Det har lige været ferie og derfor skrev jeg denne klumme til Information.
Af Emilia van Hauen
Jeg kan rigtig godt lide min søster. Og hele hendes familie. Hvorfor min familie hvert år deler en del af ferien med hendes. Superhyggeligt. Alligevel sker der det samme hvert år: Nogle få dage efter deres ankomst, er jeg blevet uvenner med nogen i flokken. Pludselig oplever jeg mig selv i et heftigt skænderi med en eller flere – et skænderi jeg mange gange slet ikke har set komme, eller faktisk forstår. Og atter engang må jeg konstatere, at jeg nu er blevet til en person, jeg overhovedet ikke kan lide. Hvert år sker det. Og hvert år beslutter jeg, at næste år – fandme! – skal det ikke ske. For hvor svært kan det lige være? Jeg har både været i terapi og taget en coachuddannelse, så kom ikke her og sig, at jeg ikke kender mig selv, mine svage sider og ved hvordan jeg skal navigere i det sociale rum! Nå, det gør jeg så ikke alligevel. Eller?
Familieferier kan være roden til skilsmisser, uløselige konflikter og bristede forventninger. Nu er tiden endelig inde til at vi kan ophæve stressskemaet, og så er der dømt max hygge – hvorefter huset buldrer af skænderier eller fryser til i iskold fremmedhed. Og hvad gør man så?
I disse ego-analyserede og individualistiske tider, er det ikke populært at opleve sig selv som et offer for sine omstændigheder, og slet slet ikke som et offer for sin familiekonstellation. Befri dig selv, har det lydt i flere generationer, og det klinger jo sympatisk nok, for det moderne ideal er at være selvstændig, uafhængig og fri. Hvilket er uopnåeligt, urealistisk og i sidste ende ret kuldslået. Det sidste glemmer man i jagten på selvrealiseringen, som har været det ypperste mål i årevis, men som smerteligt opleves, den dag man opdager, at ingen er afhængig af én. Ubrugelig er man. Umenneskeligt og ensomt. Mennesket er dog socialt i sin grundessens, og uden de andre er vi ingen. Det er også derfor, at vi både tager roller til os, og gør oprør mod dem, ved at tage præcis den modsatte. Rollerne er med til at definere den sociale topografi, så vi kan finde vej og placere os selv i forhold til hvad vi ønsker af os selv og andre. Hvem vi vil være sammen med. Hvem der skal være med til at definere, hvem jeg er.
Roller befrier – på trods
Men tiden dikterer, at roller er noget skidt. De er undertrykkende og fastlåser din personlighed, som ikke kan komme frit til udtryk. Og familie-roller er de værste! Se at komme ud af dem i en fart! siges det. Svært. Det sværeste. Familien er nemlig det første sted, hvor vi lærer at tage og spille en rolle. Den kan vi så arbejde med, udvide, omforme, og denne proces er med til at udvikle os selv som personer. Den holder os konstant på stikkerne, og minder os hele tiden om hvad det egentlig vil sige at være menneske. Man kan nemlig sagtens være perfekt – et andet af tidens kuldslåede og uopnåelige idealer – når man er alene, eller sammen med udvalgte mennesker, der spiller den rolle, vi har bedt dem om at spille i vores liv. Men at være menneskelig, tolerant, overbærende under omstændigheder man ikke selv har valgt, er vel den sande udfordring. Sådan som Nelson Mandela minder os om. Eller Lene Espersen (bare med modsat fortegn).
Magelighed. Måske handler det i virkeligheden bare om det. Det befriede moderne menneske gider ikke besværligheder, og menneskelige relationer er bare besværlige. Folk vil ikke altid det vi selv vil. De opfatter alting helt forkert. Og på en ferie hvor alt skal være Pixar-agtigt, dur det ikke med ucharmerende konflikter. Slet ikke nogen der udstiller ens egen råbende ufuldkommenhed, så den, man ender med ikke at ville være på ferie med, er en selv.
Næste år vil jeg ikke gå efter den konfliktfrie ferie. Jeg vil afvente konflikten og lade den storme forbi. Og når det så er sket, vil jeg tilgive mig selv. Som de andre har tilgivet mig. Og så vil vi tage ned på stranden og bygge en sandborg.
