Denne artikel blev bragt i Månedsmagasinet IN i juli 2010
Jeg oplever, hvordan moderne kvinder længes efter en kvindelighed, som de ikke kan definere. Derfor tog jeg til Niger for at undersøge, om vi kunne lære noget om oprindelig kvindelighed af verdens fattigste folk. Det blev til en rejse ind i min egen naivitet, en beundring for de lokale kvinders håb – og et dybtfølt knæfald for vores egen kultur.
Af Emilia van Hauen, sociolog
Hun er så fin, så fin i sin knirkende nye dragt og den enkle udsmykning i ansigtet. Man fornemmer hurtigt, at hun er hovedpersonen i dag, men megen væsen af sig selv gør hun nu ikke. Holder blot sit ny-døbte barn på armen, mens hun smiler genert. Er selv et barn. Hendes alder er ukendt, men de andre kvinder fortæller, at hun endnu ikke havde fået bryster, da hun blev gift. De fleste piger i Niger bliver gift, når de er mellem 12 og 14 år, så hun har nok været én af de helt unge. Men hun er heldig. I forhold til de piger, der når at blive gravide uden at udvikle bryster. De må lade andre kvinder amme deres barn.
Pencilskirt eller hirsestødning
Vi er til dåbsfest i landsbyen Guigamawa Sabua i det sydlige Niger. To timers hjulsporskørsel fra storbyen Maradi, Nigers finansielle centrum. Høsten er næsten lige forbi, og derfor er der overskud til at holde festen. Og trakteret bliver der. Et får bliver flået på sandet for øjnene af os og blodet tappet, så bægeret kan gå på omgang blandt landsbyens indbyggere. Hirsepasta og sovs lavet af baobabtræets blade bliver delt ud. Der spises lystigt med hænderne og under nogle hygiejniske forhold, som ville slå os Ajax-danskere med rædsel. Selv undlader jeg at udtrykke den væmmelse jeg føler ved at se, hvordan de spiser den klæbrige grå klistrede masse af noget ubestemmeligt – blandet op med lidt ufrivilligt sand. Altid sandet. Niger er for det meste ørkenland, og altid, altid følger sandet én. Jeg har aldrig været så beskidt før, og jeg har aldrig spist så meget sand, der sniger sig ind i alt hvad jeg indtager. Selv luften. Men de har da i det mindste mad til at fejre dåben med.
Det er som ambassadør for Care Danmark, at jeg er så privilegeret at blive sendt ud til denne plet på jorden, som tænder min taknemmelighed for den udvikling den vestlige verden har været igennem. Og som ikke mindst får mig til at kaste mig på knæ for vore formødre og –fædre, der kæmpede for ligestilling. Også selvom den ikke er rendyrket, men sammenlignet med det afrikanske kontinent, er det som at bo i en helt anden galakse. Hver morgen kan jeg for eksempel vælge, om jeg vil tage bukser og sneakers på, eller om jeg vil iføre mig stiletter og pencilskirt. En bagatel af en rettighed, men når det bliver lagt sammen med at jeg selv har valgt min uddannelse, mit job, min mand, mine venner og at min sociale status ikke afhænger af min mand, sætter det mit og mine medsøstres liv i perspektiv i forhold til de kvinder, jeg møder i Niger. For selvom valget er så massivt udbredt i vores kultur, at det jævnligt er mere stressende end forløsende, vil jeg hellere være på lykkepiller og have røde tal på tidskontoen, end jeg vil bytte med deres liv. For det liv de lever, nærmer sig et liv uden valg. 
Fire nætter under et træ
Jeg forlod et Danmark med COP15-venlig julegran i håret, og tog sydpå i verden til jeg endte i Niamey, Nigers hovedstad. Min første rejsekammerat var danske Marianne, som er Care Danmarks ansvarlige for Niger. Da vi ankom, tog vi direkte hen til det fineste hotel i byen og helt glad udbrød hun: ”Er her ikke fint? Det er sådan gammel kolonial stil!” Og jeg kiggede mig omkring og så henfalden luksus, der aldrig havde været luksus. Da jeg flere dage senere vendte tilbage, så jeg hvilken rigdom der i virkeligheden var tale om. Men da havde jeg også tilbragt fire nætter under et træ, boet i en landsby med gader af flydende sand og lort, og uden toiletter og butikker. Og skraldespande. Alene af den årsag, at der ikke er noget at smide ud.
Guigamawa Sabua
Rejsen fra Niamey til Maradi tog over otte timer i en firhjulstrækker langs den eneste vej, der går fra vest mod øst og videre ind i Tchad. Først da vi var helt inde i centrum af byen opdagede jeg, at vi var ankommet. Jeg havde kigget efter højhuse og butikker, men blev kun mødt af mange, mange lave lerklinede huse eller skure af blik og strå. Sådan kan en storby altså også se ud.
I Maradi mødte jeg min anden rejsekammerat, Mariama. Højt uddannet, dygtig medarbejder, god løn – men uden retten til selv at bestemme, om hun vil købe sig et par sandaler, eller om hun skal dele sin mand med én eller flere andre kvinder. Adskillige gange fortæller hun, hvor meget Nigers kvinder lider. Hvor afhængige de er af mændene, og hvor svært det er at finde en mand, der hjælper sin kone. Det er derfor, hun arbejder for Care. Hun er ansvarlig for at oprette skoler i landsbyerne, og jo flere skoler hun er med til at oprette, jo flere piger kan hun sende i skole, og på den måde være med til at flytte lidt på den kultur, der kun sjældent giver hunkøn et personligt valg. 
Vi forlader storbyen og efter to timers kørsel gennem flere andre landsbyer, og ad nogle hjulspor uden anvisninger, ankommer vi til landsbyen, og bliver hilst velkommen af et hav af børn, der straks slår ring om os. Der er smil og grin overalt omkring os, og det er helt som det plejer at være, når man ser det på tv, men her tæt på, ser jeg også de betændte øjne, de hullede trøjer, de sorte tænder og de bukseløse drenge med de tynde ben, der holder sig i udkanten af flokken. Og så den konstante stank af dyrelort, der følger én lige så trofast som børnene. Selvfølgelig kan jeg ikke hurtigt nok få fortalt hele verden, hvor vigtigt det er at sende penge til skoler og oplysning, for det jeg også ser for mig, er min egne børn i samme situation – og hvor desperat jeg ville være som mor, hvis jeg vidste, at lige om lidt var det også slut med hirsegrøden. Og hvad gør man så?
Kort efter ankomsten slår vi os ned ved byens hovedplads, lige ved høvdingens hus, og folk begynder at samles om os. Mens vi får tildelt stole, sidder kvinderne på tæpper på jorden til venstre for os, mændene på tæpper på jorden til højre for os, og børnene i midten. De sidder på ingenting. Alle pigerne og kvinderne er klædt i kjoler af farvestrålende bomuld, mens mændene og drengene er iført tøj, der til forveksling ligner det genbrugsbutikker sælger herhjemme. Bare meget mere beskidt. Da jeg opdager en dreng med en Obama t-shirt, forstår de ikke min opstandelse. De ser blot en mand som dem. Efter en time har en af de ældste mænd, iført en ret trendy Burberry-model, fået landsbyen samlet, og høvdingen fortæller hvor glad han er for, at vi er kommet for at se, hvordan de lever, og at vi vil fortælle verden om det. De har brug for opmærksomheden, siger han, og vi nikker. Mariama tolker og fortæller. Da de vigtigste mænd i landsbyen er færdige med at tale, er det vores tur, og også vi takker – for deres gæstfrihed. Nu er den formelle del af velkomsten færdig, og vi kan etablere os i vores midlertidige hjem: høvdingens brors hus.
Et æsel for en pige
I Niger dør hvert tredje barn inden det er fyldt fem år, og analfabetismen er 85%. Men der er håb. Børn af mødre, som har gået i skole, bliver ofte mindre fejlernæret og udsat for en bedre hygiejne, og overlever derfor oftere. Alene af den årsag giver det mening at oprette skoler, og forsøge at overtale forældrene til også at sende deres døtre i skole. Care har på ganske få år bygget 19 skoler i området, og givet omkring 700 æsler væk. Et æsel foræres til en familie, som erstatning for en pige, fordi det kan udføre en del af hendes job. Og på den måde bliver pigerne sat fri til at gå i skole. Bytteforholdet er næsten for komisk, til at være rigtigt sjovt. Men mon ikke en dansk stand-up komiker kunne få rigtigt meget ud af det?
Jeg besøger alle de fire klasser, og føler mig hensat til skolen fra Det lille hus på prærien. Skolepulte, små tavler og en kadaverdisciplin, som vi forlod for mange år siden. Jeg smiler forsøgsvis til nogle af børnene, og de smiler generte tilbage. Da jeg tager billeder af dem med mit digitalkamera, hviner de af fryd, da jeg bagefter viser dem, hvordan de ser ud på billederne. Det er måske første gang de overhovedet har set sig selv, for spejle er ikke noget jeg støder på i landsbyen. I den yngste klasse er over halvdelen af eleverne piger. Det er en sejr, for det er meget svært at overtale forældrene til at sende deres piger i skole. De vil hellere gifte dem bort, for så har de en mund mindre at mætte, og får til gengæld adgang til en svigersøn, der måske kan hjælpe til i familien.
Lysets mødre
Care ’s svar på det er Lysets Mødre. Kvinder der går foran og gør en aktiv indsats for at sende pigerne i skole. Som Lando, der kun har drenge, og som har så fattig en mand, at hun er hans eneste kone. Men som alligevel tager sin brødres to piger til sig, for at sende dem i skole, så de ikke behøver at afbryde deres skolegang, for at følge farmand til Nigeria, når han søger arbejde i det fremmede. Eller Hadiza, der er en af høvdingens tre koner, og som aldrig selv har gået i skole, men som har en drøm om, at piger skal blive sygeplejersker, så kvinderne kan blive behandlet af kvinder og ikke kun af mænd. Lysets Mødre er et navn, de selv har taget. De fortæller, at før de mødte Care og opdagede, at de kan skabe et valg for deres piger, vandrede de i mørke. De kunne ikke se deres egen situation udefra, og de kunne ikke se, at der overhovedet kunne findes en anden måde at leve på. Nu forstår de det. Og derfor vil de sprede op-lysningen til andre også. De fleste af dem, ser det ganske enkelt som et kald.
Jeg bliver introduceret til disse kvinder, og bliver inviteret indenfor i deres lerhytter, hvor garderoben består af tre søm, hvorpå der hænger to kjoler, og hvor sengen er en sivmåtte på en træbriks. Gennem den mandlige tolk, får jeg et minimalt indblik i deres liv og deres drømme – og ser, at drømme fås i mange størrelser. Når de taler om fremtiden, går den få måneder frem, og handler om skole og mad. Overlevelse. Deres deforme hænder, slidt af mange timers brøndtræk og hirsestødning, glider gennem luften, mens de forsøger at forklare mig, hvilken forskel de selv håber at kunne gøre. Og der sidder jeg med min drøm om, at disse kvinder kan afhjælpe den længsel efter kvindelighed, der plager frigjorte, selvstændige og oplyste kvinder som jeg. Hvordan skulle de nogensinde kunne afhjælpe det savn, der er opstået gennem vores udviklingsproces, når de ikke engang ejer retten til deres egne tanker?
Jeg aner deres sorg, men jeg ved, at jeg aldrig for alvor vil forstå deres liv og deres situation. Dertil er jeg i den grad fremmedgjort overfor en livsform, som jeg kun har læst om. Og som selv min bedstemor ikke kendte til. Når jeg ser på Lando og Hadiza, ser jeg, at det vi moderne kvinder har mistet, er åndelig og intellektuel armod, mangel på selvstændig refleksion, afhængighed af mandens position og økonomi, og ikke mindst et tabt ejerskab til egen krop og tid. Kort og godt en social slavebunden tilværelse, hvor kvinden er farens, mandens og samfundets ejendom, og som primært tjener formålet at reproducere og nurse arten. Og hvor egne behov, drømme og muligheder må udleves i køkkenet, hos børnene og under de sparsomme møder med de andre kvinder ved brønden.
De ædle vilde
Efter det sidste møde med Lando går jeg tilbage til min feltseng, der er slået op under et træ, hvorfra jeg kan hænge mit myggenet. I fire nætter har jeg sovet ude i det fri, omgivet af geder, høns, lam, får og okser. Månen har været min læselampe, og stjernerne har tyst vugget mig i søvn, når jeg endelig gav efter for trætheden og forvirringen over at opleve, at flyveren ikke blot bragte mig tusindvis af kilometer hjemmefra, men at den også bragte mig tusindvis af år tilbage i tiden. Kvindernes liv består af hårdt ensformigt arbejde dagen lang, året rundt. Og under samme forhold og med samme midler, som de altid har haft. Til stadighed måtte jeg undre mig over alle de udsendelser jeg havde set i tv, hvor personer fra min kultur tager til et udviklingsland og kigger ind i kameraet og fortæller om livet dér, som om det er det mest naturlige. Jeg følte konstant jeg var med i en film. En historisk film, som blev ved med at plage mig med spørgsmålet: Hvordan har de dog kunnet undgå udvikling? Hvorfor havde de heller ikke udviklet sig før de hvide kom og udnyttede dem? Et højest politisk ukorrekt spørgsmål, men dem der forstod det og billigede det, var min lokale tolk og min lokale guide. De var helt klare i spyttet, når de fortalte om den traditionelle afrikanske kultur, der fastholder folk i de samme sociale strukturer, der altid har hersket – frem for at opmuntre til udvikling. Det er derfor at kvinderne stadig henter vand fra brønden og at hirsestødningen stadig foregår per håndkraft.
Vestlige mennesker er gang på gang blevet forført af forestillingen om de ædle vilde; de folkeslag der lever i pagt med naturen, og som ikke er ødelagt af civilisationens bagside. Filmen ”Avatar” dyrker denne idé ud i det helt ekstreme. I Niger mødte jeg ingen ædle vilde. Jeg mødte kun den ene kvinde efter den anden, der forsøgte at overleve på bedste måde, og som gennem deres konstante håb og vilje til at gennemføre hverdagen, kan inspirere os stress-forstoppede danske kvinder til at glæde os over, at vi rent faktisk har travlt med at lave alt det, vi selv har valgt. Frem for at overleve på trods af alle de valg andre har taget for os. Jo, jeg kysser civilisationens fødder. Vores ansvar er at få de fødder til at gå i den rigtige retning. Blandt andet ved at hjælpe mindre heldige kvinder end os. Som Lando, Hadiza og Mariama.
Bonusinfo:
Care er en af verdens største hjælpeorganisationer, og Care Danmark har specialiseret sig i langsigtet hjælp til selvhjælp. Det betyder, at de ikke opererer i akut katastrofe områder, men derimod bliver i lang tid de steder hvor de opretter projekter, og altid med lokal arbejdskraft.
Se mere på www.care.dk
Bonusinfo 2:
Niger er verdens fattigste land med 13 millioner indbyggere. Middellevetiden er 43 år. Det er en tidligere fransk koloni, som blev selvstændig i 1960. Landets præsident er Tandja, som oprindelig var demokratisk valgt, men som har fortsat sin valgperiode udover det lovlige, og derfor har flere andre nødhjælpsorganisationer trukket deres hjælp for at presse Tandja til at gå af.w
