Jeg arbejder videre med foredraget – denne blev bragt i Jyllandsposten 22.08.10
Af Emilia van Hauen
Hvad har du på lige nu? Din scorekjole/skjorte? Det der tilfældigvis lå fremme, da du stod op? Et velgennemtænkt outfit der er colourkoordineret og SATC-agtigt? (Sex And The City for de ikke-indviede!) Uanset hvad du end har på, handler det om symboler, signaler og sex. Også selvom mode rager dig en hattenål. For de andre aflæser dig alligevel. Og dømmer dig ud fra dit tøj.
Tøj har ikke været ligegyldigt siden det opstod. For mere end 500.000 år siden. Det startede nemlig med at være kropsudsmykninger i form af tatoveringer, ar, piercinger og ja, penisfutteraler! Disse skulle sladre om både, hvilken stamme du tilhørte, og hvilken status du havde i den. Tøj opstod altså ikke af nød, fordi det var koldt, men fordi det skulle få bæreren af det til at signalere noget helt særligt. Tøj var fra starten af kommunikation mellem mennesker, en genvej til at vide noget om hinanden, før man overhovedet havde ytret et grynt.
Og det var i høj grad også et spørgsmål om seksuel kommunikation mellem kønnene. Vikingekvinderne var for eksempel ret sexet klædt. Det var de græske og romerske kvinder også i deres draperede gevandter, der lod kroppen ane på de helt rigtige måder. Men så kom den kristne kirke og kroppen blev gjort syndig og skulle disciplineres, og så begyndte man at dække den til og anonymisere den seksuelt, så den ikke skulle friste unødigt. Især kvindekroppen var genstand for disse handlinger. Men også manden blev iført lidt af hvert, for eksempel en såkaldt skamkapsel, der var en middelalderlig udgave af penisfutteralet, hvis formål var at skjule bulen i bukserne så ingen fik utugtige tanker – med det resultat, at den stak frem som var den stiv og strunk og ikke spor usynlig.
I generationer skubbede vi kroppen rundt i tøjet med puder og indsnøringer her og der, for at få den rigtige silhuet, og kvinderne især var afhængige af at følge modens skiftende udtryk for at være sikre på ikke at ende som skyggetanter og pebermøer. Kvindens erotiske kapital er som bekendt højere end mandens, som i stedet primært bliver vurderet ud fra sin økonomiske formåen. I tusindvis af år har kvindens status været afhængig af den mand, som hun var knyttet til – far, bror, mand – og hendes værdi lå i et smukt udseende og en frugtbar krop. Derfor var hun naturligvis tvunget til at sørge for at dyrke sit udseende, hvis hun skulle gøre sig noget håb om at score et godt parti og sikre sig selv og sit fremtidige afkom økonomisk og socialt.
For 100 år siden begyndte kvinden dog at frigøre sig og blive ligestillet. At forfølge en karriere og blive selvforsørgende var ikke længere kun mandens gebet. Det stillede andre krav til kvinders påklædning. Coco Chanel var en af de første kvinder, der så sit snit til at ændre på kvinders påklædning, og hun lod sig i høj grad inspirere af det mere bevægevenlige mandetøj. Hun var med til at frigøre kvinderne fra korsettet og lavede tøj kvinderne både kunne bevæge sig frit i uden at miste elegancen og femininiteten. Det var dengang kjolesømmen og håret røg flere etager op, så der kunne danses charleston og dyrkes sex i naturen uden at skulle igennem 15 lag tøj, som det var nødvendigt under Belle Epoque.
De brølende 20’ere var startskuddet til, at kvinder tog ejerskab for deres egen seksualitet. Og det blev ikke mindre hen mod vores tid. Dog var der et mindre tilbageslag under 1950’ernes idealbilleder af kernefamilien, som det eneste saliggørende, hvilket fik kvinder som Helen Gurly Brown til i 1962 at udgive sin bog ”Sex and the single girl”, der i løbet af de første tre uger blev solgt i over to millioner eksemplarer. Med p-pillen og aborten blev ejerskabet over egen krop og sexlyst manifesteret, og siden har vi kvinder haft det (næsten!) lige så sjovt og besværligt med den del af livet som mændene.
Hvad har det med mode at gøre? At mode i samme periode er gået fra at være undertrykkende til at være frigørende for kvinder. I dag kan kvinder lege med moden, som de lyster; de kan kombinere tøjet på kryds og tværs og det med at ”følge moden” er en saga blot, for du er mere end velkommen til at customize; blande dyrt med billigt, gammelt med nyt, grimt med smukt. Hvor kvinder altid har været forbundet med skønhed, har vi nu mulighed for også at benytte os af det hæslige, det grimme som et udtryksmiddel for vores identitet, selvværd og magt. Beth Ditto, forsangeren fra Ghost, er et glimrende eksempel på en kvinde, der ikke følger de gængse regler for skønhed, men med sin overvægt, sin makeup og sine outrerede outfits, sætter en ny standard for kvindelig attraktionsværdi.
Moden er altså blot et blandt flere af kvinders redskaber til at leve sin kreativitet og identitet ud, lige såvel som uddannelse, ægteskab, venskaber og børn er det. Kvinder er frie til at bruge moden – og sig selv – til at opnå det de ønsker, og det gælder også til at få den sex, de ønsker. Frem for – som tidligere – at være et offer for mandens sexlyst. Men sex er ikke bare sex. Sex er på mange måder et udtryk for livsglæde, for lyst til at opleve livet og sig selv for fuld skrue, og kan man fejre sig selv, sin livsglæde og sit udseende på en måde, som gør andre opmærksomme på og modtagelige for den, bliver mode et udtryk for liv og ikke blot forfængelighed.
Alligevel bliver mode stadig betragtet som noget overfladisk. Og måske skyldes det, at mode stadig primært er knyttet til det kvindelige køn. Mænd må gerne dyrke æstetikken, hvis bare det kommer til udtryk i biler, ure og bygninger. Eller uniformer. Når kvinder dyrker æstetikken i tøjet, bliver det forvandlet fra kunst til klude, og er et udtryk for narcissisme. Derfor er tiden moden til, at kvinder insisterer på den røde kjole og stiletterne som et symbol på, at vi tager vores erotiske kapital hjem. Og fordi vi synes det er sjovt at lege med vores præsentation. Både for at glæde os over vores æstetiske fremtoning, som for at glæde os over, at vi kan opnå den opmærksomhed, vi ønsker for at få mere sex med livet. Naturligvis forstået på den bredest mulige måde!
