Denne kronik var i Jyllandsposten søndag den 16. januar 2011. Børn gør nemlig hvad deres forældre gør, og derfor skal forældrene til at get moving pattevoksen 🙂
”Stoppe med at være homoseksuel” var et af de mere bizarre nytårsforsætter, som jeg kunne læse i en undersøgelse, jeg fik før nytåret. En anden nøjedes med at skrive, at vedkommende ville være mindre homoseksuel at se på. Der var også en enkelt, der ville købe flere vinylplader, en ville ikke flyve i 2011, og en ville finde sig en elskerinde. Måske manden til den kvinde, der lovede sig selv at hun ville være der mere for sin mand (intimt) – som hun skrev. Men langt størstedelen af de 1011 svar gik på sundhed, vægttab og motion – ofte alle tre på samme tid.
Hvad med dig? Har du også et nytårsforsæt om sundhed, vægttab eller motion? Hvis ja, er du blandt de 17% i den danske befolkning, der laver et forsæt. Og hvis du er god, er du blandt de 26% der overholder det, eller blandt de 49% der overholder det delvist.
Sundhed er om noget en megatrend. En trend, der er så stor og omfattende, at ingen kan undslå sig kendskab til den. Udfordringen ligger i, at på trods af alle de gode intentioner, den store mediedækning, de mange 10 nemme veje til sundhed i hverdagen og lignende gode og tilgængelige råd om hvordan man praktiserer sundheden, så ender spørgsmålet om sundhed og motion ofte med at blive koblet op på begreber som kedelig, afsavn, tvang og i sidste ende lidelse. Ja, lidelse! Og hvem ville være selvpinende nok til ligefrem at løbe sådan en livsstil i møde? Få. Meget, meget få.
Hvad kan man så gøre? Som voksen er det indlysende nok. Man kan tage sig sammen og bare gøre det. Spise overvejende sundt (alle i Danmark ved, hvad det vil sige! Bare tænk ”madpyramide”). Og bruge kroppen til andet end at lempe ostepops og kanelsnegle indover læbekanten, eller række ud efter fjernbetjeningen og musen. Vejen til et forhøjet blodtryk er brolagt med millioner af forklaringer på, hvorfor det ikke liiige kunne lade sig gøre at leve lidt sundere nu og her. Og – ups! – også de sidste mange år. Jeg har selvfølgelig også selv været der. Så havde jeg lige født. Så havde jeg for travlt. Så fortjente jeg at smovse lidt. Og med tiden skulle der mere og mere selvbedrag til, for at ignorere, at det eneste der virker, er at gøre det. Vælge rugbrødet frem for krydderbollerne, tage trappen i stedet for elevatoren. Der har sportstøjsfirmaet Nike virkelig ramt hovedet på sømmen med deres payoff, Just do it! For det er virkelig så enkelt, som det. Du kan gå i terapi, blive coachet, hypnotiseret, truet og lokket til det i årevis, du kan blive lige så bevidst som en tibetansk bjergmunk eller en Nobelprislønnet forsker, men når du ligger hovedet på puden for at sove, er det eneste der virkelig gælder: Valgte du æblet frem for Marsbaren, løb du en tur frem for at se genudsendelsen af afsnit 721 af din tv-serie?
Vi voksne kan tage os sammen. Vi bestemmer selv. Men hvad med vores børn? Det er alment kendt, at de gode vaner grundlægges i barndommen, så jo mere sport man dyrker som barn, jo større er sandsynligheden for at man fortsætter, når man bliver voksen. For nogle år siden var jeg i USA og sad og ventede på en af de store busstationer. I nærheden af mig stod der en mor, med et mylder af deller og dobbelthager, og en søn der har været omkring to år. Han var allerede selv på vej til at ligne en snøret rullepølse, men aktiv var han også, så han forsøgte hele tiden at kravle ud af klapvognen, for at spæne rundt. Det lykkedes ham nogle få gange, men hver gang fik moren et fast tag i ham, og tvang ham tilbage i klapvognen, så han kunne sidde stille. Og hun selv kunne blive ved med at sidde stille. Mens de ventede. Og ventede. Og ventede. Jeg kan stadig genkalde mig den sorg i hjertet jeg følte, da jeg iagttog morens opførsel og hendes drengs indædte, men forgæves, kamp mod at blive passiviseret.
Mange forældre glemmer desværre, at børn ikke gør hvad forældrene siger – de gør hvad forældrene selv gør. Og når det gælder sundhed og motion, kræver det derfor af forældrene, at de selv spiser 6 om dagen og bruger kroppen til den tapsveder. I stedet optræder mange forældre, som tilskuere og sidelinjetrænere til deres børns sport, og mens børnene knokler rundt, er forældrene optaget af kampen, de andre forældre eller aviser og telefoner. Men er meget sjældent selv med. Dermed bliver sport noget man gør hver for sig, frem for en fælles aktivitet.
I efteråret var min familie og jeg på det (åbenbart) meget trendy sportsferiested Playitas, og det var noget af en åbenbaring. På Playitas foregik al sport sammen med børnene, og det var en fest. For første gang nogensinde har jeg selv spillet fodbold, og nu forstår jeg pludselig, hvorfor de ser ud som om de er ved at få et hjerteslag, efter at have været med i 10 minutter. Et mirakel i øvrigt, at jeg ikke brækkede anklen på enten mig selv eller en anden, for tacklinger var ikke noget jeg lige fik styr på! I løbet af en uge nåede vi også at spille beachvolley (aldrig prøvet det før!), og tennis (prøvet det for mindst 15 år siden). Vi deltog i karate’obics, stræk og afslapning, pilates, og så var vi også i fitnesscentret en time hver dag, samt på en længere cykeltur rundt på øen. Altså var vi fysisk aktive i mindst tre timer hver dag. Og vi var det sammen. Det betød også, at vi fik grinet igennem flere gange, for vi røg jævnligt ud i mærkelige kropsstillinger, uvante som vi var i nogle af sportsgrenene. Plus at mit moderhjerte smeltede gang på gang, når jeg så brødrene hjælpe og undervise hinanden. Eller når min mand tog sig tid til at lære mig at lave en baghånd.
En sund livsform er ikke noget man skal vide sig til. Det er noget man skal praktisere. Og bedst er det at gøre det sammen med børnene, så vi gør sundheden til en leg, frem for en sur pligt, der belønnes med chips og sofanedlæggelse bagefter. Begynd nu. Du har virkelig ikke nogen undskyldning!
