søndag 17. januar 2016 kl. 18:21 | 0 kommentarer

Jeg er aldrig blevet voldtaget.

Men som ung kvinde har jeg – som tusindvis af andre unge kvinder - været i situationer, hvor angsten for at miste retten til min egen lyst og krop pludselig blev det eneste, jeg var. Frygten fik mig til at implodere i en boble af absolut ingenting, der trak sig mere og mere sammen om mig, til jeg intet kunne se, mærke eller høre – andet end en tynd høj hyletone, der skar min bevidsthed i strimler og tømte mig for min egen vilje, så jeg blev til en passiv modtager af en andens intention.

Det eneste jeg registrerede var billeder på det altødelæggende, der ville ske lige om et sekund. Nogle gange invaderet af en fremmed lugt, der trængte ind i mig som en giftig gas. Eller en fornemmelse af fjendtlig hud og kød, der underløb min hud. Mit kød. Det føltes som begyndelsen af et fald på tusind meter, som jeg måtte lade mig segne i – indtil mine instinkter ændrede sig og jeg mærkede hvordan vrede og aggression rejste sig i mig og fandt sit mål, nemlig den mand, der havde brudt min private sfære og var trængt ind, hvor han ikke var blevet inviteret. Og hver gang reddede jeg mig selv. Enten ved at flytte mig, skubbe ham væk, råbe ham ind i hovedet eller noget helt fjerde.

Så er der de mange andre gange, hvor jeg har måttet lægge krop til kejtede befamlinger, mund til kiksede kys eller tørre ører til våde ord, der fortalte mig, hvad manden godt kunne tænke sig at gøre ved mig. Én gang mærkede jeg en stor hånd tage mig meget sikkert og fast bagpå, og inden jeg overhovedet anede hvad jeg havde gjort, vendte jeg mig og gav ham så syngende en lussing, at vi begge stoppede op og gloede chokeret på hinanden, mens rødmen bredte sig synligt på hans kind, og jeg med iskold stemme sagde til ham: ”Det der – det gør du aldrig igen! På nogen!”

I alle disse oplevelser har jeg aldrig tvivlet på en ting: Nemlig at jeg var en del af en kultur og at jeg var medlem af et samfund, der på ingen måde vil tolerere at kvinder bliver forulempet på denne måde. Og jeg er sikker på, at det er denne vished, der har givet mig ekstra kræfter til at modstå disse overgreb.

Det er derfor, at Kölnersagen og lignende episoder i resten af Europa inkl. vores hjemlige Thisted, Sønderborg og Haderslev, som beskrevet her i avisen, er så uhyggelige! Både fordi de underminerer hele det værdiapparat der bærer vores demokratiske principper om lighed og ret. Og – endnu mere uhyggeligt – fordi der er en overhængende risiko for, at den ændrer noget helt afgørende i især unge pigers, men også blandt mange kvinders, selvforståelse og indre værdi; nemlig at de ikke nødvendigvis er at betragte som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Konsekvenserne af det er så skræmmende, at der næsten ikke er ord for det, for det betyder, at halvdelen af befolkningen i de lande, hvor vi lovmæssigt og kulturelt set mener at alle borgere er lige, indirekte har fået en melding om, at hvis de er kvinder, er deres private oplevelser ikke helt lige så vigtige at tage til efterretning, som den politiske dagsorden der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratiske overfor fremmede, der bærer på og agerer efter en kultur, der på det kønsmæssige område er direkte i opposition til vores. Den enkelte kvinde må derfor bære sit eget overgreb for at understøtte et samfundspolitisk image.

Det er sygt. Ganske enkelt sygt.

At gøre den enkelte borger ansvarlig for et kulturelt overgreb, blot fordi hun er født som et særligt køn, er sygt. Det der gør det endnu mere grotesk er, at vi i Vesten har ladet en mikroskopisk gruppe af mennesker, set i forhold til størrelsen på vores egen befolkning, få mediemæssig beskyttelse, selvom deres værdier åbenlyst er i direkte opposition til vores. Vi har dermed selv været med til at fjerne en vigtig del af den civilisation, som vi baserer vores demokrati og samfundssystem på. Samfundet har altså større berøringsangst overfor at stå ved vores egen kultur, end kvinderne (åbenbart) skal have for at stå ved retten til deres egen krop.

Hvordan helvede har angsten for politisk korrekthed dog fået så stærkt et fodfæste, at selv politiet, der er den instans, som skal opretholde borgernes sikkerhed – og hver dag kæmper hårdt for det! - har følt sig så mediemæssigt spærret inde i denne særlige dagsorden, at de ikke turde vise virkeligheden, som den virkelig er? Også det er sygt. Og helt utålelige arbejdsvilkår for dem.

Voldtægt er så ødelæggende for en kvinde, fordi den fratager hende hendes valg af, hvem hun åbner sig for og dermed gør sig ubeskyttet overfor – og det i sig selv indeholder potentielt hendes død. Manden der begår voldtægten, trænger ikke blot ind i hendes legeme og skød. Han trænger også ind i hendes selvforståelse, følelser og identifikation og får tvunget sig adgang til den del af hende, som hun ellers har eksklusivt ejerskab til – og det kan ødelægge hende afgørende. For hvem er hun, hvis ikke hun ejer sig selv og selv bestemmer over sin krop? Og hvad er det for et samfund, der ikke ser sig i stand til at beskytte sine kvinder mod den slags overgreb – og ej heller lader sandheden om overgrebene komme til syne?

Nu har virkeligheden endelig fået et ståsted. Og vi skal agere på det, så det ikke gentager sig. Men det vigtigste overhovedet er i første omgang offentligt at stå op for kvindernes værdighed. Alle kvinder skal opleve, at de er medlemmer af et samfund, der til alle tider vil beskytte deres ret til at bestemme over deres egen krop. Og at selv den mindste krænkelse på ingen måde kan tolereres. Eller skal ties ihjel. Kvinder er ikke byttedyr. Punktum. Og et samfund der accepterer, at de behandles som sådan, er sygt. 

(Kronik i Jyllandsposten 17.01.16)

Formålskvalme.

Dette nye ord kan gå hen og blive en af de mest brugte i 2016, hvilket for nogle vil være en befrielse og for andre en frustration, for nu har vi jo lige lært det: At det handler om formål og om at skabe mening. At en virksomhed skal tilbyde andet end blot en konkret løsning til kunden og profit til sine aktionærer, hvis den skal leve op til tidens overordnede værdi om (social) bæredygtighed.

Vi lever nemlig i en tid, hvor de fleste af os lider af popcornhjerne og lever som meningsnomader i et hyperkomplekst samfund, og derfor er der opstået et stærkt behov for at have en forankring, som de senere år har været evnen til at sætte sig selv – og virksomheden – ind i en større meningsmæssig sammenhæng. I 2009 skrev jeg selv en bog om dette skift i tidsånden fra identitet og egofest til formål og fællesskab, men allerede nu er der ved at ske et afgørende skift i tidsånden igen.

For det har vist sig, at formål for alt for mange ikke har været den (kompleksitetsreducerende) forløsning, som var forventet. Tværtimod har den medført en massiv stressreaktion. Ikke alle virksomheder finder det nemlig givtigt og meningsfuldt at være formålsdrevet og vil ”blot” gerne levere en ordentlig vare. Og ikke alle ledere og medarbejdere føler sig kaldet til at have etkald, og faktisk er det kun et fåtal, der er i stand til at leve op til en daglig brændende passion for sit arbejde.

Modreaktion hedder bidrag. Fra at være et ønske båret af store drømme, kommer det til at handle meget mere om hvad man helt reelt og konkret bidrager med til fællesskabet. Altså: Hvad skaber du? Og hvilken forskel gør du?  Manifestation fremfor intention.

Det øgede fokus på det konkrete bidrag vil ikke kun opleves i virksomheder; det vil også slå rødder i institutioner og organisationer. Væk med raffinerede purpose (som det ofte også bliver kaldt) og ind med konkrete opgaver, der bliver løst, så kundens/borgerens hverdag bliver lettere og mere overskuelig! Fx skal SKAT have en hjemmeside, der gør det nemt for borgeren at udregne sin skat, og hospitalsvæsenet skal koordinere patientens behandling på tværs af afdelinger, og ikke lade ham/hende hænge magtesløs imellem dem.

Bidrag handler om at løfte og løse en særlig opgave, så et problem eller en konflikt bliver løst, eller en ny mulighed bliver skabt. Bidrag handler derfor også om basal synlig og oplevet værdi. Hos både modtageren og giveren. Vi mennesker har et medfødt behov for at opleve, at vores eksistens udmønter sig i at gøre noget konkret hjælpsomt for flokken, både fordi det er styret af en indre overlevelsestrang, men også fordi det sikrer vores plads i fællesskabet. En sådan afgrænset opgave med indbygget succesgaranti ved endt udførelse er den bedste medicin mod stress, og nu hvor vi står foran en vækstperiode, har vi brug for at skabe en organisatorisk infrastruktur, der sikrer ro og overskud af ressourcer. Hvor formål kræver et vist abstraktionsniveau, er bidrag substantielt og giver en akut succesoplevelse.

Hvordan så måle bidrag? Vi skal først og fremmest droppe de kendte KPI’er og erstatte dem med det, jeg har valgt at kalde for KCT’ere, Key Contributing Tasks. Markedsledende virksomheder som fx Accenture og Microsoft har lagt performancemålinger i skuffen, fordi de i et kreativt og selvledende samfund ikke længere giver retvisende anvisninger til at tage de rigtige beslutninger på direktionsniveau, så væk med P’et. Også fordi man gør sig afhængig af ydre faktorer, man alligevel ikke (altid) kan påvirke. For det andet er indicator-delen ofte et internt offer for symbolpolitik og nøgletalstyranni. Alternativet ligger i at se nødvendigheden af at kunne identificere hvilke helt konkrete nøgleopgaver (tasks), der skal løses, for at hele organisationen ikke blot leverer, men også fungerer, optimalt. Det bidragende (contributing) element er valideringen af opgavens vigtighed ift det overordnede fællesskabs udvikling og konsolidering.

Googles CEO, Eric Schmidt, er blevet citeret for at sige, at vi på 2 dage skaber lige så meget information, som civilisationen har gjort siden dens start og indtil 2003, så vi skal nok ikke forvente, at vores hverdag bliver mindre kompleks med tiden. Ved at have fokus på KCT’ere, skaber vi automatisk denne nødvendige kompleksitetsreduktion, der lader os løse de vigtige opgaver, og hjælper os til at konkretisere vores eksistensberettigelse ind i et håndgribeligt bidrag, der faktuelt ændrer verden. Og det er hvad 2016 kommer til at handle om: De rigtige bidrag. Og de gode relationer. 

(Kronik i Børsen 31.12.15)

onsdag 16. december 2015 kl. 12:55 | 0 kommentarer

Mange kvinder giver sig selv den gave at få syet en enkelt kjole i deres liv. En ganske særlig kjole til en ganske særegen begivenhed, der kun varer en eneste dag. Og som er med til at genskabe en af de institutioner i vores samfund, der har størst stabiliserende social og økonomisk kraft, hvorfor ingen løfter et farvet øjenbrynshår ved udgifterne til den. Jo, jo, du har gættet det; jeg taler om brudekjolen. Nåmen, det er ikke den kjole, som klummen her handler om.

Den kjole jeg taler om her, er en kjole, der ikke er betinget af en udvalgt social hændelse. Den har ikke nogen særskilt berettigelse, anden end at dens ejer har lyst til at få den. Og giver sig selv råd til at investere i den. Hvilket kan få nogle til at knibe øjnene sammen og hviske: ”Tænk at bruge så mange penge på sig selv, når de lige har været på ferie?!”

Se, en af kvinders fem mest brugte løgne er: ”Nej, den er da ikke ny!” Vi lyver altså om, hvor meget vi køber til os selv, som kan hænges på os selv, og vi lyver om det, fordi vi som det erklærede sociale køn åbenbart føler os skamfulde over at bruge så mange penge på noget, der kun handler om vores egen skønhed. Vi må gerne bruge penge på sønnikes bukser, datters tasker, mandens vin eller svigermors gave – men vi må helst ikke have et stort forbrug til os selv. Aller bedst er det, hvis det vi drømmer om, er noget vi får i gave. Så er der nemlig ikke nogen risiko for, at vi kan blive sparket til skammekrogen over det, nogle vil se som uklædelig egoisme.

Denne klumme vil have dig til at se lidt anderledes på det. Jeg har nemlig for nylig fået syet en kjole. I mange, mange år gik jeg og drømte om at få syet den helt rigtige røde kjole, der kunne alt det, som jeg sukkede efter. Og oplevelsen af endelig (!) at få den, er en tilfredsstillelse, der rækker langt ud udover selve kjolen. Det er en tilfredsstillelse af min sjæl og den kvinde, som jeg drømmer om at være.

Lyder det….overfladisk? Overklasseagtigt? Overdrevet? Jeg forstår godt, hvis det gør. For heller ikke i min vildeste fantasi havde jeg tænkt, at en kjole kunne opfylde andet, end et nik i spejlet og måske et glimt i øjet på min kæreste. Jamen, helt ærligt – det er jo bare en kjole!!

Men en skræddersyet kjole, lavet i det stof du drømmer om, i det snit der klæder dig bedst, og tilpasset din krops mærkværdigheder, så du til sidst fremstår overraskende harmonisk, veldrejet og smukkere end du nogensinde før har stået, handler meget mindre om kjolen, og meget mere om at du tillader dig selv at stråle og komme til syne overfor verden på præcis den måde, som du ønsker det. Og dermed giver du selv mulighed for at tage den plads, som du rent faktisk fortjener.

I processen med at få syet kjolen, er du nemlig også igennem en proces med at se dig, som du virkelig er. Og anerkende hele dig. Især er det en proces i at se dig med kærlighed og skønhed; noget vi ofte overlader til vores partner at være ansvarlig for. Og bare det at tage den på, og mærke hvordan den smelter sammen med min krop, fordi den ikke føles som en kjole, men mere som et ekstra lag hud, der følger hver og en af mine bevægelser og får mig til at føle mig fri og smuk, er en oplevelse, som jeg under alle at få. Også kvinder der ellers mest er til bukser. En kjole er jo klimakset af alt det feminine i klædedragter, og derfor kan den få noget nyt frem i os.

Susse, skrædderen, skabte ikke bare min kjole i løbet af prøvningerne; hun var også med til at skabe mig som kvinde. Hvilket, ifølge hende, ofte sker. Og ja, det er dyrt. Men man kan jo spare op til den, og da du kan have den resten af livet, kan den ende med at blive til den billigste kjole du nogensinde har haft, målt på udgifter per gang, du har haft den på :-)

(Klumme bragt i Femina september 2014)

 

torsdag 10. december 2015 kl. 13:38 | 0 kommentarer

”Min lærer siger, at vi er på randen af 3. verdenskrig. Er det rigtigt?”

Min 15årige søn kigger på mig med et blik, hvor åbenheden står forrest, men hvor skyggerne flimrer bagved. Han er for gammel til at tro på et enkelt svar, og for oplyst til kun at ville lade sig føre ind i håbet om den lykkelige slutning, så han befinder sig i et oplyst mørke, som kan gå begge veje. Enten mod den fuldkomne desillusion om menneskers klogskab og vores forhærdede erfaringsresistens mod krigens galskab, som gør, at vi gang på gang alligevel ender i en krig. Eller mod frelsen, mod medmenneskeligheden, mod håbet om at vi ikke vil mere. Ikke vil mere af dødelige konflikter kun baseret på ideer, overbevisninger og værdier, fremfor virkelig krig mod sult, sygdom og død.

Selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg skal svare. 

For er den virkelige – og værdige - krig virkelig kun mod sult, sygdom og død? På overfladen virker det tillokkende at tro, at så enkelt bør vi leve livet. At vi som art skal samles om at bekæmpe de ydre faktorer som vilde dyr, mangel på føde, naturkatastrofer, sygdom og lignende udefrakommende farer, der truer vores eksistens. Og faktisk ser vi gang på gang dette udfoldet, når vi pludselig står i en katastrofal situation; så samles vi på tværs af race, religion, kultur og nationer og hjælper hinanden ud af den umiddelbare fare, og medmenneskeligheden får lov til at triumfere på bekostning af idealer.

Men der går sjældent længe efter at en vis normalitet er opnået, før at ideerne støder sammen igen, og der bliver kamp om, hvordan vi skal organisere os. Hvordan vi skal prioritere midlerne og ressourcerne ud fra en idé om, hvad der giver os de bedste overlevelseschancer. Og det bedste liv.

I alle grader af civilisation er det ideerne, der organiserer samfundet og dermed hvordan livet skal leves, hyldes og dyrkes. Som art er det os helt umuligt at leve i et fællesskab uden at vi har en idé om, hvordan vi bør og gerne vil leve sammen, og hvad vi bør stræbe efter at opnå.

Og det er nok derfor, at medmenneskeligheden har så svære kår. For jo mere civiliserede vi bliver, jo flere ideer bliver der at leve med. Og deres kompatibilitet er jo langt fra givet. I Danmark er vi opflasket med at åbenhed, frihed, lighed og tillid er helt afgørende for et velfungerende samfund og en hyldest til det enkelte individs udfoldelsesmuligheder. På den måde mener vi, at vi hver især bidrager mest og bedst til fællesskabet, og samtidig giver det nogle grundvilkår for at kunne leve et godt og meningsfuldt liv for den enkelte.

De værdier er naturligvis altid blevet udfordret. I min ungdom i 80erne var de udfordret af Den Kolde Krig og atomtruslen fra Østblokken. I 2001 skiftede trusselsbilledet og fremfor politisk ideologi om kapitalisme mod kommunisme, handler det nu om demokrati kontra terror, selvom nogle gerne vil have det til at se ud som om det handler om religion.

Hvis læreren får ret, er der meget der tyder på, at 3. verdenskrig på – overfladen! – vil gentage den krig, vi udkæmpede for snart 1000 år siden og nogle hundrede år frem under Korstogene. Og min søn vil med god ret kunne spørge: Er vi virkelig ikke kommet videre?

Hans spørgsmål vil ramme ned i det vedvarende ulidelige dilemma: Hvordan undgår jeg at reducere mig selv til en agent for et helt andet værdisæt end det, jeg virkelig tror på, fordi disse fremmede værdier i situationen er helt nødvendige, hvis vi skal overleve? Hvordan kan jeg med troværdighed forklare ham, at selvom vores grundværdier handler om åbenhed, frihed, lighed og tillid, bliver vi nu nødt til at benytte os af lukkethed, grænser, kamp og mistillid i kampen for at undgå at udslette os selv i misforstået integritet?

Frustrationen sætter yderligere ind, da sætninger som: ”Jeg er altså ikke nationalist, men…” og ”Principielt mener jeg, at alle kulturer har ret til at eksistere, men…” er på vej til at snuble ud af munden på mig. For hvornår blev det egentlig uacceptabelt at tro på, at min kultur er bedre end andres – hvis jeg samtidig accepterer, at andre kulturer naturligvis har ret til at eksistere parallelt med min foretrukne, så længe det sker i gensidig respekt? Og hvorfor skal jeg med sindsro acceptere, at min kultur gerne må krænkes åbenlyst og direkte bekæmpes i mit eget hjemland, uden at kæmpe imod, for ikke at blive anset for at være ikke-humanist? Jeg er langt fra den eneste, der står midt i den frustration. De sociale medier svømmer i denne tid over af mennesker, der ”normalt betegner sig som meget tolerante og åbne” men som i disse dage tynges af en gigantisk gordisk knude i maven af ideologisk frustration over angsten for at blive anklaget for at være racister, fremmedfjendske, imperialister eller DF’er (som i humanistiske kredse anses for at være det værste!), fordi de har nået grænsen for, hvor meget ikke-demokratisk kultur de vil være med til at indoptage, samtidig med, at de anser sig selv for at være netop åbne og tolerante. Selv ved jeg ikke engang hvordan jeg med ro i maven skal skrive disse sætninger, for ikke at blive bevidst misforstået og kategoriseret som alt det, jeg skrev lige ovenfor, og som er helt modsat af alt hvad jeg tror på.

Så hvad skal jeg svare min søn?

Der findes jo ikke noget svar på det spørgsmål, sådan som situationen lige nu med gru udfolder sig. Der findes kun et håb om, at det ikke sker. I ventetiden på afklaringen kan jeg forsøge at lære ham den helt afgørende sandhed om os mennesker: At vi dybest set alle lever i de samme konflikter og har de samme længsler. At vi alle blot ønsker at få lov til at bidrage til fællesskabet og bare gerne vil være elsket. At vi inderst inde alle er ens.

Og at det derfor er hver vores opgave at tage ansvar for det medmenneskelige. 

(Min kronik i Jyllandsposten den 6.12.15)

fredag 27. november 2015 kl. 12:58 | 0 kommentarer

Har du en bestyrelsespost? Andet end som frivillig i en organisation? Så er du med på den nye trend, hvor noget af det mest hippe man kan have, er en fuldbyrdet betalt bestyrelsespost.

At det indenfor relativt få år er blevet så prestigiøst, afspejler på mange måder en af de kerneværdier, der præger vores samfund i dag: Multibidrag. Hele den måde vi er i gang med at indrette verden på, handler om at være synlig og bidragende på mange forskellige platforme, så vi hver især kan sprede vores viden og samle den i nye former på tværs af traditionelle skel og i forskellige typer af fællesskaber, for at skabe nye indsigter og i sidste ende skabe nye markeder.

En bestyrelsespost er i den sammenhæng et helt perfekt match! Du influerer på et begrænset antal møder om året, hvor du mødes med forskellige kompetencer, som du sparrer med og herigennem bidrager du på et overordnet niveau, på en måde så det (forhåbentligt) får en stor impact ned i organisationen, inden det lander solidt på bundlinjen.

Det nye bestyrelses-buzzword er diversitet. Fordi det er bydende nødvendigt. Verden er nemlig ved at blive overtaget af generation Y, hvis hele tilgang til livet er modulopbygget. Der findes ikke længere kendte fag, brancher, markeder, stillinger osv – der findes behov og muligheder, og de skal parres med de egenskaber, der passer bedst til den givne situation. Diversitet er derfor ikke bare et begreb, der dyrkes eksplicit hos denne generation. Det er hele fundamentet for dem. Og derfor er diversitet præcis den egenskab, der også skal hyldes mest i en moderne bestyrelse, så den kan kende til samfundets hurtige udvikling og dermed møde markedets skiftende krav. I tide!

Jeg er sådan et diversitets-medlem.

De sidste 20 år af mit professionelle liv, har jeg kommenteret på og holdt foredrag om samfundstendenser og rådgivet om trends og tendenser, og det er erfaringer som har vist sig brugbare på bestyrelsesniveau. Ind i mellem har jeg dog til tider oplevet en vis indre usikkerhed på, om jeg mon bidrog på det niveau, som virksomheden egentlig havde brug for. Derfor tog jeg i år CBS’s bestyrelsesuddannelse; både for at få afmystificeret det, der nogle gange føltes som ”et dark room”, samt for at opkvalificere mig helt konkret.

Jeg endte med at bestå med udmærkelse. Hvilket – helt ærligt – kom bag på mig, for casen var OW Bunker og børsemissioner og hedgefunding er jo ikke lige mine spidskompetencer! Men selvfølgelig satte jeg mig ind i den verden og forsøgte samtidig at give opgaven bredde, og det viste sig åbenbart at være så værdifuldt, at det gav ekstra bonus.

Hvad vil jeg sige med det her?

At de bestyrelser som endnu ikke har åbnet sig op for tanken om diversitet, skal se at få fingeren ud af de traditionelle CXO-lister og i stedet kigge sig om efter andre typer af bestyrelsesmedlemmer. Og overkomme frygten for, at man som diversitetsmedlem ikke også kan forstå og levere den mere traditionelle del af arbejdet i en bestyrelse. Vi mennesker har en ikke særlig frugtbar tendens til at forfalde til det, som kaldes groupthink; altså tendensen til at alle begynder at tænke ens, fordi alle er bange for at falde udenfor gruppen.

Men en bestyrelse SKAL forstyrres. En virksomhed SKAL forstyrres. Og de der nysgerrige (men som nogle kalder for ”dumme”) spørgsmål SKAL stilles engang imellem, for at rode op i det vi kender og i stedet være med til at skabe nyt, der passer bedre til den aktuelle virkelighed.  Der er mange dygtige mennesker, der ikke ligner et traditionelt medlem, men som kan vise sig at være lige nøjagtig det element, der udgør ”the tipping point” i gruppen, så man drejer blikket i en ny og bedre retning, fordi man bliver inspireret til at se noget, som man var blind for før. Simpelthen fordi man ikke selv er en del af den verden. Ingen kan af gode grunde være hele verden, men vi har altid friheden til at invitere den indenfor i vores!

Markedsagilitet gennem diversitet, så kort kan det siges!

(Kronik i Børsen den 27.11.15)

fredag 6. november 2015 kl. 11:31 | 0 kommentarer

Sport har altid været knyttet mest til mænd, men allerede i 1900 kom kvinderne med i hele 2 discipliner i OL og så begyndte vi ellers at indtage sportsverdenen...og nu også sneakersverdenen! Vidunderligt program om kvinder og sneakers. Enjoy!!

onsdag 4. november 2015 kl. 10:16 | 0 kommentarer

2. del af sko-serien tager fat i spørgsmålet om hvorfor sko så ofte er knyttet til sex. Enjoy - der er både vidundelrige kvinder der taler om deres forhold til sko og en skøn historisik og nutidig fortælling om kvinders forhold til sex gennem sko!

onsdag 4. november 2015 kl. 10:11 | 0 kommentarer

Kvinder og sko har altid været en lidenskabelig affære. I programserien tager vi affæren alvorligt. For sko betyder meget mere end man umiddelbart skulle tro. Og det er derfor, at jeg har 157 par sko, der hver især har sin historie - og nok også derfor, at jeg får lov til at optræde både som ekspert og som sko-samler :-) 

I serien undersøger vi, hvordan kvindens rolle har udviklet sig igennem tiden og hvordan det afspejler sig i skomoden. Hvad fortæller sko egentlig om vores tid, om kvindens identitet og om hendes status i samfundet?

Første afsnit dykker ned i, hvad passionen for sko egentlig handler om. Vi besøger kultursociolog og sko-samler Emilia van Hauen, der har 157 par sko og som ved, hvad hun taler om. Hun åbner skattekammeret og viser bl.a. sine Manolo-, Vivienne Westwood- og Louboutin-sko frem og fortæller om den signalværdi, der ligger i, hvilke sko vi vælger at tage på.

Programmet kigger også nærmere på den lange og seje kvinde-kamp, der ligger til grund for, at en dansk kvinde i dag overhovedet har mulighed for at bruge penge på sin passion - og så er vi med på den nyeste trend indenfor sko-moden: Jagten på de nyeste sneakers...

mandag 12. oktober 2015 kl. 09:57 | 0 kommentarer

Jeg har kun set et enkelt menneske dø. Og jeg sad med hendes tørre lette hånd i min, da livet slap hendes krop, kæben sank ned, rummet trak lidt af lyset væk og jeg følte en sær frossen tilstedeværelse, der ikke kunne ses.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet. Måske dette. Det var fredfyldt og meget lidt dramatisk, hvilket ikke spejlede det liv, hun havde levet. Vi sad der og lod hende forlade os, og det var sørgeligt og gjorde ondt, men til at bære i nuet, for hun havde levet. Meget. Hun havde elsket. Meget. Og hun havde bidraget med alt det, der var hende.

For hun var ikke nærig med sig selv. Og hun var i gang. Altid. Mest med at få mennesker til at mødes. Selvom hun ved Gud forstod at lave ravage i sine egne relationer, var hun en smuk fortælling om det, som vi alle instinktivt godt ved, og som videnskaben efterhånden har bevist i utallige undersøgelser, nemlig at det eneste, der virkelig gør os lykkelige, er at have nære og gode relationer.

Men….det er alligevel ikke nok til et liv, der giver mæthed af dage.

For vi er ikke kun vores relationer. Vi er også vores bidrag. Som art vil vi gernenoget med os selv, så vi gør den der forskel, som så mange går og taler om. Hvis ikke vi havde dette drive, ville ting som fx mikroskoper, segways, apps, Harry Potter, musikvideoer, eksistentialisme og bistader ikke bebo vores verden, og vi ville have nok i mad, beskyttelse og sex. 

Samtidig er vi en besynderlig selvdestruktiv art. For jo mere vi har, jo mere eftertragter vi. Og derfor bliver listen over alt, hvad vi skal nå, hele tiden længere, i stedet for kortere, efterhånden som vi streger et opfyldt punkt over. 430.000 danskere oplever hver eneste dag symptomer på stress. Hver 5. ender med at blive så syg, at de mister jobbet. Stress koster årligt Danmark 14 mia i sygemeldinger og tabt arbejde. 20% af befolkningen lider af depressioner og fra 2001 til 2011 har vi oplevet en fordobling af anti-depressiv medicin, samt en tredobling af børn med affektive lidelser. Og som den bitre rosin i samfundspølsen må vi konstatere, at helt op til 30% af befolkningen lider af angst.

Denne udvikling er sket både i bling-bling tiden før krisen og under selve krisen, og nu står vi foran en vækstperiode, hvorfor barren for vores succes forventeligt vil blive sparket et par niveauer op – og hvad mon der så kan ske?! Umiddelbart vil mange føle, at det giver dem nye muligheder.

Men.

Hvornår stopper det? Hvornår er bidraget nok? Rundt omkring i landet ruster HR-ledere sig til at navigere i et endnu større stress/depressions/angsthav af medarbejdere, der har kæmpet sig igennem en krise, der har presset dem til yderste, og nu hvor væksten kommer, bliver der stillet flere krav om performance. Og i stedet for at skabe rum for restitution, kommer der nye lister med flere punkter på.

Og de yngre generationer er ramt endnu hårdere, for de skal ikke blot forholde sig til deres egen fysiske virkelighed, hvor de møder medlemmerne af de referencegrupper, som de er en del af. Deres sociale liv bliver også påvirket af en masse fremmede, som de gennem de sociale medier, bevidst og ubevidst sammenligner sig med; desværre sjældent til deres egen fordel. Børn under 10 år laver videoer, der er så professionelt skabt, at de til forveksling ligner noget et reklamebureau kunne lave, og de film lægger de op i håbet om at få en masse anerkendelse fra deres fans. Og for hver gang de gør det, og de mange likes udebliver, falder der et stykke af deres selvværd ned i havet af synlig social fornedrelse og fiasko, og så står de der, uden en chance for at beskytte sig mod denne afvisning.

De er jo børn for pokker, så hvordan skulle de vide, hvem de selv er endnu?! Også deres større søskende oplever dette, og drukner disse udstødelser i druk, narko og tjald, der også er et stigende problem.

Bidrag og relationer er de to elementer, der skaber levende liv, der er værd at leve.

Vores opgave er at finde ud af, hvad og hvor meget vi hver især ønsker at bidrage med. Og selvom det kunne se sådan ud, når man browser rundt på Facebook og andre sociale medier, handler dette bidrag langt fra altid om at bestride vidunderlige meningsfyldte kreative jobs, der sender en verden rundt til møder med andre sublime mennesker. Bidrag er også at møde ind om morgenen i en skole, en Matas-forretning, et kontor, en byggeplads. Hvor som helst vi skaber noget, som støtter det liv og samfund, som vi alle er en del af. Og hvor vi har en naturlig plads at udfylde, der giver os en helt basal sikkerhed i vores væren.

Vores opgave er også at finde ud af, hvilke relationer vi i virkeligheden ønsker at være en del af. Hvem skal have adgang og lov til at mene noget om mig – som jeg tager til mig? Og hvem vil jeg gerne dele mig selv med? Sund overlevelse i en hypersocial verden kræver af os, at vi afgrænser den flok af mennesker, der bliver til medskabere af min selvopfattelse.

Når jeg dør, håber jeg, at det bliver med et elsket menneskes hånd i min. Og med en overbevisning om, at jeg bidrog. Det sidste kæmper jeg mest med, for også jeg er et listemenneske, hvis liste må have fået virus; hver gang jeg streger en ting ud, kommer der nemlig to nye på.

Desværre hjælper det ikke, at jeg nogle gange skriver ting på, som jeg allerede har udført, blot for at få tilfredsstillelsen ved at strege den ud igen… 

(Kronik i Jyllandsposten 11.10.15)

onsdag 7. oktober 2015 kl. 17:52 | 0 kommentarer

Da jeg var 13 år gammel var jeg helt sikker på, at når jeg blev 15, så havde jeg i hvert fald en kæreste. Hvad det mere konkret betød, var jeg ikke helt sikker på, men det var som minimum noget med at vi hørte sammen. Og noget med at være håbløst forelsket, hvilket jeg på det tidspunkt var i engelske Johnny med det lidt for store trekantede hoved og det lækre mørke hår. Han gav mig hjertebanken og ismave, hver gang jeg spottede ham på gangene i skolen, og jeg begyndte at gå til badminton, bare fordi han gjorde, og en dag gemte jeg hans skoletaske, blot for at være nær noget, der var hans, og fik hylende dårlig samvittighed, da jeg så ham løbe rundt og lede efter den, da det ringede ind. Senere listede jeg den skamfuldt ud igen midt i en time, hvor jeg havde løjet mig på toilettet.  

Jeg blev 15 og havde ikke skyggen af kæreste. Til gengæld var jeg håbløst forelsket i Kim fra min klasse og det var helt sikkert, at vi ikke ville blive kærester. Ever! Han var høj, blond, moden af sin alder, den sejeste dreng på skolen med metalkam i baglommen og jeg… ja, jeg var kommet et år for tidligt i skole, fnisede alle de forkerte steder og havde ingen attraktive buler i festhøjde, så jeg begyndte gymnasiet nogle få måneder senere som single.

 Der fulgte flere år, hvor jeg prøvede mig frem. Og mit billede af hvordan han skulle se ud (høj, muskuløs), være (virkelig klog og tjekket) og hvilket liv han skulle leve (meget mere spændende end mit!) var ret klart. Så jeg mødte forskellige muligheder og da jeg med tiden udviklede mig til at være mindre fnisende og mere langbenet, hjalp det også på det udbud jeg kunne vælge imellem. Men jeg blev alligevel ved med at falde for han-pakker, der altid var skruet forkert sammen i forhold til at gøre mig glad. I stedet gik jeg efter målbare kriterier, der lignede successer, men som blot øgede min følelse af selv at være forkert.

Summa summarum: Jeg var helt vildt god til at vælge dårligt.

Heldigvis blev det bedre med tiden. Meget bedre! Og det blev det, fordi jeg opdagede, at den mand, der gør mig lykkelig og glad, ikke er en, som jeg skal konkurrere med. Eller som skal redde mig. Eller gøre mig socialt acceptabel. Eller fjerne min ensomhed.

Den mand der gør mig lykkelig, skal helt enkelt få mig til at grine. Og han skal få mig til at komme.

En mand der kan få mig til at grine, gør nemlig mig glad. Og jeg vil egentlig bare gerne være glad og i godt humør det meste af tiden. Det er simpelthen så banalt, at det er lige til at tude over! Alligevel lykkedes det mig i årevis at have fokus på næsten alt andet. En mand der gør mig glad, får mig nemlig til at føle mig vigtig og elsket, fordi det betyder noget for ham, at jeg er glad. Og derfor gør han en indsats for at jeg rent faktisk er det. Fordi han deler så generøst ud af sig selv, bliver han til en partner, som jeg har lyst til at dele det lyse og det mørke i livet med.

Og en mand der får mig til at komme, er en mand, der forstår at tænde mig. Ikke bare i sengen (eller i køkkenet eller i bilen eller…) men i lige så høj grad i hjertet og i hjernen. En mand der får mig til at komme, giver mig lyst til at hengive mig til ham - på alle måder! Fordi han også formår at skabe nærvær og intimitet sammen med mig.

Engang var en mand kvindens sociale og økonomiske forsikring. I dag er han vores ligeværdige partner. Og vi er frie til at give os selv over til et menneske, der får os til at føle os elskede, levende og givende. Så ja tak til latter og liderlighed efter kroppen, hjertet og livet. Og gerne i rigelige mængder!

Klumme i Femina okt 2015 

Modtag mit nyhedsbrev



Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign