september 17

Femina: Heksejagt eller heksemagt

Min redaktør for dette blad, Dorthe, og jeg diskuterer mit første take på denne klumme, og pludselig udbryder hun:

”Har du hørt om den undersøgelse der viser, at 7 ud af 10 mener, at kvinder over 40 ikke bør vise sig på stranden i bikini?!”

Og så var det, at jeg måtte lave introen til nærværende klumme om, som ellers startede     sådan her:

Tachira slår oftest øjnene ned, mens hun fortæller mig sin historie. Vi sidder i et lille ugenert hjørne af landsbyen, hvor agerhønsene pikker rundt i jorden. Der er næsten kun kvinder i denne landsby. Det er en hekselandsby. I Ghana. Og det er nutid.

Vores hekse er fortid. Behagelig fortid…..

###

Men nej, åbenbart er strande en slags aktuelle hekselandsbyer i den danske nutid! Min pointe med klummen er nemlig, at vi jo stadig laver heksejagt i dagens Danmark, selvom det ikke længere drejer sig om modermærker som Satans tegn, drømme som gyldige beviser eller torturmetoder, der blev legitimeret som prøver på en kvindes skyld. Mange af de dømte hekse i middelalderen, blev dømt fordi de på en eller anden måde provokerede det eksisterende samfund. Fordi de udfordrede de gældende normer.

Måske var de meget dygtige, og det måtte de ikke være på bekostning af mænd. Måske havde de en livlig seksualitet, som de kun delte med de mænd, som de ønskede, og det skabte misundelse hos andre. Måske tjente de lidt for mange penge i forhold til deres mandlige konkurrenter, og det måtte der sættes en stopper for. Anklagerne var talrige, men grundene bag, var ofte skræmmende ens: Kvinde, bliv ved din norm-læst!

I Ghana, som jeg besøgte som ambassadør for CARE i 2010, er det stadig sådan, at en kvinde kan risikere at blive anklaget for at være heks, bare et barn drømmer, at hun er det. Hvis barnet vel og mærke kommer fra en mere magtfuld familie, der er i stand til at skabe tvivl om kvindens ”sande” identitet. Tachiras historie er ikke usædvanlig, selvom den er usædvanlig forfærdelig.

Da hun blev enke, klarede hun sig så godt, at hun antageligvis spredte misundelse i sin landsby, og da hun samtidig nægtede at ægte sin afdøde mands bror, så han kunne gafle hendes formue, drømte hendes niece bekvemt en nat, at hun var heks – og fra da, var hun dødsdømt! Familien og landsbyen bankede hende næsten ihjel ad to omgange, indtil hun søgte beskyttelse i en hekselandsby, hvor hun i dag stadig er udstødt af det gode samfund, men dog opretholder livet og forsørger sig gennem sine agerhøns. Frygtelig historie, der findes i alle afskygninger i flere lande i Afrika. Og måske sidder du og ryster på hovedet og tænker:

Hold op hvor er jeg glad for, at det ikke er sådan længere i Danmark!

Meeen…vi ”hekser” jo stadig herhjemme, som eksemplet med de +40-årige bikiniklædte kvinder på stranden. Og nogle gange er jeg også selv med til at gøre det. Pinligt nok. Jeg bliver nemlig provokeret af kvinder, der træder meget frem i medierne, men som ikke lever op til mine normer.

Som fx vores egen statsminister. Hun er for kold, synes jeg. Virker for afhængig af sine mandlige politiske musketerer. Og muligvis er hun ikke den bedste statsminister vi nogensinde har haft, men jo mere jeg bliver bevidst om, hvad hun egentlig står model til af udtalelser og ytringer via medierne og kollegaer, og alligevel står op hver morgen for at udføre sit job, jo mere må jeg beundre hende. Ingen tvivl om, at hun bliver udsat for en særlig heksejagt, der også kører på hendes køn.

Jeg husker stadig en overskrift i et dagblad, der slog tonen an i en artikel om kampen om formandsopgøret mellem hende og Frank Jensen. Overskriften lød: Rouge eller rød? Og billedet viste de to kæmpende i hver sin side af Folketingssalen, mens den ene var ved at tage lipgloss på.

Ækvivalenten til den måtte være en mand, der rettede på sit slips? Mindre provokerende, ikke? Hvad så med den onde mandlige ækvivalent til de åbenbart uattraktive 40-årige bikinidamer: Nemlig en tykmavet mand med en lille vissen tissemand i stramme speedos? Tænker at 7 ud af 10 kvinder godt kunne ønske sig et andet udsyn på stranden end lige det!

Eller hvad med dengang Joan Ørting fortalte om sin elsker? Og de adskilte soveværelser? Hun blev også hekset ud, selvom hun jo om nogen faktisk forventes at ville pille ved vores normer.

Pernille Aalund er også gentagne gange blevet udstillet som en trussel og blevet latterliggjort, forsøgt forvandlet til en lille dum blonderet fodnote, fordi hun gentagne gange rykker ved vores forventninger om, hvad en dygtig kvinde ønsker sig af livet, og ikke mindst hvordan hun ser ud og i øvrigt agerer. Supercool at hun har en direktørpost i en stor mediekoncern.

En udvikling er der altså også i gang – og det er da også det eneste ordentlige at gøre, for der skal da være plads til både os alle og til at blive provokeret, rykket ved og udviklet. Eller stagnerer vi som samfund, og det tjener ingen!

Jeg er selv mere og mere opmærksom på, hvornår jeg hekser andre kvinder, og derfor kunne jeg godt tænke mig at bruge denne klumme til at få dig til at tænke over tre ting:

Hvornår hekser du andre kvinder?

Hvorfor?

Og hvornår hekser du dig selv? (næsten det værste, for når du er tolerant og nysgerrig på dig selv, bliver du som regel også mere tolerant og nysgerrig på andre).

Lad os stoppe heksejagten og i stedet bruge heksemagten positivt ved at turde rykke ved vores normer for, hvordan kvinder skal se ud, opføre sig og leve. Og ja, det begynder hos dig selv! God fornøjelse 🙂

BONUSINFO
Heksejagten på fortrinsvis kvinder i Vest- og Centraleuropa skete i perioden 1450 til 1700. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettede hekse opgøres til mellem 10.000 og 100.000. Ofte brændte man de såkaldte hekse på bålet efter at de havde været udsat for adskillige torturlidelser, der skulle få dem til at tilstå, at de var hekse.


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}