De magtfuldkomne falder på stribe i disse dage.

Qvortrup. Tidligere Aller-chefer. Lars Løkke. Ok, næsten Lars Løkke! I deres iver efter at opnå magt, ære, penge eller noget helt fjerde, er de røget udenfor den bæredygtige cirkel af samfundssind, som vi alle bliver nødt til at blive indenfor, hvis vi på lang sigt skal overleve i et demokrati.

Det eftermæle som de vel drømte om skulle bestå af storhed og anerkendelse, er nu i stedet skiftet ud med et blakket billede af grådighed i forskellige udgaver. En grådighed der hverken hører den krisementalitet til, som vi har levet under siden 2008 – men så sandelig heller ikke hører til i en post-krise tid, som vi er på vej ind i nu!

2014 viser nemlig mange tegn på at blive det første år, hvor vi kan sige farvel til krisefesten og i stedet for alvor tro på, at der venter en mere kreativ og produktiv fremtid med overskud foran os.

Det kræver imidlertid af os, at vi kobler os op på de nye værdier og dyrker den kultur, der skal til, for at vi kan vækste. Også på lang sigt. Kodeordet for succes er nemlig balance. Balance mellem det jeg har valgt at kalde for relationel og produktiv kapital (inspireret af Bourdieus kapitalbegreb) på den ene side, og mellem magtfuldkommenhed og magtløs på den anden.

For 5 år siden beskrev jeg i min bog, ”Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber”, hvordan organisationer, der var bevidste om deres formål og sørgede for at skabe fællesskaber omkring sig på alle niveauer, ville være dem, der overlevede. Det har vist sig at være mere aktuelt end nogensinde før. Jeg vil dog påstå, at det ikke længere er nok.

Skal vi være med til at sætte dagsordenen i fremtiden, skal vi danskere slippe vores berøringsangst for begrebet ”magt” og i stedet tage det helt på os, i bevidstheden om, at ”magt” i et frit demokratisk samfund først og fremmest handler om at være i stand til at skabe en virkelighed, som tiltrækker flest mulige frivillige mennesker.

Magt er altså en neutral evne, der kan bruges enten positivt, hvis man sørger for at bygge noget godt og bæredygtigt op, eller så sandelig også kan bruges negativt til at korrumpere et system, fordi man for enøjet forfølger et mål, der ikke tjener helheden.

Vores tid forlanger af det enkelte menneske, og i endnu højere grad af organisationer, at vi er bidragende. Gerne på en selvstændig og original måde. Det kræver, at vi ser os selv som magtfulde, for gør vi ikke det, oplever vi heller ikke, at vi har magt til at skabe noget. På den anden side skal vi samtidig være ydmyge overfor, at andre også har noget at byde ind med, så vi skal også være villige til at slippe vores egen magt og respektere andres (juhuuu, hører I efter, Se og Hør?!).

Det totalt velafbalancerede mentalt sunde menneske eller den bæredygtige organisation befinder sig lige i midten af de to yderpunkter, magtløs eller magtfuldkommen, og da ingen er perfekte, befinder vi os indenfor en rimelig radius af begge yderpunkter.

Det er på denne akse at vores samfund i dag møder nye og store udfordringer mht vores sammenhængskraft, for mens flere og flere oplever, at de ikke kan gennemskue det stadig stigende komplekse (videns)samfund og derfor føler sig mere og mere fremmedgjorte og reelt magtløse, er der samtidig stadig flere, der ser sig selv som magtfuldkomne.

Her taler jeg ikke kun om de mennesker, der besidder de traditionelle magtfulde etablerede positioner, men i høj grad også om de magtfulde sociale mediestjerner, som har titusindvis af følgere, der er med til at sætte en dagsorden, som mange politikere kun kan drømme om.

Magtbegrebet er på den måde blevet demokratiseret i en grad, som vi ikke tidligere har oplevet, og det stiller krav til os alle om at have en indre sund balance mellem de to yderpunkter.

Den anden akse er lige så vigtig. Den handler om have balance mellem at kunne handle og manifestere resultater på den ene side, og samtidig kunne skabe gode relationer og bæredygtige sociale systemer hele vejen rundt. Under krisen er især den produktive kapital blevet vægtet højest, fordi det skabte hurtig sort bundlinje, men det er for kortsigtet og især nu, hvor vi er på vej mod vækst.

Relationel kapital handler nemlig om at være dygtig til at lægge og gennemføre en social strategi, der skaber forbindelser og tillid mellem mennesker og får dem til at føle og følge et commitment overfor fællesskabet, opgaven og visionen. Personer med høj relationel kapital vil være afgørende for at skabe et godt og kreativt arbejdsklima, vil være dygtige til at placere sig centralt i en organisation, fremfor højt (som ellers er traditionen, men med fare for at blive isoleret fra omverden), og oplever derfor ofte at være et knudepunkt af energi, viden, ideer, kontakter mm – også eksternt.

Produktiv kapital handler mere klassisk om at være dygtig til at få lagt og gennemføre en strategi på selve produktionen af varer, ydelser eller services i organisationen, og til at styre det finansielle flow. Mennesker med en høj produktiv kapital er dygtige til at fokusere på at skabe effektive og klare interne og eksterne infrastrukturer, plus gode til at nå alle typer af mål, således at alle resultater bæres hjem i tide, og sådan at fremtidens pipeline er sikret. Både kreativt og produktivt. Alle mennesker og alle organisationer trækker på begge kapitalformer, og i den fremtid af vækst, som er på vej, vil det være mere påkrævet end nogensinde før, at begge kapitalformer valideres lige højt på alle niveauer i systemet.

Vil du vækste - som menneske eller organisation?

Så befind dig indenfor cirklen i en bæredygtig balance mellem de fire yderpunkter, der forstærker hinandens indbyrdes kræfter og tiltrækker andre med samme form for balance. Se og Hør ledelsen, der gik for hårdt efter oplagstal og satte sig udenfor den gængse moral og lov, eller Lars Løkke i sine bilagssager, der havde for travlt med at placere sig selv som en magtfuld person, frakoblet sine egne medlemmers livsvilkår, ryger udenfor cirklen. Det samme gør kriminelle bander, der ofte søger et fællesskab, fordi de føler sig magtløse indenfor det eksisterende system, eller arbejdsløse, der ikke kan få lov til at bidrage gennem deres arbejde.

De magtløse skal samfundet være med til at skubbe indenfor i cirklen igen, mens de magtfuldkomne nødvendigvis må straffes. På den ene eller anden måde.
I virkeligheden er det uhyre enkelt: Står du i et tvivlsspørgsmål, så spørg dig selv om du – eller dit projekt – befinder sig indenfor eller udenfor cirklen?

Næste store spørgsmål er så, hvilken slags vækst vi egentlig ønsker at forfølge i et samfund, hvor vækst ikke længere kun handler om bundlinje.

Bragt i Jyllandsposten 8.6.14

 

torsdag 5. juni 2014 kl. 15:53 | 0 kommentarer

Først da hendes mand var flyttet, opdagede Madeleine Albright, at hun ikke kunne lide kød. I alle de år hun havde været Joes kone, havde hun troligt spist en stor bøf sammen med resten af familien, men nu hvor han var væk, gav hun sig selv plads til at lytte til sin egen ægte lyst. Det var også først efter skilsmissen, at hun gik ind i politik. Og blev USA's første kvindelige udenrigsminister.

Skilsmissen, som hun ikke selv ønskede, blev det fald i hendes liv, der gav hende mulighed for at genopstå i en ny version. I alt fra madpræferencer til livsformål. Vi har hørt den historie i tusindvis af udgaver, og den mest kendte er nok den om Jesus genopstandelse, der trods alt har nogle elementer i sig, som ingen af os andre kan tilbyde.

Livet efter døden er imidlertid et budskab, vi alle kan få brug for at blive mindet om, når vi selv står midt i den afgrund, der blænder ikke blot vores positive selvfølelse, men også vores basale livsretning.

Krisen de senere år har sendt mange mennesker ud i denne oplevelse, men det er ikke kun et krisefænomen. Det er et livsvilkår i den moderne verden, fordi vores livbetingelser konstant ændrer sig, og dermed udfordrer vores eksisterende strukturer. Og fordi der ligger en klar forventning til alle individer om selv at være i kontinuerlig udvikling.

Nu hvor vi er på vej ud af krisen, vil vi med stor sandsynlighed se endnu flere af denne slags indre kampe, selvom man skulle tro, at det ville være omvendt. For selvom fiasko umiddelbart trækker mest på vores kræfter, kan forventningen om succes faktisk kræve endnu mere af os. Når den fælles barre bliver sat højere, bliver faldet for os alle også større, når vi ikke føler, at vi er i gang med det spring, der giver mest mening.

Eller mest status?

Når faldet så indtræffer – og det sker jo for de fleste på et eller andet tidspunkt - har vi behov for at vide, at vi kan genskabe os selv i et nyt billede, som bedre matcher den person, vi har udviklet os til. Også når vi ikke selv har valgt den nye situation, som vi befinder os i. Også selvom den føles vildt uretfærdig og ubarmhjertig.

Yahya Hassan, kvinderne fra Det slører stadig, Ayse Dudu Tepe og Firoozeh Bazrafkan er alle genopstandne. De har måttet tage et opgør med deres ikke-etnisk-danske baggrund og bagefter, et opgør med den danske præmie-perker forståelse, for at være en vigtig stemme i debatten om retten til at være et menneske i dag, både i Danmark og resten af verden. Stressramte mænd, der tør stå frem og italesætte hvor angste de er for at miste deres mandighed i omverdens øjne, fordi de står ved deres sammenbrud, må også genopstå i en ny og mere ærlig udgave, og er på den måde med til at sætte skæbner på vores andres forestillinger om køn, og er samtidig med til at udfordre dem. Kvinder der claimer deres frie ikke-magasinlækre seksualitet (aktuelt med filmen ”Vådområder” efter Charlotte Roches roman), kvinder der vil have lov til at gå hjemme og passe børnene uden at blive set ned på, kvinder der er på vej ind i bestyrelserne i hidtil uset antal, er også genopstandne efter at have mødt modstand mod de normgivne forestillinger om køn. Børn der mobbes og som kommer igen og igen, fordi de ikke vil give op, og fordi nogle særlige voksne tror på dem og viser dem vejen til en positiv identitet. Alle disse er blot få aktuelle eksempler på livssituationer, som præger vores tid i vores ende af verden, og deres individuelle kampe er nogle, som de fleste af os kan spejle os i.

Vi hører deres historier i medierne, læser dem i bøgerne, ser dem i fjernsynet, lader os underholde af dem i liveshows og på nettet, og vi møder dem næsten altid når de er ude af krisen igen. Og selvom de kan fortælle ærligt og hudløst om alt det, de var i og måtte igennem, for at nå dertil hvor de er nu - mere afklarede, mere hele, mere hjemme i sig selv, og nu med et klart livsformål og en retning i deres liv - har de den fordel, at de altså er ude på den anden side. Står man imidlertid selv med hovedet nede i afgrunden, kan det næsten virke som en hån at høre den slags historier, for det man ser, er mørke, og det man oplever, er håbløshed. Også selvom det ikke ser sådan ud på overfladen. Også selvom de andre ikke kan se det. Og mest, når det der sker omkring en, ligner en dundrende succes mens man selv er ved at gå til i fortvivlelse.

Når mørket er tættest og tomheden fylder mest, er der en sætning, som kan bære os igennem vores egen død og ind i livet igen. Det er et af de fire bud i min nye bog Ladycool, og var oprindeligt særligt tiltænkt kvinder, fordi kvinder stadig kæmper for at få samme høje status som mænd har. Nu har jeg imidlertid nået at få en del reaktioner på bogen, og det har vist sig, at især denne sætning åbenbart rammer noget almengyldigt i vores tid. Sætningen i sig selv er så banal og eksistentiel, at den ikke burde skabe nogen form for opmærksomhed, men de reaktioner jeg har fået på den, har været overvældende og interessante. Og de er kommet fra begge køn.

Sætningen er: ”Jeg er vigtig”.

Alt for mange mennesker tror nemlig ikke for alvor på, at de er vigtige. At det de føler, er rigtigt. At det de tror på, er godt nok til at andre også kan tro på det. At det de oplever, også er noget andre kan genkende. At det de stræber efter, er værd at stræbe efter. Og det er et tab. Ikke bare for den enkelte, men for alle os andre, der jo bliver berøvet muligheden for at opdage verden på en ny måde.

Menneskehedens historie er fyldt med eksempler på mennesker, der turde tænke anderledes og som udfordrede vores givne idealer, værdier, adfærd og normer. Det er dem vi husker. Fordi de var med til at sætte en ny standard, som vi andre kunne blive inspirerede af. Mange af dem har imidlertid også befundet sig i deres eget mørke, har mistet troen på sig selv og deres eksistensberettigelse, har følt sig ensomme, forladte, forhadte – aldeles og overhovedet ikke vigtige.

Står du sådan et sted i dit liv, så gør som Albright og hold op med at spise kød og bliv udenrigsminister. I overført betydning, naturligvis :-)

Jyllandposten 20.04.14

torsdag 5. juni 2014 kl. 15:49 | 0 kommentarer

Denne klumme er en hyldest!

Til alle de mennesker, der holder hovedet klart og hjertet varmt for almindelig anstændighed ved at skrive direkte mod de hadefulde tråde, der indimellem optræder ucensureret på Facebook og de andre sociale medier. De fortjener i den grad at blive hædret for ikke at ville fodre den indre svinehund, der elsker at guffe i sig af svinske, hadske og perfide kommentarer om andre, og for at insistere på, at virkeligheden har mange flere strenge at spille på end kun den negative og nedgørende.

For det gør virkelig ondt, selv at stå i modtagerenden af sådan en tilsvining. Uanset hvor sikker eller uberørt den person ellers virker, så skal man ikke lade sig narre. Det er smertefuldt. På mange planer. Og man er ofte ret forsvarsløs overfor det.

For nylig oplevede jeg selv virkningen af sådan en hade-tråd. Gennem en der addede mig til tråden fik jeg adgang til en lang række kommentarer om min person, som blev hængt ud for at være en masse grimme ting og blev tillagt motiver og handlinger, som jeg slet ikke kunne genkende.

Jeg har aldrig oplevet sådan noget før, og det føltes nærmest surrealistisk pludselig at læse fremmede kvinders negative mening om mig og min nye bog – uden at de hverken kendte mig, eller havde læst bogen. Selvom jeg egentlig ikke havde lyst, begyndte jeg alligevel med bankende hjerte at læse bemærkningerne fra ende til anden, og følte mig mere og mere alene, dum, pinlig og grinagtig, indtil jeg begyndte at støde på nogle andre typer af kommentarer.

Kommentarer som tog mig i forsvar. Som forsøgte at nuancere debatten. Som forstod og havde læst bogen og kunne tilbagevise flere af de grimme bemærkninger. Og som sagde stop, da nogle af kvinderne gik langt over stregen ved at bruge udtryk, som jeg ikke kan forestille mig, at man kunne finde på at bruge overfor et menneske, der stod overfor en selv.

De kvinder redede min dag. Og de følgende dage. Det værste er imidlertid, at jeg langt fra var den eneste kvinde, der fik den behandling i de uger. Det var nærmest som om der samlede sig en tornado af hadske og ondskabsfulde udfald mod flere kvinder, der i forskellige sammenhænge stod frem og mente eller bidrog med noget, som åbenbart kunne sætte andres pis i kog. Blandt andre Signe Wenneberg, der havde lavet en praktisk og smart serviceliste over cool kvinder indenfor kommunikationsbranchen, blev latterliggjort for sit projekt. Eller Line Baun Danielsen, der blev svinet til pga af sit gode udseende. Eller sangerinden Sanne Gottlieb, der også fik en ond omgang, fordi hun i BT havde fortalt om sin skilsmisse. Til hende ilede Anna Thygesen til hjælp og smed en vred update op på Facebook, der fik over 800 likes fra andre, der heller ikke gad alt det ”hateri”. Det her er kvinder, der er kendt i offentligheden, men det store problem er jo, at alle – alle! – kan blive udsat for noget lignende, og derfor er det en kultur, vi altid skal kæmpe imod!

Udfordringen ligger i at det meget sjældent har den mindste my af konsekvens for afsenderen, og det gør det for nemt at være den, der spreder giftigheder om andre. De mangler et velkalibreret indre moralsk kompas, der er en anelse mere fintfølende end en søko i et koralrev - og måske ønsker de i virkeligheden ikke at have det. Fordi de får momentan afløb for deres egen misundelse ved at dukke andre, der måske ligner en succes i deres øjne.

Men der er heldigvis også anti-hate-heltinderne og -heltene, og hvis du er en af dem, skal du have et kæmpe smækkys lige på panden og et ordentlig dunk på skulderen, for så er du blandt dem, der virkelig gør den der forskel, som så mange går rundt og drømmer om at gøre! Så er du ganske enkelt med til at at gøre verden til et bedre sted at være. Ikke kun for dem, der bliver hated, og som holder op med at føle sig så alene og afmægtige. Det betyder også noget for alle andre. Du bliver nemlig til en lysende inspiration på hvordan vi alle sammen kan være.

Også mig!

Femina 22/2014

 

Dette er en af de sætninger, som mange godt kan lide at skyde afsted, når det, der er sket, enten er super irriterende eller virkelig dumt.

Sætningen har også en storesøster, nemlig: ”Alt har en mening!” Hvor den første godt kan fyres af i et kækt tonefald, bliver menings-sætningen oftere sagt i et blidere og mere indfølende tonefald. Måske som en ønsket modvægt til at gøre det meningsløse, der rent faktisk er sket, meningsfuldt.

Sætningerne har til formål at skabe orden i vore egne tilværelser, så vi atter kan slappe af i visheden om, at alt er ok. Eller at det, der er ikke er ok lige nu, nok skal blive det - lige om lidt.
Som fx en brækket lilletå. Min brækket lilletå. Der lige nu - mens jeg skriver disse ord - er bundet op med hvidt tapebind og sender jag af smerte gennem foden, selv når jeg ligger helt stille. Måske fordi den er ved at heale sig selv.

Jeg har lige peaket en afsindig travl og spændende tid, og i kølvandet på en reception for min nyeste boglancering, brækker jeg altså min lilletå. Det er så femte gang, at det sker, og derfor kender jeg kuren: opbindingen, krykker de første dage og derefter flade hårde sko. Vildt irriterende, meget smertefuldt og pænt besværligt. Men til at leve med.

Min første tanke var, at universet forsøgte at fortælle mig, at nu, NU!, må du sørme til at tage den lidt mere med ro. Men så fik jeg spat af den tanke. For nogle gange har man bare perioder i ens liv, hvor man har meget travlt, og hvor tingene skal ske lidt hurtigt, men hvor det der sker, jo også er sjovt og godt, og hvor det endelige resultat er meget tilfredsstillende. Og hvor en brækket lilletå på ingen måde er universets eksklusive besked til dig, men bare resultatet af en uheldig omstændighed. Som det var i dette tilfælde.

Uheld sker jo.

Sådan helt almindelige klodsede uheld eller uventede sammenfald. Som lige så godt kunne ske midt i en ferie, hvor alle har oceaner af tid og er nærværende og lykkelige.

Sådan et uheld er min brækkede tå alle fem gange. Selvom jeg klart er et ret troende menneske, og også er pænt overbevist om, at der findes en form for guddommelig kraft, som vi alle kan vælge at tappe ind i, så tror jeg ikke, at universet samler hele sin kraft om en lilletå – eller en punkteret cykel, en benzin-tom bil, en udsolgt færge fx – for at give os en tiltrængt læremulighed.

Det er bare vores måde at sætte vores irritation ind i en tålelig sammenhæng, så vi synes den er mere til at bære. Og det er jo også meget forførende at tænke sådan. Men jeg tror faktisk ikke længere på det.

Til gengæld tror jeg på, at de store livsomvæltende begivenheder i vores liv, gør os klogere. Mere indsigtsfulde. Kan ændre på vores (uhensigtsmæssig) adfærd og sætte os mere i sync med det, vi virkelig ønsker os af livet og os selv. Og i den henseende kan der måske være mening i at tale om meningen med det hændte. Jeg vil dog påstå, at resultatet af det der sker, ikke er universets fortjeneste. Det er vores egen fortjeneste. For i sidste ende går alt ud på, hvordan vi vælger at reagere på det, der sker. Om vi bliver bitre og menneskefjendske – eller finder frem til tilgivelsen og kærligheden i os selv, når noget uforståeligt og afsindigt smertefuldt sker. Som at miste et barn. En ægtefælle. Eller en forælder.

Vi mennesker har brug for at skabe orden i det kaos, som livet er. Men vi får nok mest ud af selv at tage ansvaret for, hvordan vi vælger at handle på det der sker. Og ikke lægge det over på en højere instans, som skal give dig meningen tilbage i dit liv. I sidste ende er det vores egen opgave at skabe mening, glæde og livslyst i vore egne liv. Ikke universets. Og det giver os jo en enorm frihed til faktisk at leve meningsfuldt. Hele tiden.

Med og uden brækkede tæer.

Femina 17/2014

torsdag 5. juni 2014 kl. 15:44 | 0 kommentarer

For nøjagtig et år siden fik jeg en åbenbaring.

En af den slags, som jeg længe havde kæmpet for ikke at få, fordi jeg faktisk ikke rigtig orkede at forholde mig til den. Men som lige præcis den aften manifesterede sig, fordi jeg selv var så træt og udmattet af min nye situation som fraskilt, fraflyttet og frakoblet mit før så kendte liv, at jeg åbenbart ikke magtede at holde sandheden borte længere. Pludselig havde jeg nemlig skrevet det ord, der satte hele mit liv og identitet som ”hun” i et næsten ubærligt perspektiv:

Lavstatus.

Ordet stod lidt utydeligt prentet på papiret, der lå på min nye sofa i min nye lejlighed i mit nye liv. Det stod presset ind mellem de mange andre ord i min forretningsplan; skubbede lidt til ordet workshop, ramte t’et i ordet tidsånden og trådte E-bizz koncept over p’ets lange streg. Beskæmmet. Som om det ville forsvinde, faktisk helst ikke eksistere. Bogstaverne var skæve, ufærdige, asymmetriske og sjuskede. Forsømte i forhold til de andre ords bogstaver, som stod langt mere nydeligt sat op i lige række, som om de gerne måtte være der. Som om det ligefrem var godt, at de var der.

Men de slukørede bogstaver stod der altså også. Og mens jeg kiggede på det ord, de sammen skabte, kunne jeg ikke længere benægte, at dette – lige præcis dette – var grunden til, at jeg aldrig for alvor havde overgivet mig til det, der er så indlysende, at jeg skal gøre.

Nemlig at gå all-in på køn i en periode af mit liv, så jeg kunne undersøge hvad der egentlig ligger af fordomme, tabuer, muligheder og overbevisninger i dette emne.

Skammen fik mig til at trække vejret en lille bitte smule kortere, for det var jo mig selv, der var lavstatus. Og alle andre af samme køn som mig. Jeg var lavstatus, bare fordi jeg er født som en hun. Og som en vestlig kvinde med to lange uddannelser, stemmeret, børn jeg selv kan forsørge og et sexliv, jeg suverænt bestemmer over, var det frygteligt flovt at måtte erkende, at jeg ikke ville være kendt for at være specialiseret i køn og moderne kvindeliv, fordi jeg var bange for, at det ville trække min egen status ned.

Tanken om at blive til ”én af dem, der ved noget om kvinder” var skræmmende, for jeg ville jo gerne tages alvorligt. Jeg ville gerne have status som seriøs og med en god faglig tyngde, som gav mine klaprende høje hæle lov til at vandre rundt på direktionsgangene og rådgive de jakkeklædte herrer. Og damer. Og alt det kunne jeg miste, hvis jeg blev kendt for at tale om køn, for køn er ikke rigtig vigtigt. Det er bare sådan noget andenrangsnoget, som alt for ofte afføder dybe suk og flakkende øjne med undertitlen: ”Skal vi nu til det igen?!” Måske fordi køn og kvinder siden 70’erne har været nært forbundet med en kamp om ret og rimeligt og rigtigt. Og dermed omfattet en taber og en vinder.

Men ordet var jo skrevet og åbenbaringen var jo sket, og jeg besluttede mig derfor at gå ind i det med et åbent hjerte og finde ud af, hvordan jeg kunne vende det, jeg så som en svaghed, til en mulighed og en styrke. Det viste sig at blive en festlig rejse! Ikke spor negativ, trættende eller anklagende.

Tværtimod blev det en skøn opdagelse af de arketypiske feminine egenskaber, som alt for længe har været set som mindre værd end de maskuline, som vi kvinder ellers dygtigt – og nødvendigt - har taget til os. Som fx ydmyghed, sårbarhed og sødme kontra resultatorienteret og handlekraftig.

Jeg har fået en stor lyst til at fejre det kvindelige i mig selv og ikke mindst hos andre kvinder – og på den måde gøre mig til et helt menneske. For jeg ønsker jo ikke at opgive alle de gode maskuline sider jeg også ejer; jeg ønsker at skabe en sjov og frugtbar alliance, der højner begge køns status.

Men det bedste i hele processen var at opdage, at jo mere jeg kunne læne mig ind i mine feminine sider, jo mere kunne jeg også bruge mine maskuline sider, og det gav mig pludselig en sjov og interessant spændvidde at være mig ud fra. Det kan anbefales – så god rejse :-)

Femina 12/2014

tirsdag 20. maj 2014 kl. 11:18 | 0 kommentarer

Jacob Holdt hos Bandidos og en hel masse om svigtet kærlighed. Kornkaffe (der smagte overraskende godt!), økolandsby og økonomisk bæredygtighed. Og hjælpeorganisationen 100% til børnene i Mombasa - sidste udsendelse i Lev Stærkt på DR K

fredag 9. maj 2014 kl. 16:49 | 1 kommentarer

Kl. 9 mødtes vi til seriens første optagelser i et kælderlokale, hvor der var gloryholes, gynækologbriks, bur og hvor der kørte to forskellige pornofilm i baggrunden, mens vi talte med Nikita, der var lidt vild med at have mindst 25 mænd omkring sig, når hun skulle have stillet sin lyst. Så var vi ligesom i gang! Det viste sig at blive det første besøg, der også satte sig flest spor i vores tur rundt i Danmark og Afrika, hvor vi har talt med danskere, der gerne vil udfordre de normer, som de fleste af os andre lever med og under. Vi var sikre på, at vores usikkerhed overfor situationen ville skinne igennem i optagelserne, men Anders og Kristine har været sindssyge dygtige og klippet og redigeret nogle fantastiske programmer sammen - også besøget i sexklubben. Du møder også Daniel, der er katolsk præst og derfor lever i cølibat, og Olrik, der kalder sig selv for libertiner. 

fredag 2. maj 2014 kl. 14:07 | 0 kommentarer

Bryster som våben, kødboller af eget fedt og velfærdsrytter fortæller om hvordan de gør oprør i en tid og et samfund, hvor oprøret kan virke overflødigt. Svend og jeg er heller ikke enige denne gang - se det selv på DR K

Når man lige har udgivet en bog om kvinders særlige bidrag til samfundet, opdager man meget kontant og på godt og ondt, at køn er et yderst vanskeligt emne at italesætte rent ideologisk.

Især er det et meget personligt ømfindtligt emne at mene noget om, for mange kan hurtigt føle sig trådt over tæerne, hvis man iklæder sig sko, der leger med de arketypiske træk for at gøre kønnet til en praktisk anvendelig ressource.

Ikke desto mindre bliver de ledere, der gerne vil sikre deres organisations fortsatte overlevelse og ikke mindst kreative udvikling, nødt til at tænke køn ind som en praktisk og strategisk ressource i forretningsplanen.

Hvorfor? Af tre grunde:

1. Fordi der er forskel på kønnene og deres behov og bidrag.

2. Fordi samfundet bliver mere og mere neo-tribalt organiseret, dvs opbygget af mange små stammer, der samles om udvalgte interesser og visioner, og som bindes sammen af tillid og initiativ – og dermed skaber de bedste betingelser for langvarig kreativitet.

3. Fordi ingen producent længere kan eje et produkt (kopiering foregår i dag afsindigt hurtigt), men kan derimod godt ”eje” en relation, altså opbygge et tillidsbaseret og ikke mindst gensidigt forhold til deres kunder, der i dag hver især gennem de sociale medier har adgang til mange nye kunder.

Disse nye markedsvilkår (der også gælder arbejdskraft, og derfor skal også BTB-virksomheder vågne op til det) stiller krav til en ny balance mellem a) at være dygtig til at gennemføre produktionsprocesser plus at have styr på det finansielle flow, og b) skabe et arbejdsmiljø, der fremmer kreativiteten og det sociale flow, så tillid bliver det bærende element i en fri kultur, der er visionsdrevet.

En af hovedpointerne i min nye bog Ladycool er, at det arketypisk feminine stadig har en lavere status i samfundet end det arketypisk maskuline, men at det er ved at vende.

Eftertrykkeligt!

Netop fordi en socialt orienteret adfærd, der oftest knyttes til det kvindelige, i dag har en eksplicit høj værdi. Naturligvis også hos mænd! Og for ikke at ende i dødssyge kønsstereotype diskussioner, er der mening i at isolere de to køns arketypiske evner, og i stedet kalde dem noget, der kobler sig op på det særskilte de bidrager med, nemlig relationel og produktiv kapital (her låner jeg fra den franske sociolog Pierre Bourdieus kapitalbegreb-tankegang).

Relationel kapital handler om at være dygtig til at lægge og gennemføre en social strategi, der skaber forbindelser mellem mennesker og får dem til at føle og følge et commitment overfor fællesskabet, opgaven og visionen.

Personer med høj relationel kapital vil være afgørende for at skabe et godt og kreativt arbejdsklima, vil være dygtige til at placere sig centralt i en organisation og oplever ofte at være et knudepunkt af energi, viden, ideer, kontakter mm. Kapitalformen består af egenskaber som socialt reproduktiv, stabiliserende, fælleskabsorienteret i en dialektisk form, inkluderende med en central organisering, og fremmer rummelighed, tolerance og nærhed, og har mere fokus på processen end her-og-nu resultaterne.

Relationel kapital består også at empati, omsorg og følelsesmæssig balance indenfor gruppen, og en stærk relationsopbygning internt i gruppen og eksternt ud i omverden.

Produktiv kapital handler om at være dygtig til at få lagt og gennemføre en strategi på selve produktionen af varer, ydelser eller services i organisationen, og til at styre det finansielle flow.

Mennesker med en høj produktiv kapital er dygtige til fokusere på at skabe effektive og klare interne og eksterne infrastrukturer, plus gode til at nå alle typer af mål, således at alle resultater bæres hjem i tide, og sådan at fremtidens pipeline er sikret. Både kreativt og produktivt.

Kapitalformen består af egenskaber som selvstændighed, (de)konstruktion, autonomi, og en analytisk tilgang til opgaver, hvor konkurrence, hierarkier og resultater gerne driver handlingerne og målet. Konkrete målbare resultater er dermed også en del af produktiv kapital.

Alle mennesker trækker på begge kapitalformer, og en organisation i balance vil vægte den relationelle kapital lige så højt, som den produktive kapital, da det giver det bedste grundlag for kreativitet og vækst, fordi fællesskabet i gruppen er baseret på tillid. Traditionelt er den produktive kapital blevet vægtet højest, da den har været mere målbar og i perioder med krise og nedgang, fokuseres der naturligt nok på at skabe resultater.

Nu er vi imidlertid på vej ud af krisen igen, mulighederne for vækst viser sig tydeligt i horisonten og denne vækst vil komme hurtigst til de ledere, der forstår at bruge begge kapitalformer, til at skabe den mest konkurrencedygtige organisation.

Bragt i Børsen 30, april 2014

mandag 28. april 2014 kl. 22:50 | 0 kommentarer

En bogholder der hænger i kødkroge, en løber for hvem et maratonløb blot er opvarmning og en kvinde, der er afhængig af botox - tre danskere der lever lidt stærkere end så mange af os andre. Svend Brinkman, professor i psykologi og jeg besøger, spørger og reflekterer på DR K

Det har været nogle helt fantastisk programmer at lave - og vi har grinet, undret os og er blevet rørt over alle disse mennesker, der har inviteret os ind i deres liv og tanker om at leve livet en smule mere på kanten.

Modtag mit nyhedsbrev



Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign