Jeg er Aftenshowet med Niels Folman og Nicolai Sonne for at diskutere god adfærd med mobiler og fortæller bla. om engang, hvor jeg overhørte telefonsex over mobilen i toget.... Det kan ikke anbefales :-)
Jeg interviewer Ann E Knudsen om hendes seneste bog Hvor svært kan det være? der handler om forskellen på mande- og kvindehjerner...og det er både spændende og meget praktisk information at få :-) Og meget velskrevet. Se udsendelsen her under Danskernes Akademi
Vidunderlige dejlige Barbara med superhittet "Dum for dig" inviterede mig ind som sin gæst for at tale om sko - og ikke mindst det de gør for hendes optræden.
I et af mine foredrag bruger jeg en tegning, der viser, hvordan de to køn løser denne opgave:
Gå til Gap og køb et par bukser.
Manden går ind i indkøbscentret og direkte hen til GAP butikken, hvor han køber et par bukser til 33 dollars, hvilket tager ham seks minutter. Kvinden bruger 876 dollars, 3 timer og 26 minutter på det, og når ind i alle butikkerne i storcentret – undtagen GAP!
Er det noget, du kan genkende?
Jeg kan! Og det er altså ikke, fordi jeg er dum, uansvarlig eller har for meget tid. Det er fordi jeg er i gang med at manifestere og styrke mine sociale relationer, mens manden først og fremmest er ude på at løse et problem.
For ham er det en mission, der skal løses lettest og hurtigst muligt. Han opererer efter HIHU- princippet (Hurtigt Ind Hurtigt Ud), og derfor er en P-plads foran butikken top-parameteren for succes hos mandlige kunder! Så gør det bestemt heller ikke noget, at det en kompetent (smuk og kvindelig) ekspedient, der tager sig kærligt og problemløst af ham. Lykkes hun med det, kommer han igen. Og igen. Og igen. Og det vil ofte være mindst et halvt års forbrug af tøj, der købes ind ad gangen. Med bemærkningen: ”Købte jeg ikke Boss og Tiger sidste gang? Det virkede sgu meget godt. Det tager jeg igen!” Nemt. Bekvemt. Hurtigt.
Når kvinder køber, er vores vigtigste opgave – muligvis ubevidst – at sørge for at være den sociale lim i familien. Eller de fællesskaber, som vi er medlemmer af. Det betyder, at vi vandrer rundt med hele batteriet af vigtige personer i hovedet, når vi går rundt og shopper, mens vi hele tiden scanner butikkerne for ting og sager, som vi tror, vil gøre manden, børnene, veninderne, forældrene, eller alle de andre glade.
Shopping er altså først og fremmest en social aktivitet, der skal styrke kvindens position, som den primære omsorgsbærer i gruppen. Nok derfor at jeg sidste lørdag præsterede at tage i Lyngby Storcenter for at købe en hvid skjorte til mig selv, og kom hjem med muffinforme i latex, drengebukser i to størrelser, superfed skjorte til teenageren, den nyeste Kenn Follet roman til manden, en fødselsdagsgave til veninden – og ikke nogen hvid skjorte til mig selv. Men dog med en skøn blondekjole, som jeg liiige faldt over….
Det at jeg køber noget pænt til mig selv, er også et udtryk for den sociale omsorg. Men ikke kun mod mig selv. Det er nemlig også et tegn på, at kvinden gerne vil blive ved med at være attraktiv og føle sig lækker, så hun kan bevare sin mands kærlighed - og dermed holde familien sammen.
Får du knopper af disse sætninger?
Forståeligt! De lyder jo oldnordiske og smager bastant af kvindeundertrykkelse, og vi burde være kommet meget videre i vores egen orkestrering af kvinders identitet og værdi i samfundet. Hvilket vi er! Men biologien og den sociale arv spiller altså stadig en stor rolle i vores grundlæggende adfærd, og derfor huserer den slags tanker og ubevidste mønstre stadig i os. Jeg synes heller ikke, at det er en dårlig egenskab at ville være noget for ens egne omsorgspersoner, og elsker det kram jeg får af min søn, når han ser bukserne. Men mon ikke jeg nyder den rolle ekstra, fordi jeg også ved, at jeg er i stand til at forsørge ham via mit professionelle virke? Jeg tror det. Så det traditionelle balanceres af det moderne og giver os kvinder frihed til andet og mere.
Der er også en anden afgørende forskel på kønnene, som ikke handler om hvorfor man shopper, men om hvordan. Mænd laver en liste. Og går benhårdt efter de vigtigste prioriteter. Derfor kan de nemt køre tre forskellige steder hen, for at nå de tre vigtigste ting. Også selvom det er besværligt og tager lang tid. Og det kan vi kvinder glæde os over, for indkøbene bliver gjort. Herligt! Kvinder prioriterer ikke. Vi maksimerer. Står vi i en butik, sørger vi som regel for at købe så meget som overhovedet muligt af alt det, der skal shoppes – ikke bare det, vi skal bruge lige nu. Eller i morgen. Vi kan sagtens være flere uger fremme i tiden, for så har vi et problem mindre i fremtiden. Derfor skriver vi også ofte huskesedlen, så indkøbene bundtes sammen i få butikker i nærheden af hinanden.
Samtidig er kvinder uden tvivl de mest kræsne og krævende indkøbere overhovedet, så man kan være ret sikker på, at hvis man rammer kvindens behov, har man i hvert fald også ramt mandens. Volvo lavede engang et spændende eksperiment. De satte et helt hold af kvindelige designere, teknikere osv. til at designe en bil, som kvinder gerne ville køre i. Og da den kom ud som prototype, var mændene ved at tabe både mund og næse, for det var en af de fedeste øser de nogensinde havde set! Tænk at det ikke bare var lyserød stationcar med indbyggede børnesæder, men derimod en supersej sportsvognagtig bil! Der oven i købet havde en masse fede features, som automatisk oplåsning af dørene, lige så snart ejeren nærmede sig bilen, så hun ikke skulle stille indkøbsposer og børn fra sig, for at finde nøglen og så komme ind i den.
Verden og livet er ikke kun køn, så det her bliver meget stereotypt beskrevet. Men du kan måske genkende noget af det? Hvis ja, så vælg dig evt. i år en ny jule-shoppe-buddy og mød manden på en café bagefter til hygge. God fornøjelse!
BONUSINFO: Forskellige undersøgelser viser samstemmende, at kvinder står for mellem 75-90% af alle købsbeslutninger i en husholdning. Alle! Også biler og tv. Sjovt – eller trist - at tænke på, at ca. 90% af alle indkøbschefer så er mænd!
BONUSINFO: Shop Nothing Day: En international protestdag mod overforbrug, oftest fejret fredagen efter Thanksgiving. I år bliver det den 24. November. Den første gang var organiseret i Mexico I september 1992 "som en for samfundet til at undersøge vores overforbug”. I dag finder der kampagner sted i mere end 65 lande.
Gå til Gap og køb et par bukser er overskriften på en tegning, jeg bruger i et af mine foredrag. Den blå streg viser mandens adfærd: I indkøbscentret går han direkte hen til GAP butikken, hvor han køber et par bukser til 33 dollars, hvilket tager ham seks minutter. Den røde streg viser, hvordan kvinden når ind i alle butikkerne i storcentret – pånær Gap! – og teksten fortæller, at hun bruger 3 timer, 26 minutter og 876 dollars på det.
Nej, pointen er ikke, at han er smart og hun er dum.
Pointen er, at køn er en kvalifikation i sig selv. Som bør udnyttes på de bedst mulige måder, fremfor at blive udstødt som en paria af det gode selskab. Køn er med til at bestemme vores biologi, vores neurologi og vores kultur, og derfor også med til at bestemme hvilke idealer, værdier og normer vi opererer efter, og hvordan vi manifesterer disse tre i den adfærd vi har.
Hvorfor det også direkte påvirker, hvilket forbrug og relationer vi har – og ikke mindst hvordan vi vælger at leve vores liv og bidrage til fællesskabet. Vores medfødte køn er altså en kvalifikation, som kan opgraderes, forfines, men aldrig neutraliseres fuldstændig (!), med uddannelser, karriere, erfaringer, personlige interesser mm, og som samtidig – uanset hvor politisk ukorrekt det end må være at skrive det – også vil være det (eller i hvert fald et af de) vigtigste filtre vi oplever livet igennem.
GAP-eksemplet viser, at vi handler på forskellige måde, fordi vi vil have noget forskelligt ud af vores adfærd. Og halleluja for det! For mens kvinder gennem shopping manifesterer og styrker deres sociale relationer, er mænds primære ønske at løse et problem. Sammen sørger begge køn altså for at skabe den bedst mulige overlevelse for deres familie/organisation. Og selvom køn jo ikke er en firkant, kan man med held postulere, at for mange mænd (men ikke alle!) er indkøb en mission, der skal løses lettest og hurtigst muligt, mens det for kvinder (de fleste, men ikke alle!) handler om at være den sociale lim i familien eller de fællesskaber de er medlem af, hvorfor shopping først og fremmest er en social aktivitet.
Derfor opererer mænd gerne efter HIHU- princippet (Hurtigt Ind Hurtigt Ud), og dermed er en P-plads foran butikken en top-parameter for succes hos mandlige kunder (og gerne også en smuk og kompetent kvindelig ekspedient!), og kvinder scanner alle butikker for ting og sager, som vil gøre manden, børnene, veninderne, forældrene, eller alle de andre glade.
Fordi køn er en kvalifikation, skal vi blive bedre til at fjerne tabuerne omkring det og i stedet benytte os af de særtræk, som de to køn har. Om særtrækkene er kultur- eller biologisk bestemte er i virkeligheden underordnet, for det, der er vigtigt, er at skabe en fælles kultur, der spænder bredest og bedst muligt i forhold til ens eget mål. Køn er en kvalifikation, fordi vores selvopfattelse aldrig – aldrig! – er uafhængig af vores køn.
Og selvom de to køn naturligvis deler almenmenneskelige træk, bliver måden de leves ud på, være præget af den måde, som køn opfattes på. En mand der giver et barn en is, kan opfattes ganske anderledes end en kvinde, der giver et barn en is. På trods af, at det er præcis samme handling.
Køn er altså altid medbestemmende for, hvordan vi opfatter alle livets situationer. Hvilken adfærd vi lægger for dagen. Og hvordan omverden opfatter vores handlinger. Og selvom det ikke altid er den vigtigste feature at tage med i en strategi, skal du skal som minimum forbi overvejelser om det skal anvendes aktivt, hvis du skal have mest muligt ud af din indsats.
Fx også i den måde du sætter en organisation eller en forretningsplan sammen på. Brug køn som en strategisk ressource, der handler om alt andet end flot PR og symbolværdi, og skab ægte mangfoldighed og varig overlevelse. Og så er det i øvrigt SÅ meget sjovere med en god blanding af han- og hunkøn; både i hverdagen og i eksekveringen af en (næsten) hvilken som helst strategi!
I et af mine foredrag bruger jeg en tegning, der viser, hvordan de to køn løser denne opgave:
Gå til Gap og køb et par bukser. Manden går ind i indkøbscentret og direkte hen til GAP butikken, hvor han køber et par bukser til 33 dollars, hvilket tager ham seks minutter. Kvinden bruger 876 dollars, 3 timer og 26 minutter på det, og når ind i alle butikkerne i storcentret – undtagen GAP!
Er han smart og hun dum?
Her vil de fleste mænd nok nikke (træt) indforstået, mens kvinder lige så indforstået vil vide, at det slet ikke handler om dumhed. Det handler om socialisering. Mere om det senere.
Køn er en kvalifikation. For køn er med til at bestemme vores biologi, vores neurologi og vores kultur, og derfor også med til at bestemme hvilke idealer, værdier og normer vi opererer efter, og hvordan vi manifesterer disse tre i den adfærd vi har.
Er det derfor kvotediskussionen er gået lidt i selvsving? Måske. Den tvinger os i hvert fald til at se det helt åbenlyse i øjnene. At vores medfødte køn er en kvalifikation, som kan sofistikeres, udvides og udjævnes med uddannelser, karriere, erfaringer, personlige interesser mm, men som samtidig vil det et af de vigtigste filtre, som vi oplever livet igennem.
Fordi køn er en kvalifikation, skal vi derfor blive bedre til at benytte os af de forskelle og dermed spændinger, der opstår mellem de to køn, som en direkte ressource til at nå større og bedre mål for begge køn. Om særtrækkene er bestemt af kultur eller biologi er i virkeligheden underordnet; det der tæller er, at vi bliver mødt i vores behov og at vi udvikler vores samlede potentiale bedst muligt – til alles fordel.
Køn er en kvalifikation, fordi vores selvopfattelse aldrig – aldrig(!) – er uafhængig af vores køn. Og selvom de to køn naturligvis deler almenmenneskelige træk, bliver måden de leves ud på, præget af den måde, som køn opfattes på. Køn er altså altid medbestemmende for, hvordan vi opfatter alle livets situationer. Hvilken adfærd vi lægger for dagen. Og hvordan omverden opfatter vores handlinger.
GAP-eksemplet fortæller lidt om disse forskelle. At kvinden gør, som hun gør, er ikke et udtryk for, at hun er dum, uansvarlig eller har for meget tid. Det er fordi hun er i gang med at manifestere og styrke sine sociale relationer, mens manden først og fremmest er ude på at løse et problem.
For ham er det en mission, der skal løses lettest og hurtigst muligt. Han opererer efter HIHU- princippet (Hurtigt Ind Hurtigt Ud), og derfor er en P-plads foran butikken top-parameteren for succes hos mandlige kunder! Så gør det bestemt heller ikke noget, at det en kompetent (og smuk) ekspedient, der tager sig kærligt og problemløst af ham. Lykkes hun med det, kommer han igen. Og igen. Og igen. Og det vil ofte være flere måneders forbrug af tøj, der købes ind ad gangen. Med bemærkningen: ”Købte jeg ikke Boss sidste gang? Det virkede sgu meget godt. Det tager jeg igen!” Nemt. Bekvemt. Hurtigt.
Når kvinder køber, er deres vigtigste opgave – muligvis ubevidst – at sørge for at være den sociale lim i familien. Eller de fællesskaber, som de er medlemmer af. Det betyder, at de vandrer rundt med hele batteriet af vigtige personer i hovedet, når de går rundt og shopper, mens de hele tiden scanner butikkerne for ting og sager, som de tror, vil gøre manden, børnene, veninderne, forældrene, eller alle de andre glade. Shopping er altså først og fremmest en social aktivitet, der skal styrke kvindens position, som den primære omsorgsbærer i gruppen, mens det for mændene handler om at fikse et problem og skabt nogle resultater. Med det forbehold, at kønsverden naturligvis ikke er kategorifast, så det gælder ikke for alle!
Køn er imidlertid ikke altid den vigtigste feature at tage udgangspunkt i, når man står overfor en (samfunds)opgave. Det kan i stedet være faget, jobbet, den sociale klasse, alderen eller måske livsfasen. Og naturligvis holder det ingen steder, at en kvinde skal ind i en bestyrelse, bare fordi hun er kvinde! Hendes konkrete kompetencer skal først og fremmest være i orden, og så kan hun toppe det med sin kvindelige erfaring/kompetencer.
Altså: Personen selv skal kunne præstere på det niveau, som der skal præsteres. Og så er ens køn en yderligere kompetencegivende kvalifikation, der forstærker ens bidrag. Som det at være en mandlig pædagog. I en løsningsstrategi, skal man derfor som minimum forbi overvejelser om kønnet skal anvendes aktivt, hvis man skal have mest muligt ud af sin indsats. For gør man ikke det, kan man let overse en lang række af problemer, der kunne være løst i udgangspunktet, og måske oven i købet være transformeret til ekstra energi, fremfor en senere barriere. At tage køn med som en afgørende parameter, kan forfine processen, gøre den stærkere, mere mangfoldig og ikke mindst mere fremtidssikret, fordi der er tænkt bredere og klogere.
Måske skulle vi gøre 2013 til kønnets år, hvor der bliver leget meget mere med forskellene på XX og XY på den kreative og ressourceskabende måde. Tænk bare, hvad gnidninger mellem de to køn i biologien medfører. Mon det ikke også kan udnyttes i strategier? Det bliver godt. Og sjovt!
Hvordan kunne Danske Bank i den grad gå fejl af tidsånden? Ingen gider se en banks selvforherligelse og lækre brandingfilm, men vil derimod opleve fællesskab og livsformål!
Desværre er DB ikke ene om det. Alt for mange direktioner failer på at bruge tidsånden, som en strategisk ressource, og det giver dårligere og mindre tidssvarende produkter til os forbrugere. Men det kan jo fixes!
Nej. Tidsånden er ikke noget fluffy flyvsk famlende noget, som kun kunstnere kan fortolke så kreativt, at vi andre ikke aner, hvad de har gang i. Eller noget som ”smarte” reklamefolk udnytter til at manipulere os til køb af alverdens unødvendige dimser.
Ja. Tidsånden er totalt konkret og noget du er påvirket af lige nu og lige her! Uanset hvem du er og hvad du laver. Tidsånden er nemlig et enestående destillat af tidens idealer, værdier, adfærd og normer (IVAN), der tilsammen giver et billede på, hvad der tegner vores samfund lige nu og her.
Hvor galt det kan gå, når man ikke rammer tidens IVAN er Danske Banks kampagne og gebyrhistorie et glimrende eksempel på. Blev du irriteret? Forarget? Frastødt? Heppede du? Eller har du slet ikke lagt mærke til den? Jeg gætter på alle andre reaktioner end den sidste. Og det, at du overhovedet har en reaktion på Danske Banks kommunikation, er et eksempel på, at du også er en del af tidsånden. For du har følt dig ramt. Og helt ærligt – hvor tit gør du det, når du ellers ser en bankreklame? Mit gæt er, at det gør du sjældent, fordi du sjældent er i en aktiv ”jeg overvejer at skifte bank” situation.
Men her følte mange sig ramt på den helt forkerte måde, fordi Danske Bank i den grad kom til at signalere og promovere en grundholdning, der slet ikke passer til vores tid. Og slet slet ikke til en bank! De skal ikke lave en reklame, der ligner forfilmen til en lækker livsstilsstrimmel med filosofiske feel-good bidder, som får os til at tænke på at skaffe babysitter og komme i biffen. De skal ikke forsøge at sige, at de er nye eller tage patent på et nyt bankparadigme, når de ikke er det i virkeligheden.
De promoverer fx ikke et afgørende nyt værdigrundlag, der kan imødekomme mange danskeres følelse af uretfærdighed: Hvorfor skal vi borgere lide under en situation, som bankerne skabte? Hvorfor må de få hjælp af staten, mens jeg ikke må få et nyt lån, selvom jeg kan stille en god sikkerhed?
Tværtimod viser det sig lige i halen af kampagnen, at de stadig ”kun” vil tjene penge, da de topper kampagnehistorien med gebyrhistorien. Og så gik det jo forventeligt helt galt. Vi vil høre om en stor bank, der tager ansvar for andre end sine egne aktionærer. Det havde været NEW NORMAL, NEW STANDARDS. I stedet er det de kommer med, bare gamle penge i nye bundter!
Det interessante er, at de gerne må tjene penge. De må faktisk rigtig gerne tjene penge, hvis bare de gør det på den rigtige måde. Nemlig ved at bidrage til samfundet. Naturligvis ved at udfylde den helt essentielle rolle, som banker har: at sikre at kapitalen flyder de steder hen i samfundet, hvor den skaber mest værdi. Men i dag især også ved at vise et samfundssind, der kan løfte kollektivet – og gerne dem, der ikke er i stand til at løfte sig selv.
Med den særstilling Danske Bank har i vores samfund, forventer vi, at de har overskud til at løfte barren højere for os alle, og ikke kun for deres egne interessenter. Ikke fordi de skal være en altruistisk non-profit organisation. Overhovedet ikke. De skal først og fremmest være en kernesund forretning, så de kan være et stærkt bolværk mod kriser og andet skidt. Men de skal bare også yde noget udover det sædvanlige. For det har de råd til. Også moralsk.
Vores værdier har ændret sig fra at være selvrealiserende til at være bidragende. Og vores ideal er gået fra at være selvtilstrækkelig til at være fællesskabsorienteret. Hvis de derfor i deres kampagnefilm havde fortalt helt konkret, hvordan de fx havde iværksat og betalt for et program, som er med til at skabe vækst i Danmark, og som samtidig er med til at halvere antallet af personlige konkurser inden 2020, så havde det være nye penge i nye bundter. Og så kunne de have tegnet den nye tidsånd, i stedet for at fejle på den eksisterende, fordi de havde ramt forbrugerne lige der, hvor forbrugerne er!
Og det er præcis det, som direktioner i erhvervslivet skal blive meget bedre til: at bruge tidsånden som en strategisk ressource til at nå deres egne mål. Fremfor at arbejde imod den, hvilket er spild af indsats. Især hvis skaber badwill, hvilket er ups! dobbelt op på udgiftskontoen.
I 2013 er et af de vigtigste pejlemærker autenticitet. Vi skal være det, vi siger, vi er. Vi skal være ægte. Og vi skal have et livsformål, en eksistensberettigelse, der rækker udover vores egne rækker. Det var hvad Danske Bank forsøgte at kommunikere med deres reklame, men de færreste oplever, at de er det. Og så mister vi tilliden til dem. Deres tiltag er endt med at underminere deres egen troværdighed, hvorfor lyden at en svingdør, der swusjer udad hele tiden, er den lyd de hører. Og desværre for dem ikke kun af ”minus-300-kroners kunder”…
2013 forbrugeren vil have, at banken er lødig, ansvarlig og uovertruffen gode til penge. Også MINE penge! Jeg vil kunne stole på min bank. Den skal være min loyale livspartner, og de skal behandle mig gammeldags ordentligt. Og så må de hellere end gerne tjene penge, så jeg ved, at de aldrig går konkurs, hvilket gør mig tryg.
Tidsånden er ikke noget flygtigt underligt diffust noget. Den er lige så virkelig som C20-indexet. Så brug den! Giv os kunder bedre produkter, der matcher vores aktuelle livssituation. For så gider vi jer godt. Vi er jo også en del af tidsånden. Vi er faktisk med til at skabe den.
Prinsesserollen trænger til at komme ud af mørket og blive dyrket, så hun fuldender din indre dronning. Hun står nemlig for autentisk selvværd.
I foråret 2004 gik hele landet amok i prinsessehysteri – og jo, det var naturligvis, fordi en vis frøken Mary Donaldson skulle giftes med hele landets mest populære dansker ad flere omgange, Pingo, Frede, Kronprinsen; den bedste mums-sammensætning af ægte kongeblod, sympatisk følsomhed og en udtalt fysisk maskulinitet.
Og Mary? Ja, hun var da også en prinsesse på ærten for real, og derfor svømmede alle medier over i begejstring: Nu skulle alle piger – også dem på 60, 70 og 80! – købe sig et lille diadem i BR og så sidde hele bryllupsdagen foran skærmen, drikke champagne og være prinsesser for en dag.
Hallo- vågn dog op!! tænkte jeg, hver gang jeg hørte om det. Moderne kvinder kan ikke bruge den myge underkuede prinsesserolle til en rygende hattenål, og til sidst blev jeg så irriteret, at jeg skrev en lang artikel om, at rigtige kvinder er da dronninger. Helt ærligt, hvad kunne den moderne selvstændige kvinde dog bruge prinsesserollen til i et liv, hvor vi forsørger os selv og i øvrigt skal kunne agere på mændenes præmisser?
Næh, dronningerollen er i den sammenhæng langt mere relevant, og det budskab endte jeg med at få lov til at udbrede til selve brylluppet på tv. I en noget mere diplomatisk udgave, naturligvis, og med stor ros til Mary for at opdatere prinsesserollen i øvrigt. I mange år gik jeg og næsten foragtede den sagtmodige prinsesse, som bare sad der og ventede og ventede på at blive opdaget af en eller anden prins, som hun ikke engang kunne være sikker på, var et hug, men som hun jo ifølge den kulturelle norm, skulle blive forelsket i.
I samme ombæring lavede jeg et foredrag om emnet, og brugte altid Tornerose, som et eksempel på det værste, jeg kunne forestille mig som forbillede. Hun bliver født, men det går hurtigt galt, for allerede på sin dåbsdag, bliver hun forbandet, hvorfor hun i de første 15 år af sit liv, må leve i isolation på slottet med sine forældre. Spændende. Den dag hun er spået til at dø, bliver hun helt logisk (!) efterladt alene og forsvarsløs, og får nu endelig mulighed for at komme på et vaskeægte eventyr: Slottet rundt. Wow! Det vildeste hun derefter oplever i sit liv, er at møde en gammel kone, der sidder og spinder. Hvorefter hun stikker sig på tenen og sover i 100 år. Højdepunktet kommer lige derefter, for da bliver hun kysset af en prins og bliver gift. Snip, snap, snude. Og ja, jeg ville i hvert fald føle, at jeg havde fået verdens længste snude, hvis det havde været min livshistorie!
Ingen andre mænd. Ingen uddannelse. Ingen karriere. Ingen egen økonomi. Blot prinsens kone. Og altid ung, smuk, god og uskyldig. Hvilket er nogle af de mest karakteristiske egenskaber, der er knyttet til den arketype. Man hører jo aldrig om en ond, gammel, grim og ugift prinsesse, vel? Nej. Hun kunne næppe være en brugbar inspirationskilde for danske kvinder.
Dronningerollen med sin selvstændighed, lyst og adgang til magt, var en anden sag: Hende kunne vi finde mange gode og opbyggelige historier i, som var anvendelige i vores hverdag. Og det gik jeg så ud og talte højt og længe om.
Men jeg tog fejl. I dag tænker jeg, at vi selvstændige kvinder dyrker vores indre prinsesse for lidt. Alt for få kvinder tør læne sig tilbage og blive opdaget. Alt for få kvinder tør tage imod uden forbehold. Alt for få kvinder tør lade sig tilbede og tør hengive sig til, at de er værd at elske, blot fordi de er til.
Prinsesserollen inkarnerer nemlig selvværdet. Det at vide, at man er elskelig nok til, at den rigtige mand (opgave, veninde, livsmulighed) opsøger dig, uden at du behøver at gå ud og erobre den selv. Og tænk: Mænd kunne sikkert også lære en masse af denne rolle! Hvor ofte har du ikke drømt om, at du var så elskværdig, at den helt rigtige partner kom forbi og hentede dig til et lykkeligt samliv? Jeg ved, at jeg har gjort det utallige gange. Men jeg ved også, at jeg sjældent har turdet tro på, at jeg var det værd. Og derfor i stedet har skyndt mig ud og forsøgt at tage det, jeg gerne ville have.
Måske er det min alder. Måske ikke. Men i dag mærker jeg en længsel efter dette med at hengive sig til at blive opdaget af den rette. Fordi jeg er det værd. Og derfor øver jeg mig også dagligt i det. Nogle gange med held. Andre gange ikke. Når det sker, er det vanvittigt skønt. Og endnu vigtigere: Det er fantastisk befriende! Fordi det kan afbalanceres af evnen til også selv at bestemme og sætte dagsordenen.
Blandt de unge piger ser jeg, at de for det meste er ret dygtige til at gå ret målrettet efter deres successer. Og at mange af dem handler om deres arbejde. Jeg ser også en stor grad af selvkritik på både sjæl og krop, hvilket mange undersøgelser desværre bekræfter. Vi skal naturligvis ikke tilbage til datidens debutantballer, hvor enhver ung pige blev et juletræ til udstilling for en ægtepagt. Og hvor enkelte endte med at være taskeholdere for alle de andre, der svingede sig rundt med kavalerer på dansegulvet.
Men vi danske kvinder trænger faktisk til at være mere prinsesser. For vi er det værd. Og ikke mindst fordi, at en rigtig god dronning kræver, at have været forbi prinsesserollen først.
Find din prinsesse, dyrk hende, inkarner den og integrer den fuldt og helt, så du som kvinde, både evner at hengive dig totalt til at blive fundet og at tage dronningescepteret i din egen hånd, så du kan skabe dig det liv, du drømmer om. Inklusiv lyserøde tiaraer og håndfaste magtpositioner. God fornøjelse!
Inden du finder ud af svaret, får du først en lille opgave: Lav en liste over alle de mennesker, som du tager dig af i din hverdag.
Står dine børn og dine eller din partners forældre på listen, er du en sandwich. Står også dine børnebørn eller dine bedsteforældre på listen, er du en dobbeltsandwich!
Disse familiemæssige konstellationer har nogle særlige udfordringer, som der ikke tales meget om eller tages eksplicit hensyn til. Desværre. For det er ikke bare er en lille marginaliseret gruppe i Danmark, der kæmper med de daglige udfordringer det giver. Det er voldsomt mange. Også på trods af vores velfærdssamfund, hvor en stor del af vores sociale omsorg er udliciteret til det offentlige.
Før jeg går videre, vil jeg stille dig et spørgsmål: Skrev du dig selv på, da du lavede listen?
Hvis du ikke gjorde, og hvis situationen stresser dig, er det måske derfor. Det kan dog også skyldes, at det med at passe sine egne ældre, i flere generationer ikke har været en naturlig del af vores bevidsthed, og derfor bliver vi ekstra overraskede over, hvor krævende det er, når det ”rammer” en. Mens vi har barns første sygedag, har vi fx ikke forældres første sygedag. Mens vi har forståelse for, at man går tidligt fra arbejde, når barnet har brug for det, rynkes brynene måske, hvis man går tidligt for at tage ud og pleje sin mor, svigerfar eller tante. Når det er en tilbagevendende begivenhed. Nogle gange er kommentaren: Helt ærligt, kan kommunen ikke bare tage sig af det?!
Men hvad hvis man ikke ønsker, at kommunen tager sig af det? Hvad hvis man synes, at man gerne vil give lidt af al den omsorg, som man selv fik som barn, tilbage til sine ældre? Hvad hvis man oplever, at det er sidste chance for at nyde tiden og nærværet med den person? Så er kommunen ikke meget bevendt. Andet end til at få endnu dårligere samvittighed.
For det med samvittigheden er en af de tungestvejende dilemmaer, som mange sandwichs kommer i. I en tid, hvor normen er, at begge forældre har fuldtidsjob, er mange familier allerede i udgangspunktet presset på tiden og opmærksomheden til alle medlemmerne i den, og derfor bliver det en ekstra byrde, når man pludselig skal forbi sin egen mor eller far en eller flere gange om ugen. Hvis du vælger at tage forbi en ekstra gang hos din mor, for at vaske sengetøjet og hjælpe hende en tur udenfor, melder den dårlige samvittighed sig, når du tænker på, at du ikke når at hjælpe sønnike med danskstilen, eller ikke kommer og ser pigens fodboldkamp.
Af samme årsag når du måske ikke forbi lige så ofte, som du gerne vil, og det giver også dårlig samvittighed. Især hvis der ikke er andre til at tage over. Eller man skal ringe rundt i familien og høre, hvem der har lyst til at tage forbi den dag eller den uge. Og måske bliver mødt med afslag hele vejen rundt.
Med den dårlige samvittighed følger ofte også angsten. Angsten for, at det pludselig er forbi. Og måske lige præcis den dag, hvor man ikke fik besøgt. Øv at man ikke nåede forbi, for så var han ikke faldet, så var hun ikke sovet ind, så var døden ikke kommet. Og så bliver den dårlige samvittighed til skyld; en tung og næsten ubærlig skyld, som kan være umenneskelig at bære rundt på.
Med angsten følger næsten altid en masse tabuer. Tanken om, at det ville være bedst for alle, hvis den ældre døde. At man føler, at man spilder sin tid, for den ældre virker ligeglad. At man væmmes ved det fysiske forfald, som man måske skal tage sig af ved fx at skifte ble eller bade den ældre. At man opdager, at man slet ikke kan lide personen, når man kommer så tæt på.
At være en sandwich kan meget let blive til en ubehagelig cocktail af dårlig samvittighed, angst og tunge tabuer. Men det kan også være en af de mest livgivende oplevelser nogensinde! Endelig at få lov til at give noget tilbage og lære hinanden at kende igen, som de voksne mennesker I begge er nu. Det mest udbredte er, at man lander midt imellem begge oplevelser!
Ældre Sagen er ikke overraskende meget obs på situationen, hvorfor de har oprettet en webside, hvor man kan koordinere familiens indsatser overfor dens ældre og samtidig få praktisk information. Med stor succes bruges www.familieuniverset.dk allerede af over 4000 besøgende om måneden. Og antallet stiger for hver dag. At de har fat i den lange ende, er der ingen tvivl om, for da vi annoncerede et fælles arrangement, hvor jeg holdt foredrag om sandwichgenerationen, blev der udsolgt på ingen tid! Senere holdt jeg det samme foredrag i en helt anden sammenhæng, hvor folk kunne melde sig til mange forskellige events, og til vores alles overraskelse var salen helt fuld, da jeg gik på.
Der er altså mange, der føler sig som det klemte fyld i en generationssandwich, hvor lysten til at give kærlig omsorg til både børn og ældre, støder sammen med den dårlige samvittighed over aldrig at gøre nok og være der nok for begge parter (og læg dertil partneren og arbejdet!) og angsten for det endelig tab og de mange tabuer, som er så skamfulde at tale højt om, fordi de rykker ved de sociale normer, som vi ellers bekender os til.
At være en sandwich kan blive den største gave, du får i dit liv. Eller dit værste mareridt. Du kan selv gøre meget for et lykkeligt udfald. Første skridt er at erkende, at du er et menneske, der har begrænsede (tids)ressourcer, at du ikke kan styre, hvad du føler, at din dårlige samvittighed er et udtryk for din omsorg og ikke mindst – at du allerede med garanti gør en helt masse! Ingen er perfekte.
Derfor skal du også huske at skrive dig selv på listen over personer, som du skal give omsorg i hverdagen. Det får I alle mest ud af.
Har du allerede fået den første julereceptionsinvitation? Er det øv, fordi du ikke aner, hvad du skal smide i juleøllen, for at få samtale i gang med fremmede? Så er ordene nudging, disruptive technologies,
NUDGING
Mænd, der har været på toilettet i Schiphol Lufthavn, har muligvis bemærket en lille flue, der har været tegnet i toiletkummen eller i pissioret. Da mænd ofte er konkurrencemindede, kan man selv tænke sig til, hvad der mon helt automatisk sker, når han står der...og skal sigte. Og den lille flue betyder nu, at lufthavnen har sparet millioner på rengøring af toiletterne!
Dette er et fint - og kendt - eksempel på nudging. Som betyder det lille kærlige skub, så man ændrer sin adfærd henimod en ønskelig opførsel. Med andre ord: adfærdsændrende design.
Andre eksempler er lysreguleringer der tæller ned, så bilisterne ikke behøver blive helt enormt utålmodige, når de venter for rødt lys. Eller armbånd til børn, der viser, hvornår de skal smøres ind igen, fordi det måler hvor meget uv-stråling der er.
Herhjemme har vi nogle eksperter på området. Tjek selv www.inudgeyou.com ud for flere interessante eksempler og mere viden om begrebet. Det er en super cool tankegang!
DISRUPTIVE INNOVATION
Innovation, der skaber nye markeder, ved at ødelægge et eksisterende marked. Det bruges til at beskrive innovation, som forbedrer en eksisterende teknologi eller en serviceydelse, som markedet selv ikke forventer, men som pludselig ændrer afgørende ved forbrugernes præferencer. Og ofte ved senere at sænke prisen for produktet.
Som kontrast hertil findes udtrykket sustaining innovation som ikke skaber nye markeder, men som istedet udvikler eksisterende.
Eksempler på DI: Telefonen, der afløste telegrafen. PC'ere der afløste mainframes og arbejdsstationer. Smartphones der afløste mobiltelefoner (det kan Nokia synge en lang klagesang om...) Og måske pc'ere der er ved at blive afløst af tablets.
SERVILE BRANDS
Hvis du - som jeg - alt for ofte er ved at eksplodere over den ringe service, som vi som forbrugere alt for ofte udsættes for, så burde der være godt nyt på vej. Trendwatching.com har defineret en ny trend, som virksomheder skal forfølge ret heftigt, for at overleve. Og de kalder det selv for servile brands. De skriver selv på deres site:
Yes, consumers are more demanding, time-starved, informed, and choice-saturated than ever-before (we know you know). For brands to prosper, the solution is simple though: turn SERVILE. This goes far beyond offering great customer service*. SERVILE means turning your brand into a lifestyle servant focused on catering to the needs, desires and whims of your customers, wherever and whenever they are.
Når selv sygeplejersker får til ansvar for at leane deres eget arbejdsområde, må det vist siges at være et fænomen eller en strategi (vælg selv), som alle burde kende til.
Lean har med tiden fået et frygteligt dårligt (og menneskefjendsk) rygte, men oprindelsen bag tanken om lean er, at det handler om at effektivisere hverdagen ved at effektivisere systemer, så der bliver mere tid i overskud til alt det, der gør os glade og mennesker. Så tanken bag er såmænd fornuftig nok, men det er ofte udførelsen det halter med. For det bliver lidt for tit brugt som ledelsens undskyldning for at skære ned på den ufede måde, og det skaber bare mere stress og mindre arbejdsglæde.
Lean skal bruges rigtigt. Så gør det det, det skal gøre. Nemlig at gøre hverdagen bedre.
Like mig på facebook og få (næsten) daglige input
