april 11

GROVE LØJER!

Madpyramiden er trendy – spis fra bunden – og vær på toppen

Af Anne Ravn, diætist og forfatter til bogen GROVE LØJER

Kender du det? Derhjemme i sofaen med kaffen og kagen og ro over feltet kan jeg finde på tyve forskellige forbedringer, vi burde indføre lige med det samme i min familie på fem. Jeg får energi af at tænke på alle mulighederne, og hvor godt det bliver, når vi endelig gør det hele helt rigtigt hjemme hos os! Når jeg får lavet om på alle de andre, så de husker at sætte deres sko pænt, spise grønne mellemmåltider, tage taskerne med op på værelset for herefter beredvilligt at spørge, om vi dog ikke skal være fælles om at lave mad i dag…

Når jeg så står der – lige midt i den hektiske hverdag – alene over induktionskogepladerne og river mig selv i håret, fordi alt for meget skal ske på samme tid, mennesker ind og ud af huset i lind strøm, telefonen der bimler og gryderne, der syder, så er det jeg lover mig selv, at jeg ikke længere vil nøjes med at tænke – jeg vil handle!

Rutte med planer og lave lange lister for indkøb, morgenmad, mellemmad og middagsmad og madpakker, retter og sammenhænge, så sundhed bliver en mulighed fuld af velsmag og fælles velbehag og ikke en ensom, uoverkommelig og uoverskuelig hverdagstrussel i vores travle families hverdag.

Og der dumpede FDB’s nye madpyramide hjælpsomt ned i min trætte turban. Her er overskuelighed, klimavenlighed, sundhed, tilgængelighed og velsmag samlet i et og samme redskab. Lige til at fange for manden, husets indkøbschef, så indkøbssedlen næsten er overflødig: Køb mest fra bunden og mindst fra toppen! Og let at fange for børnene, der i alderen 6-19 år, nok har lært at spise grønt og groft – men måske ikke helt havde forstået proportionerne og mors ihærdighed med at få grøntsagerne proppet i dem allerede med morgensmoothien. Jamen mor, hvorfor har de glemt fredagsguf, Frisko-is og de franske hotdogs?

Fordi… der er plads til lidt af det salte, søde, fede, bløde som chips, chokolade, rødvin og alle f’erne – men FDB ved, nøjagtig som vi selv, at den del skal vi nok få konsumeret helt uden opfordring, – mens det for nogle af os kniber lidt mere med fokus på fuldkorn og kål, kartofler, knoldselleri og klimablik. Klimahensynet er som noget nyt også lige til højrebenet, når man køber ind og spiser efter madpyramiden – mest fra bunden, mindre fra midten og mest fra toppen. Noget fra alle fødevaregrupper, men i forskellige mængder. Derfor de tre lag. På trods af at den ser lys og let og luftig ud, ligger der mange, lange og komplekse overvejelser og beregninger til grund for, at den netop ser ud, som den gør i dag.

Jeg har det med madpyramiden som med manuskriptet til min seneste bog “Grove løjer – tid til en sundere familie”, der indeholder masser af konkrete ideer til at få det grønne på tallerkenen på alle tider af dagen, og er blevet til i et frugtbart samarbejde med FDB, som også er udgiveren. Mens jeg skrev, vekslede jeg mellem at være optændt af den hellige ild OG være ved at kaste pen og papir ind til bålmaden, fordi jeg ind imellem frygter, at den megen fokus på sundhed giver bagslag og ikke bliver en mulighed men en overhængende trussel i vores hverdag med tårnhøj hastighed gennem 24 timers forbifart.

Når jeg alligevel fattede pennen igen og igen, var det, fordi jeg grundlæggende synes, at der kan være en god drivkraft i at være lidt ambitiøs på forskellige områder i livet. Måske er madpyramiden ambitiøs, for hvem kan spise perfekt hver dag? Men vi skal heller ikke pinedød ville spise perfekt, for så drukner vi i skuffede forventninger og krav. Alt må og skal ikke være perfekt. Og alt skal ikke være grønt og groft hele tiden, selvom vores krop givetvis ville sætte pris på det. Vi kan ikke gøre det hele helt rigtigt hele tiden. Det giver stress, hvis overliggeren er sat højt.

Så sæt sovs til grøntsagerne, så det hele glider lidt nemmere og brug madpyramidens appetitvækkende bund som inspiration til at få flere nye retter på repertoiret. Rut med madplaner, som får ambitionerne til at lykkes bare engang i mellem. Midt i forårets fornyede lyssyn og livsenergi kan madpyramiden være det redskab, der giver alle os, der kun har 24 timer til rådighed til søvn, opvask, støvsugning, gæstebud, skole, skovtur, grin, arbejde, sure sokker, indkøb og madlavning, et overblik over, hvad vi som singler og samboende kan pejle efter, når vi har lyst til at give vores madvaner et serviceeftersyn og vende rundt på rutinerne og få nogle sundere vaner.

Fordi aktivitet og sundere mad medvirker til at give mere lyst til livet og fællesskabet med de mennesker, vi holder af.  Jo vist, i begyndelsen var det svært at cykle. Da vi lærte det, fandt vi en ny balance. Sådan er det også med sundheden. Efter en tid med øvelse går det derud af, og vi falder sjældent af cyklen.

Og så vil jeg gerne slå et slag for madplaner i en kompleks tid med masser af indtryk konstant. Madplaner giver overblik og overskud midt i kaos og kompleksitet. Som GPS’en der leder os frem til målet. Når mange af os afstår fra at lave en madplan, er det måske, fordi vi undervurderer det med mad – det er jo så basalt og banalt, at det ikke behøver blive sat i system eller overvejet på forhånd. Men det risikerer nemt at blive derefter, lidt for velkendt, lidt for kedeligt, lidt for usundt, lidt for ensomt, når det improviseres i sidste øjeblik, for vi mister overblikket og må ofte også ty til noget hurtigt, når der ikke er forberedt muligheder i køkken- og køleskabet og afsat tid til optøning, iblødsætning eller ro til at nærlæse varedeklarationen.

Mad skal ikke være en belastende trussel men en smagfuld oplevelse, der får sundheden til at glide ned med velsmag og velvære. Tillykke til FDB’s trendy madpyramide.

Anne W. Ravn


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}