eliten

Uden tøven lænede de fleste sig ved bordet en anelse frem og nikkede så i fuld forståelse: Det ville også være for godt til at være sandt, hvis man ikke kunne sige noget negativt om ham. Lettede gik de fleste videre med at diskutere andre kendte personers mindre positive sider, og så var balancen genoprettet. Nu var vi alle mennesker igen – og vi befandt os alle atter nede på den fornuftige jord.

Det var første gang, jeg blev rigtig opmærksom på, hvor smålige vi kan være her i Danmark, når det kommer til at beundring af andre mennesker og deres gerninger. Det er, som om vi ikke kan rumme, at andre skulle være så meget bedre end os selv – måske fordi det helt naturligt sætter vore egne fejl og mangler i et skarpt lys. Men det er jo blot én vinkel, man kan antage – man kunne lige så godt sige til sig selv: "Tænk! Har han virkelig formået at gøre dét? Så kan jeg i hvert fald også gennemføre...."

Jeg mener nemlig, at man grundlæggende kan bruge forbilleder på to måder: Enten som inspirationskilder til at leve livet mere i overensstemmelse med ens egne ønsker eller som negative pryglestokke, man dunker sig selv oven i hovedet med, fordi man ikke kan leve op til det samme niveau. Den første måde er opbyggende, den anden er nedbrydende. Og det er stadig én selv, der vælger, hvilket spejl man vil benytte sig af for at danne sig selv som menneske."

UDDRAG AF FORORDET

"Min tanke med denne bog er derfor at give læseren en masse inspiration til at leve sit liv fuldt ud ved at blive inspireret af de seks udvalgte elitepersoners livshistorie – sådan som de har fortalt den. Deres biografier beviser i stor udtrækning, at næsten uanset hvilke kort man fik på hånden, da man blev født, så har man selv i stort mål mulighed for at påvirke sin udvikling i den retning, man selv ønsker det.

Verdensmester Arne Nielsson:

"- Jeg har altid været meget lærenem med idræt, og jeg lærte også hurtigt at ro kajak, så efter et år ville jeg prøve noget andet. Kano var for de seje drenge, sagde man i klubben, og det var også meget sværere, for man skal jo nærmest stå op i båden og holde balancen, og man kan kun ro til den ene side. Samtidig er det svært at ro ligeud i en kano, for der er intet ror. De ting tilsammen gjorde, at jeg satte mig to mål: Det ene var at lære at ro ligeud i en kano. Det lyder banalt, men det er faktisk ret vanskeligt. Det andet var at få motorbådstræning, for det er kun de gode, der får det, og det betød jo, at man var værd at ofre opmærksomhed på. Man ror ud på søen fulgt af en motorbåd, hvor der sidder en træner og coacher dig. Det betyder, at man kommer meget mere med i teamet og får programmer lagt, så da det skete for mig, var jeg enormt stolt. Det var første gang, jeg seriøst begyndte at arbejde med mål. Jeg var på det tidspunkt 15 år gammel. Min næste drøm var så at komme ud og ro et løb, og da jeg første gang hørte mit navn i højtalerne, følte jeg mig enormt stolt, men det blæste så meget, at jeg kom aller-, allersidst i mål, og det endte med, at de måtte udskyde starten på det næste løb.

...

Konkurrenceiver og målrettethed lyder som værdige argumenter for at blive ved med at ro, men sandheden viser sig at være en lidt anden, når man borer lidt i, hvorfor Arne overhovedet blev ved med at ro, når alt andet før havde kedet ham efter kort tid. Og før han begyndte at indkassere sejre, der skulle gå ham i blodet og hele tiden presse ham til at gå efter nye.

- Det var en lille klub, og der var ikke så mange piger, der roede, så vi havde fællesbad. Det var jo vældig interessant for sådan en som mig, i den alder jeg havde, og det blev ikke mindre interessant, da jeg blev lidt vild med en pige, som hed Sisse. Jeg vidste, at hvis jeg skulle få fat i hende, måtte jeg blive ved med at komme nede i klubben, selvom jeg under normale omstændigheder ville have tabt interessen. Så jeg kom troligt dag efter dag for at se Sisse og de andre piger, og på den måde blev jeg bedre og bedre til at ro – men Sisse, hende fik jeg desværre aldrig fat i!

Professor Ove Kaj Pedersen

"Mens jeg var i USA, startede jeg det, som jeg kalder mit livsprojekt, og som i al sin enkelhed går ud på at finde ud af, hvad det er, der skaber sammenhæng i noget, der tilsyneladende er kaotisk. Jeg har altid været fascineret af at stå øverst i et højt hus og kigge ned på gaden og på menensken, som går rundt. Umiddelbart ser det temmelig kaotisk ud, folk render ind imellem hinanden, uden at man kan se en samlet struktur i det, men står man der længe nok opdager man, at der alligevel findes en orden, og at det er den orden, der netop skaber samfundet. Andy Warhol har illustreret det godt i hans film "Empire State Building", der gennem fireogtyve timer viser livet som det udspiller sig omkring bygningen. Jeg begyndte at blive fascineret af spørgsmålet om, hvad det er for institutioner, der skaber ordenen, og hvad det er, der får et samfund til at være et samfund, og en stat til at være en stat. Jeg tror fascinationen kommer af at have vokset op i en lille landsby med tohundrede indbyggere, og derefter flytte til Paris og U.S.A., hvor vi nærmest boede midt i en daglig borgerkrig, og så otte personer bliver skudt og dræbt lige udenfor vores vinduer. I Glæsborg var det værste man kunne tænke sig et slagsmål i forsamlingshuset. Jeg ville gerne prøve at forstå, hvordan der kunne herske et så synligt kaos og alligevel være et samfund, og hvilke midler – en gang imellem de mest barske – en stat kan anvende for at skabe orden i kaos. Jeg begyndte derfor at få øjnene op for de forskellige institutioners rolle og opbygning, og især var det sproget som institution og retten – fordelingen af rettigheder og pligter - der fascinerede mig, for sproget og retten vel er de vigtigste elementer, der indgår i dannelsen af en stat eller af orden i kaos. Både sproget og retten rummer de selvfølgeligheder, som vi ikke tænker over, men efterlever. Alle de handlinger, som vi gør, og al den følelse af identitet og selvforståelse, some r med til at kendetegne os som individer og brogere. Det, jeg ønskede, var at finde frem til de forudsætninger, som skaber institutionerne; og jeg ønsker stadig i dag at finde frem til hvordan institutioner skabes og udvikler sig og forandrer sig, gerne set i et historisk lys. Det var – og det er - mit livsprojekt.

Skuespiller Sofie Gråbøl

- Endelig valgte jeg så at søge ind på den skide skuespillerskole, og tog det som en prøve på, om jeg overhovedet duede til det eller ej. Jeg valgte kun at søge optagelse i København ud af de tre skoler, der findes, og til prøven var jeg så utrolig nervøs, at jeg slet ikke kunne samle mig. Det jeg havde sværest ved, var følelsen af at blive bedømt på dén måde. Selv i tillidsøvelserne fik jeg kvajet mig. Samtidig var der en helt enorm opmærksomhed i omgivelserne om, at Sofie nu søgte ind på skolen, og da jeg stod foran juryen, som vitterlig sad ved et langt bord og skrev notater, ligesom i filmen "Chorous Line", mistede jeg bare al min selvtillid. Det var som om jeg kunne se på dem, at de lige skulle bedømme om den der lille unge, der havde været så heldig engang, om hun nu også var til noget. Det var meget tungt at have al den baggage med mig, og da jeg fik brevet om, at jeg ikke var blevet optaget, faldt der en sten fra mit hjerte. Alle de forventninger der var til mig, som alle og jeg selv havde haft, alt det jeg skulle leve op til - også i pressen - det forsvandt. Det var som at finde et nulpunkt, og jeg følte at jeg nu frit kunne vælge, om det virkelig var noget jeg gerne ville, hvor jeg tidligere følte, at det nærmest var noget jeg skulle, fordi det var gået så godt i starten. Det var på det tidspunkt jeg tog et bevidst valg om, at jeg ville være skuespiller - på godt og ondt. Og lige så snart jeg havde taget det valg, kimede telefonen pludselig med alle mulige spændende film projekter, som jeg kastede mig ud i.

- I 1996 lavede jeg "Sinans bryllup", hvor jeg spillede stripper, og det var da en af de dér roller, hvor jeg tog en dyb indånding og kastede mig ud i det. For at lære rollen at kende, skulle jeg lære at stippe inde på Waterloo, og jeg havde en masse fordomme - sikkert sammen med resten af verden - om at det var en eller anden form for undertrykkelse af kvinderne og en nedværdigelse, men så begyndte jeg at gå derinde for at blive undervist og fandt ud af, at det var meget mere kompleks. Jeg opdagede hvilken enorm følelse af magt der var i, at mændene var kommet for at se stripperen, og at de på en besynderlig måde var der for hende og ikke omvendt. Den erkendelse var meget spændende, men jeg skulle helt klart over en kæmpe blufærdighedstærskel før jeg kunne gennemføre rollen. Det betød også, at jeg røg ud i nogle større skænderier med journalisterne om, at jeg nu smed tøjet igen. De syntes det var billigt, og at jeg havde solgt ud som kvinde. Jeg synes, det er en gammeldags holdning, et levn fra halvfjerdserne, at kunsten skal opdrage på folket. Jeg vil ikke kun lave roller, der afspejler stærke og modne kvinder, der kan klare sig selv. Når jeg spiller, er det udelukkende for min egen skyld, og jeg tager kun roller, som siger mig noget, som kan udvidde min horisont. Jeg føler mig overhovedet ikke forpligtet til at skulle vise opbyggelige forbilleder. Kunsten skal være frit stillet til at spejle lige præcis dét den vil, og allerhelst skal den spejle skyggesiderne i menneskerne, for det er jo dem, vi ellers ikke har adgang til at se. Da vi havde lavet "Nattevagten", oplevede jeg også, hvordan nogle journalister forsøgte at få det til at se ud, som om vi forherligede vold i filmen, og dét var bare så søgt. Kunsten må ikke censureres på nogen måde, for det svarer til at skulle censurere i de drømme, man drømmer om natten. Jeg synes, at kunstens funktion er at spejle hvem vi er og hvilken tid vi lever i, og at der ikke er nogle genrer eller former, der er finere end andre. I mange år lavede vi ikke gysere eller komedier, for det var lidt ulødigt. Man skulle helst lave film om, at de rige var nogle svin, og at det var synd for bønderne. Moralsk set bliver det bare så snæversynet, og jeg bliver så træt af at gå ind og se film eller teater, hvor man fra starten af kan mærke, at skuespillerne og instruktøren er klogere end deres film eller stykke, og hvor man ved, hvad der skal ske, og hvilken holdning der skal være den rigtige. Den slags skuespil har kun ét facit, og den måde at begrænse kunsten på er helt urimelig.

Biskop Jan Lindhardt

I 1985 skilles Jan og Inge-Lise som han har fire døtre med. Det sker i al mindelighed, og samme år gifter han sig med Tine, som han får to sønner med. Hun var præst i en årrække, men er i dag ansat på DR på Program 1, hvor hun i øjeblikket er fast medarbejder på et program fra otte til ni søndag morgen, "Om mennesker og tro", altså om eksistentielle og religiøse spørgsmål

- Hvad så med vielsesritualets udtryk "til døden jer skiller"? Bryder man ikke sit løfte når man lader sig skille? Jo naturligvis gør man det ligesom man i mange andre sammenhænge løber fra det man er forpligtet på. Folkeetymologisk hænger 'synd' sammen med 'sund' (som i Øresund), altså det som skiller tingene fra hinanden. Gennem synden skiller vi os fra Gud og fra andre mennesker. Derved pådrager vi os skyld, fordi vi ikke har betalt det vi er forpligtet på efter evangeliets krav. Vi snyder i regnskabet og løber fra gælden. Det gør vi når vi lader os skille, når vi bliver vrede på andre, når vi lyver og når vi i det hele taget ikke er for andre, hvad vi burde være.

Ja, men skal man sige "til døden jer skiller", når man ikke kan overholde det? Ja, hvad skulle man ellers sige, når man vil udtrykke at dette er meget alvorligt ment? Man kan jo ikke sige: "Vil du elske og ære hende halvfemserne ud" eller "indtil det ebber ud", for hvis man kun siger det, er der jo ingen grund til at komme op i kirken og forkynde det for Gud og hvermand for så mener man det ikke alvorligt. Når man føler kærlighed, er man jo overbevist om, at det er for resten af livet, og derfor bruger man tidsbegrebet til at gøre udsagnet stærkt, men udtaler sig ikke speciefikt om tid. Vi har ikke andre muligheder for at udtrykke det høje og store end ved brugen af tidsaspektet. Hvis man for eksempel siger om en kvinde, at hun er evig dejlig, så betyder det jo ikke, at hun altid vil være det, men at hun er virkelig dejlig. Selvfølgelig er en skilsmisse også et brudt løfte, men det er vel sådan set værre med alle de former for snyd man kommer ud i inden man kommer så vidt: At man spiller med lukkede kort overfor sin ægtefælle, og det får en til at pådrage sig skyld på mange andre områder, som for eksempel at lyve. Man svigter et andet menneske - og især børnene, selvom de var store, for de var jo glade for at have deres forældre sammen. At blive skilt gør de fleste af os skyldige, men jeg er stærkt betænkelig ved at gøre ægteskab og seksualitet til et særligt syndigt område, som folk af pietistisk observans er tilbøjelig til at gøre. "Kødets lyst" er ikke det som udfolder sig i sengen, men er bibelsk set alle vore forsøg på at sætte os selv i første række.

Elitesoldat og adventurer Henrik Radich Jørgensen

- Efter cirka femten dage kunne vi se, at vi ikke ville nå vores mål. Vi havde kun otte dage tilbage til den sværeste del af ruten, som kun var blevet rekognoseret via helikopter, fordi instruktørerne ikke havde haft nok tid til selv at køre den igennem. Paradoksalt nok fik vi samtidig ny energi, fordi vi netop kun havde otte dage tilbage, så nu skulle vi fandme bare nå det. Vi blev lidt euforiske. Samme nat havde vi ligget på en træfældningsplads, hvor der var mulighed for at få et slags brusebad, vi havde lavet lejrbål, og vi havde fået sovet ordentligt igennem, talt og lavet fis og ballade, så vi var helt anderledes ovenpå. Så begyndte teamworket. Vi inddelte os i fire grupper, hvor den ene var rekogneseringsgruppen, som bestod af fem biler, den anden var arbejdsholdet, der også bestod af fem biler, en hvilegruppe, som bestod af de atten følgebiler og de fem hvilebiler, og til sidst oprydningsholdet, som skulle pille broer og tov ned. Så fik vi endelig flow i konvojen af biler. Den sidst del af ruten var på ottehundrede kilometer, og vi havde fem dage til at nå det i. Oprindeligt skulle vi være kommet igennem sumpen, men det kunne vi umuligt nå, så i stedet hyrede vi nogle lokale både, som læssede bilerne op og sejlede i pendulfart, og på den måde kom vi op nordpå, op til de gode grusveje. De sidste tre døgn kørte vi fireogtyve timer i træk og nåede målet. Her var vi så trætte, at folk stod ret og og ned og faldt i søvn, når man bare stod og snakkede. Da vi endelig kom ud til kysten, følte vi, at vi havde besteget det højeste bjerg. At vi havde nået månen. Vi var en dag forsinket, men det betød intet, for vi havde slet ikke troet, at vi kunne nå det.

Verdensmester Eva Fjellerup

- Da jeg tog til Sverige, skulle jeg blandt andet skrive min første Team Danmark ansøgning, hvor jeg skulle præsentere mine langsigtede og kortsigtede mål. Det var ikke noget jeg havde gjort så bevidst før, så min træner Bela og jeg satte os ned og lavede den sammen. Vi kiggede på mine aktuelle VM resultater, og på resultaterne i de enkelte grene, og resultatet var noget overraskende. Det viste sig, at med rimelig fremgang i fægtning og lidt i de fire andre discipliner, havde jeg et stort potentiale til at blive verdensmester. Det var en stor Aha-oplevelse! Det pludselig at indse, at man har en chance for at nå til tops, at det er realistisk, det var en enorm stor og vigtig oplevelse. Indtil det tidspunkt havde femkampen været noget jeg dyrkede, når jeg ikke arbejdede eller læste. Jeg gik ganske vist op i den, men jeg har aldrig selv haft det drive, at jeg skulle blive verdensmester, indtil det øjeblik hvor min træner talte til den side af mig. Herhjemme manglede der desuden kapaciteter og ekspertbistand, og alt det fik jeg på skolen. Og ikke alene fik jeg selv trænet en masse, jeg uddannede mig også til at være min egen træner, så alle de teorier jeg frembragte, kunne jeg også selv teste.

...

Da jeg var færdig, var der helt stille, da jeg kom ind, og lige pludselig blev jeg bange for, at jeg var blevet diskvalificeret. Det var en utrolig mærkelig følelse, for efter al den spænding jeg havde været udsat for og den koncentration jeg havde opretholdt i to hele dage, kunne jeg nu slappe af - og så sagde ingen noget. Men det viste sig af være en positiv stilhed, for de stod der med tårer i øjnene, og havde været så spændte på, hvordan det ville gå. Bagefter gav mine svenske holdkammerater mig en tur i guldstol, og det var virkelig noget der varmede.

- Da jeg først fik at vide, at jeg havde vundet, lukkede jeg alt ude og hørte ikke længere hvad speakeren sagde. Det var en meget mærkelig fornemmelse, for bagefter kan man fortælle kilometervise lange historier om, hvordan det er at vinde, men lige i det øjeblik, hvor man gør det, er man så koncentreret, at man ikke bare kan koble af og blive løssluppen og feste med sine holdkammerater. Koncentrationen binder én ekstremt, og den slipper først én meget senere. - Helt ærligt så tror jeg ikke, at det mesterskab gjorde noget ved mig. Jeg tror ikke det ændrede mig synderligt, andet end at jeg endelig havde nået det højeste mål. Til gengæld var det, der slog mig mest, hvor fantastistk lykkelig det her VM gjorde alle omkring mig, og det var noget der rørte mig dybt. Folk ringede fra nær og fjern, og min mor og far var for første gang ude at se et internationlt femkampstævne, og selv min far, der ikke viste mange følelser udadtil, var meget rørt. Det var helt klart det, der overraskede mig allermest. Bagefter tog vi på ferie i sommerhus, og det var stadig ikke rigtigt gået op for mig, at jeg havde vundet, men telefonen kimede helt tiden med journalister, der skulle høre om mine VM bedrifter, så på den ene eller anden måde, blev jeg hele tiden mindet om det. TV2 kom en måneds tid efter op på skolen for at lave en reportage, og under interviewet fik jeg pludselige min første reaktion på mit VM. Jeg bare tudbrølede, da de spurgte mig, hvad der havde betydet mest for mig, og jeg svarede, at det var at se, hvor lykkelige andre kunne blive, for at se mig lykkes. Det siger meget om de mennesker, der er omkring én, når de glæder sig så meget på ens vegne. Det jeg lærte ved det første VM var, at de resultater jeg skabte på banen for mig selv, bestemt ikke kun betød noget for mig. Det påvirkede også andre omkring mig, og det var en fantastisk positiv erkendelse at få.

Modtag min e-bog

Hvem er de unge?

Gør som over 14.000 nysgerrige andre. Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og få tidens vigtigste sociale tendenser i din indbakke

BONUS: Tusindvis har allerede hørt mit foredrag om hvordan man tiltrækker og fastholder GENERATIONERNE Y & Z. Med nyhedsbrevet får du også en 60 siders e-bog om de unge - så du kan forstå og leve bedre med dem. For ledere, kollegaer og forældre.