september 22

Gæsteskribent: Personlig karma

Forordet til Christian Stadil og Sofia Mannings bog

Vi sidder i Sydfrankrig i juli måned og kigger ud på et storslået bjerglandskab. Solen skinner, og som eftermiddagen går, og vi gen- og nærlæser vores første fælles bog, slår det os, hvor vigtigt det er at huske på essensen af det hele.

Gandhi sagde: „Hvad man end gør i livet, vil det være ubetydeligt. Men det er vigtigt, at man gør det.“

Vi vil sige, at det vigtigste er at være til stede i sit liv, og uanset hvad vi gør eller ikke gør, er det aldrig for sent – at skrive en bog, skifte karriere, tage en ny hobby op eller endelig få holdt den torsdagsmiddag med vennerne, at dele livserfaringer, viden og historier og lære af hinanden.

Denne bog er skabt af overskud og lyst. Vi mødte hinanden, kunne godt lide hinanden og havde en god kemi. Vi er begge meget interesseret i selvudvikling – vi er fascineret af menneskets potentiale til at vokse og udvikle sig gennem hele livet. Samtidig kommer vi fra to forskellige verdener, og vores møder har været både befriende og lærerige, for vores samvær er altid farvet af åben nysgerrighed: Hvordan bruger Christian selvudvikling i sin forretningsverden, sammenlignet med hvordan Sofia arbejder med det i sin hverdag fyldt med mennesker, der opsøger coaching?

Desuden har vi et fællesskab i buddhismen: Christian har været brændende optaget af buddhisme i 25 år, og også Sofia er tiltrukket af denne østerlandske livsfilosofi.

Der har været tilstrækkelig mange fællesinteresser til, at vi altid har et emne, som vi begge er opslugt af, og samtidig er der så mange forskelle mellem os, at vi altid kan udfordre og lære af hinanden. Den dynamik og synergi, vi har fundet sammen, har lige fra starten været en berigende cocktail, og vi vil gerne give noget af miksturen videre i denne bog.

Det er ikke en håndbog, det er en inspirationsbog. Den anekdotiske/biografiske form, vi har skrevet bogen i, er ment som en åbning og en mulighed for at læse bogen fra ende til anden eller slå op og dykke ned i de forskellige afsnit, som du har lyst til.

Bogen er blevet til på den måde, at vi har mødtes, undfanget idéer sammen, udtænkt og skrevet mere indhold hver for sig, skypet og mailet, mens vi har siddet på hver sin side af kloden – Sofia i San Francisco og Christian hjemme på Østerbro eller på forretningsrejser, bl.a. i Tokyo og New York City.

Nu, over et år senere, er vi igen på rejse, og destinationen er denne gang Villa Karma et sted i bjergene nord for Nice. Her har vi endnu en gang bekræftet hinanden i parallellerne mellem vores forskellige universer, og hvordan vi altid kan lære af hinanden, når vi forholder os åbent og nysgerrigt til livet og den anden.

Vores drøm er, at du som læser vil kunne tage nogle af disse oplevelser til dig og lade tankerne blive til nye gode idéer, som du kan bruge og integrere i dit eget liv. Ligesom vi står på skuldrene af en masse mennesker før os og af mennesker, vi har mødt i vores liv, er det vores ydmyge håb, at du vil stå på skuldrene af os og lade dig underholde og blive udfordret til at gøre det, som du ønsker at gøre i dit liv – og være et menneske i stadig udvikling.

Sofia Manning og Christian N. Stadil, juli 2011


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}