”Jamen, gør folk det ikke i virkeligheden bare for deres egen skyld?!”
Underforstået: Så gælder det ikke!
Denne reaktion har jeg fået næsten hver gang, jeg har talt med en journalist om velgørenhed og frivilligt arbejde. To tendenser, der igennem de seneste ti år, har oplevet en markant stigning.
Jeg kunne ikke være mere uenig. Det er da godt, at folk gør det for deres egen skyld. For hvis ikke de gjorde det for deres egen skyld, ville de med stor sandsynlighed slet ikke gøre det. Og det ville være et tab for alle.
Hvorfor er det, at en god gerning bliver devalueret, bare fordi det også indeholder nogle fordele, for den der udfører den? Hvad er meningen med, at jeg selv skal ofre et skålpund kød – i overført betydning – for at det jeg gør, har en ægte medmenneskelig og ukorrumperet værdi? Sikke noget pjat!
Undersøgelser viser, at i dag er ca. halvdelen af de voksne engageret i frivilligt arbejde. I 90’erne var det kun 25%. Frivilligt arbejde er en ekstra ressource, som inddrages i løsningen af samfundsmæssige opgaver. Det er også en indikator for sammenhængskraften i det civile samfund. Og så er det en betydelig andel af et samfunds sociale kapital, der udgør ca. 25% af et lands rigdom. Altså er vi ikke kun rige, fordi vi producerer korn eller svin; vi bliver også rige af at være venlige overfor hinanden.
Undersøgelser viser også, at frivilligt arbejde medfører en øget livsglæde og livskvalitet, for dem der engagerer sig i det. Måske er det også derfor, at halvdelen af dem, der bliver spurgt, siger ja tak.
Den 19. juni blev alle danske frivilliges arbejde takket af (næsten) hele den royale familie ved en havefest på Fredensborg, hvor knap 1000 mennesker, der alle er engageret i frivilligt arbejde, var inviteret til rabarbersaft, hvidvin og fingerrette bidder. Jeg var selv med i kraft af mit frivillige arbejde for den humanitære organisation CARE Danmark, og havde stor fornøjelse af at iagttage, hvor mange glade mennesker, der snakkede løs og velvilligt udvekslede visitkort. Og på den måde, opfyldte festen i virkeligheden nok den vigtigste funktion overhovedet: Der blev skabt nye kontakter og dermed nye muligheder for endnu mere frivilligt arbejde på nye måder.
Alt for ofte hører jeg, at vores tid er super narcissistisk og egoistisk, og at folk kun tænker på deres egen selvrealisering. Alene stigningen i frivilligt arbejde viser, at det ganske enkelt ikke er rigtigt. Derfor: Mangler du frivillige til et projekt? Så spørg folk! Halvdelen vil sige ja. Og fortæl dem, at de selv får et bedre liv af det. Og at det er helt ok! Tjek selv www.frivilighed.dk hvis du også vil bidrage.
I øvrigt mener jeg, at det er under lavmålet at kritisere dronningen for at kopiere sin engelske kollega. Hvis idéen er god, er man da bare godt dum, hvis ikke man selv benytter sig af den!