Min spanske mormor var en rigtig dame, komplet med rævestola, klirrende smykker, vifte og forfinede bevægelser. Når hun altså ikke gik rundt derhjemme iført kittel under rengøringen. Min farmor kom fra en bondeslægt i det midtjyske og bevægede sig lidt tungere rundt, rynkede munden når hun lagde læbestift på, lavede verdens bedste kringle og havde de skønneste silkekjoler, som hun knitrende gik rundt i. Den første blev forsørget af sin mand, den anden blev tidligt enke og forsørgede sig selv og sine tre børn ved at være vicevært. De var begge seje på hver deres måde, men forbilleder for mig var de aldrig. Ej heller var min mor, da jeg skulle vælge karriere; hertil var det min far jeg kiggede på. Og også startede med at kopiere.
Men det har ændret sig nu. Og ikke kun for mig, men for mange af min generations kvinder.
I over 15 år har jeg holdt foredrag for tusindvis af kvinder i alle afkroge af landet, som naturligt nok lever meget forskellige liv, og de senere år er det blevet tydeligt, at det, der forener mange af dem, er en udefinerbar længsel efter at kunne – endsige turde – hengive sig til det kvindelige univers, uden at der går hverken stiletter, simili eller silikone i den. Denne længsel bliver ofte efterfulgt at sætningen: ”Men jeg ved bare ikke rigtig, hvordan jeg skal gøre det det!?” Når jeg begynder at smide begreber som erotisk kapital, passiv modtagelse, æstetik og rummelighed op på lærredet, ser jeg så til min glæde, hvordan skuldrene sænkes og der kommer lys i øjnene igen.
Som samfund står vi foran en social revolution, der handler om, at det arketypisk kvindelige, der i hundredvis af generationer har været præget af lavstatus – på den ene eller anden måde – nu er ved at skifte niveau til at blive højstatus. Vi er der slet ikke endnu. Men vi er på vej. Og jeg iler med at skrive, at det på ingen måde handler om, at det kvindelige nu skal trumfe det maskuline, overvinde det mandlige, sætte sig på den fælles virkelighed og definere vores samlede selvforståelse og gøre de arketypiske kvindelige idealer, værdier og normer til standarden! Nej!
Det handler om, at når vi kvinder for alvor mærker og oplever, at vores virkelighed – naturligt præget af vores xx-kromosomsammensætning og kulturelle historie – er lige så meget værd, men ikke rigtigere, end mandens, skaber vi i fællesskab et nyt og ligeværdigt spændingsfelt, der kan løfte samfundet mod en større kreativitet og gensidig respekt for en frugtbar diversitet, der tjener os alle. Og det kan – for mig at se – kun blive noget positivt.
Justin Bieber har lige været i København, og blev latterliggjort i Ekstrabladet af en anmelder, der på pinagtig vis udstillede sin ringeagt for små pigers indre liv og drømme. Han blev siden kritiseret flittigt i medierne for sin arrogante attitude, også af andre mænd, hvilket er et positivt tegn på, at det som kvinder/piger synes er vigtigt, ikke har ret til at blive gjort til grin. Hvorfor skulle små pigers betingelsesløse overgivelse til et idol være totalt uselvstændigt og kvalitetsforladt, mens råbende øldrikkende tatoverede mænd til en Rolling Stones koncert er autentiske? Hvordan kan det være, at biler og sportsudstyr har en højere status end sko og tasker, selvom de ud fra et sociologisk synspunkt tjener samme formål: nemlig symbolsk kommunikation.
Der er stadig forskel, men det er altså under forandring nu, og når kvinder selv begynder at anerkende det arketypisk kvindelige som højstatus, vil den endelige transformation ske. Og så kan vi begynde at være ladycool.
Arketypisk er det feminine knyttet til at være modtagende, åben, følelsesstyret, passiv, rummelig, frugtbar, nærværende og omsorgsfuld. Egenskaber der ofte anses for at være mindre vigtige for samfundet end fx resultatorienteret og strategisk. Lykkeligvis giver det moderne samfund os mulighed for at integrere det maskuline i det feminine, og det er, hvad jeg kalder for ladycool. En lady, en dame, er nemlig en der kender sit eget værd, sætter sin egen status højt i samfundet, og som forstår at bruge sin kvindelighed til at opnå de fordele og muligheder, som hun længes efter og kan genkende, fordi hun netop er i kontakt med sine følelser, uden at føle skyld eller skam over det. Eller bruger det som et socialt våben. Og fordi hun anerkender sin egen status, gør omverden det også.
Helt kort handler det om, at du kan sige disse fire sætninger til dig selv – og mene dem:
Jeg er smuk. Jeg er fri. Jeg er vigtig. Jeg er elsket.
Samfundet har brug for, at kvinder begynder at eje deres kvindelighed på en ny måde, der passer til den tid og det fællesskab vi har bygget op i dag. Igennem flere generationer har vi nemlig været dygtige til at tage de maskuline evner og kvaliteter til os, og derfor forsørger mange kvinder i dag sig selv, og indtager vigtige poster i samfundet. Selvom vi teknisk set ikke har 100 procent ligestilling i dag, er vi så tæt på, at det er et andet sted slaget skal stå. Det skal først og fremmest stå inde i kvinderne selv. Vi skal turde være mere som min mormor og min farmor. Mærke en selvfølgelig værdi i det indre liv, de indre længsler, som åbenbart kalder på mange kvinder i dag. Og – dette er vigtigt! – som i samklang med alle de evner og privilegier vi har tilkæmpet os især i de sidste 100 år, gør os til hele mennesker. Og hele kvinder.
Derfor bruger jeg de fire sætninger, når jeg nu tager rundt i landet og holder foredrag for kvinder. Og det befriende ved udsagnene er, at det er op til den enkelte kvinde at finde ud af, hvad der gør hende smuk. Fri. Vigtigt. Og elsket. Det er der virkelig ingen facit på – det er kun op til dig selv!
