Denne klumme er en hyldest!
Til alle de mennesker, der holder hovedet klart og hjertet varmt for almindelig anstændighed ved at skrive direkte mod de hadefulde tråde, der indimellem optræder ucensureret på Facebook og de andre sociale medier. De fortjener i den grad at blive hædret for ikke at ville fodre den indre svinehund, der elsker at guffe i sig af svinske, hadske og perfide kommentarer om andre, og for at insistere på, at virkeligheden har mange flere strenge at spille på end kun den negative og nedgørende.
For det gør virkelig ondt, selv at stå i modtagerenden af sådan en tilsvining. Uanset hvor sikker eller uberørt den person ellers virker, så skal man ikke lade sig narre. Det er smertefuldt. På mange planer. Og man er ofte ret forsvarsløs overfor det.
For nylig oplevede jeg selv virkningen af sådan en hade-tråd. Gennem en der addede mig til tråden fik jeg adgang til en lang række kommentarer om min person, som blev hængt ud for at være en masse grimme ting og blev tillagt motiver og handlinger, som jeg slet ikke kunne genkende.
Jeg har aldrig oplevet sådan noget før, og det føltes nærmest surrealistisk pludselig at læse fremmede kvinders negative mening om mig og min nye bog – uden at de hverken kendte mig, eller havde læst bogen. Selvom jeg egentlig ikke havde lyst, begyndte jeg alligevel med bankende hjerte at læse bemærkningerne fra ende til anden, og følte mig mere og mere alene, dum, pinlig og grinagtig, indtil jeg begyndte at støde på nogle andre typer af kommentarer.
Kommentarer som tog mig i forsvar. Som forsøgte at nuancere debatten. Som forstod og havde læst bogen og kunne tilbagevise flere af de grimme bemærkninger. Og som sagde stop, da nogle af kvinderne gik langt over stregen ved at bruge udtryk, som jeg ikke kan forestille mig, at man kunne finde på at bruge overfor et menneske, der stod overfor en selv.
De kvinder redede min dag. Og de følgende dage. Det værste er imidlertid, at jeg langt fra var den eneste kvinde, der fik den behandling i de uger. Det var nærmest som om der samlede sig en tornado af hadske og ondskabsfulde udfald mod flere kvinder, der i forskellige sammenhænge stod frem og mente eller bidrog med noget, som åbenbart kunne sætte andres pis i kog. Blandt andre Signe Wenneberg, der havde lavet en praktisk og smart serviceliste over cool kvinder indenfor kommunikationsbranchen, blev latterliggjort for sit projekt. Eller Line Baun Danielsen, der blev svinet til pga af sit gode udseende. Eller sangerinden Sanne Gottlieb, der også fik en ond omgang, fordi hun i BT havde fortalt om sin skilsmisse. Til hende ilede Anna Thygesen til hjælp og smed en vred update op på Facebook, der fik over 800 likes fra andre, der heller ikke gad alt det ”hateri”. Det her er kvinder, der er kendt i offentligheden, men det store problem er jo, at alle – alle! – kan blive udsat for noget lignende, og derfor er det en kultur, vi altid skal kæmpe imod!
Udfordringen ligger i at det meget sjældent har den mindste my af konsekvens for afsenderen, og det gør det for nemt at være den, der spreder giftigheder om andre. De mangler et velkalibreret indre moralsk kompas, der er en anelse mere fintfølende end en søko i et koralrev – og måske ønsker de i virkeligheden ikke at have det. Fordi de får momentan afløb for deres egen misundelse ved at dukke andre, der måske ligner en succes i deres øjne.
Men der er heldigvis også anti-hate-heltinderne og -heltene, og hvis du er en af dem, skal du have et kæmpe smækkys lige på panden og et ordentlig dunk på skulderen, for så er du blandt dem, der virkelig gør den der forskel, som så mange går rundt og drømmer om at gøre! Så er du ganske enkelt med til at at gøre verden til et bedre sted at være. Ikke kun for dem, der bliver hated, og som holder op med at føle sig så alene og afmægtige. Det betyder også noget for alle andre. Du bliver nemlig til en lysende inspiration på hvordan vi alle sammen kan være.
Også mig!
Femina 22/2014
