Hvis du er en af dem, der ærgrer dig over, at du sent i livet har opdaget, hvad du er god til, så fortvivl ikke!
Du er bare en såkaldt late bloomer; et menneske, der blomstrer sent i livet.
Og hvis du er en af dem, der endnu ikke har opdaget, hvad du er god til, men bare ved, at der er noget ”derude”, som vil matche dig helt fantastisk, så fortvivl heller ikke. Du kan sikkert nå det endnu. Hvis du altså gider gøre den nødvendige indsats for at starte dig selv op på ny.
Vi lever nemlig længe. Betydeligt længere end vores forfædre. Og vi kommer til at leve endnu længere. Allerede nu spås halvdelen af milliniumgenerationen at blive mindst 100 år gamle, og det giver da rum til et par karriereskift eller tre i løbet af et liv. Det er hverken skidt for den enkelte – eller for samfundet. Tværtimod.
Vi har brug for excellens. Vi har brug for innovation og passion. Og vi har brug for at bruge vores borgere så længe og så godt som muligt. Det giver et rigt samfund økonomisk og socialt. Det giver livskvalitet for den enkelte. Derfor er det vigtigere end nogensinde før at øge vores alderselasticitet; at åbne op for, at mange mennesker gerne vil bidrage gennem hele deres liv – og gerne i forskellige funktioner.
Ikoniske Winston Churchill dumpede gymnasiet tre gange, men formåede alligevel at blive den mest feterede engelske premierminister. Einstein havde lignende problemer i skolen, og hans meritter behøver jeg vel næppe præsentere nærmere. Så en late bloomer kan sagtens være et får i barndommen og ungdommen, og pludselig tager talentet ved ham eller hende. Fodboldspiller Didier Drogba tegnede i en alder af 21 sin første professionelle kontrakt, og kom først som 26-årig til Chelsea; altså i en alder, hvor mange af hans kollegaer begynder at planlægge deres pension.
Musikeren Al Jarreau udgav sit første album i en alder af 35 år, og Leonard Cohen gjorde det samme som 32-årig. Vidunderlige Clint Eastwood er den ældste person, der nogen sinde har vundet en Oscar for bedste instruktør, og han instruerede sin første film, da han var 41 år gammel.
Forfatteren Raymond Chandler udgav sin første roman da han var 51 år, og Mary Wesley skrev sine første romaner da hun var i 70’erne, efter at hun blev enke, mens Irene Wells Pennington i sine 90’ere blev kendt som en dygtig forretningskvinde, efter at hun overtog sin mands oliefirma, fordi han blev senil.
Madeleine Albright gik først for alvor ind i politik efter at hun var blevet skilt i sine 50’ere, og hun gjorde det da meget godt som USA’s første kvindelige udenrigsminister, mens vi herhjemme bla. kan bryste os af Merethe Stagetorn, der først sent i 30’erne begyndte at udnytte sin juragrad, og som i dag er en højt estimeret forsvarsadvokat.
Der er tusindvis af eksempler på mennesker, der sent i livet bekender og hengiver sig til deres passion, og vi har brug for at høre om dem, for en stor del af den offentlige opmærksomhed er nemlig vendt et helt andet sted: Mod ungdommen.
Ungdommen har haft menneskehedens bevågenhed, siden vi opnåede den refleksive bevidsthed. Nok fordi ungdommen repræsenterer den livsfase, hvor vi på samme tid er både produktive og længst væk fra døden. Men siden 50’erne har ungdommen også været dyrket næsten som en afgud; som det eneste, der har hipværdi og er værd at stræbe efter, hvorfor det meste af livet handler om at holde sig ung. I alle livets og kroppens aspekter. Det er i hvert fald det, som mange synes, at de ser. Men der er faktisk en massiv modtrend på vej.
Voksencool kalder jeg den. Vi begynder nemlig at anerkende, at ung ikke blot handler om at være stram i kødet, og have en fleksibel mentalitet; der er langt flere egenskaber knyttet til vores idealisering af den, og de har ikke nødvendigvis en pind med den fysiske alder at gøre. De er tværtimod en sindstilstand.
Bla. en åben og dynamisk tilgang til livet, som – i denne kroniks tilfælde – skaber grobund for at late bloomers rent faktisk tillader sig selv at blomstre og bidrage senere i livet, end hvad idealet (hidtil) har været. Og så gør det jo ikke noget, at der også er noget menneskelig erfaring at trække på samtidig!
Selv har jeg altid med misundelse iagttaget de unge talenter. De, der nærmest var født færdige indenfor en særlig evne, og som tidligt i deres liv placerede sig lunt i det karrieremæssige sving.
Eller det sociale, fordi de havde sådan en lækker afrundet personlighed, og dermed en evne til at være sammen med mennesker på en moden måde, så alle følte sig godt tilpas og hjemme i deres selskab.
Jeg var misundelig, fordi jeg selv strittede i nærmest alle tænkelige (egoistiske) retninger, og hele tiden følte mig direkte ubagt i alt for mange henseender. Først da jeg som 29-årig endelig faldt ind i det fag, der om noget skabte en holdbar og meningsfuld struktur omkring mig, og som favnede alle mine stritterier på en konstruktiv måde, begyndte jeg stille og roligt at erobre mig selv hjem. Men indtil jeg hørte om begrebet late bloomer troede jeg, at jeg var ret alene om at komme ordentligt i gang med livet sent, og gik faktisk og ærgrede mig massivt over, at jeg dog ikke havde fundet min rigtige hylde meget før. Men vi er mange. Rigtig mange!
Ældrebyrde. Eller ældrestyrke. Når vi vælger det sidste perspektiv, kan vi som samfund profitere af de late bloomers, der gemmer sig i skabet, fordi de tror, at man skal være fix og færdig i en tidlig alder, og derfor ikke tør starte en ny karriere op.
Efteruddannelse handler ikke bare om fancy aktivering og pyntning af statistikker. Det kan blive til en solid økonomisk og social vækst for et samfund, som har langt flere voksne end unge til at bidrage. Og det trænger vi da til!
