Hermed min seneste klumme til Information – som gav ret mange kommentarer…
Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.
Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.
Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme, er straks helt anderledes politisk ukorrekt og direkte provokerende på mange, hvis man siger det så direkte. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja – og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have massivt mange med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.
Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.
Nu er denne klumme imidlertid ikke skrevet til denne enlige mor til to på overførselsindkomst. Hendes muligheder er nemlig meget anderledes end de, som denne klumme er skrevet til. Nemlig den gruppe af ressourcestærke, velmenende, bevidste forældre, der ikke ved alt det gode de vil gøre for deres børn – på nær lige at turde tage det værdimæssige lederskab og ikke mindst det uendelige antal ubehagelige konflikter, der kommer i kølvandet på denne stillingtagen.
Pointen er imidlertid, at man måske ikke behøver at bruge frygt så intensivt, hvis man i stedet bruger en legende tilgang til det at bruge sin krop, som en mulighed for glæde. Og hvis ikke man var så pokkers bange for at smide børnene ud i en række af overkommelige, men til tider svære forhindringer og helt klart ubelejlige situationer – som ikke desto mindre ville øge deres selvværd betragteligt.
For nylig var jeg med hele familien på det hippe feriesportssted Playitas. Det blev til mindst tre timers sport hver dag, mange – helt utrolige! – ømme muskler, og rigtig mange grin, fordi vi jævnligt endte i underlige kropssituationer, når vi prøvede sportsgrene af, som vi aldrig havde forsøgt os med før. Blandt andet spillede jeg fodbold for første gang nogensinde – og det var stort! Selvom jeg konsekvent var den, der blev valgt sidst ved holddeling (også når det var mine sønner, der var holdledere), var det meget oplysende, vildt hårdt og totalt grineren – især når man fik en tackling igennem uden at brække skinneben eller forstuve anklen.
Det mest interessante jeg lagde mærke til på denne ferie var, at vi var sammen med vores børn på nogle helt nye præmisser. Og sport blev til leg og ikke en halvsur pligt. Normalt er sport noget vi dyrker adskilt fra hinanden. Mor går i fitness om morgenen. Far går med sønnerne til fodbold, og mor tager dem til svømning, og så kan vi ellers stå på sidelinjen/kanten og forsøge at coache lidt mere duelighed og selvforståelse ind i dem.
Men på Playitas var vi sammen om at spille volleyball og fodbold, cykle lange ture, forsøge os med karate’robics og strech & relax (endelig havde jeg en fordel!) og selvfølgelig svømme. Og når vi satte os til bordet, gik snakken meget på dagens fælles oplevelser, måder at tage toppen af muskelømheden på og kostens betydning for ens resultater – anført af børnenes nysgerrighed!
Børn bevæger sig nemlig naturligt meget. Det er os voksne, der holder op. En eller anden dag holder vi op med at løbe rundt, og begynder i stedet at gå, og kort tid efter får sofaen fangarme og holder os der igennem ligegyldige make-over programmer og en pose kanelgifler, og pludselig er man blevet til en lille blød indendørshavenisse, der sidder trind og rund og puster bare ved tanken om at bevæge sig op af sofaen. Og når ungerne plager om slik og fritagelse fra svømning, bliver der givet efter, for nå ja – de skal jo også hygge sig.
At hygge sig er at være doven og usund. Sådan nogenlunde er mantraet for mange, selvom det ikke bliver formuleret på den måde. Men hvad sker der med kroppen og de langvarige påvirkninger, når man dyrker dette mantra? Efterhånden er der lavet så meget forskning i hvilke konsekvenser en usund livsstil har for mennesket, og hvor meget det påvirker vores livskvalitet helt grundlæggende, at det faktisk er besynderligt, der ikke er lovgivet omkring mindst en times sport om dagen og endnu højere afgifter på chipsfedt og sliksukker.
Og helt ekstremt viser det sig nu, at der er et stigende antal børn, der lider af skeletsvagheder, fordi de ganske enkelt rører sig nok. Man ser det for sig: Et 7-årigt barn med en rollator! Vi skal nemlig frygte at blive fysisk inaktive og usunde; ja dovne og fede, for det tjener ingen. Aller mindst dem, der er det.
Vi kan lære vores børn at frygte dovnefedmedøden, men endnu bedre kan vi lære dem at lege med kroppen, ved selv at gøre det. Og gøre det sammen med dem. Hvor ofte tager du fx trapperne op i stedet for elevatoren? Og laver en konkurrence med dit barn om hvem der kommer først? Især piger har brug for at blive animeret til fysisk konkurrence, fordi de ofte bliver kigget underligt på, hvis de larmer og fylder for meget kropsligt. Ikke just den gode indgang til at blive ven med sin krops formåen – hvis det altså skal række udover pynteligt tøjstativ og begærobjekt senere i livet.
Når du bruger kroppen belønner den dig ret kontant. Du får det bedre på alle mulige måder – også mentalt. Og du kan yde så meget mere og holder stressen i skak, hvilket er et argument, som næsten alene skulle bære en fysisk sund livsstil igennem, med tanke for hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud.
Jamen, siger mange, jeg har ikke tid. Næh. Men har du tid til at lade være? Og kan du være det bekendt overfor dine børn? At give dem gode kropslige vaner er mindst lige så vigtigt, som at hjælpe dem til en uddannelse, så der er faktisk ingen undskyldning. Med mindre, selvfølgelig, du synes du vil have max ud af dine skattepenge gennem sundhedsvæsenet på sigt…
