Blog

Pernille Rosenkranz-Theil, Anne Grethe Bjarup Riis og jeg er i Aftenshowet for at debattere, om det er ok at medicere mod PMS (gå til første hvide streg)

Vil du udfordres i den sociale sfære? Vil du lære dig selv bedre at kende? Så får du her en øvelse du kan lave.

Hvad karakteriserer de unge? At de er enormt usikre, fordi de endnu ikke er landet i en personlighed, som de kender og har erfaring for virker - og det gør dem åbne og nysgerrige og socialt ærgerrige. Vil du være ung igen, så opsøg din sociale usikkerhed og sæt dig bevidst i situationer, hvor du ikke kan læne dig op ad din kendte personlighed.

Gå til en reception, en fest, en middag, en café og lov dig selv at tale med mindst fem fremmede mennesker - uden at fortælle, hvad du selv laver i din åbningsreplik! Vær åben, nysgerrig på den anden og få hans eller hendes livshistorie...inden du giver dem din. Og prøv at fortælle om alt det, der ikke har med successer, men mere med oplevelser der åbnede noget i dig at gøre!

Det vil gøre dig nysgerrigt usikker og tænde for mange af dine kanaler igen - og måske skabe nogle nye menneskemøder, som du ellers aldrig ville have fået.

God forøjelse :-)

Julefrokosterne ligger på lur, så gør dig skarp inden snapsen gør dig slap og underhold med ordene det sociale samleje, dame (ja, dame!) og samrealisering. +1 er det ord, som selv Gaddafi kendte, men som altså lige gik dine ører forbi …

DET SOCIALE SAMLEJE

Fællesskaber er fabelagtige, og kan i sjældne tilfælde udvikle sig til et socialt samleje, hvor alt går op i den højere enhed, som er både berusende, transformerende og nærmest evolutionær! Det sociale samleje er gruppekrammet 2.0 og noget alle organisationer gerne så dyrket intenst blandt deres medarbejdere, men som kræver nogle ganske særligt gode sociale strukturer og opgaver, for at kunne forløses. Det skaber et stabilt, kreativt og overskudspræget arbejdsmiljø, hvor alle kommer hinanden ved, fordi man er fælles om den overordnede vision.  Det sociale samleje er kærlighed på tværs af kærlighed og er så smukt, at man får tårer i øjnene, når man oplever det. Desværre kan det også misbruges af for mange engangsknald, som tusindvis af FB-venner og rovdrift på sociale medier.

DAME

Hun er tilbage. Ladyen. Damen. I mange mange år skulle alle af hunkøn være piger. Selv dem +90 med rustikke tænder og rynkede ankler. De senere år har vi så gerne måttet være kvinder, uden at blive klædt i lilla bleer, bongopatter og aggressiv rødstrømpefeminisme. Og nu er damen tilbage. Rigtige kvinder der består af høj intelligens, høj uddannelse og høje sko vil hellere end gerne associeres med ordet dame, uden at man græmmer sig over at blive peget på af en 7-årig, der udbryder: ”Hende damen?” selvom man ikke er en dag over 35 år. Dame er distingveret, dannet og yderst delikat – og så er hun charmerende, dyrker sin erotiske kapital åbenlyst og forstår at tiltrække sig den rigtige form for opmærksomhed. Ikke bare på sit udseende, men også på sin indre udstråling. Men mest af alt hviler hun i sig selv og sit eget værd. Dejlig, dejligere Dame.

SAMREALISERING

Nu er det slut med at lave selvrealisering; i stedet gælder det nu om at samrealisere sig. Find en fælles vision, bidrag med hvad du har at bidrage med, og realiser drømmen sammen med andre. Men husk: vi er ikke tilbage i 70’erne hvor det mest af alt handlede om at være en klon af fællesskabet. Næh – 10’udgaven af fællesskaber handler om co-creation; altså stærke individer der hyldes for sin særlige kreativitet, der kan sættes ind som en vigtig brik i en større helhed. Med andre samrealisering!

+ 1: SWIPE

Tommelfingeren har altid været den vigtigste finger i vores evolutionshistorie, og nu er den det igen. Når du swiper, kommer du nemlig i kontakt med hele verden på mindre end et sekund og det bruger du tommelen til. At swipe er at lave den der karakteristiske fejende/glidende bevægelse fra den ene side af din smartphone til den anden, for at bevæge dig rundt i dit digitale univers. Men lad endelig være med at se oversættelsen i google af swipe. Der står nemlig knalde, og det kan selvfølgelig blive det heldige udfald af et swipe på din mobil, men bruger du den forkert, kan du også få knaldet hovedet, og det er knap så rart!

Kronik bragt i Børsen

Forestil dig, at det gulvtæppe du træder på hver dag, ikke er et du har købt, men et du har lejet. Og når det er blevet plettet og slidt, leverer du det tilbage til producenten, som smider det ind i produktionen af den næste generation af tæpper. Hvorefter du lejer et nyt.

Lej livets forbrug

Forestil dig, at dette ikke kun sker for dit tæppe. Men for alle de varer du køber. Det er det cykliske princip, og det er den idé, der kommer til at dominere vores fremtid. Ikke blot mht. varer og andre materielle ting, men også med vores relationer, viden, idéer og eksistens. Hvis du skal overleve på længere sigt, er det derfor meget snart, du skal begynde at adoptere denne tankegang, for det bliver en absolut nødvendighed i fremtiden at være cyklisk orienteret af især to årsager: Vi får færre ressourcer, og skal bruge dem intelligent. Markedet efterspørger det, og især de trendsettende forbrugere. Men bemærk, at jo før du starter, jo før kan du også være med til at sætte dagsordenen indenfor din branche og måske blive markedsleder ved at have et teknologisk forspring.

At forbruge dimser i al uendelighed

Siden industrialiseringen har vi produceret en dims, forbrugt dimsen, og smidt dimsen væk. Nogle gange har vi held til at genbruge dele af den. Det er, hvad man kan kalde lineært forbrug. Og det har givet samfundet uanede mængder af problemer, hvor de mest tydelige er enorme affaldsbunker og knappe ressourcer. Det gør det ikke bedre, at Asien og Afrika kopierer den vestlige livsstil, og derfor er det relevant at spørge sig selv, hvor meget skrammel den civiliserede verden kan bære, før den går under. Skal vi overleve, må vi altså finde en ny måde at producere og forbruge på.

Det er her, det cykliske princip gør sig gældende. Det baserer sig på uendeligt gen-forbrug, og idéen er oldgammel. Det er nemlig ren copycat af naturen og baseret på 4,5 mia. års udvikling, og når selv lort har en høj værdi, må princippet siges at have bevist sit værd. Det nye er, at vi skal finde den gyldne formel for, hvordan vi kan udnytte den tankegang til vores egen – og verdens! – fordel. Heldigvis er der allerede flere, som kan inspirere os andre.

Cradle-to-cradle

Fx er produktionsmetodens cradle-to-cradle (vugge-til-vugge) vision, at affald er lig føde til næste produktionsenhed (jvnf. det lejede gulvstæppe). En metode den hollandske regering støtter intensivt. Bæredygtighed, CSR, økologi og Fairtrade er lidt i samme skuffe, og er metoder, som flere og flere forbrugere efterspørger aktivt, hvorfor de i stigende grad indgår i organisationers strategiplaner.

Det sociale cykliske princip

Men det cykliske princip er lige så anvendeligt på den sociale side af livet. Netværk og det at koble sin omverden sammen, er noget vi har haft udpræget fokus på de sidste 10-15 år. Fremtiden kræver af os, at vi hele tiden har øje for, hvem der sammen kan skabe noget af værdi, og selv tage action for at det sker. Brancheorganisationer bør fx på tværs af hinanden dyrke sammenkoblingen af viden og erfaringer fra forskellige områder, og bane grunden for cocreation, der uden tvivl er fremtidens arbejdsform.

Men det cykliske princip kommer også til at gøre sig gældende overfor ens medarbejdere, der i disse krisetider oplever afskedigelser i større omfang. Det vil blive mere og mere naturligt at sørge for, at de medarbejdere, man ikke selv kan bruge, er nogle man hjælper videre på arbejdsmarkedet i så intensiv grad, at de konstant har mulighed for at bidrage med deres evner til markedet, fremfor at ryge ud i arbejdsløshed. Man sørger så at sige for, at alle ens HR-ressourcer er aktivt udøvende hele tiden – også selvom man ikke selv længere gør brug af deres ydelser. Og da det bliver normen fremover, vil man også selv modtage nye ressourcer den vej rundt, og på den måde stagnerer eller spildes energien ikke, og medfører samtidig et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø i alle organisationer.

Når viden cykler rundt

Sluttelig bliver det også nødvendigt at dyrke viden i en cyklisk forstand. De fremsynede forskere smider vanskelige problemstillinger ud på nettet, hvorefter alle med talent og interesse kan melde sig ind i løsningen af opgaven. I fremtiden vil vi dog opleve, hvordan det at skabe ny viden vil ske som i en stor universel hjerne, der trækker på den enorme kollektive bevidsthed vi som art har tilsammen. Er det for uoverskueligt lige nu, kan du begynde med at invitere dine interessenter af alle arter ind i udviklingsprocessen, for hvad du nu producerer, og på den måde skabe et gensidigt flow af idéer, anerkendelse og produkter.

Det cykliske princip handler i bund og grund om at kunne konsumere på en måde, så alt hvad vi selv modtager, forædler vi i en eller anden form, før vi giver det videre – og aldrig kassere noget som helst! Forbrug bliver dermed til transformering; præcis som det sker i naturen. Fremtiden handler altså om at tænke gensidighed og transformation ind i alt hvad man er og gør. Forstår du at dyrke denne tanke, følger du ikke blot med tiden; du bliver en af dem, der får indflydelse på udviklingen af den. Uanset om du praktiserer det som medarbejder, leder eller organisation.

Forfatter Søren Schultz Hansen fortæller om de unges adfærd i sin bog Årgang 2012 - læs også hans blog her

Hvorfor sætter du din mobiltelefon på lydløs?

Hvis du, kære læser, er født senest i slutningen af 80’erne, og opfører dig nogenlunde som resten af din egen eller ældre generationer, vil du nok svare, at det gør du for ikke at forstyrre. Ligesom langt de fleste moderne mennesker har du nemlig mobilen med overalt, også til møder og i biografen. Derfor sætter du som et velopdragent menneske telefonen på lydløs: så den ikke forstyrrer dig selv og alle andre i nærheden.

De digitale indfødte

Altså en både praktisk, logisk og høflig adfærd. Ikke desto mindre er det den præcis modsatte adfærd og logik, der gælder for Årgang 2012, den første hele generation af digitale indfødte:

Cecilie (født 1994): Jeg har sms på vibration. Hvis nu jeg har den i bukselommen, så ligegyldigt hvor meget larm der er, vil jeg stadig kunne mærke den. Jeg har den ALDRIG på lyd.

Cecilie og hendes jævnaldrende i Årgang 2012 har også mobilen med overalt, i biografen, i skolen, ved middagsbordet. Og akkurat som deres forældre er den på lydløs. Men det er ikke for at undgå, at den forstyrrer, tværtimod er det for at være helt sikker på, at den altid forstyrrer. Selv når der er høj musik, eller man står og snakker med sine veninder. Og det kan man kun på én måde, nemlig ved altid at have mobilen så tæt på sig, at man kan mærke, når den vibrerer: i hånden, i bukse­lommen eller i bh’en:

Interviewer: Mobilen hvor har I den henne?

Helene (født 1994): I lommen. Altid!

Interviewer: Har du aldrig nederdel på?

Helene: Jo, jo. Så kan den sidde her i BH’en

Cyborg

Mobiltelefonen har fået en taktil dimension: Den er måske ikke i fysisk forstand vokset sammen med kroppen, men det er i praksis, hvad der er sket, for den fungerer kun, hvis den hele tiden har kontakt med kroppen, så man kan føle, når den bevæger sig.

En cyborg er en blanding af et menneske og en maskine, som de fleste nok mest forbinder med science fictionfilm som ”Terminator” eller ”Avatar”. Med de interaktive og mobile medier er cyborgen imidlertid hverken fantasifuld fiktion eller noget, der hører fremtiden til. Hos Årgang 2012 er sammensmeltningen mellem menneske og mobil nemlig allerede sket på et meget konkret og virkelighedsnært niveau.

Ingen er nok i tvivl om, at medierne har vundet indpas i alle dele af vores liv, fra de mest formelle begivenheder til det mest personlige samvær. Og mange af os kan nok allerede nikke genkendende til en spirrende panikangst for at være off, som får os til at vende om og hente mobilen derhjemme, hvis vi har glemt den, eller som får os til at gå fuldstændig i stå eller i sort på arbejdet, hvis adgangen til internettet er nede.

Alligevel ved jeg, at det stadig er svært både for mig selv og min generation helt at sætte sig ind i, hvor stort et indgreb, det er i Årgang 2012s liv og deres måde at være sammen med vennerne, når vi beordrer dem til at lægge mobilen fra sig ved middagsbordet, fordi nu ”skal vi være rigtigt til stede og sammen i familien” eller stadig praktiserer, at telefonerne skal være slukkede i undervisningstimer på skolen, fordi ”ellers kan eleverne ikke koncentrere sig og bliver hele tiden forstyrret”.

Der er uden tvivl situationer, hvor det er både ønskværdigt og nødvendigt, men selv i de tilfælde skal man være opmærksom på, at der simpelthen er tale om en amputation af en del af kroppen.

Og det skal ikke forstås i overført betydning, men helt bogstaveligt.

Jeg og Nikolaj Koppel er i Go' Morgen Danmark for at tale om hvorfor Murakami er så populær.

Har du problemer med at bryde isen til receptionen?

Så smid ordene booting up, emotionel kapital & pessimisme i drinksglasset , og se hvad det sætter gang i. +1 er det ord, som også Thorning (nu med titel af kongelig undersøger) kender, men som altså lige gik dine ører forbi ...

BOOTING UP/TIGERMUMS

Efter helikopterforældre og curlingbørn, er der nu en trend i gang der handler om at forberede sine børn til at klare sig godt og sikkert i en verden, der er præget af hård global konkurrence – indenfor alt! Man kalder det for booting up, dvs. snør støvlerne og gør dig klar til kamp! Og det er forældrene der træner deres børn i det ved at udfordre dem og lære dem at overvinde modstand.

Amy Chua, forfatteren til bogen Tigermoms, er blevet lidt af et ikon indenfor denne trend. Hun har benhårdt styret sine to døtre, så de bla. blev de dygtigste i deres klasse, ved at stille høje krav til dem hele deres liv. Du kan læse mere om hende her

Jeg synes det er en stor befrielse, at vi er på vej til at forlade det over-nursende forældreskab, der får tics ved tanken om at tage en konflikt med børnene, eller blot at stille rimelige krav til dem. Det har til alle dage været direkte kontraproduktivt at beskytte ungerne for meget, så de ikke lærer at klare sig selv. Tværtimod skal man være børnenes første (og sikreste) modstand at overvinde, så de hele tiden opdager, at de flytter sig og kan mere og mere. I 2004 udgav jeg bogen ”Moderskab – Lederskab” sammen med Winnie Haarløv, der også handler om dette emne. Du kan se mere her

EMOTIONEL KAPITAL

Penge har altid været den sikreste målestok for succes, men fremover vil vi se, hvordan det at kunne håndtere sig selv og sine sociale relationer, og op den måde få skabt mest muligt for fællesskabet, vil blive en lige så vigtig succesparameter. Især set i lyset af cocreation, som er fremtidens arbejdsform – især for kreativt afhængige virksomheder. Daniel Goleman var en af de første til at gøre begrebet følelsesmæssig intelligens bredt kendt, og siden er social intelligens også blevet et begreb, vi skal kende. De to sammen med en intuitiv forståelse for det sociale og de emotioner, der flyder i og mellem mennesker, udgør en form for emotionel kapital, som vil være mange penge og muligheder værd på ens cv. Så vil du være ekstra skarp til din næste jobsamtale, skal du sørge for at kende din emotionelle kapital – og hvad du vil bruge den til i dit nye job!

ANTITREND: NEGATIVITET OG PESSIMISME

Denne gang har jeg også en antitrend med, som jeg synes er vigtig at nævne, netop fordi derfor har potentiale til snart at blive til en trend! I dag er det nemlig SÅ tabu-belagt at være negativ og pessimistisk, også selvom man kalder det for at være realistisk. I disse positiv-psykologi-tider forventes vi alle at være superoptimister, tænke positivt hele tiden og aldrig bruge ordet problemer men derimod ordet udfordringer. Men indimellem er livet jo noget lort, og ind i mellem har man jo lyst til bare at være ked af det, sur, gal og modløs. Og det at gå gennem en lidelse og turde stå i den, er bestemt ikke for klynkepjok, men det kan til gengæld gøre en meget stærkere og gladere, når man er igennem den. Hvad man ikke kunne, hvis man ikke måtte gå ind i det og turde stå ved det. Så lad endelig din pessimisme og negativitet blive luftet, når der virkelig er brug for det – det renser luften og giver energi til at komme videre. Og gør dig mere menneskelig. Tillykke!

+ 1: NU’ET

Vi har haft bestselleren Nuets Kraft af Tolle, og nuet er stadig en stor trend. Vi ser det på de mange live-streaminger af diverse begivenheder (fx benytter Metropolitan Operaen sig af det), og i det hele taget er live-oplevelser stadig i høj kurs. Nuet er der, og kan ikke reduceres til noget andet, noget ønsket, noget glemt. I sin essens er det ej reducerbart – og det er cool i en tid, hvor alt kan flyttes…ind og ud af bevidstheden, det fysiske rum og historien. Brug nuet NU!

Hvor mange mennesker kender du, der ikke har en kalender? Èn hvis du er heldig! For det er virkelig usædvanligt i det travle samfund vi lever i, at kunne komme igennem en dag eller en uge, uden at have skrevet aftaler og opgaver ned, så man ikke glemmer dem.

Vil du prøve noget nyt?

Så skriv en dag ind i kalenderen (!) hvor du absolut intet skal - andet end kun at følge din helt egen umiddelbare, akutte lyst! Hele dagen. Og natten med, hvis du vælger det :-)

Det bliver med sikkerhed både grænseverskridende, fantastisk og inspirerende. Og du vil uden tvivl træne din egen intuition og fornemmelse for dig selv, for rigtig mange gange i løbet af en dag, undertrykker man nemlig sine egne behov, for enten at opfylde andres (og blive elsket, eller i det mindste anerkendt), eller for at gøre sin pligt (og ikke blive udstødt af flokken). Så sociale er vi mennesker nemlig.

Evt kan du lade dig inspirere af Bruno Mars og hans Lazy Song 

Jeg glæder mig til at det lige om lidt bliver min tur. God fornøjelse....

”I år var min høst 40 neg hirse”, sagde han, ”men så skyldte jeg 15 væk, så jeg havde kun 25 tilbage.”

”Ok”, sagde jeg, ”hvor mange neg bruger du egentlig om dagen til at brødføde din familie?”

”Et”

Denne kronik har været bragt i Jyllandsposten 18.9.11

I 2009 var jeg i Niger for den humanitære organisation CARE og tilbragte fire døgn i en landsby, der lå flere timers hjulsporkørsel fra en større by. Niger er verdens fattigste land. Den dag jeg opdagede, at landsbyen ikke ejede en eneste skraldespand, blev det meget konkret. Fattigdommen er så massiv, at de ikke har noget at smide ud. Her handler livet i første omgang om ren overlevelse. Derfor tog manden med hirsenegene til Nigeria for at tjene til føden. Og derfor priser jeg mig lykkelig over, at jeg er født ind i en velfærdsstat, hvor vi er blevet så rige, at selv dem uden arbejde, har råd til at leve et liv, der ikke er præget af sult og elendighed.

Men den er helt gal alligevel. Faktisk står vi en alarmerende dødelig situation. Og det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at de ansvarlige politikere ikke har låst sig inde i et ”situation room” hvor de bliver, til der er fundet en 2.0 udgave af velfærdsstaten. Vi må nemlig konstatere, at vi nu har flere på overførselsindkomst, end borgere, som tjener penge. En del af dem er, skal retfærdighedsvis siges, studerende, og forventes derfor at bidrage senere, men alligevel!

Mens Niger kæmper indædt mod deres næsten bundløse fattigdom, oven i den værste sultkatastrofe vi længe har set i Afrika, samt den yderligere politiske isolering, de måske bliver pålagt pga Gadaffis mulige tilflugt, har vi i Danmark egenhændigt og frivilligt sat os i en situation, hvor vi har krydset den økonomiske og sociale dødsgrænse.

Dødsgrænsen er den grænse, man i bjergbestigersprog taler om, når man befinder sig så højt oppe, at uanset hvor meget ilt og mad du indtager, så nedbrydes kroppen systematisk og du ender med at dø. Med mindre du altså bevæger dig neden under den igen. Denne dødsgrænse har vi nu nået i Danmark, når det gælder om økonomisk bidragende eller modtagende mennesker.

Økonomisk set er det naturligvis en katastrofe. Det behøver man ikke at være overvismand for selv at regne ud. Men menneskeligt set er det om muligt en endnu større katastrofe. I ramme alvor siger vi nemlig til over to millioner mennesker, at det de kan bidrage med, ganske enkelt ikke har værdi. Og derfor får de penge for at forholde sig passive, eller lade sig aktivere med diverse kurser, som desværre for sjældent har den tilsigtede virkning.

Det er vist ikke urimeligt at antage, at alle mennesker på denne jord, hele tiden vil stræbe efter at have et godt liv, der er trygt forbi den rene overlevelse. I Danmark er vi i sådan en situation, og det kan vi takke velfærdsstaten for. Men når majoriteten – læs det lige igen: majoriteten! - af befolkningen får penge for ikke at handle og ikke skabe noget af værdi, er velfærdsstaten som vi kender den, vokset til et kontraproduktivt monster, der undergraver den smukke og menneskekærlige idé, der oprindeligt drev den.

For det første sætter den en så urimelig høj standard, at alt for mange kommer til at føle og opleve sig som tabere, fordi det de kan bidrage med, ikke har nogen værdi. Ikke underligt at stress og depressioner er kendte størrelser hos arbejdsløse. Og det sker på trods af, at vi hele tiden højner vores uddannelsesniveau og øger vores kvalifikationer. Dernæst fordi de, der er aktive på arbejdsmarkedet og tjener penge, aldrig kan vide sig sikre på, hvornår de atter engang forventes at betale endnu mere til ”systemet”.

I Niger dør du, hvis du ikke gør noget. Og uanset hvor fortvivlende din situation er, kan du ikke undgå at opleve, at din eksistens rent faktisk har en værdi, så længe du handler og holder døden fra døren. I Niger er ingen derfor i tvivl om, at de bidrager til at opretholde livet. Sådan kunne det også være i Danmark. Det kræver blot, at vi vender tilbage til troen på, at ethvert menneske i den arbejdsduelige alder, har noget – et eller andet! – at bidrage med til fællesskabet. Og at det skal værdsættes udover alt andet. Det vidner en virksomhed som Specialisterne om, hvis ansatte er autister, som udfører matematiske opgaver; danskere som under normale omstændigheder ville være på overførselsindkomst, men som nu oplever, at også deres egenskaber har en særskilt værdi. Og dermed får de et grundlæggende selvværd. Og det er det, vi skal dyrke, som det ordnende princip for en velfærdsstat: den enkelte borgers bidrag. 

I den globale konkurrence forventes vi at overleve gennem vores originale kreativitet fostret af den frie tanke og den selvstændighed, som siges at karakterisere den danske folkesjæl. Men hvordan vil det være muligt i fremtiden, hvis den bærende kultur bliver båret af passivitet og en institutionaliseret identitet af værdiløshed? Hvordan skal vi overleve, hvis antallet af borgere der forsørges, er større end antallet der forsørger? Alene det demokratiske system vil jo sikre, at de, der bliver forsørget, stemmer så de får bedst muligt betingelser, og det vil næppe give bedre vækstbetingelser til de danskere, der forsørger.

I Danmark er vi stadig så rige, at vi har råd – og pligt! - til at sende berettiget bistand til et land som Niger, der i den grad har brug for udviklingshjælp. Men bliver vi ved med at forfølge bjergtoppen af det eksisterende velfærdssystem, og dermed fortsætter med at befinde os over dødsgrænsen, går der ikke mange generationer, før vi selv havner i fattigdom. Og så bliver spørgsmålet ikke længere, om hvilken slags velfærdsstat, vi ønsker at have, men om hvordan vi egentlig skal overleve.

Det siges, at hvis man plopper en frø ned i en gryde med kogende vand, vil den reagere instinktivt og hoppe ud af den og dermed redde livet. Hvis man derimod lægger den ned i gryden med koldt vand, og derefter tænder for blusset, vil den ende med at blive kogt levende, fordi den langsomt vænner sig til den dødelige situation. Og accepterer den som en naturlig tilstand. Skal vi virkelig være dén frø?

Forordet til Christian Stadil og Sofia Mannings bog

Vi sidder i Sydfrankrig i juli måned og kigger ud på et storslået bjerglandskab. Solen skinner, og som eftermiddagen går, og vi gen- og nærlæser vores første fælles bog, slår det os, hvor vigtigt det er at huske på essensen af det hele.

Gandhi sagde: „Hvad man end gør i livet, vil det være ubetydeligt. Men det er vigtigt, at man gør det.“

Vi vil sige, at det vigtigste er at være til stede i sit liv, og uanset hvad vi gør eller ikke gør, er det aldrig for sent – at skrive en bog, skifte karriere, tage en ny hobby op eller endelig få holdt den torsdagsmiddag med vennerne, at dele livserfaringer, viden og historier og lære af hinanden.

Denne bog er skabt af overskud og lyst. Vi mødte hinanden, kunne godt lide hinanden og havde en god kemi. Vi er begge meget interesseret i selvudvikling – vi er fascineret af menneskets potentiale til at vokse og udvikle sig gennem hele livet. Samtidig kommer vi fra to forskellige verdener, og vores møder har været både befriende og lærerige, for vores samvær er altid farvet af åben nysgerrighed: Hvordan bruger Christian selvudvikling i sin forretningsverden, sammenlignet med hvordan Sofia arbejder med det i sin hverdag fyldt med mennesker, der opsøger coaching?

Desuden har vi et fællesskab i buddhismen: Christian har været brændende optaget af buddhisme i 25 år, og også Sofia er tiltrukket af denne østerlandske livsfilosofi.

Der har været tilstrækkelig mange fællesinteresser til, at vi altid har et emne, som vi begge er opslugt af, og samtidig er der så mange forskelle mellem os, at vi altid kan udfordre og lære af hinanden. Den dynamik og synergi, vi har fundet sammen, har lige fra starten været en berigende cocktail, og vi vil gerne give noget af miksturen videre i denne bog.

Det er ikke en håndbog, det er en inspirationsbog. Den anekdotiske/biografiske form, vi har skrevet bogen i, er ment som en åbning og en mulighed for at læse bogen fra ende til anden eller slå op og dykke ned i de forskellige afsnit, som du har lyst til.

Bogen er blevet til på den måde, at vi har mødtes, undfanget idéer sammen, udtænkt og skrevet mere indhold hver for sig, skypet og mailet, mens vi har siddet på hver sin side af kloden – Sofia i San Francisco og Christian hjemme på Østerbro eller på forretningsrejser, bl.a. i Tokyo og New York City.

Nu, over et år senere, er vi igen på rejse, og destinationen er denne gang Villa Karma et sted i bjergene nord for Nice. Her har vi endnu en gang bekræftet hinanden i parallellerne mellem vores forskellige universer, og hvordan vi altid kan lære af hinanden, når vi forholder os åbent og nysgerrigt til livet og den anden.

Vores drøm er, at du som læser vil kunne tage nogle af disse oplevelser til dig og lade tankerne blive til nye gode idéer, som du kan bruge og integrere i dit eget liv. Ligesom vi står på skuldrene af en masse mennesker før os og af mennesker, vi har mødt i vores liv, er det vores ydmyge håb, at du vil stå på skuldrene af os og lade dig underholde og blive udfordret til at gøre det, som du ønsker at gøre i dit liv – og være et menneske i stadig udvikling.

Sofia Manning og Christian N. Stadil, juli 2011