Det var i sommeren 1992 at min bror og jeg vandrede rundt i Cairos gader og ledte efter et hammam. Det var ikke noget jeg havde planlagt. Det var de mytiske omgivelser i denne gamle by, der levede op til min drøm om et arabisk eventyr, som satte gang i fantasierne og længslen efter at begrave mig i den muslimske kvindekultur og mærke den på egen krop.
Vi gik ad de mange små gader og krøb længere og længere ind i byen, fik himler af vasketøj, næsen luftet af lort og krydderier, og vi blev mere og mere fremmede i vores jeans, som slørene og kaftanerne blev flere. Vi passerede en souk, der eksploderede i farver, dufte og kaudervælsk og vi gled forbi flere moskeer, som jeg fik lyst til at gå ind i, men vores ægyptiske guide drog os videre, videre, længere ind i byen, indtil vi nåede et punkt, en gyde, hvor der kun var et blakket messingskilt ved siden af en pindet tør grønskallet dør. Han læste skiltet. Rystede på hovedet for syvende gang i vores søgen. Og opgav. Det var åbenbart ikke til at finde et hammam i byen.
Siden dengang levede drømmen i mig. Og hver gang jeg hørte om et tyrkisk bad, gik jeg tættere på og undersøgte om det skulle være det. Det var det ikke. Indtil jeg en dag hørte om et nyt hammam, der var startet op på….Tomsgårdsvej.
Tomsgårdsvej er ikke en lille eksotisk hyggelig gade, der ligger i centrum af en by, og som man spadserer hen til, mens man lader sanserne fyldes af forventning. Det er en lang, ucharmerende, trafiktung ringvejsagtig vej i Nordvestkvarteret i København. Det er ganske enkelt en af Danmarks absolut grimmeste veje.
Men i det øjeblik jeg tager i porten og åbner den, bliver jeg mødt af lyden af rindende vand fra det lille springvand, der står i midten af gården, som selv er smykket med arabiske lamper og krummelurede møbler og ting, og jeg begynder at føle en sær hensættelse til mit ægyptiske eventyr, men denne gang med en vished om, at jeg nok kommer tættere på en happy ending.
I marmorbadet bliver jeg i det dæmpede lys og akkompagneret af østerlandsk musik, mødt af Mimi, en vidunderlig marokkansk dame, der smilende i sin sarong og plastikbadetøfler, instruerer mig i rækkefølgen med vask og sæbe og dampsauna og til sidst kravler jeg – meget forsigtigt! – op på den glatte marmorbriks og hun går i gang med at skrubbe mig fra halsen til fødderne med sin rå hamplignende handske.
Jeg er blevet anbefalet at være helt nøgen, så det er jeg. I dette univers føles det naturligt, befriet for skam og generthed. På mit lagen samler der sig efterhånden små tynde pølser af grå hud, der er blevet skrabet af, og mens jeg bliver mere og mere, ånder jeg friere, tungere og hengiver mig dybere til Mimis kyndige og kærlige hænder, der må have gjort det her mindst tusind gange og som indskriver mig i en hundredårgammel tradition.
Jeg får sæbe og siden ler på kroppen og ligger skiftevis på marmoret og går ind i saunaen og får også ansigtet under behandling, indtil jeg kan skylle det hele af igen og bliver vist ind til irakiske Nurah og en klassisk massagebriks. ”Du læser vist meget, ikke? Og skriver på computer?” Jeg forsøger at nikke, men min nakke er fikseret i briksen og jeg må mumle et slags ja. ”Og så taler du meget. Virkelig meget!”
Hvordan pokker kan hun vide det?! tænker jeg, der næsten kun har smilet til hende, men lader de olierede hænders videre vandring hive tankerne med sig væk, mens jeg nyder duftene og den forløsende berøring. Til sidst tager hun også mine fødder. Som en ekstra gave, siger hun, for jeg har kun valgt overkropsmassage. Og en gave er det. Hele denne oase af mellemøstlig ornamenteret æstetik og stemning og dufte og lyde og kvinder og sanselighed.
Vi ved det godt. At nogle drømme opfyldes under helt andre omstændigheder, end man forestillede sig. Tænk at noget så afsindigt prosaisk som Tomsgårdsvej, skulle huse det hammam, der forløste en mere end 20 år gammel eksotisk længsel? Jeg er næsten genfødt, da jeg går derfra.
Næsten.
Klumme bragt i Femina den 27.08.15
