»Ladycool« er et finurligt sammensurium af personlige anekdoter, sociologiske referencer, selvhjælpsråd og kønspolitiske statements. Men den er først og fremmest et forfriskende modigt forsvar for det særskilt kvindelige.
Af Eva Agnete Selsing i Berlingske Tidende 28. marts 2014
Sociologen og foredragsholderen Emilia van Hauen har skrevet en sammensat og meget personlig bog om at være »ladycool«. I prologen får vi at vide, at den er hele tre ting på en gang: en debatbog, en selvbiografisk fortælling og en selvhjælpsbog. Formålet er intet mindre end at løse kvinder fra deres, ja, kvindelige skamfølelse. Og dermed blive »ladycool«, som er van Hauens begreb for en dame, der ser sit køn som en styrke.
Bogen begynder med kvinders fem mest udbredte løgne og bruger dem som afsæt til at tale om den skamfølelse, der følger (alt for) mange af os, når vi taler om vores sexlyst, vægt, forbrug, vrede og behov for at sige fra. Ja, opsætningen er lidt poppet og damebladsagtig – ikke mindst følgemottoet »fra skam dig til maks dig« er unødigt smart-i-en-fart. Når man har så substantielt og relevant et budskab, er det alt nok.
Et afsnit om »indre frihed« giver læseren gode råd til at frigøre sig fra skamfølelsen over (også) at være et væsen med appetit på det erotiske. Emilia Van Hauen trækker på den gamle traver om, at mænd gerne må være om sig med seksuelle bekendtskaber, men at det samme ikke gælder for kvinder – og hun har jo ret. I en længere udredning om seksualiteten som »skaberkraft« lykkes det hende dog ikke helt at præcisere, hvordan den almindelige læser konkret skal dykke ned i sin sanselighed og deri hente energi til alverdens projekter.
Bogens stærkeste stykke omhandler den feminine æstetik, som van Hauen rettelig begræder nedvurderingen af. I en morsom passus om hendes egen bugnende skosamling, fortæller hun, hvordan hun skammer sig over at indrømme, at hun bruger (en del) penge på sig selv og sit ydre: »Som en moderne, selvstændig og selvforsørgende kvinde synes jeg ikke, at jeg burde føle denne skam. I stedet burde jeg være fri nok til at bruge mine penge, som jeg vil. Men det fritager mig ikke fra skammen. Tværtimod. I stedet skammer jeg mig over at føle skam, så jeg dobbelt-skammer mig. Fuck!« At gøre sig smuk er at bekræfte sin kvindelighed. Og modstanden mod det særligt feminine og det smukke er en modstand mod kvinden – det er flot af van Hauen at tage fat på dette underbelyste forhold.
I sidste del går der lovlig meget dagbog i den, og det er klart »Ladycool«s svageste afsnit. Disproportionelt meget tid bruges eksempelvis på hendes lidt trivielle betragtninger om en dårlig selvhjælpsguru, og hvordan det fik hende til at blive et bedre menneske. Der står simpelthen »jeg« for mange gange i hver sætning.
Overbevisende case
Argumentationen bogen igennem er spøjs, men med en retorik, der er hentet fra lige dele kvindesagskamp og kønsmæssig traditionalisme, får van Hauen alligevel præsenteret en overbevisende case for det feminine. For dets plads i samfundet. Og hvor er det befriende at høre en kvinde insistere på det kvindelige uden hverken at spille offerkortet eller forfalde til politiseret bitterhed.
Med blik for, at »Ladycool« også er en debatbog, kunne man godt have ønsket sig en lidt mere klar fremstilling af, hvem, det egentlig er, der i dag nedvurderer det feminine. For det er jo ikke mændene. Emilia van Hauen kommer selv ind på det i glimt – at de, der kalder sig feminister, ofte er frontløbere i kampen mod det særskilt kvindelige.
Så når hun, hvilket også er saliggørende, insisterer på ikke at skamme sig over at elske det smukke og skønne, er det også en replik til kønsneutralisterne. Hun indrømmer, at hun ikke finder krig og storpolitik lige så spændende som kvindehistorie og jagten på de nye sko. At hun hellere vil være en central person for de mennesker, hun holder af, end være chef for nogle fremmede. Vederkvægende ord for den moderne kvinde.
Vigtigst er det måske, at det er så tydeligt, at van Hauen skriver fra hjertet. Det giver bogen en uafviselig nerve, der er både afvæbnende og inspirerende. Skræller man lagene af pop, hurtige mantraer og den lidt for dagbogsagtige tone, der optræder i visse afsnit, af, får man virkelig hele tre ting: Et modigt kønspolitisk statement, gode råd om at finde og insistere på det feminine og en meget personlig historie om forfatterens eget kvindeliv.
Læs anmeldelsen her på Berlingske Tidendes site
