Vi har talt og talt om det såkaldte gode liv i årevis, men nu vil vi hellere opnå det autentiske liv. Læs mere i min april-klumme for Information.
Så blev hun fejret. Dronningen. En super cool dame, der gør det cool at være dame. Ellers er ordet ”dame” ikke ligefrem noget, de fleste moderne kvinder vil være. Men lige præcis Margrethe formår faktisk at gøre det trendy. 70 år er ingen alder, siger hun. Og det er jo korrekt i disse tider, hvor det at være voksen, er blevet smart igen. Positivt. Efterstræbelsesværdigt. Efter at have været henvist til pinlighedernes kabinet siden 50’erne, hvor ungdommen – både som livsstil og forbrugersegment – blev idealet.
Men det er ikke kun derfor. Det skyldes også, at hun ryger. At hun siger ”Hold kæft!” til hunden i primetime. At hun ikke har fået lavet en tandblegning. At hun kan lide ballet, laver decoupager, maler skybilleder og kan gå rundt med en ret voldsom krone på hovedet, uden at det ser mærkeligt ud. Dronning Margrethe virker i en alder af 70 år autentisk. Og nu er det det, vi vil have. Der er gået metaltræthed i at stable det såkaldte Gode Liv på benene, så nu går jagten på det Autentiske Liv.
Det Gode Liv bestod af lige dele dem, os og mig. Det handlede om balance mellem arbejdsliv, privat/familieliv og migliv. Og nogle gange blev drømmen forført til at blive udlevet i et cremefarvet hjem med økohamster, Webergrill og tupperwarefamilielykke, pakket ind i små overskuelige bokse, der gjorde alle glade. Men alle blev ikke glade. Alle blev ikke balanceret, og livet gik slet ikke i vatter – og hvad så?
Nu søger vi i stedet essens. Mening. Eller med et andet ord vil vi nu autenticiteten. Det der ikke kan købes, googles, sammensættes, styles, skabes. Vi vil det, som bare er. Som gule royale tænder bag formfuldente a’er leveret med royal folkelig ophøjethed. En umulighed på papiret, men en realitet på Amalienborg Slotsplads.
Det autentiske er det ægte, det uforfalskede, det uperfekte på den fuldendte måde. Det autentiske er slet og ret det gennemført menneskelige, der især levner plads til at man kan ”være sig selv” på godt og ondt, og til tider også kan rumme alle andre med deres fejl og mangler.
Hagen ved det autentiske er, at det tager tid at fremelske, fordi det tager tid at blive til sig selv. Fordi det fleste af os er opdraget til at være omend meget sociale, af frygt for social udstødelse, hvis man ikke opfører sig fællesskabsvenligt. Og så kræver det mod. Netop fordi det involverer hele pakken, og dermed også den del, hvor man er dum, pinlig, asocial, egoistisk, ubetænksom, doven, grim, klodset, eller helt uacceptabelt uinteresseret, isoleret og uengageret. Man skal altså ikke lide af den danske syge, konfliktskyhed, hvis man har aspirationer om at blive autentisk. Næh, så skal man kunne og turde stå ved sig selv, også når man er politisk ukorrekt eller bare helt banal. Autenticitet er integritet, og det er tiltrækkende, fordi det udstråler ro i en urolig verden, der konstant jagter det næste, næste, næste. Når tiden giver os stilikoner, der har betrådt den røde løber én gang, Kandisjohnnier, der beskyldes for serie-utroskabs-sex, efterløns-blindhed, Kina-verdensordens-trusler, og nu også børnesex i pavehøjde, vil vi have det, der ikke forandrer sig, fordi alt andet forandrer sig.
Det Gode Livs menneske skulle lære at prioritere mellem alle sine muligheder for at skabe balance i sit eget liv. Det autentiske menneske er prioriteterne. What you see, is what you get. Pyh. Sikke en enkelthed. Sikke et overskud.
At Margrethe for nogle er en succes, mens hun for andre er en fiasko, men for de fleste opleves som en institution, er måske det bedste svar på, hvad det vil sige at være autentisk. At man aldrig bliver genstand for alles beundring – men godt kan være genstand for alles stillingtagen. Tillykke med den. Og de 70.
