Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene online reputation management, pseudopersonlige bekendtskaber og prosumer i cocktailglasset og se hvad det sætter gang i. +1 er det ord, som også Suzanne Brøgger kender, men som altså lige gik dine ører forbi …
ONLINE REPUTATION MANAGEMENT
Den frie tilgang til nettet har haft den bivirkning, at man kan blive hængt ud, dårligt omtalt og svinet til på nettet. Derfor handler online reputation management om at fjerne dårlig omtale af sig selv, sin virksomhed eller sine produkter fra nettet. Metoden er at overdøve de negative omtaler med positive omtaler og indhold ved hjælp af en online reputation management strategi. Denne aktive styring af ens google-identitet gennem personlig rygteovervågning kan man købe sig til hos forskellige virksomheder, der har det som speciale.
PSEUDOPERSONLIGE BEKENDTSKABER
Gennem medierne lærer vi en masse mennesker – virkelig eller fiktive – at kende. Tror vi. Men det er pseudopersonlige bekendtskaber. Bekendtskabet går nemlig kun én vej, nemlig fra dig til den anden. De kaldes også for intime fremmede. Mange tror for eksempel at de kender Lars Løkke eller Sidney Lee, fordi de har hørt og set dem så ofte i medierne, men med mindre man virkelig har en ansigt-ansigt omgang med dem, kender man dem jo ikke i virkeligheden. Også gennem Facebook kan man få pseudopersonlige bekendtskaber.
PROSUMER
Prosumer er en sammenkobling af enten professionel eller producer og ordet consumer (forbruger). Der er ikke enighed om betydningen af ordet. Nogle mener, at det betyder en professionel forbruger og antyder dermed, at det er et segment. Andre ser det som en producerende forbruger, der går i samskabelse med virksomhederne om at skabe nye produkter, som et modtræk til den passive forbruger, der blot tager imod de varer, som udbydes allerede.
+1: NIMBY
Not In My BackYard = NIMBY er et udtryk for, at man gerne vil ændre verden – bare det ikke betyder et personligt offer for én selv. Fx er det fint for mange, at vi satser mere på vindkraft, men hvis det betyder, at man selv skal have udsigt til 400 vindmøller og blive generet af støjen, så synes man pludselig ikke, at det er så fantastisk.
Moderne kvindelighed hænger sammen med erotisk kapital. Og det kan være med til at ændre samfundet til kvindernes fordel. Hvis kvinderne ellers tør bruge den aktivt!
Af Emilia van Hauen
For flere år siden zappede jeg ind på nogle dansende afrikanerkvinder, der gav den hele kroppen. Lækre var det at se på, unge og faste. Ind i kredsen danser pludselig en voksen kvinde på den sundhedsfarlige side af 80 kilo og med appelsinhud helt op til halsen – og får manøvreret de andre kvinder ud til siden, mens hun tager hele scenen. Hun var en æggende nydelse at se på – og jeg var fascineret! Hun dampede af erotisk kapital – og vi andre mærkede effekten af det.
Vil du lukke munden på en moderne kvinde, skal du blot stille hende dette spørgsmål: Hvordan fejrer du din kvindelighed? Så vil hun for det meste tie. Længe. For hvad er moderne kvindelighed egentlig? Og hvordan giver vi os selv lov til at dyrke den og glæde os over den, som noget særligt?
En af måderne kun være at dyrke sin erotiske kapital. Det er et relativt nyt begreb, som handler om at besidde skønhed, sex appeal, charme, livlighed, seksualitet og social præsentation. At det først er nu, at det bliver debatteret åbent, skyldes at vi er ved at nærme os ligestilling i den vestlige verden. Mens vi i generationer har hyldet mandens dyrkelse af sin egen krop, fordi det var ensbetydende med styrke og dermed forsørgelse og beskyttelse, har vi tværtimod skammet den kvinde, der dyrkede sin krop eksplicit. Så var hun overfladisk, sygelig forfængelig eller værre ting. En god kvinde var lig en kvinde, hvor kroppen repræsenterede skønhed, frugtbarhed og omsorg. Ikke selvejet seksualitet, som kvinden kunne bruge til sin egen fordel. Mens mændene altså kunne dyrke deres egen krop og få position og status i samfundet, blev kvinder socialt stigmatiseret, hvis de også hyldede deres egen krop. Hvorfor?
Mænd har traditionelt siddet på den økonomiske, kulturelle og politiske kapital, mens den sociale kapital er blevet delt mere eller mindre mellem de to køn. Den åbenlyse erotiske kapital begrebsliggjorde man ikke, fordi mændene vidste, at de ville blive de store tabere i det spil. Alle undersøgelser viser, at mænd har et større behov for sex end kvinderne, og når kvinderne samtidig ejer det redskab der skal til for at de kan få forløst det behov, giver det kvinderne en ret direkte og stor magt over mændene. Og skal den magt stækkes, må den gøres socialt uattraktiv.
Vil moderne kvinder imidlertid i kontakt med deres kvindelighed, er det måske på tide at frigøre sig fra de fordomsfulde forestillinger om erotisk kapital. Tværtimod skal vi gøre det cool for kvinder, at kende og forbinde sig med sin erotiske kapital, og ikke mindst tillade sig selv at bruge den på linje med sin uddannelse, sin karriere og sine andre tilegnede aktiver. Gør vi det, vil vi opdage, at det ikke kun handler om sex og seksualitet. Det handler i lige så høj grad om livskraft og kreativitet. Og ikke mindst livsglæde! Husk blot tilbage til sidste gang du var nyforelsket og følte dig fuld af livsglæde, og kreativitet og virkelyst, selvom du nok ikke fik halv så meget søvn som du plejede! Så det handler altså langt fra om en teknisk kropslig manøvre, men derimod om at frigøre så meget energi og livskraft som muligt.
Siden de hærdebrede skulderpuder-80’ere har mange kvinder orienteret sig mere mod de traditionelle maskuline værdier som resultater, erobring, handling, kamp, styrke, mål, aggression og strategi. Og det har givet kvinderne en masse personlige fordele, fordi mange har kunnet skabe sig en karriere ved at adoptere mændenes måde at få værdi på arbejdsmarkedet. Det er ved at vende nu. Nu opsøger kvinderne i stigende grad de feminine universer, nok for at få mere balance i deres indre liv. Det paradoksale er jo, at kvinder har mere magt end nogensinde før. Men føler sig alligevel jævnligt magtesløse. Flere og flere oplever nemlig et tomrum, der sanses som en længsel efter noget udefinerbart, men som har noget med essens, femininitet og grundlæggende livsglæde at gøre. Derfor ser vi, hvordan der også udbydes mange muligheder for at komme i kontakt med sit arketypiske ophav gennem fx poledance, spa-behandlinger, gudindekurser og meget mere. Desværre oplever mange også, at denne femi-kerne skylles væk i hverdagens mange opgaver og akut-relationer, og efterlader dem lige så frustrerede og tomme, som før de opsøgte den side af sig selv aktivt.
Hvordan fastholder og udvikler man sin kvindelighed i et moderne samfund? Man skal være med til at ændre kulturen, så den bliver mere balanceret mellem de to køn. Vi kæmper stadig mod forestillingen om, at kvindelighed hører hjemme i det personlige univers, og at kvinder har det bedst ved at være knyttet til nærmiljøet og de lokale verdner, mens mændene tager sig af de strukturelle samfundsmæssige linjer. Men vil vi gøre worklifebalance til life-society balance, må vi kvinder være med til at ændre strukturerne mere gennemgribende, så vi kan være kvinder på egne præmisser, samtidig med at vi skaber samfundet. Og en god kontakt til sin egen erotiske kapital gør det bestemt ikke sværere at opnå lige præcis det.
Så hvor meget erotisk kapital har du? Dit svar vil afhænge af hvad du synes, du selv er værd – ikke hvad idealerne og fordommene foreskriver. Måske er det på tide, at finde din indre afrikanerkvinde frem!
Denne klumme skrev jeg til Information - og få timer efter at den lå på nettet, var der over 25 kommentarer - fra mænd :-)
Kvinder har magt. Masser af magt. Især erotisk magt. Over mændene. Den er bare ikke comme-il-faut at bruge. Hvis man gør det, bliver man til en statusløs Fønsby-klon, der knalder sig til penge og tv-tid og må bære rundt på tunge, tunge fordele, som alligevel ender med at vælte én omkuld.
Den pæne pige blev ellers sendt ad Bloksbjerg til dengang kvinderne afbrændte BH’erne, men når det kommer til at bruge sin sensualitet og seksualitet som et middel til at opnå fordele, kommer hun susende tilbage og husker os på, at det er lavt, fejt og grimt at bruge sin kvindelighed i egen sags tjeneste.
Men hvorfor egentlig? Er der i virkeligheden ikke tale om en falsk bevidsthed? En mand må gerne træne sin krop, vise den frem og høste masser af status på at være veltrænet, stærk og mobil, for det viser indirekte at han er en god forsørger og har stor beskyttelsesværdi. Den stærke mandekrop er oven i købet blevet fejret siden tidernes morgen i diverse konkurrencer, og i dag hyldes kropslig intelligens stadig til overmål i både underholdningsbranchen og blandt pengemænd.
Men en kvinde må altså ikke dyrke sin krop lige så åbenlyst. Tværtimod bliver det oftest mistænkeliggjort og ikke mindst nedgjort. Grunden til denne forskel kan måske findes i værdisætningen af den erotiske kapital.
Mænd har traditionelt siddet på den økonomiske, politiske og kulturelle kapital, mens kvinder nødtørftigt ejer en andel af den sociale kapital. Til gengæld er vi i generationer blevet stækket i at bruge den kapitalform, som vi fra naturens side har mere af end mændene, blot fordi de har et større behov for sex end kvinder (ja, sådan viser de fleste undersøgelser at det stadig er!) – nemlig den erotiske. At have erotiske kapital handler om at besidde skønhed, sex appeal, charme, livlighed, seksualitet og social præsentation. Mænd som Beckham har det til overmål, men det ligger stadig mest til kvinderne at have det. Og det gode ved at have erotisk kapital er, at det kan give en fordel ift mediernes opmærksomhed, ægteskab, arbejde, politik, sport og kunst. Alligevel vil mange kvinder ikke bruge deres erotiske kapital åbenlyst, fordi det ikke anses for at være værdigt i sammenligning med en god uddannelse eller et karriereforløb.
Kirken har været med til at gøre denne kapitalform for syndig. Hvilket var en bekvem måde at uskadeliggøre en magt, som kvinderne kunne have over mændene, hvis de altså ville bruge den bevidst. På den måde var det muligt for kirkens mænd at skabe en magtstruktur, hvor kun de ejede det, der var værd at eje, mens kvinderne hele tiden måtte underlægge sig kirkens idealer om dydighed – og bingo: så blev kvinderne magtesløse.
Er der nogen idé i at fortsætte den selvpålagte undertrykkelse i 2010? Jeg tror det ikke. Tværtimod opfordrer jeg en hvilken som helst kvinde til at få kontakt med sin kvindelighed ved at begynde at mærke og dyrke sin seksualitet, som en adgang til mere livskraft og livsglæde – og ikke mindst sin kreativitet, som må siges at være en værdifuld dyd i vores innovative samfund. Og en af de meget enkle og overkommelige midler til at gøre det, er ved at dyrke sit udseende – blandt andet ved at klæde sig på en måde, så man selv føler sig attraktiv og stråler. Selvværd overgår nemlig klassisk skønhed, som det mest attraktive der findes!
For nogle år siden var jeg til nogle forelæsninger på Harvard. I disse prominente omgivelser blev vi indviet i tidens kønsspecifikke udfordringer i det amerikanske erhvervsliv af bla. en kvinde, der bedst kan beskrives med farven grå. Hun havde et gråt jakkesæt på, der ville være for stort til Amin Jensen. Hendes hår var en praktisk grå hjelm, der strittede i alle retninger. Hendes sko var en grå firkantet mokkasin med tykke gummisåler. Det hun sagde, var relevant og fornuftigt, men hun var så kedelig at høre på, at folk begyndte at falde i søvn eller legede med deres mobiltelefoner. Hendes ikke-stråling var så aseksuel, at hun fuldstændig havde mistet det liv, der tiltrækker opmærksomhed, og derved kontraproducerede hun ift at skabe troværdighed. Det hjalp ikke hende at optræde som en mand, for hun var jo kvinde, hvorfor hun endte med at udslette sig selv.
Jeg læste engang en undersøgelse der viste, at mænd finder kvinder der er kvindeligt klædt mere troværdige end kvinder der klæder sig som mænd. Hvorfor? Der er ingen signalforvirring og dermed kan de lytte til hende på flere niveauer. Også det faglige - for mænd er jo ikke dumme!
Men det handler ikke om at klæde sig på for mændenes skyld. Det handler om at fejre sig selv og sin kvindelighed, og dermed sin livskraft, sensualitet og seksualitet, ved at klæde sig på en måde, så man hele tiden kommer i kontakt med den side af sig selv også. Den danske kultur er ikke en udpræget sanselig kultur, og derfor har vi ikke tradition for at kvinder flirter sig gennem livet. Denne mangel på sanselighed vil jeg vove at påstå er et tab af livsglæde. Og har ikke en pind at gøre med frigørelse eller undertrykkelse. Danske kvinder er muligvis ikke ligestillede hele vejen, men vi magter at forsørge os selv og kan selv skaffe os den sociale status vi ønsker, hvis vi arbejder hårdt nok for det. Vi er altså ikke længere afhængige af en mand til at opnå social sikkerhed i samfundet. Hvorfor i himlens navn skulle vi så ikke lege med vores krop og vores udseende, hvis det kan føre os tættere på vores egen livsglæde og nydelse ved egen eksistens?
Får du sex i dine sko? Eller med andre ord: Føler du dig levende, sanselig og i vibrerende kontakt med livet? Hvis ikke, kan det være, at du skal investere i et par nye sko, der får dig til at føle dig både attraktiv og flirtende – med livet. Sko er et overkommeligt middel at bruge, fordi de grundlæggende er erotiske og minder os om, at vi har friheden til at gå hvorhen vi vil, og muligheden for at fortælle præcis den historie vi ønsker at fortælle om os selv, uanset hvor meget vi vejer og hvordan vi ellers ser ud. Dei erotiske kapital sidder nemlig mellem ørerne – på dig!
Eller hvordan moderne kvinder forvalter deres erotiske kapital
Af forfatter Pouline Middleton
Jeg har skrevet en roman om en moderne kvinde, som rykker rundt på nogle af de brikker, der ellers har fået kvinder til at føle sig utilstrækkelige, og som de har grædt spandevis af tårer over gennem årene. Samtidig viser jeg, at grebet til at fjerne disse årsager til gråd og utilstrækkelighed er meget enkelt, og at alle derfor kan gøre det.
Min roman hedder ”En kvinde tre mænd” og handler om den 42-årige Elizabeth, der efter ulykkelig kærlighed med én mand, beslutter sig for at afprøve en ny model med tre mænd. Hun leder efter en intellektuel mand til at tale med, en lækker mand til at dyrke sex med og en handymand, til at hjælpe med praktiske ting og sager.
Med denne tilgang bliver hovedpersonen i stand til at se mænd, som de er, frem for mænd, som hun ville ønske, de var. Heri ligger grebet, for når man accepterer den virkelighed, man står midt i, kan man handle. Bogen er baseret på virkelige hændelser. Og da jeg fik de erfaringer, som ligger til grund for historien, var jeg ulykkelig ud over alle breder. I dag ville jeg ikke kunne tvinge en tåre frem over de ting, jeg dengang hulkede over.
2. oplag af min roman er på vej i trykken efter den har været til salg i blot en måned i boghandlerne. Dette koblet sammen med, at der i medierne er mere og mere fokus på nye samlivsformer, hvor fx 27% af enlige med børn gerne ville flytte sammen med andre enlige med børn uden at have et kæresteforhold til hinanden, peger på, at der er en større bevægelse i gang. Og det er især kvinder som tager skeen i den anden hånd. Det at favne sin egen erotiske side er første skridt ind i en moderne kvindelighed, hvor man får øje på virkeligheden, accepterer det man ser, og derefter begynder at ændre på de dele af det, som man ikke synes fungerer.
Moderne kvinder tilmelder sig fx fitness holdet i pole dancing, for at udvikle deres sensualitet, de køber en æstetisk smuk dildo eller noget helt andet som bringer nysgerrigheden tilbage i parforholdet. De begynder også at overraske deres mand seksuelt og forventer at manden overrasker dem, for de vil pirres og tilfredsstilles maximum. Er de single, går de måske alene i swingerklubben for at udleve seksuelle behov og fantasier eller de søger tre mænd, så alle behov ikke hviler på én mand.
I mit arbejde med bogen stødte jeg på Dr. Hakim, der er en meget interessant forsker, som har beskrevet et fænomen, hun kalder den erotiske kapital. Hun identificerer syv faktorer som denne erotiske kapital består af, og hvad kvinder kan gøre for at øge værdien af deres erotiske kapital. Dr. Hakim har undersøgt dette nærmere og fundet frem til, at kvinder, der er bevidste om og plejer deres erotiske kapital har det bedre, får mere ud af livet og tjener 10-15% mere end kvinder, der ikke gør.
Når kvinder først er begyndt at følge egen nysgerrighed og lyst frem for kulturens anvisninger indenfor det seksuelle område, fortsætter de med at lave om på en lang række andre områder i deres liv. De tager selvværdskurser, der kombineres med visualisering for at fokusere energien, de engagerer sig i problemer i deres nærmiljø eller på globalt plan for at finde nye løsninger, der passer til de berørte, de deler erfaringer med andre kvinder, og de tager kurser i økonomi for at få overblik over egne handlemuligheder.
Dette skifte i kvinders fokus gør op med det dilemma, som de seneste 30 års kvindefrigørelse har stået i: hvordan kan man være kvinde på egne præmisser i kulturen. Af mange forskellige grunde er det gået op for mange kvinder, at det kan man ikke. Men i stedet for at fortsætte diskussionerne af, hvordan tingene burde være, er kvinder i fuld gang med at skabe liv på egen præmisser.
At det går rigtig godt for min roman med filmkontrakt i England og tv-kontrakt på vej i Holland, ser jeg som et tegn på at den bevæger sig lige midt i den moderne kvindelighed. Denne udvikling stiller manden over for nye udfordringer. For at belyse dette, har jeg mødtes og diskuteret en række af de udfordringer, der opstår med Peter Jørgensen. Det har ført til, at han nu skriver bind 2, som naturligvis hedder ”En mand tre kvinder”.
Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene i cocktailglasset og se, om ikke det får gang i hjernemødet. +1 er det ord, som selv Helle&Løkke kender, men som altså lige gik dine ører forbi …
EROTISK KAPITAL
Mænd vil have mere sex end kvinder (ja, sådan er det altså stadigvæk!). Kvinder har det mænd skal bruge, for at få sex (i de fleste tilfælde!). Kvinder har derfor en naturlig magt i det forhold, men det har længe ikke været anset comme-il-faut at se det som noget positivt. Nu er man imidlertid begyndt at tale om erotisk kapital, som noget der modsvarer fx gamle kendinge som økonomisk kapital, social kapital og kulturel kapital (jvnf goe gamle Bourdieu) og til forskel fra disse tre, har kvinder ofte langt mere erotisk kapital end mænd. Det handler om at besidde skønhed, sex appeal, charme, livlighed, seksualitet og social præsentation. Og det er noget der kan give point og baghjul til alle andre, i alle typer af sammenhænge indenfor arbejde, medier (Mary er altså kønnere end Prinsgemalen!), ægteskab (bare spørg Anne Fønsby!), politik, sport (hvorfor mon volleyballkvinderne fik udskiftet deres tøj til mikrobukser og bh-’ere?), kunst og alle slags social interaktion. Den kristne kirke var med til at gøre den erotiske kapital til noget negativt, syndefuldt og noget der var fejt at bruge, men hvorfor egentlig? Mænd har deres overlegne fysiske styrke, og det er ok at bruge den – så hvorfor denne forskel? Vil du vide mere, så kom til mit foredrag den 12. oktober om Får jeg sex i de her sko? Om moderne kvindelighed, mode og livsglæde! eller læs Pouline Middletons klumme eller gå til dette link http://esr.oxfordjournals.org/content/early/2010/04/10/esr.jcq014 hvor Catherine Hakim som en af de første beskriver denne kapitalform.
PRIMETIME KVINDER
Kvinder bliver seksuelt uattraktive, og dermed generelt uattraktive, når de er +35. I høj grad også som købere. Er der stadig mange virksomheder (og måske unge reklamemænd?) der tror. Men, men, men – det kunne ikke være mere forkert! Voksne kvinder +40 år er en købestærk, loyal og meningsdannende forbrugergruppe, som der er al mulig grund til at forfølge og kræse for i stor stil. Det har kvinderne selv vidst i laaang tid, og i 2007 udgav Marti Barletta sin bog ”Primetime Women” hvor hun slår et slag for denne målgruppe. Nu er Pernille Aalund gået ind i kampen herhjemme og har lanceret en facebookgruppe og andre initiativer for at promovere disse kvinder, der har alt at byde på. Ikke bare masser og masser af penge til at købe for, men også erfaring, overblik og overskud. Følg Pernille her http://da-dk.facebook.com/Primetimekvinder?ref=ts
BURLESQUE
Burlesque er oprindelig en humoristisk teaterunderholdning som involverer parodi og til tider byder på groteske overdrivelser mht udklædning og optræden. I nyere tid er det blevet til et eksklusivt varieteshow som inkluderer lækker striptease, som også kvinder har lyst til at kigge på og lade sig inspirere af. Burlesque er en moderne måde at fejre sin kvindelighed på ved at fejre kroppen, udstille den og nyde den – med den forskel fra traditionel striptease, at det er lige så meget for kvindens egen nydelse at hun gør det. Dita Von Teese er nok den mest kendte burlesquedanser pt. Hun er amerikansk af oprindelse og er især kendt for sit ægteskab med Marilyn Manson og sit show i et stort cocktailglas. Der findes ingen officielle burlesquescener herhjemme, så man skal holde godt øje i pressen eller kende nogen indenfor party-livet, hvis man vil opleve burlesqueoptræden herhjemme så tjek her http://copenhagenburlesque.dk/
+1: FEMINISERING
Feminisering er det udtryk der bliver brugt om et samfund, hvor de kvindelige værdier trumfer de mandlige, og hvor samfundets nye strukturer gør mændene til de evige tabere. Man taler fx om det i forbindelse med skolesystemet, der er skabt til at supportere pigerne i deres læringsstil med at sidde stille, frem for drengene, der har brug for at være fysisk aktive for at kunne indlære bedst. Det offentlige system siges også at være feminiseret pga det store antal kvindelige ansatte i den offentlige sektor. Om der reelt finder en feminisering sted debatteres stadig ivrigt.
Af Emilia van Hauen, sociolog, forfatter og foredragsholder
En sommerferiedag tog vi den lejede familieøse med skydedøre og højt til loftet op til den pittoreske bjergvej, der skulle føre os til en smuk bjergvandring. Pludselig befandt vi os på en grusvej størrelse 34 med grotesk langt ned på højre side og en stejl bjergvæg på venstre side. Sådan kørte vi i 16,8 km. På nær de få gange, vi lige skulle tage et hårnålesving i dækhøjt grus, og hvor asfaltdåsen fik lov til at vise, at den kunne lege firehjulstrækker. De smukke landskabsscenerier blev set gennem et slør af angst, der ikke blev mindre, da vi også skulle vende på vejen. Ned kom vi dog. Med bil og familie i hele udgaver. Først vel nede igen gik det op for mig, hvor sjældent jeg opsøger fare i min hverdag. Den der type fare, der får hovedbunden til at stikke levende, og maven til at blive overrislet af isvand. Hvilket ellers var en jævnlig oplevelse da jeg var yngre. Hajsvømning. Aktiv vulkanklatring. Forelsket i den meget, meget forkerte. Den slags.
Er det et voksensyndrom? Eller måske et dansk fænomen? For nylig kom det frem, at de unge opsøger flere og flere ekstremsportsoplevelser. Det kunne forklare voksensyndromet. Som selvstændig erhvervsdrivende og mor til 2,5 barn (delebarn), bliver der konstant taget stilling til det generelle tryghedsniveau i familien. Cykelhjelme. Sukker og fedt rationering. Parabenefri cremer. Worklife bla bla blalance. Til gengæld er faldskærmsudspring og paragliding ikke en del af vores hverdag. Men ungdommen har altid været mere vovet, så måske er det bare ekstremsporten, der tager tørnen med at få de unge til at mærke livet og sig selv, fordi det nu er muligt at gøre det. Engang var det vildeste at køre på en boret knallert og rapse i butikkerne. Eller sabeltigerjagt, hvis man går tilstrækkelig lang tilbage i tiden. Så i virkeligheden er der nok ikke noget nyt i det.
Det kunne godt være et dansk fænomen. Eksempler: Det varsles, at over halvdelen af de børn, der er blevet født efter 1999, bliver over 100 år gamle – og alligevel vil vi ikke tage et endeligt opgør med efterlønnen. Folk bliver forargede over, at en mand kun tre gange om ugen kan få kommunaltbetalt Viagra. Dagpengeperioden forkortes fra fire til to år og udløser en sand storm af protester. Der bliver lavet lyskryds og rundkørsler overalt. Og lige om lidt bliver cykelhjelme garanteret påbudt ved lov, og rygning strafbart. Danmark dyrker trygheden. Ingen må lide smerte over noget. Ingen må føle afsavn.
Man skulle tro, at vi på den måde er et udtryk for et meget voksent og ansvarligt samfund, men i virkeligheden gør det voksne mennesker til børn. Når man fratager dem muligheden for at redde sig selv, gør man dem til passive modtagere af tryghed, og lærer dem ikke at opsøge den naturlige fare, som livet også tilbyder og som oftest er med til at udvide grænserne for ens egen formåen. Det giver et samfund, der som vores, konstant taber terræn på OECD-placeringerne, fordi det at vove ikke betaler sig. Vi siges at være et lønmodtagersamfund, og hvis vi skal overleve velbehageligt i en verden af BRIK-dominans, skal vi nok til at gøre andet end at skære ned på uddannelsesudgifter og dyrke den civile tryghed.
Undersøgelser viser, at et trygt (arbejds)miljø giver en mere tillidsfuld og kreativ organisation. Alligevel skal vi måske satse lidt mindre på trygheden, og meget mere på ansvarligheden. Ansvarlighed gør, at den enkelte tænker selvstændigt og sørger for selv at komme i hus med hvad man nu end er i gang med. Desværre har ansvar fået sådan et usexet ry. Ansvar er det vi gerne ser alle andre tager, men som er så kedeligt selv at skulle tage. Det er heller ikke noget, som der er mange stemmer i. Vi vil gerne underholdes af karismatiske politikere, der på elegant vis kan servere en punchline, som sætter verden på plads, og samtidig demonstrerer personens vid og bid. Men når man gør som Lene Espersen og udviser manglende rettidigt ansvar, flår vi hende fra hinanden og gider hende slet ikke. Så er ansvar pludselig det vigtigste, og alt andet må vige. Men ansvar uden fare for det ukendte endnu uerobrede territorium bringer ikke landet meget videre, og derfor må idealet være et balanceret mix.
Man siger, at et land har de politikere de fortjener. Vi skal fortjene nogle politikere, der tør tage chancer og skabe nye muligheder, også selvom de udfordrer de tryghedssøgende danskere. Vi har ikke råd til at lade være. Der er så mange lande i verden, der har masser af mennesker som hellere end gerne opsøger faren for at skabe chancer, at hvis ikke vi ændrer vores bobleplastmentalitet, ender vi som en nation, der altid befinder os ved bjergets fod og aldrig dyrker den gode udsigt. Fra toppen. Så: Hvilken mulighedsbaseret fare vil du opsøge i dag?
Vil du udfordres? Vil du lære dig selv bedre at kende i den sociale sfære? Så får du en øvelse her, som du kan lave …
Hvor god er du til at tage beslutninger? Bringer de dig det du ønsker? Hvis du er i tvivl og gerne vil lære at tage de bedste beslutninger, kan du gøre som jeg læste at Lisbeth Knudsen gør. En gang om ugen evaluerer hun sine beslutninger og finder ud af, om de var gode eller mindre gode. Du kan gøre det samme ved at sætte dine beslutninger i forhold til
·hvad du ønskede at opnå
·hvad de bragte dig
·hvem de involverede – og om det var de rigtige mennesker
·hvad beslutningen havde af konsekvenser for dig og andre
·om de åbnede eller lukkede dit liv
·om de bragte dig videre ift dit livsformål
Hvis du praktiserer dette i nogle måneder, vil du helt sikkert snart kunne se, at du lærer at tage de rigtige beslutninger - allerede før du evaluerer dem :-) God fornøjelse!
Ved foredragsholder Emilia van Hauen, sociolog & trendrådgiver
Vil du:
· Øge din livskvalitet som kvinde – og blive mere fri og glad
· Finde din egen modetype: DivaDarling, Fashionista, VogueBitch eller WOW?!
· Opdage hvor stor din erotiske kapital er – og dyrke den positivt
· Underholdes med modens historie og dens ikoner – også de grimme
· Få de nyeste modetrends - fx voksencool og kurvet
· Og ikke mindst finde ud af, hvilke sko giver mest sex?
Så er dette foredrag noget for dig.
Du har måske allerede opdaget, hvad en stilethæl kan gøre for din personlighed. Og din livskvalitet. Hvis ikke, så er det nu, du skal gøre det! Uanset hvem du er, og hvordan du ser ud. Skønhed handler nemlig hverken om ungdom eller kilo, men om indre udstråling. Og livsglæde.
Vi kvinder har til alle tider brugt skønhed og mode til at udtrykke os selv - og som adgang til ægteskab og social status. Men i dag er der kommet nye sko på suppen. Vi kan selv skaffe os penge, frihed og magt, og hvad skal vi så bruge vores skønhed til? Til at fejre os selv, dyrke vores kvindelighed – og få mere sex!
Oplev et underholdende og opløftende foredrag, om hvorfor vi kvinder er forbundet til skønhed og mode. Og få tips til hvordan og hvorfor det gør os gladere, friere, mere sexede og mere magtfulde … på den fede måde.
Foredraget er for dig, der kan lide at være kvinde, og som vil inspireres til at gøre det til en fest. Det er også for dig, der vil underholdes om kvindernes historie – set igennem mode- og skønhedsbrillerne. Og så er det for dig, der gerne vil provokeres, og som elsker at se på lækre billeder.
Foredraget byder på mange historier og eksempler, flere øvelser og et redskab til at finde din egen stil, så du vil blive inddraget aktivt undervejs.
Vil du med den 12. oktober til premiere - så gå til www.emiliavanhauen.dk og meld dig til
Denne artikel blev bragt i Månedsmagasinet IN i juli 2010
Jeg oplever, hvordan moderne kvinder længes efter en kvindelighed, som de ikke kan definere. Derfor tog jeg til Niger for at undersøge, om vi kunne lære noget om oprindelig kvindelighed af verdens fattigste folk. Det blev til en rejse ind i min egen naivitet, en beundring for de lokale kvinders håb – og et dybtfølt knæfald for vores egen kultur.
Af Emilia van Hauen, sociolog
Hun er så fin, så fin i sin knirkende nye dragt og den enkle udsmykning i ansigtet. Man fornemmer hurtigt, at hun er hovedpersonen i dag, men megen væsen af sig selv gør hun nu ikke. Holder blot sit ny-døbte barn på armen, mens hun smiler genert. Er selv et barn. Hendes alder er ukendt, men de andre kvinder fortæller, at hun endnu ikke havde fået bryster, da hun blev gift. De fleste piger i Niger bliver gift, når de er mellem 12 og 14 år, så hun har nok været én af de helt unge. Men hun er heldig. I forhold til de piger, der når at blive gravide uden at udvikle bryster. De må lade andre kvinder amme deres barn.
Pencilskirt eller hirsestødning
Vi er til dåbsfest i landsbyen Guigamawa Sabua i det sydlige Niger. To timers hjulsporskørsel fra storbyen Maradi, Nigers finansielle centrum. Høsten er næsten lige forbi, og derfor er der overskud til at holde festen. Og trakteret bliver der. Et får bliver flået på sandet for øjnene af os og blodet tappet, så bægeret kan gå på omgang blandt landsbyens indbyggere. Hirsepasta og sovs lavet af baobabtræets blade bliver delt ud. Der spises lystigt med hænderne og under nogle hygiejniske forhold, som ville slå os Ajax-danskere med rædsel. Selv undlader jeg at udtrykke den væmmelse jeg føler ved at se, hvordan de spiser den klæbrige grå klistrede masse af noget ubestemmeligt – blandet op med lidt ufrivilligt sand. Altid sandet. Niger er for det meste ørkenland, og altid, altid følger sandet én. Jeg har aldrig været så beskidt før, og jeg har aldrig spist så meget sand, der sniger sig ind i alt hvad jeg indtager. Selv luften. Men de har da i det mindste mad til at fejre dåben med.
Det er som ambassadør for Care Danmark, at jeg er så privilegeret at blive sendt ud til denne plet på jorden, som tænder min taknemmelighed for den udvikling den vestlige verden har været igennem. Og som ikke mindst får mig til at kaste mig på knæ for vore formødre og –fædre, der kæmpede for ligestilling. Også selvom den ikke er rendyrket, men sammenlignet med det afrikanske kontinent, er det som at bo i en helt anden galakse. Hver morgen kan jeg for eksempel vælge, om jeg vil tage bukser og sneakers på, eller om jeg vil iføre mig stiletter og pencilskirt. En bagatel af en rettighed, men når det bliver lagt sammen med at jeg selv har valgt min uddannelse, mit job, min mand, mine venner og at min sociale status ikke afhænger af min mand, sætter det mit og mine medsøstres liv i perspektiv i forhold til de kvinder, jeg møder i Niger. For selvom valget er så massivt udbredt i vores kultur, at det jævnligt er mere stressende end forløsende, vil jeg hellere være på lykkepiller og have røde tal på tidskontoen, end jeg vil bytte med deres liv. For det liv de lever, nærmer sig et liv uden valg.
Fire nætter under et træ
Jeg forlod et Danmark med COP15-venlig julegran i håret, og tog sydpå i verden til jeg endte i Niamey, Nigers hovedstad. Min første rejsekammerat var danske Marianne, som er Care Danmarks ansvarlige for Niger. Da vi ankom, tog vi direkte hen til det fineste hotel i byen og helt glad udbrød hun: ”Er her ikke fint? Det er sådan gammel kolonial stil!” Og jeg kiggede mig omkring og så henfalden luksus, der aldrig havde været luksus. Da jeg flere dage senere vendte tilbage, så jeg hvilken rigdom der i virkeligheden var tale om. Men da havde jeg også tilbragt fire nætter under et træ, boet i en landsby med gader af flydende sand og lort, og uden toiletter og butikker. Og skraldespande. Alene af den årsag, at der ikke er noget at smide ud.
Guigamawa Sabua
Rejsen fra Niamey til Maradi tog over otte timer i en firhjulstrækker langs den eneste vej, der går fra vest mod øst og videre ind i Tchad. Først da vi var helt inde i centrum af byen opdagede jeg, at vi var ankommet. Jeg havde kigget efter højhuse og butikker, men blev kun mødt af mange, mange lave lerklinede huse eller skure af blik og strå. Sådan kan en storby altså også se ud.
I Maradi mødte jeg min anden rejsekammerat, Mariama. Højt uddannet, dygtig medarbejder, god løn – men uden retten til selv at bestemme, om hun vil købe sig et par sandaler, eller om hun skal dele sin mand med én eller flere andre kvinder. Adskillige gange fortæller hun, hvor meget Nigers kvinder lider. Hvor afhængige de er af mændene, og hvor svært det er at finde en mand, der hjælper sin kone. Det er derfor, hun arbejder for Care. Hun er ansvarlig for at oprette skoler i landsbyerne, og jo flere skoler hun er med til at oprette, jo flere piger kan hun sende i skole, og på den måde være med til at flytte lidt på den kultur, der kun sjældent giver hunkøn et personligt valg.
Vi forlader storbyen og efter to timers kørsel gennem flere andre landsbyer, og ad nogle hjulspor uden anvisninger, ankommer vi til landsbyen, og bliver hilst velkommen af et hav af børn, der straks slår ring om os. Der er smil og grin overalt omkring os, og det er helt som det plejer at være, når man ser det på tv, men her tæt på, ser jeg også de betændte øjne, de hullede trøjer, de sorte tænder og de bukseløse drenge med de tynde ben, der holder sig i udkanten af flokken. Og så den konstante stank af dyrelort, der følger én lige så trofast som børnene. Selvfølgelig kan jeg ikke hurtigt nok få fortalt hele verden, hvor vigtigt det er at sende penge til skoler og oplysning, for det jeg også ser for mig, er min egne børn i samme situation – og hvor desperat jeg ville være som mor, hvis jeg vidste, at lige om lidt var det også slut med hirsegrøden. Og hvad gør man så?
Kort efter ankomsten slår vi os ned ved byens hovedplads, lige ved høvdingens hus, og folk begynder at samles om os. Mens vi får tildelt stole, sidder kvinderne på tæpper på jorden til venstre for os, mændene på tæpper på jorden til højre for os, og børnene i midten. De sidder på ingenting. Alle pigerne og kvinderne er klædt i kjoler af farvestrålende bomuld, mens mændene og drengene er iført tøj, der til forveksling ligner det genbrugsbutikker sælger herhjemme. Bare meget mere beskidt. Da jeg opdager en dreng med en Obama t-shirt, forstår de ikke min opstandelse. De ser blot en mand som dem. Efter en time har en af de ældste mænd, iført en ret trendy Burberry-model, fået landsbyen samlet, og høvdingen fortæller hvor glad han er for, at vi er kommet for at se, hvordan de lever, og at vi vil fortælle verden om det. De har brug for opmærksomheden, siger han, og vi nikker. Mariama tolker og fortæller. Da de vigtigste mænd i landsbyen er færdige med at tale, er det vores tur, og også vi takker - for deres gæstfrihed. Nu er den formelle del af velkomsten færdig, og vi kan etablere os i vores midlertidige hjem: høvdingens brors hus.
Et æsel for en pige
I Niger dør hvert tredje barn inden det er fyldt fem år, og analfabetismen er 85%. Men der er håb. Børn af mødre, som har gået i skole, bliver ofte mindre fejlernæret og udsat for en bedre hygiejne, og overlever derfor oftere. Alene af den årsag giver det mening at oprette skoler, og forsøge at overtale forældrene til også at sende deres døtre i skole. Care har på ganske få år bygget 19 skoler i området, og givet omkring 700 æsler væk. Et æsel foræres til en familie, som erstatning for en pige, fordi det kan udføre en del af hendes job. Og på den måde bliver pigerne sat fri til at gå i skole. Bytteforholdet er næsten for komisk, til at være rigtigt sjovt. Men mon ikke en dansk stand-up komiker kunne få rigtigt meget ud af det?
Jeg besøger alle de fire klasser, og føler mig hensat til skolen fra Det lille hus på prærien. Skolepulte, små tavler og en kadaverdisciplin, som vi forlod for mange år siden. Jeg smiler forsøgsvis til nogle af børnene, og de smiler generte tilbage. Da jeg tager billeder af dem med mit digitalkamera, hviner de af fryd, da jeg bagefter viser dem, hvordan de ser ud på billederne. Det er måske første gang de overhovedet har set sig selv, for spejle er ikke noget jeg støder på i landsbyen. I den yngste klasse er over halvdelen af eleverne piger. Det er en sejr, for det er meget svært at overtale forældrene til at sende deres piger i skole. De vil hellere gifte dem bort, for så har de en mund mindre at mætte, og får til gengæld adgang til en svigersøn, der måske kan hjælpe til i familien.
Lysets mødre
Care ’s svar på det er Lysets Mødre. Kvinder der går foran og gør en aktiv indsats for at sende pigerne i skole. Som Lando, der kun har drenge, og som har så fattig en mand, at hun er hans eneste kone. Men som alligevel tager sin brødres to piger til sig, for at sende dem i skole, så de ikke behøver at afbryde deres skolegang, for at følge farmand til Nigeria, når han søger arbejde i det fremmede. Eller Hadiza, der er en af høvdingens tre koner, og som aldrig selv har gået i skole, men som har en drøm om, at piger skal blive sygeplejersker, så kvinderne kan blive behandlet af kvinder og ikke kun af mænd. Lysets Mødre er et navn, de selv har taget. De fortæller, at før de mødte Care og opdagede, at de kan skabe et valg for deres piger, vandrede de i mørke. De kunne ikke se deres egen situation udefra, og de kunne ikke se, at der overhovedet kunne findes en anden måde at leve på. Nu forstår de det. Og derfor vil de sprede op-lysningen til andre også. De fleste af dem, ser det ganske enkelt som et kald.
Jeg bliver introduceret til disse kvinder, og bliver inviteret indenfor i deres lerhytter, hvor garderoben består af tre søm, hvorpå der hænger to kjoler, og hvor sengen er en sivmåtte på en træbriks. Gennem den mandlige tolk, får jeg et minimalt indblik i deres liv og deres drømme – og ser, at drømme fås i mange størrelser. Når de taler om fremtiden, går den få måneder frem, og handler om skole og mad. Overlevelse. Deres deforme hænder, slidt af mange timers brøndtræk og hirsestødning, glider gennem luften, mens de forsøger at forklare mig, hvilken forskel de selv håber at kunne gøre. Og der sidder jeg med min drøm om, at disse kvinder kan afhjælpe den længsel efter kvindelighed, der plager frigjorte, selvstændige og oplyste kvinder som jeg. Hvordan skulle de nogensinde kunne afhjælpe det savn, der er opstået gennem vores udviklingsproces, når de ikke engang ejer retten til deres egne tanker?
Jeg aner deres sorg, men jeg ved, at jeg aldrig for alvor vil forstå deres liv og deres situation. Dertil er jeg i den grad fremmedgjort overfor en livsform, som jeg kun har læst om. Og som selv min bedstemor ikke kendte til. Når jeg ser på Lando og Hadiza, ser jeg, at det vi moderne kvinder har mistet, er åndelig og intellektuel armod, mangel på selvstændig refleksion, afhængighed af mandens position og økonomi, og ikke mindst et tabt ejerskab til egen krop og tid. Kort og godt en social slavebunden tilværelse, hvor kvinden er farens, mandens og samfundets ejendom, og som primært tjener formålet at reproducere og nurse arten. Og hvor egne behov, drømme og muligheder må udleves i køkkenet, hos børnene og under de sparsomme møder med de andre kvinder ved brønden.
De ædle vilde
Efter det sidste møde med Lando går jeg tilbage til min feltseng, der er slået op under et træ, hvorfra jeg kan hænge mit myggenet. I fire nætter har jeg sovet ude i det fri, omgivet af geder, høns, lam, får og okser. Månen har været min læselampe, og stjernerne har tyst vugget mig i søvn, når jeg endelig gav efter for trætheden og forvirringen over at opleve, at flyveren ikke blot bragte mig tusindvis af kilometer hjemmefra, men at den også bragte mig tusindvis af år tilbage i tiden. Kvindernes liv består af hårdt ensformigt arbejde dagen lang, året rundt. Og under samme forhold og med samme midler, som de altid har haft. Til stadighed måtte jeg undre mig over alle de udsendelser jeg havde set i tv, hvor personer fra min kultur tager til et udviklingsland og kigger ind i kameraet og fortæller om livet dér, som om det er det mest naturlige. Jeg følte konstant jeg var med i en film. En historisk film, som blev ved med at plage mig med spørgsmålet: Hvordan har de dog kunnet undgå udvikling? Hvorfor havde de heller ikke udviklet sig før de hvide kom og udnyttede dem? Et højest politisk ukorrekt spørgsmål, men dem der forstod det og billigede det, var min lokale tolk og min lokale guide. De var helt klare i spyttet, når de fortalte om den traditionelle afrikanske kultur, der fastholder folk i de samme sociale strukturer, der altid har hersket – frem for at opmuntre til udvikling. Det er derfor at kvinderne stadig henter vand fra brønden og at hirsestødningen stadig foregår per håndkraft.
Vestlige mennesker er gang på gang blevet forført af forestillingen om de ædle vilde; de folkeslag der lever i pagt med naturen, og som ikke er ødelagt af civilisationens bagside. Filmen ”Avatar” dyrker denne idé ud i det helt ekstreme. I Niger mødte jeg ingen ædle vilde. Jeg mødte kun den ene kvinde efter den anden, der forsøgte at overleve på bedste måde, og som gennem deres konstante håb og vilje til at gennemføre hverdagen, kan inspirere os stress-forstoppede danske kvinder til at glæde os over, at vi rent faktisk har travlt med at lave alt det, vi selv har valgt. Frem for at overleve på trods af alle de valg andre har taget for os. Jo, jeg kysser civilisationens fødder. Vores ansvar er at få de fødder til at gå i den rigtige retning. Blandt andet ved at hjælpe mindre heldige kvinder end os. Som Lando, Hadiza og Mariama.
Bonusinfo:
Care er en af verdens største hjælpeorganisationer, og Care Danmark har specialiseret sig i langsigtet hjælp til selvhjælp. Det betyder, at de ikke opererer i akut katastrofe områder, men derimod bliver i lang tid de steder hvor de opretter projekter, og altid med lokal arbejdskraft.
Niger er verdens fattigste land med 13 millioner indbyggere. Middellevetiden er 43 år. Det er en tidligere fransk koloni, som blev selvstændig i 1960. Landets præsident er Tandja, som oprindelig var demokratisk valgt, men som har fortsat sin valgperiode udover det lovlige, og derfor har flere andre nødhjælpsorganisationer trukket deres hjælp for at presse Tandja til at gå af.w
Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene kognitiv kapitalisme, glokalisering eller gypsetter og se, om ikke det får samtalen til at summe. +1 er det ord, som selv Stephen Kinnock kender, men som altså lige gik dine ører forbi …
KOGNITIV KAPITALISME
Jo mere du deler et æble med andre, jo mindre får du. Øv! Jo mere du deler din viden med andre, jo mere viden får du. Hurra! Det er den grundlæggende forskel på traditionel kapitalisme og kognitiv kapitalisme. Viden er ikke underlagt den knaphedslogik, som ellers har været et centralt princip i den måde, som kapitalismen har fungeret på. Viden udspringer normalt af social interaktion, og dermed er viden noget man skaber sammen. Viden er altså grænseløs. Og de vigtigste værdikilder i dag er viden og kreativitet. Udfordringen ligger i at finde ud af, hvad viden og kreativitet er værd. Og hvordan man skaber en forretning ud af det, for hvordan kan du eje en idé?
Den franske tænker Yann Moulier Boutang siges at være ophavsmanden til begrebet.
GLOKALISERING
Har du benyttet dig af feng shui i dit hjem? Eller spist sushi på en dansk restaurant? Det er glokalisering. Ordet er sammensat af globalisering og lokalisering og udtrykker, at globaliseringen ikke er en ensrettet proces, hvor det lokale adopterer det globale. Det viser sig gang på gang at den globale kulturelle, politiske og økonomiske indflydelse i stedet siver ind i lokale forhold, og sammen med de lokale særpræg skaber en fælles hybrid, som varierer fra sted til sted. Globalt set oplever vi en homogeniseringstendens, eller en form for kulturimperalisme, hvor nogle dominerende tankegange omkring livsstil, forbrug og kulturudtryk ensrettes. Men samtidig sker der også en heterogenisering, hvor det lokale og det særlige (geografiske) udtryk dyrkes, som en slags identitetsproces. Disse to modsatrettede tendenser gør, at vi finder på at indrette os med feng shui i Danmark, mens vi nyder en øl fra et dansk mikrobryggeri.
GYPSETTER
Gypset er sat sammen af ordet gypsy/sigøjner og jetset og dækker over en voksende gruppe af kunstnere, musikere, sangere, modedesignere, surfere, skribenter og flere af samme freelance-agtige kreative jobskuffe, som lever nogle semi-nomadiske ukonventionelle liv. De blander den frie livsstil med jetsettets sofistikerede globale referencer, og bliver på den måde den moderne verdens frie kreative fugle, der gennem deres underholdningsværdi og gode kontakter, er værdifulde for det rige jetset, der gerne låner boliger og middagsborde til dem. Julia Chaplin har beskrevet fænomenet i sin bog Gypset Style – se mere på www.juliachaplin.com
+1: NETVÆRKSFAMILIE
Hvis man er skilt eller er kernefamiliemæssigt udfordret på andre områder, er løsningen for mange at lave sig en netværksfamilie, hvor man inddrager familiemedlemmer, naboer, venner og kollegaer til at få et familieliv, hvor som består af flere voksne end blot børnenes forældre. For mange kernefamilier er det også en løsning, hvis begge forældre har krævende jobs og lange arbejdstider, for på den måde kan man deles om hverdags-logistikken med kørsel til børnenes aktiviteter, pasning, madlavning og andre lignende aktiviteter. Nogle vælger at flytte sammen i moderne bofællesskaber, hvor man har nogle fælles områder, men i øvrigt beholder sit privatliv. Andre laver bare aftaler.
Like mig på facebook og få (næsten) daglige input
