Det starter med et spædt mææææh, og mens jeg vågner og stadig aner stjernerne gennem myggenettet, bliver koret udvidet med kykkeliki, muuuh og vrooof vroooof.
Jeg ligger og skutter mig i soveposen, aner solens stigning, og forsøger at gnide sandet ud af øjnene. Det evindelige sand, der trænger ind overalt, er overalt, og gør det nærmest umuligt at dyrke andet end sparsom hirse.
Inden mørket når at forsvinde, er de tunge bom-bom-bom lyde begyndt at genlyde overalt i landsbyen; kvinderne støder hirse til dagens første – og ofte eneste – måltid. Sådan starter alle mine fire morgener i landsbyen Guigamawa Sabuwa, to timers hjulsporkørsel fra storbyen Maradi i ørkenlandet Niger, der er verdens fattigste land.
Verdens fattigste land? Inden jeg tog af sted som ambassadør for den humanitære organisation CARE Danmark, havde jeg billeder af børn med opspilede maver, snavset tøj, bare fødder, hytter af ler, smilende og farvestrålende kvinder i samklang med deres husdyr på min nethinde.
Og ja, billederne passede. Jeg blev oven i købet også mødt af et hav af unger, der hujende og grinende løb mig i møde, og fulgte mig rundt i landsbyen, da jeg fik den første omvisning. Følte mig skamfuld, som en Tintin-i-Congo-wannabe.
Men så begyndte jeg at gøre mig mine egne iagttagelser. Fx at der ingen skraldespande fandtes (rigtigt; de har intet at smide ud, alt bliver fortæret og brugt!). Dyrelort alle vegne i sandet. Millioner af små plastikposefragmenter vævet ind overalt; i leret i husene, på sandgaderne, udenfor landsbyens mure i de forkrøblede tørre buske, flyvende rundt over sandet. Det evindelige sand.
Jeg blev vist deres kornlagre. Høvdingen fortalte, hvordan CARE havde lært dem at oprette en kornbank, så de kunne gemme kornet til, når den ekstra dårlige høst satte ind. For dårlig er høsten hvert år. Hvert eneste år. Niger er et land i kronisk krise. Der er konstant fødevaremangel. Og det går hårdt ud over alle, men især børnene. En femtedel af alle børn i hele verden, der i 2010 blev behandlet for fejlernæring, boede i Niger. Læs det lige igen: En femtedel af alle børn i verden. I et land med 15 mio. indbyggere.
Sådan så det ud i 2009, da jeg besøgte landet. Og jeg kom lige efter en høst, som blev behørigt fejret med en barnedåb, der var blevet udsat til dette tidspunkt, så de kunne slagte et får, der slap livet foran øjnene på mig. Og hvis blod jeg blev tilbudt at drikke, som en høflig gestus fra deres side. Det var i 2009 da nøden bare var normal. En far fortalte mig, at han netop havde fået høsten i hus, og at årets resultat var 40 neg hirse. Men i virkeligheden var det kun 25, for han skyldte 15 væk. ”Hvor meget hirse spiser I om dagen?” spurgte jeg ham. ”Et neg”, svarede han, og så kunne jeg jo godt regne ud, hvorfor han måtte emigrere til Nigeria, for at hente mad til årets resterende svimlende 340 dage.
I 2012 er nøden ikke kun kronisk. Den er også katastrofal. For hvor det plejer at være omkring 60 procent, der har en dårlig høst, er det i år over 90 procent. Kun omkring 10 procent har mad nok til at klare sig til næste høst om fem til seks måneder. Madpriserne er steget med over 50 procent. Sæt det i relief til et halvtomt køleskab en søndag aften, eller Danmarks seneste fødevarekrise, der handlede om tomme gærhylder i supermarkedet, og du får forhåbentlig lyst til at sende buler af penge af sted med det samme.
Men det er ikke alt. Efter Gadaffis fald, kan de ikke længere tage til Libyen og arbejde. Nigeria har også lukket grænserne pga. sikkerhedsproblemer med Boko Harem. Mali har været udsat for et kup, så nu går flygtningestrømmen pludselig modsat, og hvordan er det lige, at verdens fattigste land, skal tage imod det? Dem, der selv plejer at flytte sig, for at overleve?
Da jeg besøgte landsbyen, så jeg også skolen. Omkring 70 procent af indbyggerne er analfabeter. Især kvinderne er hårdt ramt, for som piger forventes de at arbejde hårdt fra morgen til aften med at indsamle mad, støde hirse, passe husdyr og hente vand. Ofte skal de gå over 6 kilometer for at hente mad og rent drikkevand. Hver dag. CARE har oprettet over 20 skoler i Niger, for børn, der går i skole, er med til at skabe en bedre og mere bæredygtig fremtid for landet. Børnene er oftere også mindre fejlernæret, er renere og dermed sundere, og udvikler en mere selvstændig bevidsthed, som hjælper dem til at tænke mere langsigtet og nogle gange starte en bitte forretning med høns eller andet op, som kan hjælpe med familiens indkomst.
Alt dette manifesterede sig for øjnene af mig, da jeg trådte ind i klasseværelserne. Det ene var for de store elever, og det var med betongulv og tavle og globus. Den mindste klasse var nyoprettet, og var foreløbig placeret i en hytte af grene, og med sandet som gulv. Men den mindste klasse var noget særligt, for her var der flere piger end drenge. Og det er en glædelig udvikling. For det er ikke en skrøne, at det er kvinderne, der skal bære udviklingen i Afrika. En pige, der har gået i skole, påvirker ikke bare sine egne livschancer; hun har en direkte positiv indflydelse på både sin egen familie og landsbyen. I Guigamawa Sabuwa går de derfor en lysere fremtid i møde, end så mange andre steder.
Alligevel skal forældrene lokkes på den gode måde til at se de langvarige fordele af, at sende pigerne i skole. En af måderne er at forære dem et æsel, som kan transportere vand i meget større mængder end de små piger og deres mødre kan. Og som derfor sætter pigerne fri til at kunne gå i skole. Men nogen skal jo stadig hente vandet de mange kilometre væk. Og det tærer på de tynde ressourcer, som der er endnu mindre af nu, og derfor bliver byrden med at hente vand, endnu tungere at bære. Derfor skal vi hjælpe mere end vi plejer. Og du kan også hjælpe.
Hvordan?
Ved at gå. Gå for at nedsætte nøden. Bare gå i din hverdag, tæl dine skridt og send dem ind til www.care.dk CARE har igennem nogle år lavet kampagnen Walk in her shoes, som nu også er kommet til Danmark, og den kan du støtte. Slå dig sammen med andre på dit arbejde, på din vej, i din forening – hvor som helst – og lav en gruppe, hvor I gående samler penge ind til de vandgående kvinder i Niger. En sultkatastrofe af de beskrevne dimensioner kan virke abstrakt, men en gåtur i egne omgivelser er en fodgribelig måde at sende hjælp på.
Du har en konkret mulighed for at gøre den forskel, som vi taler så meget om. Og du behøver ikke engang gå i fodformede flade sutter, for at være solidarisk med kvinderne, der ofte går barfodede. Næh – tag endelig dine fineste stilletter eller dine smokinglaksko på, hvis det får dig til at gå lidt længere end de forventede 8000 skridt om dagen. Det er en slags hverdagssolidaritet, som både er helt pc i dag og i tidens ånd og fællesskab for the greater good.
God tur!
Bragt i Jyllandsposten den 15.4.12
