”Hold kæft, hvor er de bare grimme!” udbrød min mandlige ledsager, da vi var inde og se World Press Photo 2012. ”De” var to kvinder, der spillede rugby, og som var i nærkamp med hinanden. Billedet var fyldt ud af blottede tænder, henholdsvis sammenknebne og fuldt udspilede øjne, og spændte svedige muskler, og efterlod indtrykket af en aggression for fuld udblæsning. Kamp. Drift. Vinderinstinkt. Overlevelse.
Gode ord hvis man er en mand. Men knap så indtagende, hvis man er en kvinde. For i hans bemærkning ligger også kvinders største forhindring i at bruge vores medfødte, udtalte og afgørende egenskab, når man gerne vil nå nogle mål, nemlig aggressionen! Med udråbstegn. Så det understreger den enorme drivkraft, der ligger bag denne form for adfærd. Gennem aggressionen lærer vi nemlig vores egen styrke at kende – på godt og ondt. Og hvis vi får lov til det af omgivelserne, lærer vi også, hvordan vi kan bruge den til at bygge ting, folk og liv op, fremfor at bryde ting, folk og liv ned med den. Som den jo er mest kendt for at være.
Men kvinder skal jo ikke være grimme. Eller fysisk stærke. Eller skal som minimum ikke udstille det så åbenlyst, at mændene føler sig truet af det, de normalt har patent på. Historisk har det været socialt uacceptabelt for kvinder at udleve det åbenlyst. I stedet har vi så gjort det i det skjulte. Passivt. Ubevidst. Selvdestruktivt. Hvilket på mange måder kan være langt værre, end at gå ud og banke en busk med et boldtræ. Eller en modstander i sport. For vi ER jo aggressive! Det er en del af vores naturlige overlevelsesinstinkt, og derfor skal vi lære at bruge det positivt. Men måske på vores egen måde.
Da jeg var i midten af 20’erne, begyndte jeg at gå til karate. Og jeg husker stadig, hvor grænseoverskridende det var at skulle bukke for sensei (læreren) og bare parere ordre. Til gengæld føltes det vildt befriende at råbe min indre styrke ud, og slå alt hvad jeg kunne. Jeg elskede at mærke min egen fysiske kraft, og det gav mig et grundlæggende selvværd og en forfriskende selvtillid at vide, at jeg gerne måtte bruge mine kræfter og indre styrke på en kontrolleret måde, der beskyttede mig selv mod overgreb fra andre.
Sådan tror jeg, at mange danske kvinder har det. Det underdanige passer os skidt, mens vi sagtens kan træde både fysisk og verbalt i karakter, hvis vi giver os selv lov til det. Især verbalt! Hvad der klart skræmmer mange mænd, og gør dem impotente i både fysisk og overført forstand.
Mens drenge gennem hele deres barn- og ungdom opdrages til at være stærke og bruge deres aggression positivt for at skabe sig en god (social) placering, opdrages piger for det meste til at være søde og sociale. Og græde. Vi lærer at manipulere, fremfor at slå fra os, og nogle skælder ikke engang ud, når de bliver vrede. Hvis du er for god og for stærk som pige, er der også en stor risiko for, at du bliver hældt ud af flokken, fordi du truer dens sociale væsen. Når vi viser vrede, viser vi nemlig samtidig vores omverden, at den rager os en rygende hattenål, og at vi er selvstændige nok til at klare os selv.
Når vi græder, viser vi derimod, at vi føler os afhængige af flokken, og det må hunkøn meget gerne. Så opretholder vi den kulturelle historiske orden, hvor kvinder er den sociale lim i flokken, der stabiliserer fællesskabet ved at inkludere alle. Og gerne ofrer sine egne drømme på gruppens alter, fordi hun tynges af skyldfølelse over at fylde for meget, have for meget succes, være for selvstændig. Skyldfølelsen kan – åh gys – ende med at blive til et mønster, der gør, at hver gang man oplever succes, gør man ubevidst et eller andet, der forplumrer eller direkte ødelægger ens næste succes. Og så er man for alvor afhængig af flokken. Måske et mønster du genkender hos dig selv – eller nogen i din omgangskreds?
En anden model er, at man går i det jeg kalder for negativ prinsesse, hvor man sætter sig over i et hjørne og bare venter og venter og venter på at blive opdaget. I stedet for at gå ud og erobre det, man gerne vil opleve og opnå. Og så kan man ende som en besk kælling, der spyr om sig med giftige bemærkninger og holder alle fra livet ved at være et vakuum af livsfornægtende energi. Uha – ikke godt.
Du skal derfor bruge din aggression. På en sund og god måde. Til at opnå det du drømmer om. Eller som et effektivt forsvar mod uretfærdighed. Fx at få den løn du fortjener, eller at skabe en social bevægelse, der ændrer verden.
Her ved den snarlige indgang til 2013, vil jeg hermed give dig en invitation:
Lad dit bærende nytårsønske være, at du udforsker og udlever din aggression for fuld udblæsning, så du bruger al din saft og kraft på at nå dine mål og drømme i 2013! Gå til thaibo, stil dig ud i skoven og råb alt hvad du kan, bag 4 millioner muffins – bare gør noget, der sætter din aggression fri, så du lærer den at kende som en styrke, du tør bruge direkte og åbent, fremfor passivt og selvdestruktivt – og nyd så din nye potens og magt, og læg den bag enhver af dine drømme. Så skal du nok nå derhen. God og sjov tur!
BOKS
Eksempler på mennesker, der har opnået en masse vha en stille aggression
Aung Sun Sui Kyi
Gandhi
Dalai Lama
Oprah Winfrey
Dorrit Otzen, tidligere leder af Reden
Trine Bryld
Eksempler på kvinder, der har opnået resultater vha synlig aggression
Caroline Wozniacki
Mette Vibe Utzon / Trine Gregorius
Pia Kjærsgaard
