onsdag 2. september 2015 kl. 15:25 | 0 kommentarer

Kina skælver og verden skælver med. På direktionsgangene er mødeaktiviteten øget og der tænkes i Plan B’er: Hvordan kan vi undgå tab, eller endda vækste, hvis bunden går ud af markedet? Igen.

Svaret er forbavsende enkelt: Ved at fastholde og tiltrække den bedste arbejdskraft! Det er fra organisationen selv, at det kreative overskud skal komme til at imødegå markedets behov parret med en agilitet ift de ændrede vilkår. Så langt så godt. Det ved de fleste ledere og de taler derfor om velsignelserne ved en organisation præget af diversitet, kreativitet og blablabla….

Blablabla?

Ja, blablabla! For hvis det skal virke, skal det også manifesteres i hele infrastrukturen og ikke bare være et lille isoleret hygge- eller imageprojekt i et hjørne af organisationen. Der er nemlig sociale ændringer på vej, som nødvendiggør et opgør med den model, der bygger på klare hierarkier, autoriteter og intern konkurrence.

Utallige undersøgelser – og et hurtigt vue udover kønsfordelingen på toplederniveau – viser nemlig, at alt for mange kvinder ikke orker det system. De forlader organisationerne (og starter hellere deres eget) lige på det tidspunkt, hvor de skulle krones for deres hårde arbejde. Argumentet plejer at være, at kvinderne ikke har det, der skal til. Eller at de prioriterer anderledes (læs: de vægter familien højere). Men nej, det er ifølge den amerikanske forsker Barbara Annis kun 30% af kvinderne, der gør det. 68% af kvinderne dropper ud, fordi de ikke føler sig værdsatte af arbejdspladsen og 65% føler sig udelukkede fra teams og beslutninger.

Min konklusion på flere undersøgelser af samme karakter er, at kvinderne tjekker ud fordi de i længden udmattes af mangel på respekt for deres virkelighed. Der er simpelthen for meget intern kamp og for lidt ægte action, så jobbet gør den der meningsfulde forskel, som ”alle” taler om. Og derfor mister større organisationer (især advokater, konsulenter, revisorer og IT-folk), deres kvinder, når de omsider når den position, hvor de har magt til at ændre på de store linjer. Dette tab koster direkte på bundlinjen og kreativiteten. Det koster hos de yngre kvindelige medarbejdere, der mister en ledestjerne og taber identifikation. Og ikke mindst koster det hos kunderne, der ser, at ledelsen ikke er i stand til at skabe et moderne dynamisk miljø, der spejler kunderne selv. Konklusion: Hver gang en højtplaceret kvinde forlader en organisation, mister den enorme summer på den symbolske kapital, dvs på den økonomiske, kulturelle og sociale kapital.

Men det er på vej til at blive værre. Meget værre!

For lige om lidt er det ikke kun kvinderne, der forlader organisationerne. Det er også generation Y’s mænd, som er ved at indtage arbejdsmarkedet. De gider nemlig slet ikke den form for arbejdsmiljø! De elsker at tage initiativ, og vil ledes af en synlig værdibåret leder, der både skaber mening i arbejdet og sælger dem en idé, som de gerne vil være med til at føde ind i verden for at gøre den der forskel. De vil anerkendes eksplicit af deres ledere. De vil have tid til at være fædre. Og de vil have plads til selvudvikling. Kort sagt vil de have et arbejdsmiljø, hvor den relationelle kapital er i balance med den produktive kapital, og oplever de ikke det, forlader de organisationen.

Det er derfor ved at tynde gevaldigt ud i fødekæden af kreative, ambitiøse, ansvarlige medarbejdere af begge køn til de store organisationer, der baserer sig på gammeldags værdier om kamp, hierarkier, kolde KPI’er og (for dem) meningsløs konkurrence - i stedet for kreativitet, initiativ, fællesskab og ambitioner om helhed og mening. Tag ikke fejl: disse succeskriterier kræver ofte mere af topledelsen at indfri end de traditionelle performancemål! Kan man skabe det, får man til gengæld en stab af mennesker, der er usædvanlige loyale og som i høj grad kan tænke og skabe selv, så de netop skaber den markedsfordel alle råber på nu.

Det er derfor NU, at der skal tænkes i nye interne strukturer og værdier, som føder et miljø, hvori både kvinder og yngre mænd ønsker at leve en stor del af deres liv. Hvordan? Kontakt en kultursociolog…! Eller tænk i mennesker i stedet for mål. I relationer i stedet for resultater. I tillid i stedet for totalitarisme.

Og hold for Keynes skyld op med at bruge køn og alder som en undskyldning eller et skældsord! Forstå at det i sidste ende kun handler om en eneste ting: At skabe et miljø, hvor mennesker, og ikke funktioner, har plads og lyst til at bidrage! 

Kronik i Børsen den 28.08.15

torsdag 27. august 2015 kl. 11:58 | 0 kommentarer

Det var i sommeren 1992 at min bror og jeg vandrede rundt i Cairos gader og ledte efter et hammam. Det var ikke noget jeg havde planlagt. Det var de mytiske omgivelser i denne gamle by, der levede op til min drøm om et arabisk eventyr, som satte gang i fantasierne og længslen efter at begrave mig i den muslimske kvindekultur og mærke den på egen krop.

Vi gik ad de mange små gader og krøb længere og længere ind i byen, fik himler af vasketøj, næsen luftet af lort og krydderier, og vi blev mere og mere fremmede i vores jeans, som slørene og kaftanerne blev flere. Vi passerede en souk, der eksploderede i farver, dufte og kaudervælsk og vi gled forbi flere moskeer, som jeg fik lyst til at gå ind i, men vores ægyptiske guide drog os videre, videre, længere ind i byen, indtil vi nåede et punkt, en gyde, hvor der kun var et blakket messingskilt ved siden af en pindet tør grønskallet dør. Han læste skiltet. Rystede på hovedet for syvende gang i vores søgen. Og opgav. Det var åbenbart ikke til at finde et hammam i byen.

Siden dengang levede drømmen i mig. Og hver gang jeg hørte om et tyrkisk bad, gik jeg tættere på og undersøgte om det skulle være det. Det var det ikke. Indtil jeg en dag hørte om et nyt hammam, der var startet op på….Tomsgårdsvej.

Tomsgårdsvej er ikke en lille eksotisk hyggelig gade, der ligger i centrum af en by, og som man spadserer hen til, mens man lader sanserne fyldes af forventning. Det er en lang, ucharmerende, trafiktung ringvejsagtig vej i Nordvestkvarteret i København. Det er ganske enkelt en af Danmarks absolut grimmeste veje.

Men i det øjeblik jeg tager i porten og åbner den, bliver jeg mødt af lyden af rindende vand fra det lille springvand, der står i midten af gården, som selv er smykket med arabiske lamper og krummelurede møbler og ting, og jeg begynder at føle en sær hensættelse til mit ægyptiske eventyr, men denne gang med en vished om, at jeg nok kommer tættere på en happy ending.

I marmorbadet bliver jeg i det dæmpede lys og akkompagneret af østerlandsk musik, mødt af Mimi, en vidunderlig marokkansk dame, der smilende i sin sarong og plastikbadetøfler, instruerer mig i rækkefølgen med vask og sæbe og dampsauna og til sidst kravler jeg – meget forsigtigt! – op på den glatte marmorbriks og hun går i gang med at skrubbe mig fra halsen til fødderne med sin rå hamplignende handske.

Jeg er blevet anbefalet at være helt nøgen, så det er jeg. I dette univers føles det naturligt, befriet for skam og generthed. På mit lagen samler der sig efterhånden små tynde pølser af grå hud, der er blevet skrabet af, og mens jeg bliver mere og mere, ånder jeg friere, tungere og hengiver mig dybere til Mimis kyndige og kærlige hænder, der må have gjort det her mindst tusind gange og som indskriver mig i en hundredårgammel tradition.

Jeg får sæbe og siden ler på kroppen og ligger skiftevis på marmoret og går ind i saunaen og får også ansigtet under behandling, indtil jeg kan skylle det hele af igen og bliver vist ind til irakiske Nurah og en klassisk massagebriks. ”Du læser vist meget, ikke? Og skriver på computer?” Jeg forsøger at nikke, men min nakke er fikseret i briksen og jeg må mumle et slags ja. ”Og så taler du meget. Virkelig meget!”

Hvordan pokker kan hun vide det?! tænker jeg, der næsten kun har smilet til hende, men lader de olierede hænders videre vandring hive tankerne med sig væk, mens jeg nyder duftene og den forløsende berøring. Til sidst tager hun også mine fødder. Som en ekstra gave, siger hun, for jeg har kun valgt overkropsmassage. Og en gave er det. Hele denne oase af mellemøstlig ornamenteret æstetik og stemning og dufte og lyde og kvinder og sanselighed.

Vi ved det godt. At nogle drømme opfyldes under helt andre omstændigheder, end man forestillede sig. Tænk at noget så afsindigt prosaisk som Tomsgårdsvej, skulle huse det hammam, der forløste en mere end 20 år gammel eksotisk længsel? Jeg er næsten genfødt, da jeg går derfra.

Næsten.

Klumme bragt i Femina den 27.08.15 

 

 

søndag 23. august 2015 kl. 05:57 | 0 kommentarer

Ruden er røggul, matteret og døren har et rundt messinghåndtag, som jeg med møje og besvær får drejet rundt. Min hånd er alt for lille til manøvren, men jeg presser på og pludselig går døren op. Bag skrivebordet, der står fjernt fjernt fra døren, rejser min far hovedet og drejer det i min retning, mens hans smil rammer mig og jeg registrerer hans markerede solbrune underarme, der stikker frem fra de opsmøgede skjorteærmer, hans kraftige sorte brillestel og ikke mindst øjnene, der kalder mig kærligt nærmere.

Dette er min første erindring om min far.

Jeg ved, at jeg må have været mellem to og fire år, for det var i den periode, at vi boede i Madrid, og jeg ved, at det her skete i vores lejlighed der. Hvorfor jeg kom ind til ham, står mere uklart, men det var vistnok noget med, at vi skulle spise. Og hvad der skete bagefter er et hvidt felt i min erindring.

I dag er min far en ærværdig ældre herre. Der til stadighed cykler rundt i København, ringer mig op for at diskutere en spændende artikel, som jeg indimellem tænker tilbage sammen med, og som var mit store idol, da jeg første gang skulle vælge karriere.

Den første erindring om min mor er en drøm. En drøm hvor hun står udenfor vores klare glasdør, i det hus jeg voksede op i i Hillerød, og banker på. Jeg når ikke til at åbne døren, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at jeg vågner af drømmen og er dybt ulykkelig over ikke at kunne lukke hendes trygge favntag ind. Måske er jeg seks år på det her tidspunkt.

Min mor blev født i en lille andalusisk landsby, og voksede op som pige i Francos Spanien, der både var præget af den spanske udgave af fascisme og en udpræget mandschauvinisme, og gjorde en beundringsværdig rejse fra denne kultur til 60ernes danske verden, der var præget af frisind og oprør og som sendte hende en tur på apoteket, når hun skulle købe hvidløg til maden.

Også min mor er ærværdig ældre dame. Der går meget mere på café end jeg gør og som i 40 år stolt har guidet spansktalende turister rundt i København og Nordsjælland – og gør det endnu.

De er begge over 80 og har jævnligt travlt. Men på en helt anden måde end jeg har. For jeg er indskrevet i det moderne samfunds mest dominerende værdi: Bevægelse. Vi skal konstant være i udvikling, vi skal være omstillingsparate, vi skal være åbne og dynamiske. Vi lever i en evig tilstand af FOMO (Fear of Missing Out) og har så afsindigt travlt i hverdagen, at selv de mest elementære ting som at smøre madpakker, virker som en djævelsk Sisyfos-opgave, der tager tiden fra det, vi umiddelbart tænker er ”det rigtige liv”. Vores bevidsthed er nemlig allerede optaget af dagens mails, FB/Twitter opdateringer og møder. Fra før vi står op. Det er jo smartphonen der vækker os – og den har bekvemt flere apps, der lige kan tjekkes, når vi har slukket alarmen.   

Men så kommer den længe ventede sommerferie, og bevægelsen finder sin sunde tvillingmakker: Nærværet. Vi kommer til stede i det og dem, der selv er til stede. Og livet bliver pludselig fyldt med en befriende langsomhed og social træghed, der holder en fast længe nok til at mærke kærligheden, samhørigheden og tilhørsforholdet. Og vi bliver fyldt op og husker, at gode relationer er det eneste, der virkelig gør os lykkelige.

Og så er sommerferien forbi og vi lover os selv, at denne gang skal det være. Denne gang vil vi tage den gode tid og nærværet med os ind i hverdagen og give tid til det, der skal være tid til. Til ikke at overstå…alting. Åh, men så går det hurtigt galt, og vi er tilbage i samme loop af flygtig energi som før ferien, og den ultimative nærværs-screensaver vi har installeret, hjælper kun til at øge vores stress-samvittighed og fremme fraværet.

Lige der, er det vi kommer til at tænke på: Hvem er jeg egentlig? Hvad er det egentlig jeg jagter?

Her er det, at mine forældre dukker op. Som lyse tanker med tyngde. Det er fra dem jeg kommer. Det er deres værdier, deres omsorg, deres tilstedeværelse, deres hårde arbejde, deres bidrag til vores samfund, som jeg er rundet af. Og indeni bliver jeg helt blød og varm. Men ude i fingrene, de fingre der rammer pc’ens taster, bliver jeg helt forarget over, at vi i vores ende af verden, hvor vi har så meget overskud, ikke ser og anerkender det overskud, som de ældre bidrager med til vores samfund.

De er vores bedste værn mod stress, ligegyldighed og manglende forpligtelse overfor fællesskabet. De er det nærvær, den langsommelighed, det anker, den historie, som vi andre har brug for, for ikke at miste os selv i en hverdag, der gør vores hjerner til pop-corn i et hjemløst samfund. Samfundets ældre kan hjælpe os til at få værdighed, refleksion, balance og det laaange blik med ind i fremtiden. Og en lille snak om dengang, da alt på én gang var lettere og hårdere. Præcis som nu. 

I slutningen af det over tre timer lange interview om kvindehistorie og sko, spørger tv-journalisten mig: ”Er kvinder stadig undertrykte i dag med hensyn til deres fremtoning?”

Hvad tænker du?

Ja, fordi vi kvinder stadig bliver set på med øjne, der gør os til sexobjekter og fratager os vores seriøsitet, faglighed og troværdighed, hvis vi fx viser kavalergang og ben?

Nej, fordi kvinder i dag kan gå i hvad som helst uden at det fratager os muligheden for at opnå, hvad vi ønsker.

Ja, fordi kvinder der ikke ”gør noget ud af sig selv” bliver fuldstændig overset i gadebilledet – og på Tinder! (Men gælder det i dag ikke også for mændene?)

Nej, fordi kvinder har en langt større spændvidde med hvad vi kan tillade sig at tage på end mænd har; vi kan fx nemt tage arketypiske mandlige klæder på som jakkesæt og herresko, mens mænd slet ikke kan låne lige så meget fra kvinderne.

Eller måske noget helt femte?

Selv tænker jeg, at svaret kun kan være et ja. Det skyldes ikke udelukkende historiske og kulturelle grunde, selvom der er rigeligt af dem. Kvinder bliver nemlig bedømt meget hårdere på deres udseende end mænd gør, og kan risikere social forkastelse, hvis de på den ene side viser deres krop ”for meget frem” eller hvis de på den anden ikke gør sig bare lidt lækre. De fleste af os har derfor lært at finde balancen i et bekvemt spillerum mellem yderpunkterne ”for meget” og ”for lidt”.

De senere år har jeg som noget nyt mødt en intens kedsomhed ved at skulle bruge tid på at få mig selv til at ligne mig selv. Det er gået op for mig, hvor meget jeg virkelig hader at tørre hår, lægge eyeliner og mere, og derfor står der ofte en ipad og balancerer på hylden under spejlet, mens den afspiller et afsnit af en tv-serie jeg er i gang med.

Jeg har længe drømt om at nogen opfandt en kabine, som man går ind i og fem sekunder efter kommer ud af igen, men nu med rent sat hår, en perfekt makeup, tøj der passer til ens humør og lejlighed og helt ready to go! Sådan en kabine har nok lidt lange udsigter, så ind imellem har jeg også fantaseret om, hvordan det egentlig ville være, hvis jeg lod mig karseklippe, forærede al min makeup væk og altid gik rundt med et nøgent ansigt, lavede en permanent udstilling af mine stiletter på mit kontor og i stedet bevægede mig frit og smerteløst rundt på klipklapper om sommeren og gummistøvler om vinteren? Umiddelbart ville det være langt mere enkelt. Sundere. Og helt sikkert billigere!

Problemet er, at det kun ville udtrykke en meget lille del af min personlighed. Og at jeg meget hurtig ville føle en dyb længsel efter at sætte håret, tage noget læbestift på og iføre mig et par høje sko. På trods af denne intense modvilje mod at skulle bruge tiden på at ligne den kvinde, som jeg normalt møder i et spejl, er den indre følelse af at se ud som jeg føler mig, vigtigere for mit generelle velbefindende og min selvfølelse, end det er at være praktisk.

Skyldes det virkelig kun min egen private fornemmelse for æstetik? Er det ikke også i høj grad fordi kulturen og normerne dikterer mig at se ud på en særlig måde, for at jeg har lettere ved at opnå det jeg ønsker af omverden?

Jo, selvfølgelig er det det! Jeg kan (og vil) på ingen måde sige mig fri for at jeg gerne vil opfattes positivt og på denne særlige måde af min omverden. Var jeg helt ligeglad, ville det nemlig være det samme som at sige, at jeg satte mig selv udenfor fællesskabet – og det ønsker jeg ikke.

Det undertrykkende element ligger derfor i, om jeg føler mig tvunget til at præsentere mig selv på en måde, som ikke afspejler hverken min egen æstetiske tilfredsstillelse, min indre stemning eller den lejlighed, som jeg indgår i. Det er derfor, at jeg ikke køber en skægtrimmer og barberer alt håret af. I stedet vil jeg pushe min søn, der gerne vil være ingeniør, til at få ham til at lave den der kabine…. Endnu tager vi desværre ikke imod pre-orders!

Ærtebælgen ligger mellem mine fingre, klar til at blive delt, så jeg kan trille de små grønne ud og nyde dem midt på en arbejdsdag. Jeg er travlt optaget af at tjekke mails, så fingrene får uovervåget lov til at gøre deres arbejde, og derfor er det først, da jeg mærker noget uventet ramme huden, at jeg faktisk kigger på den: Den ene ende er fyldt med jord. Nå, tænker du måske, skulle det være noget særligt? Nej, det er det jo ikke.

Men dér, midt i et meget hipsterurbant kontor i centrum af en storby, virker det pludselig som et meget fremmed element, og da jeg bagefter forsøger at bælge den meget forsigtig, men alligevel ender med at få jord mellem tænderne, går det op for mig, at de bedste ferier er dem, hvor man netop oplever at få jord mellem tænderne. Knasende, uciviliseret, tidsuendeligt, tilbage-til-rødderne jord, der husker en på det væsentligste.

For hvad gør et liv værd at leve? Hvad gør dit liv værd at leve?

Jeg ved det faktisk godt, for det er noget, der har optaget mig i årevis. Og det seneste år har jeg fået indsnævret det til to sølle elementer, som jeg har turneret rundt i landet og prædiket om til foredrag. Du får mit forslag om lidt. Men da du ikke nødvendigvis er enig med mig, håber jeg, at du vil give det en tanke. Væksten er nemlig over os, og vi har udsigt til en spændende og udfordrende periode, hvor de fleste vil gasse op og se muligheder i alt fra forfremmelser til forbrug.

Nogle har savnet de store armbevægelser fra tiden før krisen, mens andre har trukket vejret mere frit siden 2009, fordi der har været en kollektiv forståelse for og erfaring af, at vi alle måtte skrue lidt ned for ambitionerne og de højtflyvende behov og drømme. Vi har altså lige været igennem en samfundsvinter, hvor alt har stået stille og det, der ikke kunne overleve, døde, og det der overlevede, fik en stærkere kerne, og nu svæver foråret over os, klar til at lægge sig formildende over iværksættere, investorer og generelle håb om fremgang. Så langt så godt.

Men jeg spørger lige igen: Hvad gør dit liv værd at leve?

For det er det spørgsmål, som vi i fremgangsrusen bliver nødt til at holde fast i, så vi ikke blindt lader os forføre af ”mere, større, hurtigere, stærkere” og i stedet bliver ved med at holde fokus på ”bedre”. Ferier er til for at give os de pauser, som ”bedre” mange gange fordrer. For ”bedre” kræver mere af os end ”mere, større, hurtigere og stærkere”, som mange gange blot er en forlængelse af det allerede eksisterende.

Når man som jeg arbejder meget med strategi og hjælper virksomheder og organisationer til at opdatere deres ”bedre” til både den eksisterende omskiftelige samfunds/markedsvirkelighed og deres egen virkelighed, så er det ikke noget, der lige kan ordnes på en enkelt workshop en onsdag eftermiddag. Det er krævende, fordi vi skal helt ind i kernen af det, som er deres eksistensberettigelse, hvis de overhovedet skal mere end at skrabe sig igennem en overlevelse.

Men.

Når det handler om vores eget ”bedre” bliver det pludselig meget sværere. Og sårbart. For hvad er egentlig vores eksistensberettigelse? Hvad gør os værdifulde for os selv og andre? Disse spørgsmål er den jord, som vi skal mærke mellem tænderne engang imellem, så vi bliver forstyrret nok til at ville tage stilling til, hvor vi er i vores liv. Om det sted er godt. Og om vi bidrager til fællesskabet med det, som er vores bedste.

Vi lever i en hyperkompleks tid og vores samfund bevæger sig med en hastighed, som kun astrofysikere forstår, hvorfor et smerteligt grundvilkår er, at vi ikke kan følge med i alt. Aldrig nogensinde. Punktum. Det vi kan gøre, er at udvælge de områder af livet, som virkelig har betydning. Og det er til gengæld ret enkelt, for der er som sagt kun to ting, som for alvor betyder noget for dit ”bedre”: Nemlig bidrag og relationer!

For nogle år siden talte jeg med en sygeplejerske, der i årevis havde arbejdet på et hospice. Hun fortalte mig, at det var ét spørgsmål, som alle stillede før de døde: Vil jeg blive savnet?

Vi ved det godt: Kærlighed er det eneste, der for alvor gør os lykkelige. Hvilket de seneste års massive lykkeforskning har sat valide tal på. Relationer er det første vi møder - og det sidste vi vil forlade. Det er det, der gør os til mennesker. I teorien er det nemt nok: Find ud af hvem der betyder noget for dig. Dyrk dem. I praksis er det imidlertid en svær opgave, for alt for ofte bliver vi optaget af vores ”bidrag”.  

Som skabende individer, der er en del af et fællesskab, er vores andet vigtigste element en grundlæggende oplevelse af, at vi bidrager med noget, der har værdi for kollektivet. Ikke kun pga den personlige tilfredsstillelse det er at være skabende, men også fordi der ligger en fare i at blive udstødt, hvis ikke man bidrager til kollektivets overlevelse.

Bidrag og relationer. Det er det, der gør livet værd at leve. Det kan du evt. skrive ind i de blafrende blanke feriekalendersider. Og vil du hurtigt i gang, har jeg et forslag: Spis jord.  

(Kronik i Jyllandsposten den 12.07.15)

onsdag 27. maj 2015 kl. 22:48 | 1 kommentarer

”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom!”

Sådan elskede en af mine veninder at udbryde, når vi talte om livets genvordigheder. Hun var psykoterapeut. Og hun sagde det heldigvis med et forsonende smil! Reframing kaldes det bla i psykologkredse og det handler basalt set om at ændre rammerne for den historie, man går og fortæller sig selv om sig selv, så man bliver fri. Med andre ord: Når først den rigtige historie kommer frem, kan du heale det virkelige sår.

På årets første dag sad jeg og gennemgik et lille og normalt hyggeligt ritual, som jeg har lavet i årevis: At bladre det forgående års kalender igennem og genopleve så meget, som jeg kan huske. I år gad jeg slet ikke, for jeg syntes, at det havde været et helt igennem uforfalsket lorteår. Ja, undskyld, men det var virkelig sådan jeg havde det! Bevares, der var da sket nogle gode ting, jo jo, men stemningen igennem hele året havde været mørk, dyster og trykket. Helt ulig min normale grundstemning, som mest består af glade noder, lyse tanker og positiv forventning. Derfor skulle årets ritual bare blæses igennem, så jeg kunne komme videre ind i 2015.

Du har gættet det. Mens jeg bladrede mig gennem året, bunkede de dejlige, glade, kærlige, smukke, skønne, varme, interessante, spændende, sjove, udfordrende og nye oplevelser sig sammen på min ene side, mens bunken af lort kun voksede langsomt, og endte som et lille undseelig plop af næsten ingenting, på min anden side, da jeg med et stort forundret smil, lukkede kalenderen i.

Jeg var i chok. For hvordan var det muligt, at noget der reelt set ikke fyldte mere end en lille tør harelort, havde vokset sig til at være en hel stinkende kokasse i min bevidsthed? Ved et nærmere fakta-tjek viste 2014 sig jo at være et fuldstændigt fantastisk år på så mange områder, at jeg måtte bruge mere end en hel side på at liste de større gode begivenheder. Men samtidig havde jeg altså året igennem gået rundt og havde været ked af det og følt mig modløs på en meget fremmed måde. Sikke et spild! tænkte jeg og var simpelthen for forundret over konklusionen, til også at have plads til skammen over at måtte mangle basal taknemmelighed over for livets gode gaver.

Denne reframing af 2014 er nu også smittet positivt af på 2015. Hvor jeg før havde imødeset året med en stålsat optimisme, der kom dybt og autentisk indefra, men som så sandelig også var båret af en børnefornærmet følelse af, at universet skyldte mig et godt år, blev forventningen nu i stedet båret af lethed, lyst og frivillighed. Og sådan har jeg det stadig med 2015.

Oplevelsen har naturligvis fået mig til at tænke over, hvor i mit liv jeg ellers har brug for frigørende reframing. Vel og mærke i den muntre udgave! Tankerækken hensatte mig pludselig til en nat, da jeg som en lille pige den 1. december vågnede for at gå på toilettet, og blev mødt af to kæmpe lange mørke uhyrer, der i stuen uden varsel tronede sig over mig, så jeg blev så bange, at jeg løb tilbage i mit værelse, og ikke turde stå ud af sengen før morgenen efter. Og der opdagede, at uhyrerne var min søsters og min pakkekalender, der hang sorte på væggen og nu kun indeholdt en masse dejlige pakker til at forsøde hele julemåneden med.

Jeg satser på, at jeg nu har forstået, hvad universet (åbenbart) har forsøgt at fortælle mig hele mit liv…  

onsdag 27. maj 2015 kl. 22:43 | 1 kommentarer

Hver gang jeg går ind i eller ud af mit køkken, går jeg under min genopstandelse. Den svæver over mig i form af et hvidt emaljeskilt i en meget karakteristisk form og med en legendarisk tekst på:

”US ROUTE 66”.

Jeg ved det. Det er totalt tacky. Et ægte turistkøb fundet på en tankstation i nærheden af den legendariske by Seligman, der fik verdensomspændende kultstatus med filmen ”Cars”. Men for mig er skiltet altså meget mere end populærkult. Det repræsenterer min seneste genfødsel, der kom som en tiltrængt forløsning efter nogle års indre rodebunke, kulminerende i seks måneder, hvor hver anden morgen var en sort sky af fremmed mismod og udmattelse, som klæbede til mig og gjorde mig grundtrist.

I et år havde vi gået rundt og set frem til denne ferie. Og jo længere tid min krise varede, jo mere fik den ikon-status af befrielse og belønning. I stedet sendte den mig en omvej forbi helvede. Min eksmands første ekskone og jeg havde slået USA-drømmen og hendes tre og mine to børn sammen og samlet dem i en motorhome, som vi skulle svinge rundt på de store veje, mens vi besøgte San Fransisco, Yosemite, Las Vegas, Grand Canyon, Los Angeles, Santa Barbara og Highway One. Jo jo, alt var planlagt. Alt var bestilt hjemmefra. Alt var toptjekket. Alt. Pånær os, selvfølgelig. Og livet. For pludselig i Las Vegas slog livet til i form af et telefonopkald og min rejsemakker og hendes datter blev nødt til at tage hjem - og så stod jeg der. Alene. Med ansvaret for fire drenge. Et hjem i form af en større lastvogn. Og en angst på størrelse med Californien.

Jeg kunne være taget hjem. Selvfølgelig. Havde klart mest lyst til det! Men havde jo ikke lyst til at afbryde børnenes ferie. Så det endte med at blive en af de beslutninger, der næsten tager sig selv, selvom jeg aldrig har følt mig så alene og bange før.

Den nye gruppes første stop var Grand Canyon. Hvilken vild kontrast det var at komme fra det sindssyge og fascinerende menneskeskabte lyshav til den røde bund af naturen, der strakte sig ud foran vores blik i en velgørende uendelighed af forrevne klippeformationer og tusindvis af års historie, der gjorde os behageligt tissemyresmå, så vi for et øjeblik kunne slippe den moderne verdens konstante krav om ”på-hed”. Her var vi bare en slags levende sten, og det føltes godt. Især med min yngste søns varme kind mod min, mens vi nød synet af den sprække i verden, der tillod os at have sprækker i sindet.

Om aftenen samledes vi om et bål, og for en kort stund forsvandt frygten for alt det, der kunne gå galt, i en strøm af taknemmelighed over at være omgivet af så megen drenget energi, der tog ansvar for os alle, mens den ene sørgede for brænde, den anden pølser, den tredje stole og en fjerde for hygge og morgenen efter lod jeg dem sove, mens trucker-mom her bugtede vognen ad Highway 41 mod Los Angeles.

Altså lige indtil jeg kom til denne tankstation, der lå der og var helt undseelig i det enorme amerikanske landskab. Den tynde dør knirkede, da jeg åbnede den for at forsvinde ind i et lille mørkt lokale, der var tæppet til med skilte og dimser i alle afskygninger, og mens jeg betalte for gallons af benzin, drævede en læderhud med cowboyhat venligt: ”You gotta take the 66, Mam! It’s so scenic – and there’s no traffic!!”

Og det var så det jeg gjorde. Mens drengene fortsatte deres søvn, så jeg solen stige højere på himlen over et landskab, der var så smukt, at det løftede min sjæl og sang – vitterligt – for mig. Det var i de timer, at jeg blev genfødt. Det var i de timer jeg endelig forstod, at man nogle gange bare skal æde sin angst for det man er mest bange for og inderligt hader, og så bare gøre det, der skal til! Det befriende var jo at kaste selvcentreringen og selvmedlidenheden af mig, og i stedet lade håbet og glæden indtage mit sind og hjerte igen. Og midt i alt det, spirede pludselig en genert beundring for mig selv frem: Yeah - I did it, God damn it!!!

Da jeg kom hjem, var min krise uigenkaldeligt forbi. Og næste gang jeg står i en ægte fuck-hvor-er-jeg-bange!-situation, vil jeg hente minRoute 66 frem og minde mig om, at det der ligner helvede udenpå, kan være en maskeret velsignelse… Hvad mon din Route 66 hedder?

Nogle gange sker det. Heldigvis Ikke hver gang, men nogle gange, oplever jeg et åndeløst stik af uendelig ensomhed, når jeg trykker på den lille røde knap på remoten og tv’et slukker. Pludselig står stuen tilbage uden stemmer, livet er gået ud og jeg er alene tilbage i noget, der før var en stue, men som nu er et dødskammer af social vægtløshed.

Så bevæger jeg fødderne, lyden slår mod væggene og jeg minder mig selv om, at når jeg findes, findes verden og livet også. Men det er langt fra altid nok. Selvom jeg nyder at være alene, kan en enkelt dag i selvvalgt isolation ved aftenstide skabe en svag ulogisk panik: Er jeg da helt glemt? og jeg kan finde på at sende en sms, bare for at vide, at verden udenfor stadig regner med mig. Og på den måde, har jeg meldt mig ind i det fælles liv igen. Alene-ensomheden er indfanget og sat på plads i sit bur.

Men ensomheden er et frit dyr og findes i flere udgaver. Det bryder igennem de nøje tilrettelagte tremmer af image og socialitet, og pludselig står den der med sine klare øjne, mens jeg er til fest, romantisk middag, familietamtam og skraber alt, hvad der måtte minde om tilhørsforhold og fællesskab, væk omkring mig, og så står jeg atter der, tynget af et absolut og skræmmende ingenting.

Hvordan skete det lige?! har jeg tænkt, hver gang jeg støder på den, mens ærgrelsen og forundringen slås om at få det sidste ord. Hvorfor føler jeg mig så alene, så udstødt, så forladt i det her selskab, der engang var mit andet jeg? Hvor blev kærligheden og samhørigheden af? Nogle gange finder vi hurtigt tilbage til trygsomheden; andre gange må vi igennem flere af denne slags ikke-møder for at erkende, at tiden er kommet til at opgive. Enten måden at være sammen på. Eller hinanden overhovedet.

Med alderen har en tredje form for ensomhed indfundet sig. I perioder rammer den mig massivt og får mig til at dukke hovedet, fordi den gør mig så skamfuld, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at skrive om den: Misundelses-ensomheden. Jeg er langt fra alene om den (lettelse!) og har lige mødt den igen hos Peter Bastian i hans selvbiografi, hvori han nævner, hvordan han på et tidspunkt fik så meget succes, at han begyndte at bemærke alt det, han ikke fik. Ikke blev inviteret til. Ikke vandt. For nogle år siden ramte denne opmærksomhed også mig – uden nogen sammenligning i øvrigt! Fy for pokker en hæslig form for ensomhed! Og hvor er der få, der tør tale om denne udgave. Især her i landet, hvor vi alle helst skal være lige og hvor ambitioner i visse udgaver er direkte pinlige. Alligevel kender alle den, fordi den er et grundvilkår ved det menneskelige liv: Den bitre følelse af, at man ikke er en medlem af en gruppe, som man gerne ville være medlem af – fordi man ikke er god nok. Ikke er den udvalgte.

Når man er ung, har man en tilbøjelighed til at tænke, at det kan man da altid blive, hvis man nu arbejder hårdt nok på det. Men når man bliver ældre, er der uvilkårligt grupper man må vinke farvel til nogensinde at blive medlem af, og skal man ikke ende som en bitter kælling, er kuren at sige farvel til den drøm med åbent hjerte. Men vejen derhen går ofte gennem erkendelsen af, at man faktisk er møghamrende jaloux, misundelig og ensom i al sin udstødthed og det er jo ikke ligefrem noget, der gør en stolt af sig selv...

Alle er vi ensomme i perioder og på forskellige måder, og det smukke er, at jo mere vi deler vores ensomhed, jo mindre ensomme bliver vi. Lad os derfor tale om den, gøre den legal og slå tabuet ihjel, så vi bedre kan mødes.

Bonusinfo:

Folkebevægelsen mod Ensomhed er en ny bevægelse, der har til formål at halvere antallet af ensomme til 106.000 i år 2020. Den er skabt af mere end 40 organisationer og virksomheder. 

Nu kan vi alle slappe af, for vi er sexede og attraktive næsten ligegyldigt hvad vi gør. Når vi bare ikke træner for meget. Eller er for tynde. Eller for lækre. Suk - det ene ideal afløser det næste og ingen af dem er befriende for alvor. Se debat i Aftenshowet

søndag 29. marts 2015 kl. 06:08 | 0 kommentarer

Med knugende vidde omkring sig på bænken sidder den dukkede alpehue og holder om de store knæ med krogede hænder. Blikket hægter sig modvilligt på dig, da du går forbi i hastigt tempo, men inden du når at registrere det, er det allerede gledet af dig igen og ligger som et tyndt slør henover den gamles sko. Så du går videre, mens du fortsætter tankerækken over alt det - og dem - du skal nå. I dag.

Vendte du om, satte dig ved siden af ham på bænken og forsøgte at samle blikket op igen, ville du måske møde din egen værste angst. Alle menneskers største angst: Isolation. At være ufrivillig alene. Ensom. Og måske er det også derfor, at du jager videre mod flere tjekmarks i din kalender, så du ikke når at mærke, hvordan det ville være, selv at være den, der sad på bænken med alt for meget social vægtløshed omkring sig.

Med dig bærer du måske endnu en bekræftelse på en fordom; nemlig at ensomhed mest er knyttet til ældre mennesker. Sådan er det ikke.

Ensomhed rammer alle aldre. Også de voksne. Og de senere år mere og mere de unge. En undersøgelse Rambøll/Analyse Danmark har lavet for JP viser, at 40 procent af de unge mellem 18 og 25 år føler sig ensomme. Som samfund står vi altså over for et alvorligt problem i en ellers hypersocial tid, hvor ingen er længere væk fra andre end en blid berøring af en mus eller en skærm. Og hvor ordet netværk i for mange tilfælde har erstattet ordet venskab.

Heldigvis gør nogen noget.

Folkebevægelsen mod Ensomhed er en ny sammenslutning af over 40 organisationer og virksomheder, der har det erklærede mål at halvere antallet af ensomme fra 212.000 i dag til 106.000 i 2020. Det er et enkelt budskab, der er til at forstå. Og som bliver fulgt op af mange forskellige tiltag, der helt basalt set skal være med til at mindske afstanden mellem mennesker, der ønsker at mødes og skabe fælles liv og udveksle historier og identiteter.

Røde Kors har fx den succesfulde besøgsven-ordning og Ældresagen bidrager med et stort fællesskab med mange aktiviteter, hvor frivillige henter de ensomme, så de ikke selv skal bryde den første is, for noget af det sværeste som ensom er nemlig at møde op alene. Men deres vigtigste formål er måske i virkeligheden overhovedet at sætte emnet på vores fælles dagsorden.

Ensomhed ligner nemlig langt fra kun den isolerede alpehue på bænken. Den har også krop i form af den umiddelbart succesfulde kollega, der altid har travlt med at skulle alt muligt, men som kommer hjem til to tørre stueplanter og en bundløs følelse af forladthed, når alle de formelle kontakter har sagt farvel. Eller den unge smukke såkaldte 12-tals pige, der græder sig i søvn hver eneste – hver eneste – hver eneste nat, og som vågner kl. 3 hver eneste – hver eneste – hver eneste nat og ligger og kæmper med følelsen af at blive opslugt af et sort hul af fiasko uden nogen at række ud til.

Ensomhedens bedste allierede er, at vi ikke taler åbent om den. Og derfor kan den får lov til at vokse konstant og få flere medlemmer. Vi taler ikke om ensomhed, fordi det er forbundet med en dyb skam over at føle sig socialt værdiløs. Og da det er de færreste, der tør udstille den skam åbent, lader vi bare være med at tale om den.

Det særligt raffinerede ondskabsfulde ved ensomhed er, at jo mindre vi taler om den og deler den med andre, jo mere ensomme bliver vi. Derfor lander mange i et frivilligt ufrivilligt fængsel, fordi vi skal gøre det, som vi frygter mest, når vi er ensomme: Række ud efter andre. Tro på, at vi har noget at bidrage med til fællesskabet. Og derigennem bryde ensomheden og i stedet blive en aktiv del af en gruppe mennesker, som man kan finde mening, tilhørsforhold og latter med. Men med den klare risiko, at vi bliver afvist, når vi endelig rækker ud. Angsten for endnu en afvisning gør, at mange slet ikke forsøger. Derfor at det er så vigtigt at få det sat på dagsordenen. Også som noget, der kan gøres meget mindre.

For ikke så længe siden var stress, anoreksi, alkoholisme og incest emner, som næsten aldrig blev berørt i offentligheden, hvorfor dens ofre blev dobbelt ramt af isolation og fiasko. I dag taler vi langt mere åbent om det og har en helt anden forståelse for det, hvilket har frisat de mennesker der bliver berørt af det til ikke at opleve samme massive fortielse som tidligere, og derfor lettere kan få hjælp i tide. Hertil skal vi også nå med ensomheden.   

Ensomhed er ikke kun et ubehageligt vilkår at leve under. Den er ganske enkelt dødelig. Forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14 procent! Det danske samfund er for rigt – på alle parametre – til at acceptere, at det er stigende problem i befolkningen. Derfor er tiltag som Folkebevægelsen mod Ensomhed så vigtig.

Men vi kan jo også selv gøre noget, når vi møder ensomheden. Enten hos os selv – eller hos andre. Vi behøver hverken forskning eller skarpe analyser til at vise os, hvad vi kan gøre. Ræk ud. Så simpelt er det. Uanset i hvilken ende af ensomheden du befinder dig.

På et tidspunkt rammer du en hånd, der rækker tilbage. 

 

Modtag mit nyhedsbrev



Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign