Test dig selv: Er du egofester, guruist, voksencool eller co-creator?
I denne test kan du finde ud af, hvilken livsform du er mest. Du bliver præsenteret for 10 situationer, og du skal vælge det svar, der passer bedst på dig. Der er ingen rigtige svar, så vær så ærlig du kan, for at få mest ud af testen. Når du har fået dit resultat, får du et 11. spørgsmål, som handler om hvilken livsform du helst vil være, udover din egen. Det spørgsmål bruger vi til at finde ud af, i hvilken retning udviklingen går. Du bliver også bedt om din e-mail adresse, så vi kan sende dig vores nyhedsbrev, og på den måde holde dig opdateret på tidens trends og tendenser. Det kan du afmelde når du vil.
Først vil jeg bede dig om at svare på 3 spørgsmål om dig selv, og så går testen i gang.
TEST DIG SELV: ER DU EGOFESTER, GURUIST, VOKSENCOOL ELLER CO-CREATOR?
I denne test kan du finde ud af, hvilken livsform du er mest. Du bliver præsenteret for 10 situationer, og du skal vælge det svar, der passer bedst på dig. Der er ingen rigtige svar, så vær så ærlig du kan, for at få mest ud af testen. Når du har fået dit resultat, får du også en kort anvisning til, hvilke andre livsformer du med fordel kan dyrke, hvis du vil udvikle dig videre.
1. Din arbejdsplads skal flytte til en anden by i den anden ende af landet, hvor den skal lægges sammen med en større enhed, som skal starte et nyt projekt op indenfor social ansvarlighed. Du beslutter dig for at flytte med...
- fordi min chef, som bliver den nye afdelings leder, er den leder jeg har haft, som har udviklet mig mest
- fordi jeg kan se, at det giver mig nogle gode muligheder for forfremmelse
- fordi fremtiden ligger i at være flere om at skabe et projekt, der kan give nye muligheder for vækst
- fordi jeg har en masse idéer til, hvordan vi kan rykke ved den sociale balance gennem dette projekt
2. På dit barns skole er nogle forældre gået i gang med at lave en fond, der skal skrabe midler sammen, for at få nogle bedre sportsfaciliteter. Du melder dig frivilligt …
- fordi jeg gerne vil lære fondens formand bedre at kende
- fordi børn i en tidlig alder skal få gode fysiske vaner, så de lever et sundt liv når de bliver voksne
- fordi så er vi flere om at sende et signal til politikerne om gode vaner i skoletiden
- for at få mere viden om børn og idræt, og fordi det er en god idé.
3. I den sportsforening, hvor du har været frivillig træner i fire år, er den gamle ledelse blevet udfordret af et nyt hold, som har større ambitioner om resultater og træningsmuligheder. Du støtter den nye gruppe, fordi …
- jeg kan se, at det sætter mere skub på min egen udvikling som træner
- jeg kan se, at jeg kan gøre endnu mere gavn af de evner, jeg har udviklet hos mig selv de seneste fire år
- jeg kan se, hvilke store muligheder den nye ledelse har for at udvikle hele vores forening
- jeg kan se, at de er meget fokuserede på at få vores fælles kræfter brugt til at løfte os alle – og måske rydde ud i de frivillige, der ikke vil udviklingen.
4. Din overordnede mener, at det er på tide du kommer på et kursus, så du lærer at udnytte den viden du har bedre. Du indvilliger fordi …
- jeg altid mener, at jeg kan lære noget mere og gerne vil med i en ny gruppe af dygtige mennesker
- jeg har nogle idéer, som hele arbejdspladsen kan få fordel af, og kurset kan lære mig hvordan jeg gennemfører dem
- jeg kan se, at det jeg kommer til at lære, er noget der kan styrke hele organisationen
- jeg er den eneste på mit niveau, der bliver spurgt og dermed kan jeg styrke min position
5. På dit arbejde er der opstået en konflikt mellem dig og dine kollegaer. I er ikke enige om, hvordan I skal løse en aktuel situation, og nu er tiden kommet, hvor I skal videre.
- Jeg opsøger min egen chef - eller en anden der kan hjælpe kvalificeret - for at få rådgivning på situationen, før jeg gør noget andet
- Jeg finder alle de argumenter frem, som understøtter min løsning og præsenterer dem på en overbevisende måde for de andre
- Jeg danner mig et overblik over situationen, og afvejer fordele og ulemper ved konfliktens udfald, før jeg træffer en afgørelse over, hvor jeg vil stå
- Jeg indkalder til møde med de andre, og præsenterer dem for mit syn på konflikten og inviterer derefter dem til at komme med deres syn på den.
6. Du er blevet fyret og efter to måneder, ved du stadig ikke hvad du har lyst til at gøre med din fremtid.
- Jeg opsøger alle dem jeg kender, som har gode jobs, for at høre om de måske kan hjælpe mig med en stilling, som jeg kan udvikles i
- Jeg opsøger min bedste sparringspartner, for at tale om mit manglende fokus, og få idéer til at finde ud af, hvad jeg egentlig vil
- Jeg sætter mig ned og laver en plan over, hvad jeg ønsker at opnå i mit liv på længere sigt, og lægger bagefter en samlet plan for både mit arbejdsliv og mit privatliv
- Jeg inviterer en gruppe af de mest indsigtsfulde mennesker jeg kender til en god middag, og præsenterer dem for hvor jeg står, hvad jeg vil og ikke vil, og beder dem komme med input til hvor de ser mit potentiale – og så er processen i gang…
7. Din nærmeste ven har bedt dig om en tjeneste. Du skal tage vennens mors hund med tilbage i din bil, når du skal over Storebælt i næste uge. Den skal nemlig bruges i et teaterstykke, som vennens datter skal være med i. Du indvilliger – selvom du hader tanken – fordi …
- det jo ikke koster mig det store og det er besværligt for dem at finde en anden løsning
- børnene selvfølgelig skal have al den hjælp de kan få, for at få succes med teaterstykket
- det får mig til at føle mig godt tilpas at hjælpe
- det er min nærmeste ven
8. Din familie samles hvert år til jul hos jer, med din bror og din søster og deres familier. Han har to små drenge, mens din søster har to store teenagedrenge. I år har din bror sagt, at I skal starte med gaverne først, så de små kan få deres spænding styret, men din søster er gået helt i baglås og vil ikke ændre på familiens traditioner. Hvad gør du?
- Jeg går på diverse familie-hjemmesider og tjekker, hvad der er smartest at gøre
- Jeg inviterer dem begge hjem til kaffe, og så vi taler om det, til vi har fundet en fælles løsning
- Det er mig der inviterer, så jeg bestemmer hvordan aftenen forløber
- Jeg taler med dem begge, og finder på et kompromis
9. Du har helt uventet arvet flere millioner, og kan nu pludselig gøre nærmest hvad du har lyst til.
- Først inviterer jeg de mennesker, som betyder noget for mig, på et skønt fælles ophold. Så lægger jeg en mindre andel til side til fremtiden, og resten investerer jeg i projekter, som gør en forskel, og helst på en måde, så jeg selv kan deltage aktivt i nogle af projekterne.
- Først køber jeg alt, hvad jeg har drømt om af mindre ting og rejser. Så lægger jeg en pæn andel til side til fremtiden, og bruger resten på at investere i nogle aktier eller projekter, som jeg tror, vil øge min formue.
- Først forkæler jeg mig selv og mine nærmeste med hvad vi har ønsket os længe. Så kontakter jeg en rådgiver, der hjælper mig til at finde ud af, hvad jeg nu har lyst til at gøre med resten af mit liv. Jeg vil gerne sikre mig, at jeg bruger min nye mulighed helt rigtigt.
- Først planlægger jeg, hvordan jeg vil fordele pengene. En mindre andel går til akut forbrug, en pæn andel går til fremtidig sikring, og resten går til at forfølge et projekt, som jeg længe har drømt om at gennemføre, men jeg ikke har kunnet skaffe penge til før.
10. Hvad har du oftest fokus på:
- At styrke mig selv
- At udvikle mig selv
- At tage ansvar for mig selv og andre
- At skabe nye muligheder for fælles udvikling
Tilbage
EGOFESTER
Når du dyrker dine egne evner og søger at få et godt fodfæste i samfundet
Egofesten de sidste 30 år har gjort det socialt lovligt at stræbe efter at få forløst sit eget potentiale og dyrke sin individualitet, og har dermed initieret en enorm kreativitet af forskellig kvalitet.
Egofesterens værdier skal findes under selvstændighed, selvansvar, social status, personlig udvikling, lyst, interesse og behov. Ofte vil der være penge, materielle statussymboler, de såkaldt rigtige forbindelser og stillingsbetegnelser, og særligt attraktive oplevelser af enhver art inkluderet i beskrivelsen af en egofester. Samlet set kan man sige, at egofesteren har en tilbøjelighed til at være mere ydrestyret end indrestyret, når det gælder anerkendelse, og mere indrestyret end omverdensstyret, når det gælder ansvar.
Drivkraften bag egofesten er et voldsomt behov for at sætte sig selv i centrum i flere henseender, og for at realisere sin egen skaberkraft. Det behøver dog ikke altid at være synligt; for eksempel er mange kunstnere og forfattere store egofestere, men da det ligger naturligt at beundre deres arbejde, får de tilfredsstillet anerkendelsesbehovet den vej. De egofestere der har evnen til at være central for andre end sig selv, vil ofte bevæge sig hen mod Voksencool med tiden.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er et sundhedstegn, at vi gerne vil realisere os selv og vores potentiale i en sammenhæng, hvor det også medfører en vis grad af social status, da det samtidig er et udtryk for, at vi gerne vil levere noget i en kvalitet der er anerkendelsesværdig. Der skal blot være en balance i forhold til de andre livsformer, da vi ellers kan komme til at blive helt narcissistiske, hvilket ikke tilfører nogen noget positivt. Heller ikke narcissisten selv.
En egofester en person, der først og fremmest er koncentreret omkring egne behov og kreativitet, og som vurderer størstedelen af hendes handlinger ud fra et hvad-kan-jeg-bruge-det-til synspunkt. I hans sfære indgår også hans familie, og også i denne relation indgår der et element af konstant forhandling om hvis behov, der har mest ret til at blive opfyldt først. Der er ikke den store vilje til at ofre personlige lyster og behov for fællesskabet eller det mere langsigtede perspektiv, men kan hun se, at det også tjener hende i en større sammenhæng, vil hun være villig til at arbejde hårdt for sagen.
En egofester drives af personlig udvikling, lyst og status og tilbyder derfor ofte gode, konstruktive løsningsforslag og en stor vilje og energi til at få gennemført interessante opgaver, der også kan styrke hans position eller udvikling. Det lystprægede ved hendes karakter kan andre få stor gavn af, når hun påtager sig et ansvar for at gennemføre nogle oplevelser, som appellerer til det sanselige, det udfordrende, det legelystne, det uansvarlige på den ansvarlige måde.
Egofestere har meget godt på samvittigheden, og f.eks. er Caroline Wozniacki, et godt eksempel på en egofester, der har et stort personligt drive, og som har skabt nogle fantastiske resultater for sig selv – men som også har været med til at skabe stor interesse for tennissporten. Klaus Riskær, som har fået en dom, er til gengæld en egofester, der er kammet over, og som man må formode ikke har kunnet se udover egen vinding og ønsket om status og anerkendelse fra omverden.
Hvis du ønsker at udvikle dig videre herfra, vil det være naturligt at gå videre til guruisme, hvor du kan lære at hengive dig til et fællesskab og højne din viden om dig selv, eller du kan søge til voksencool ved at erstatte dit fokus på egen udvikling med ansvaret for andre end dig.
Voksencool
Når du bedst kan lide at tage ansvar for både dig selv og andre, og dyrker den personlige integritet.
Voksencool handler først og fremmest om at man tager ansvar for at skabe noget, der indgår i en sammenhæng, der er større end ens egen.; altså ansvar og skaberkraft.
Voksencool handler også om at være åben overfor nye vilkår og relationer, fleksibel i forhold til egne sandheder og gældende strukturer, dynamisk, innovativ, selvdisciplin, forpligtet og ikke mindst selvstændig. Voksencool dyrker også erfaringen og perspektivet som en stødpude til udviklingens inerti, og egen kreativitet og evne til at tænke nye strukturer, der bedre opfylder de gældende vilkår og formål.
Dermed er voksencool meget nært knyttet til at turde tage et ledelsesansvar – ikke blot formelt, for det behøver det ikke at være, men at man i sin bevidsthed oplever sig selv, som en der gerne går foran for at skabe en ny (og bedre) verden, og som derfor også føler sig forpligtet til at handle som et forbillede. Dermed anerkender voksencool også, at der findes et naturligt hierarki, som er værd at dyrke. Inkluderet i dette ligger også en viden om, at man til tider må gå på kompromis med egne behov, men også at man aldrig skal opgive ens fundamentale værdier og overbevisninger, men derimod må kæmpe for dem, hvorfor vilje til succes eller ligefrem sejr, også er et karakteristisk træk for voksencool.
At opføre sig i overensstemmelse med voksenkultur er bestemt ikke altid en fest; det kan være dødssygt hele tiden at skulle være ansvarlig, tage lederskab og undertrykke egne behov og lyster, men når man lykkes med at skabe noget originalt, der har betydning for andre end én selv og ens snævre kreds, er det ikke desto mindre en fantastisk oplevelse.
En voksencool er kendetegnet ved at være ansvarlig både på egne som andres vegne. Han anser også sig selv for at være et selvstændigt tænkende og skabende menneske, der ofte også har analytiske tilbøjeligheder, så han kan skabe sig et overblik over en samlet situation og handle hensigtsmæssigt i forhold til udfordringen. Dermed evner hun også at sætte et fælles mål, der som regel inkorporerer andres behov og fællesskabets overordnede eksistensberettigelse. Af denne årsag forstår hun også vigtigheden af at kunne arbejde sammen med andre, uden at hun dog vil gå på kompromis med hendes inderste overbevisninger og værdier, og foretrækker at trække sig fra en gruppe, hvis hun ikke længere mener, at hun kan stå inde for dens handlinger. Det kræver nogle gange mod, og især mod til at følge egne betragtninger, hvilket også er en egenskab hos en voksencool.
En voksencool drives af sin egen skaberkraft, og er ikke bange for at være original med den indbyggede fare for, at han ikke bliver anerkendt af parnasset, men til forskel fra en egofester, indtænker han hele tiden ansvaret for helhedens velbefindende i sin kreativitet.
Der findes mange interessante voksencool mennesker, og for eksempel er Trine Bryld, der i en menneskealder har været en god rådgiver for de unge, en af de voksecool mennesker, der forstår at kombinere sin egen erfaring med sin lydhørhed overfor det og de unge. Et helt andet eksempel er Morten Olsen, landstræneren, der har holdt fast i sin egen fodboldstrategi, selvom han til tider har mødt stor modstand, men som nu bliver anerkendt for at være god og visionær. Samtidig har han aldrig forsøgt at please medierne, blot for at please dem, og det har med tiden aftvunget respekt, at han har haft mest fokus på resultaterne frem for sin egen og holdets branding.
Hvis du ønsker at udvikle dig videre fra voksencool, er det naturlige næste skridt at søge hen mod co-creation, hvor du kan udnytte din kreative ansvarlighed til at gøre fællesskabet endnu stærkere. Har du brug for at lære lidt grundlæggende om hvordan du selv kan indgå konstruktivt i et fællesskab, uden straks at tage en lederposition, vil det være smart at opsøge lidt guruisme.
Co-creation
Når du bedst kan lide at arbejde sammen med andre om at udvikle verden.
Co-creation er en måde vi mennesker kan være med til at skabe en ny verden på, der inkluderer flest mulige, og som holder de elementer ude, der ikke hylder det skabende og livgivende element.
Co-creation er dermed det autoritæres og fundamentalistiskes fjende, og vil med tiden sætte en ny verdensorden, selvom udsigterne stadig er lange. Vi – du – kan imidlertid selv være med til at speede processen op, ved at praktisere det så meget som muligt i hverdagen. Vejen ind er at dyrke de værdier, der kan knyttes til co-creation.
Co-creations værdier handler om helhed, inklusion, kreativitet, dynamik, åbenhed, naturligt hierarki, autoritet, anti-autoritær, evolution, tolerance, respekt, mod, visioner og ikke mindst vilje til at skabe i fællesskab.
Drivkraften bag co-creation er ikke bare samarbejde, hvor hver især gør det der skal til for at løse en fælles opgave – ofte under ledelse af en leder, der har de rigtige visioner og den formelle magt. Drivkraften bag co-creation er at man gerne vil smide sine egne kreative og originale kræfter ind i et fælles rum, hvorefter man begynder at skabe en helt ny virkelighed sammen, baseret på gensidig respekt og med et klart udviklingsformål for øje.
Dermed er drivkraften bag co-creation et fuldbyrdet ønske om evolution. Troen bag co-creation er, at når vi står fælles om at skabe en ny og samlet virkelighed, der inddrager flest mulige skabende elementer, vil vi også løfte menneskeheden når det gælder levevilkår, relationer og bevidsthed.
De fleste mennesker føler sig umiddelbart tiltrukket af tankerne om co-creation, fordi det ligger i menneskets essens at ville skabe og at være social, og co-creation forener begge egenskaber. Man skal blot huske, at når man samskaber, opgiver man også en del af sig selv undervejs, og det offer på helhedens alter, skal man også være parat til at bringe.
En co-creator er en person der først og fremmest har helhedens interesse for øje. Hun er i udgangspunktet rummelig, tolerant og inkluderende, men det er kun så længe det enkelte individ eller den enkelte idé tjener helhedens interesse. Man skal nemlig ikke tage fejl og tro, at en co-creater byder alt og alle velkommen til det store skabershow. Tværtimod bliver der prioriteret klart mellem dem, der forstår og dyrker helheden og som har noget at bidrage med til helhedens opfyldelse, og mellem dem enten ikke har det rigtige at byde på, eller som ikke har den rette fællesskabs-ånd.
En co-creator drives af ønsket om at flytte menneskeheden imod større indsigt, bedre vilkår, mere samarbejde og færre konflikter i det lange løb, og hylder livet som det bærende princip. Niveauet for selve samskabelsen betyder ikke så meget, som livsanskuelsen bag. Derfor kan et co-creation projekt, der går på at få en børnehave til at fungere på en udviklende måde for børnene og personalet, have lige så meget værdi, som afviklingen af et fredsmøde mellem Israel og Palæstina.
Der findes mange organisationer i dag, der er bygget på co-creation tankegange. Stiften af Grameen Bank, den kendte mikrolånsbank, er økonomiprofessoren der ville være med til at bekæmpe fattigdommen, og som forstod at gøre en genial idé til både en god forretning, og et livsgrundlag for mange mennesker i udviklingslandene, som ellers var overladt til konstant at leve på sultegrænsen. Wikipedia er et andet interessant eksempel, hvor 2-3 millioner redaktører jævnligt er inde og skabe den fælles viden mange trækker på. Wikipedia er ikke som sådan en person, men frugten af mange personers co-creation.
Hvis du vil udvikle dig videre fra co-creation, kan du have gavn af at slippe fællesskabet lidt og bevæge dig over i voksencool, for at udvikle din selvstændighed endnu mere.
Guruisme
Når du søger at udvikle dig selv hele tiden, og gerne i en gruppesammenhæng
Guruismen har affødt en kultur, der er åben overfor egne mangler og fejltagelser, og som ser en værdi i personlig vejledning, som gerne må ske i en fællesskabsramme. Uanset hvilket personligt eller professionelt niveau du end måtte befinde dig på.
Guruismens sideeffekt har derfor været en generel højnelse af vidensniveauet i samfundet, fordi det i dag ligger som en tung værdi hos de fleste, at så snart man møder en disharmoni, en uvidenhed, eller en manglende kompetence hos sig selv, er det helt legalt at opsøge rådgivning, så man kan få hullet lukket og komme videre. Det har også skabt en uselvstændighedskultur, hvor det er naturligt at søge hjælp, så snart man møder en udfordring, man ikke umiddelbart synes man kan klare, eller blot har prøvet før. Denne eksperthengivelse dyrker ikke direkte autonomien eller kreativiteten, snarere tværtimod, men kan på længere sigt godt fostre begge dele, hvis den person, der modtager rådgivningen bruger den til at frisætte sit eget frie selv.
Guruismens værdier skal findes under hengivelse, selvindsigt, ønske om forbedring, perfektionisme, længsel efter essens, afhængighed, underkastelse, kritisk stillingtagen, sandhed, samhørighed, og ensretning og diversitet på samme tid. Ensretningen ligger i at kunne hengive sig til én enkelt rådgiver, og især hvis en gruppe bruger en enkelt idé til at navigere efter, mens diversiteten er et udtryk for, at man søger mange forskellige råd og indgange til at løse en problemstilling. Samlet set er den vigtigste værdi nok frelse, for det er hvad de fleste tvivlende mennesker søger, selvom det ikke er et udtryk, vi bruger i hverdagen.
Drivkraften bag guruisme er et behov for at søge én sandhed, som er svaret på alt, hvad man måtte spørge om. Det er ønsket om altid at vide hvad man skal gøre, for at handle rigtigt og hensigtsmæssigt i forhold til alle situationer, kombineret med overbevisningen om, at man ikke selv er i stand til at komme med løsningen. Man ser ikke sig selv som en del af de besluttende eller skabende hierarki, men ejer til gengæld evnen til at genkende guldkornene hos andre, og den vej rundt selv blive klogere.
En guruist en person, der ikke er bange for at lære nyt – heller ikke om sig selv. Faktisk er vedkommende ofte på udkig efter nye måder at se sig selv på, nye måder at udvikle sig på, og nye måder at finde sit værd på. Umiddelbart kunne man tro, at hun er lettere uselvstændig og ydrestyret, men hun er lige så ofte også en meget selvstændigt tænkende og handlende person, der har ambitioner og et højt aspirationsniveau, hvorfor hun hele tiden er på jagt efter De Vises Sten.
Guruisten drives af længslen efter perfektion, eller den endelige forløsning, hvor alt går op i en højere enhed og fuldkommen harmoni opstår, fordi man ikke kan nå højere i indsigt og handling. Det er naturligvis en utopisk drøm, og hen ad vejen bliver det klart for guruisten, at uanset hvor mange gode råd og fantastiske guruer han opsøger, finder han aldrig det ene svar eller den ene metode, der forløser det hele. En moden guruist vil derfor med tiden vide, at han kan søge inspiration og ny viden hos nye guruer, og at det bedste han kan gøre, er at forene det med den viden og erfaring han allerede har opnået.
En guru har ofte været en guruist i starten af sit liv, og har været gennem sin egen udvikling, før han eller hun selv kan begynde at lede andre. Et eksempel herhjemme på en guru, som har hjulpet guruister til at udvikle sig selv er Sofia Manning, der er Danmarks nok bedst kendte coach. Forretningsmanden og entreprenøren Christian Stadil er en kendt skikkelse i det danske erhvervsliv, men også langt udenfor de kredse, fordi han lever efter en visionær filosofi, der bla. inddrager spiritualitet. For mange er han det gode eksempel på en moderne forretningsmand.
Hvis du ønsker at bevæge dig videre fra guruist, kan du enten søge mod voksencool, hvor du begynder at tage et mere personligt og selvstændigt ansvar for at skabe den verden, du gerne vil være en del af, frem for at læne dig op ad nogle, der allerede har fundet ud af hvordan de gør det. Eller du kan bevæge hen mod co-creation og begynde at tilbyde svar og ressourcer til et projekt, som du bliver en del af, hvor målet er at løfte menneskeheden i en eller anden forstand.
|
Test din livsform

Er du egofester, guruist, voksencool eller co-creator?
Test dig selv her
Forespørg på foredrag/rådgivning
Hvis du overvejer et foredrag med mig, så send en uforpligtende forespørgsel.
Send forespørgsel
Facebook
Like mig på facebook og få (næsten) daglige input
|