Et barn løber ud på den befærdede vej for at lege. Hvad er din instinktive reaktion?
At hive fat i barnet og forsøge at redde det, ikke? Og dernæst forklare det tydeligt, at det er FARLIGT og FORBUDT at lege på en befærdet vej, for det DØR man af. Ikke?
Hvad gør du med et barn, du ser spise for meget junkfood og sidde passivt hen foran en pc-skærm dag efter dag?
Hvert femte barn er overvægtigt. Otte ud af 10 spiser for meget fedt og sukker, og for lidt frugt og grønt ift. til Fødevarestyrelsens kostråd. Helt ekstremt viser det sig nu, at der er et stigende antal børn, der lider af skeletsvagheder, fordi de ikke rører sig nok. Og meget mindre end den anbefalede time om dagen. Syv ud af ti overvægtige unge, forbliver overvægtige som voksne.
Dystre udsigter. Både for børnene selv og samfundsøkonomien.
Altså har vi en sprængfarlig cocktail af livsforkortende og samfundsfordyrende faktorer. Alligevel må vi, i vores tillidsdyrkende, trygge samfund, ikke bruge frygt som et middel til at opdrage vores børn. Det er næsten det styggeste ord vi kan kæde sammen med de små poder, og det ville da også være fantastisk, hvis vi kunne leve i et samfund, hvor al frygt er ubegrundet. Men sådan er det ikke.
Derfor er det primært forældrenes opgave OGSÅ at lære sine børn fornuftig frygt; som fx ikke at drikke afløbsrens, ikke at lege med knive og sakse, ikke at æde slik og chips i rå mængder, ikke at bevæge sig. I tolerante og frisindede Danmark har vi stiltiende vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin.
Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til. Men nu er det jo ikke størstedelen af danske forældre, der er enlige mødre på overførselsindkomst.
Faktisk er der rigtig mange ressourcestærke og bevidste forældre, der ikke ved alt det gode, de vil gøre for deres børn – på nær lige at turde tage det værdimæssige lederskab, og ikke mindst det uendelige antal ubehagelige konflikter, der kommer i kølvandet på denne stillingtagen. Fordi ”det må alle de andre!!!!”
Som forælder skal man være barnets bolværk mod verdens farer og uretfærdigheder, men også være barnets mur, som det kan spille alle sine irriterende, selvstændighedssøgende og konfliktskabende bolde op ad, så det kan møde en fast ramme, der i sidste ende gør barnet tryg. Og giver barnet de værdier og spilleregler, der er fundamentet for et ordentligt liv som voksen. Også kropsligt.
Derfor skal vi lære vores børn også at frygte de ting, der på sigt kan invalidere vores livskvalitet. Bedst er det, hvis du kan kombinere det med positiv motivation og selv gå forrest ved selv at spise grønt og frugt, og løbe ud og lege med dit barn. Børn gør sjældent, hvad man siger. De gør, hvad man selv gør.
Bragt i Ekstrabladet 13.4.12
