oktober 11

Femina: Feminin skaberkraft

Forskellen på mænds og kvinders humor, er som forskellen på deres orgasmer. Hørte jeg engang en humorforsker fortælle.

Hvordan det? Jo, mænd elsker vittigheder, hvor der bygges op til klimaks, og når så pointen kommer, eksploderer alle af grin… og går hver til sit. Kvinder, derimod, skaber sammen en grineperiode, hvor alle bidrager med de sjove kommentarer, som bygger videre på det, der lige er blevet sagt, og på et eller andet tidspunkt ligger alle og har ondt i maven, eller har tisset i bukserne af grin. Og så stopper det. Måske. For nogle gange starter det bare forfra med en enkelt bemærkning…

Måske er det noget, du kan genkende?

Jeg synes i hvert fald at bemærke, at mænd bare ælsker vittigheder, og kappes gerne og gladelig om at kunne fyre flest af og være sjovest på hø-hø måden. Og kvinder dyrker sjældent humoren eksplicit, men har mere en tendens til at sidde nogle stykker i et hjørne og skraldgrine, mens mændene sender nervøse blikke derover.

Hvad har det nu at gøre med feminin skaberkraft? At vores måde at skabe på, er meget anderledes end mænds. Og vores tilgang til humor viser det faktisk på en ret fin måde.

Mænd og deres skaberkraft har civiliseret verden. De fleste af de strukturer vi oplever i verden i dag, er baseret på en maskulin tilgang til livet, hvor resultater og handlekraft, hierarkier og autonomi har været nogle af de drivende kræfter. Vi kan se det overalt. Fx i den måde skolen er bygget op på, hvor man hele tiden arbejder sig op i hierarkiet gennem klare klassetrin, og det samme gør sig gældende i næsten alle typer af arbejdspladser. Vi bliver, og lader os blive, bedømt på vores evne til at skabe resultater og næsten uendelig er den række af kurser, artikler, debatmøder mm. der skal lære os kvinder, at drible rundt på den karrieremæssige fodboldbane, og se, hvornår bolden egentlig bliver spillet til os, så vi kan score de eftertragtede ledermål.

Læs: Vi kvinder skal helst ville det samme som mændene – og ikke mindst på samme måde. At det er på vej til at ske i måske uhyggelig grad, afspejler sig i et ganske skræmmende fakta; nemlig at over 13% af kvinderne ikke længere bliver mødre. Ikke fordi de ikke ønsker at få børn, men fordi de venter for længe med at producere dem, fordi de gerne vil tage en uddannelse først. Det er skræmmende, fordi vi jo sådan set uddør, hvis ikke vi får reproduceret vores art i tilstrækkelig grad.

Dette er en meget lineær tilgang til livet, og den er mænd enormt dygtige til at forfølge og skabe udvikling med.

Vi lever dog i en tid, hvor kreativiteten er vores (nærmest) eneste billet til global økonomisk overlevelse, og derfor er det vigtigt at vi som samfund udvider vores evne til at være kreativ, for at tilbyde innovative og tidssvarende løsninger til verden. Hvilket vi kan gøre på en ret nem måde, ved at inddrage den feminine tilgang til kreativitet, som ofte viser sig at være mere organisk og stritte i nær sagt alle retninger. Den vokser frem gennem en lang række af inspirationer, som ikke nødvendigvis har noget med noget at gøre, men som alligevel viser sig at være vigtig i det endelige resultat. Og sker også ofte ved inddragelse af andre, uden at de nødvendigvis har en formel rolle. Altså fuldstændig som i vittighedseksemplet.

De seneste år har flere og flere hjerneforskere bevidst, hvor stor forskel der egentlig er på kvinders og mænds hjerner, og at vi derfor er disponeret for forskellige måder at opfatte og leve livet på. Og dermed også være kreative på.

Ifølge parforholdsguruen John Gray, viser det sig, at der i kvinders hjerner strømmer otte gange mere blod igennem det center i hjernen, hvor følelserne sidder (det limbiske system), end der gør i en mandehjerne. Otte gange! Det kan tænkes at have en stor indflydelse på vores måde at skabe på, for vi kan næsten ikke undgå at inddrage vores følelser og dermed den sociale vinkel. Hvor det for mænd, er en overlevelsesstrategi at være først, hurtigst, klogest eller stærkest, er det for os en overlevelsesmekanisme at inddrage omverden i hvad vi gør.

Vores kreative kraft udspringer altså af helt andre betingelser end mænds gør. Vi er sjældent ude på at erobre nye lande; vi vil hellere fokusere på at gøre det vi har bedre. Og det kan vi sagtens gøre gennem en helt ny måde at gøre noget gammelkendt på, men vi gør det sjældent for at opnå hæder og ære og stige i hierarkiet; vi gør det for at skabe nogle bedre rammer for flere. Ulempen er, at alt for mange kvinder aldrig formår at skabe på så stort et niveau, at det rent faktisk går ind og ændrer verden, og her kan vi lære rigtig meget af mændene, der godt tør tage risici for at skabe store resultater, der hjælper mange mennesker.

At være i kontakt med sin skaberkraft er at være i kontakt med sin seksualitet. Eller som minimum sublimere sin seksuelle energi ind i et projekt. Med den øgede seksuelle frihed, som flere og flere kvinder tager til sig og dyrker, bliver det spændende at se, om det ændrer på det, og den måde, vi kvinder kommer til at skabe fremover. Uanset hvad, så håber jeg, at vi kvinder begynder at skabe mere på vores egen måde, i stedet for at forsøge at efterligne mændene, for sammen kan vi nok bedre flytte bjerge…og verdner.

TÆNK OVER…
Hvor kreativ er du? Mange kvinder overser deres egen kreativitet, fordi den ”bare er noget de gør” og ikke sætter hverken på formel eller ind i en strategisk handlingsplan. Men hjælp dig selv til at blive obs på den, og begynd så at bruge den aktivt. Du kan glæde dig til en sjov rejse ind i din skaberkraft!


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}