til at bidrage!
Kronik i Børsen den 28.08.15
