Forfatter Søren Schultz Hansen fortæller om de unges adfærd i sin bog Årgang 2012 – læs også hans blog her
Hvorfor sætter du din mobiltelefon på lydløs?
Hvis du, kære læser, er født senest i slutningen af 80’erne, og opfører dig nogenlunde som resten af din egen eller ældre generationer, vil du nok svare, at det gør du for ikke at forstyrre. Ligesom langt de fleste moderne mennesker har du nemlig mobilen med overalt, også til møder og i biografen. Derfor sætter du som et velopdragent menneske telefonen på lydløs: så den ikke forstyrrer dig selv og alle andre i nærheden.
De digitale indfødte
Altså en både praktisk, logisk og høflig adfærd. Ikke desto mindre er det den præcis modsatte adfærd og logik, der gælder for Årgang 2012, den første hele generation af digitale indfødte:
Cecilie (født 1994): Jeg har sms på vibration. Hvis nu jeg har den i bukselommen, så ligegyldigt hvor meget larm der er, vil jeg stadig kunne mærke den. Jeg har den ALDRIG på lyd.
Cecilie og hendes jævnaldrende i Årgang 2012 har også mobilen med overalt, i biografen, i skolen, ved middagsbordet. Og akkurat som deres forældre er den på lydløs. Men det er ikke for at undgå, at den forstyrrer, tværtimod er det for at være helt sikker på, at den altid forstyrrer. Selv når der er høj musik, eller man står og snakker med sine veninder. Og det kan man kun på én måde, nemlig ved altid at have mobilen så tæt på sig, at man kan mærke, når den vibrerer: i hånden, i bukselommen eller i bh’en:
Interviewer: Mobilen hvor har I den henne?
Helene (født 1994): I lommen. Altid!
Interviewer: Har du aldrig nederdel på?
Helene: Jo, jo. Så kan den sidde her i BH’en
Cyborg
Mobiltelefonen har fået en taktil dimension: Den er måske ikke i fysisk forstand vokset sammen med kroppen, men det er i praksis, hvad der er sket, for den fungerer kun, hvis den hele tiden har kontakt med kroppen, så man kan føle, når den bevæger sig.
En cyborg er en blanding af et menneske og en maskine, som de fleste nok mest forbinder med science fictionfilm som ”Terminator” eller ”Avatar”. Med de interaktive og mobile medier er cyborgen imidlertid hverken fantasifuld fiktion eller noget, der hører fremtiden til. Hos Årgang 2012 er sammensmeltningen mellem menneske og mobil nemlig allerede sket på et meget konkret og virkelighedsnært niveau.
Ingen er nok i tvivl om, at medierne har vundet indpas i alle dele af vores liv, fra de mest formelle begivenheder til det mest personlige samvær. Og mange af os kan nok allerede nikke genkendende til en spirrende panikangst for at være off, som får os til at vende om og hente mobilen derhjemme, hvis vi har glemt den, eller som får os til at gå fuldstændig i stå eller i sort på arbejdet, hvis adgangen til internettet er nede.
Alligevel ved jeg, at det stadig er svært både for mig selv og min generation helt at sætte sig ind i, hvor stort et indgreb, det er i Årgang 2012s liv og deres måde at være sammen med vennerne, når vi beordrer dem til at lægge mobilen fra sig ved middagsbordet, fordi nu ”skal vi være rigtigt til stede og sammen i familien” eller stadig praktiserer, at telefonerne skal være slukkede i undervisningstimer på skolen, fordi ”ellers kan eleverne ikke koncentrere sig og bliver hele tiden forstyrret”.
Der er uden tvivl situationer, hvor det er både ønskværdigt og nødvendigt, men selv i de tilfælde skal man være opmærksom på, at der simpelthen er tale om en amputation af en del af kroppen.
Og det skal ikke forstås i overført betydning, men helt bogstaveligt.
