søndag 13. april 2014 kl. 16:53 | 0 kommentarer

Kvinder lukker ned for sig selv i stedet for at lege og give sig selv lov til at stråle mest muligt, mener Emilia van Hauen. Hun efterlyser mere ladycoolness.

Af Edith Rasmussen i Jyllandsposten 13. april 2014
 
Stort smil på de højrøde læber. Det korte hår i en smart frisure og høje hæle til den enkle, cremefarvede kjole, som følger kroppens kurver. Ingen tvivl. Det er en dame, der sidder og venter på Emmerys i Charlottenlund. Men også en dame, som hurtigt lige skal have afsluttet den mailudveksling, hun var i færd med på sin smartphone, inden den diskret bliver dumpet i håndtasken, og interviewet kan begynde.

Få adgang til artiklen her 

 

søndag 13. april 2014 kl. 16:46 | 0 kommentarer

»Ladycool« er et finurligt sammensurium af personlige anekdoter, sociologiske referencer, selvhjælpsråd og kønspolitiske statements. Men den er først og fremmest et forfriskende modigt forsvar for det særskilt kvindelige.

Af Eva Agnete Selsing i Berlingske Tidende 28. marts 2014

Sociologen og foredragsholderen Emilia van Hauen har skrevet en sammensat og meget personlig bog om at være »ladycool«. I prologen får vi at vide, at den er hele tre ting på en gang: en debatbog, en selvbiografisk fortælling og en selvhjælpsbog. Formålet er intet mindre end at løse kvinder fra deres, ja, kvindelige skamfølelse. Og dermed blive »ladycool«, som er van Hauens begreb for en dame, der ser sit køn som en styrke.

Bogen begynder med kvinders fem mest udbredte løgne og bruger dem som afsæt til at tale om den skamfølelse, der følger (alt for) mange af os, når vi taler om vores sexlyst, vægt, forbrug, vrede og behov for at sige fra. Ja, opsætningen er lidt poppet og damebladsagtig – ikke mindst følgemottoet »fra skam dig til maks dig« er unødigt smart-i-en-fart. Når man har så substantielt og relevant et budskab, er det alt nok.

Et afsnit om »indre frihed« giver læseren gode råd til at frigøre sig fra skamfølelsen over (også) at være et væsen med appetit på det erotiske. Emilia Van Hauen trækker på den gamle traver om, at mænd gerne må være om sig med seksuelle bekendtskaber, men at det samme ikke gælder for kvinder – og hun har jo ret. I en længere udredning om seksualiteten som »skaberkraft« lykkes det hende dog ikke helt at præcisere, hvordan den almindelige læser konkret skal dykke ned i sin sanselighed og deri hente energi til alverdens projekter.

Bogens stærkeste stykke omhandler den feminine æstetik, som van Hauen rettelig begræder nedvurderingen af. I en morsom passus om hendes egen bugnende skosamling, fortæller hun, hvordan hun skammer sig over at indrømme, at hun bruger (en del) penge på sig selv og sit ydre: »Som en moderne, selvstændig og selvforsørgende kvinde synes jeg ikke, at jeg burde føle denne skam. I stedet burde jeg være fri nok til at bruge mine penge, som jeg vil. Men det fritager mig ikke fra skammen. Tværtimod. I stedet skammer jeg mig over at føle skam, så jeg dobbelt-skammer mig. Fuck!« At gøre sig smuk er at bekræfte sin kvindelighed. Og modstanden mod det særligt feminine og det smukke er en modstand mod kvinden – det er flot af van Hauen at tage fat på dette underbelyste forhold.

I sidste del går der lovlig meget dagbog i den, og det er klart »Ladycool«s svageste afsnit. Disproportionelt meget tid bruges eksempelvis på hendes lidt trivielle betragtninger om en dårlig selvhjælpsguru, og hvordan det fik hende til at blive et bedre menneske. Der står simpelthen »jeg« for mange gange i hver sætning.

Overbevisende case

Argumentationen bogen igennem er spøjs, men med en retorik, der er hentet fra lige dele kvindesagskamp og kønsmæssig traditionalisme, får van Hauen alligevel præsenteret en overbevisende case for det feminine. For dets plads i samfundet. Og hvor er det befriende at høre en kvinde insistere på det kvindelige uden hverken at spille offerkortet eller forfalde til politiseret bitterhed.

 

Med blik for, at »Ladycool« også er en debatbog, kunne man godt have ønsket sig en lidt mere klar fremstilling af, hvem, det egentlig er, der i dag nedvurderer det feminine. For det er jo ikke mændene. Emilia van Hauen kommer selv ind på det i glimt – at de, der kalder sig feminister, ofte er frontløbere i kampen mod det særskilt kvindelige.

Så når hun, hvilket også er saliggørende, insisterer på ikke at skamme sig over at elske det smukke og skønne, er det også en replik til kønsneutralisterne. Hun indrømmer, at hun ikke finder krig og storpolitik lige så spændende som kvindehistorie og jagten på de nye sko. At hun hellere vil være en central person for de mennesker, hun holder af, end være chef for nogle fremmede. Vederkvægende ord for den moderne kvinde.

Vigtigst er det måske, at det er så tydeligt, at van Hauen skriver fra hjertet. Det giver bogen en uafviselig nerve, der er både afvæbnende og inspirerende. Skræller man lagene af pop, hurtige mantraer og den lidt for dagbogsagtige tone, der optræder i visse afsnit, af, får man virkelig hele tre ting: Et modigt kønspolitisk statement, gode råd om at finde og insistere på det feminine og en meget personlig historie om forfatterens eget kvindeliv.

Læs anmeldelsen   her på Berlingske Tidendes site

 

Henrik Dahl er en modig mand. Han tør noget, som de færreste orker af skræk for at blive hængt ud som narcissistiske klynkemåse, der ikke kan klare mosten, når dem med den virkelige magt – altså anmelderne - begynder at dele stjerner ud. Dahl har haft modet til at sætte debatten om anmeldernes habilitet på dagsordenen, og det har vakt røre i mediekredse. Og for at imødegå eventuelle indvendinger, iler jeg med at bekræfte, at også jeg har været udsat for en anmeldelse (Politiken den 16. marts), der hængte både min nyeste bog »Ladycool« og mig selv ud.

Her er tale om en anmeldelse, der var så personlig og unødvendigt latterliggørende, at selv en placering på bestsellerlisten og mange andre positive omtaler og anmeldelser ikke har formået at neutralisere den helt. Anmelderen, der er uddannet læge, fremførte blandt andet, at spændende nybrud er »gået hen over hovedet på Emilia van Hauen, som ellers kalder sig for ’trendforsker‘,« ved på paradoksal vis at henvise til teoretikere, der var banebrydende for 15-20 år siden og som ikke længere fanger samtidens livsvilkår og konflikter. Og han skrev, at det burde give anledning til »akut selvransagelse i Dansk Sociologforening«, at jeg er en af Danmarks mest citerede sociologer.

Tilbage står jeg (og mange andre, viser det sig) og tænker: Hvorfor er det nu nødvendigt? Og er det virkelig i tidens ånd?

For det er nemlig ikke.

Alt for mange anmeldelser er kendetegnet ved en håbløst gammeldags måde at kommunikere på og går stik imod de værdier, der hører hjemme i det fremtidssikrede samfund. Anmeldelser, der benytter sig af en spottende, nedgørende og nogle gange direkte ondskabsfuld tone over for enten værk eller forfatter, kan muligvis have en gnæggende underholdningsværdi, men er hverken konstruktiv forbrugeroplysning eller i tråd med tidens værdier.

I dag lever vi nemlig i det, man kan kalde en neo-tribal tid, hvori mindre, frie og initiativbaserede fællesskaber, funderet på lyst og interesse og bundet sammen af tillid, er dominerende. Disse såkaldte nye stammefællesskaber gror frem på en mange nye måder, både i foreningslivet, i formelle og uformelle netværk. Her er tale om en underskov af nye communities, der gerne baserer sig på stærke individer, som ønsker at samles på tværs af alle de sædvanlige hierarkier, fag, status, autoriteter og strukturer i co-creative fællesskaber. I disse fællesskaber baserer kommunikation, vidensudveksling og kreative processer sig på en retorik, som bygger på nysgerrighed og ikke på autoritativ, perfid kritik; altså en retorik, der ikke forsøger at nedgøre projektet og det menneske, der kommer med forslaget, men derimod sigter mod at forstå det.

Humlen er, at ingen organisation og intet samfund kan skabe kreative nye løsninger, hvis menneskerne i dem bliver bange for at komme med nye udspil, fordi de aldrig føler sig sikre på, om de bliver mødt med en offentlig desavouering af ikke kun ideen, men også dem selv. Netop derfor er det vigtigt, at vi ikke tillader en forældet diskurs at dominere inden for anmelderiet.

Det betyder bestemt ikke, at man ikke kan være kritisk eller tage synligt afstand fra idéer, men ikke selv deler. Selvfølgelig gør det ikke det. Men det betyder, at man møder hinanden i respekt for, at virkeligheden er langt mere mangfoldig end den virkelighed, man måske selv vælger at definere som den mest rigtige. Grundlæggende respekt og tolerance over for andre mennesker og ideer er jo hverken absurd og ej heller lallende naiv; det er en værdig måde at møde en fælle på. Og helt basalt er det den mest frugtbare måde at skabe vækst på. I alle livets aspekter.

Anmelderi har været debatteret inderligt –­ også i nærværende avis ­– siden Henrik Dahl foreslog et ankenævn for anmeldelser. Og selv om det jo kun er et lille bitte hjørne af samfundsdebatten, er det ikke desto mindre et vigtigt hjørne. Derfor bør det naturligvis underlægge sig nogle helt basale tidssvarende spilleregler til gavn for forbrugeren, hvoraf den første naturligvis er at gå med på bogens præmisser, og den næste er at anmelde i et sprog, der nok kan være underholdende, men så sandelig også værdigt, så også den kommende læser af værket føler sig oplyst og ikke – indirekte – gjort til grin. Måske til anmelderens egen fornøjelse?

Klumme bragt i Information 1.april 2014 (jo, jo den er god nok :-)

Skønne Nanna Andreasen er selv total ladycool og nysgerrig - dejligt at være i hendes studie i TV Lorry Lounge :-)

Min bog præsenteres i DR og jeg får lov til at udbrede mig om kvinders 5 mest brugte løgne - som bagefter fortolkes af 3 skønne mænd (den lækre, den ærlige og den virkelig sjove!). Jeg kan næsten ikke holde op med at nikke og grine :-) (Det er 33 min inde i programmet)

tirsdag 4. marts 2014 kl. 05:07 | 1 kommentarer

Som mor til tre drenge, har jeg jævnligt fortrukket til badeværelset, hvor jeg bag låst dør har fundet et håndklæde at bide i, i stedet for at græde eller råbe mine frustrationer ud. Og for at undgå en forsigtig banken på døren efterfulgt af en barnestemme, der spørger:

”Er alt ok, mor?”

For alt er overhovedet ikke ok! Drenge er bare - indimellem - meget, meget mærkelige (læs: anderledes), og det får mig til at føle mig, som jordens dårligste mor, når vi har haft en af de der ”du forstår jo heller ingenting, mor!”-konflikter. Alligevel er jeg ikke nær så frustreret, som jeg kunne være, hvis jeg ikke for flere år siden var faldet over bogen ”Jeg har en søn”. Ifølge den er det faktisk supernemt at opdrage drenge, for de har kun brug for at vide tre ting:

Hvem er lederen?Hvad er reglerne?Forventer lederen at reglerne bliver overholdt?

Det har jeg (prøvet) at praktisere lige siden i et forsøg på at være en god og venlig leder med klare regler – der indimellem nødvendigvis må brydes, fordi….nå ja, der skal jo også være noget fleksibilitet i en stram hverdag. Ikke? Sjovt nok er deres far ikke lige så smidig (han ville nok sige eftergivende) i sin adfærd, og det betyder, at drengene generelt har mere respekt for deres far, mens det virker, som om de har et mere fortroligt forhold til mig. Noget vi ikke er ene om, forstår jeg, når jeg taler med andre mødre. Og det er faktisk også ok. Det meste af tiden J

Men….kunne man mon bolle denne lærdom op og med held overføre denne viden til parforholdet?

Min første tanke er, at det umiddelbart ville være det ultimative gyserbillede! Uha, hvor skal jeg absolut ikke være en leder for manden i mit liv, og i øvrigt diktere reglerne mellem os. Og hvis det skulle lykkes mig at gøre det, uden at møde værdig modstand, ville jeg med sikkerhed miste respekten for ham inden jeg kunne nå at stave til ”ligeværd” og ”sex”. Næh nej, ellers tak. Men jeg skrev umiddelbart for jeg kan faktisk bruge denne viden alligevel ved at kombinere den med de fire ting, som piger ønsker at vide:

Har vi et forhold til hinanden?Hvordan er vores forhold?Hvem er jeg i forholdet?Hvad er nødvendigt for, at vi bevarer forbindelsen i forholdet?

Måske noget du kan genkende? Jeg kan! Det meste af min vågne tid bevæger jeg mig nemlig rundt som en slags seismografisk radar, der opfanger den mindste rystelse i den kontakt jeg har til de mennesker, som betyder noget for mig, for at afsøge, om vi nu er ok eller ej?! Og om jeg dybest set er elsket. Jeg er derfor konstant i et slags relations-genforhandlings-mode, og det er fint det meste af tiden, men kan være pænt anstrengende, og i de situationer, har jeg stor gavn af at huske, hvad drenge/mænd vil vide. Når jeg er i mit relationshumør, og jeg ser, at øjnene begynder at flakke på det hankøn jeg er sammen med, ved jeg, at nu er tiden inde til:

1. at give udtryk for et klart lederskab mht

2. de regler/pointer/ting jeg har brug for, at han forholder sig meget konkret til og

3. afslutter samtalen hurtigt og med en klar opgave, som han/vi skal løse, for at komme videre og opleve succes sammen.

Hvis ikke jeg gør det, ender det for ofte med, at vores snak lagrer sig som endnu en irriterende ”nu-har-jeg-igen-gjort-noget-galt!” i hans verden, i stedet for at forløse noget som helst og skabe større nærhed (jvnf: har vi et forhold?) - og så har jeg opnået præcis det modsatte af, hvad jeg ønskede.

Det handler altså om at finde en balance mellem de to pige/drenge måder i gensidig respekt for hver vores adfærd. Mine drenge har jo ikke brug for en ekstra far, men skal naturligvis mødes i deres behov. Min mand har ikke brug for…en mand. Jeg har brug for at kommunikere og vise følelser og opretholde en relation. Og vi har alle brug for at blive set og mødt i dem vi er.

Det sker dog, at drengene med en irriterende perfekt timing alligevel banker på døren til badeværelset, når jeg lige er gået derind. Men det er ikke af omsorg for mig. Det følges nemlig altid af ordene:

”Mor – er du snart færdig?!”

Klumme bragt i Femina i februar 2014

tirsdag 4. marts 2014 kl. 05:03 | 0 kommentarer

Min mand ligger på sofaen og ser fodbold, mens jeg går rundt med en støvsuger i hånden. Han smiler til mig, og jeg smiler småt tilbage, mens jeg med hurtigere og hurtigere tag arbejder mig gennem gulvet, over gulvtæppet og ind under sofaen. Jeg vil ikke være sur. Jeg vil ikke være en kælling. Og jeg ved, at han nok skal tage sin andel af husarbejdet, men pludselige eksploderer det i maven på mig, og jeg rejser mig i min fulde højde med støvsugerrøret placeret foran mig som et skjold:

”Jeg forstår simpelthen ikke, at du bare kan ligge der og se fjernsyn, mens jeg render rundt og støvsuger!!!!”

Vi stopper lige filmen her et øjeblik.

Hvis du er en mand, føler jeg mig pænt sikker på, at du kan genkende situationen i en eller anden form, og at mit udbrud har sat en reaktion i gang hos dig. Irritation måske? Vrede? En nu-har-jeg-igen-gjort-noget-forkert angst? Skam?

Hvis du er en kvinde, føler jeg mig lige så sikker på, at du også kan genkende situationen. Og måske vipper du lige øjnene op over avisen og kigger på ham med et lille anstrøg af irritation, mens du tænker: Ja, vi skal da også have støvsuget i dag – og i dag er det hans tur!

Hvad gjorde min mand?

Han flyttede blikket fra skærmen og over på mig, mens han med et smil spurgte mig: ”Hvad har du selv mest lyst til at gøre: Se en af dine tv-serier eller støvsuge?”

Og på en eller anden måde, brød min irritation sammen og faldt til gulvet som nullermænd, der bare kunne støvsuges op senere. For han havde jo en pointe. Lige nu havde han brug for at se fodbold, og så kunne han bare støvsuge bagefter. Men jeg havde jo også en pointe. Nemlig den, at der skulle støvsuges, hvis ikke familien skulle gå til i støvmider og fodboldstøvlejord efterladt overalt i huset.

Kønnenes kamp. Et udtryk der er blevet brugt i alt for mange år og alt for mange sammenhænge, og som har været med til at italesætte, at køn er et problem, der skal overkommes eller neutraliseres. Vi taler kvoter, ligestilling, procentandele og rettigheder, og de fleste af os lider af udbredt kønskvalme, for hold nu op hvor er det bare kedeligt, forudsigeligt og negativt at skulle tale om køn, fordi det bare altid bliver til en slags civiliseret krig om sandheder. Pointen er bare, at der ikke findes een sandhed. Der findes flere. Og vores opgave må være at finde en større fælles sandhed, som ikke gør hverken den ene til helt eller den anden til skurk.

På fredag er jeg aktuel med en ny bog om kvindelighed, Ladycool. Og i skrivningen af den, fik jeg en skøn anledning til at besøge kønnenes verden mere langvarigt. Dermed også mændenes. Det gjorde mig endnu mere nysgerrig på det (for mig) meget tiltrækkende, men også til tider uforståelige XY-køn, og ved at begrave mig i læsning, undersøgelser og selvbestaltede fokusgrupper med forskellige typer af mænd, endte det med, at jeg ganske enkelt måtte lave et foredrag, hvor hovedbudskabet er: Hvordan kan jeg som kvinde gør mændene omkring mig bedre? Og hvordan kan jeg som mand, gør kvinderne omkring mig bedre? Sådan at vi helt basalt set styrker vores samarbejde og ser kønnet som en stærk ressource vi skal bruge aktivt, i stedet for at blive ved med at se det som et problem, der på en eller anden måde skal elimineres eller neutraliseres.

Det har været en fest at lave det foredrag! Især fordi det har været ekstremt befriende at finde frem til de to køns fem vigtigste styrker og svagheder, og fået dem allieret ind i et styrket samarbejde. Så begge parter gør hinanden bedre. I hverdagen.

BLA BLA BLA BLA BLA BLA BLA. Det er min metode for at praktisere kønnenes alliance. I hverdagen – om det er derhjemme eller på arbejde – skal vi simpelthen lære at sige BLA BLA BLA indtil vi har fundet en fælles platform. Både derhjemme og på arbejdet. For BLA inkluderer både mænds og kvinder styrke og svaghed og lærer os at bruge dem sammen. Arketypisk står de to køn for noget forskelligt, og derfor bliver det følgende lidt stereotypt, men bær over med mig! Maskuline egenskaber kobles oftest til begreber som produktion, autonomi, konkurrence, målorienteret, resultater, synlige hierarkier, kamp, erobring, strategi, dekonstruktion, konstruktion, autoritet, (fysisk) ydre styrke, usårlighed, selvopofrelse, smerte og kontrol. Feminine egenskaber er knyttet til indre styrke, sårbarhed, reproduktion, fællesskabet, omsorg, følelser, empati, rummelighed, nærhed, frugtbarhed, skønhed, hengivenhed, helhed, proces, undersøgende, bevægelse fremfor mål og tillid.

Med andre ord er mænd gode til at starte med at bidrage med deres verdenssyn, mens kvinder er gode til at stille spørgsmål for at inkludere alle. Mænd er til gengæld knap så gode til at forsøge at inddrage alle og sørge for at processen er det vigtigste, mens kvinder ofte holder sig selv lidt tilbage med at komme med egne ideer og insistere på deres egen værdi. Men sammen gør de egenskaber os uovervindelige! Og det skal vi da benytte os af!

BLA BLA BLA hjælper begge køn til at finde sammen og styrke samarbejdet. B står nemlig for BIDRAG. Start med at bidrage ind i ægteskabet, afdelingen, fællesskabet. Kom med dit forslag, giv udtryk for dit behov, giv os viden om hvad du har at give os andre og hvad du gerne vil opnå, så vi ved, hvad du bidrager med. Og når du har gjort det, skal du holde mund! For så kommer L’et. L står for LYT. Lad de andre komme på banen og lyt aktivt. Stil spørgsmål. Få uddybet. Vær interesseret. BL giver os et fælles grundlag for at mødes på en autentisk måde, der ikke skaber én sandhed, men derimod skaber et fælles liv. Og derfor skal vi samle det hele i et A. A står for allier. Allier begges/alles bidrag og find den fælles alliance, der lader alle komme til syne og giver alle lov til både at bidrage og få sine behov opfyldt. BLA. BidragLytAllier. Og blive ved med at sige BLA BLA BLA BLA BLA til I har skabt en verden I begge/alle gider være en del af!

På den måde kan mand og kvinde både se fodbold og tv-serier…mens ungerne støvsuger?! :-)

Kronik bragt i Jyllandsposten 2. marts 2014

tirsdag 4. marts 2014 kl. 05:01 | 0 kommentarer

Hvad er mod egentlig? Og hvornår skal man aktivere det i sig selv? I anledning af årets Guldnummer, kigger Emilia på forskellen mellem hverdagsmod og bungyjumpmod.

”Er du klar?” spørger han, mens han stadig har et solidt greb i min sele.

”Nej”, siger jeg med en lille fast stemme – og lader mig falde. For jeg bliver aldrig klar. Det er gået op for mig cirka to sekunder før, og derfor må jeg bare se at få det overstået så hurtigt som muligt, inden angsten lammer mig, og fornuften rammer mit beslutningscenter.

Det jeg har gang i, er nemlig så uendeligt og aldeles meningsløst, at jeg næsten bliver helt pinlig over det. Jeg er dybt taknemmelig over mit liv, der er fyldt op med nære og gode relationer, et spændende arbejde og en masse fantastiske oplevelser, og alt det sætter jeg potentielt på spil ved at springe. Desværre går det først op for mig, da jeg står de 67 meter oppe over havoverfladen og skal kaste mig ud af den lille knirkende metalboks, der har transporteret mig derop.

Jeg er taget derud med min ekstrasøn på 17, som - modsat mig - har et klart og fornuftigt formål med det: At overvinde sin højdeskræk. Han vil ind i en eliteenhed i militæret og har en skarp plan, hvor dette er første trin, så han kan blive til det, han drømmer om. Smart tænkt. Men jeg? Jeg gør det bare for at holde ham med selskab. Og da han springer først, har han faktisk ikke brug for, at jeg også gør det. Jeg skriger hele vejen ned. I total dødsangst. Mærker hvordan hele min krop spænder op som et skjold, og min hjerne slår fra, da jeg bare bliver ved…og ved….og ved….og ved…..og ved med at falde. Indtil jeg pludselig mærker hvordan faldet blødes lidt af og jeg ryger nu opad, hvorefter det hele gentager sig. Flere gange.

Mange havde fortalt mig, at de var så meget ovenpå bagefter. Kunne klare hele verden. Følte sig super modige over at have overvundet sig selv. Og Victor var også total høj over at have gjort det. Men jeg? Jeg syntes – og synes stadig - at det er noget af det mest irriterende og ligegyldige, jeg nogensinde har udsat mig selv for. Jeg havde ikke noget at overvinde, som sådan et fald kunne hjælpe mig med. Men jeg havde næsten hele mit liv at miste. Risikoen var altså mindst en milliard gange større end fortjenesten, og hvad pokker kunne jeg bruge det til?? Mine to fødsler, eller at holde mit første foredrag for over 1000 mennesker, det er akut angst med mening, eller bare det at turde indgå et ægteskab og åbne sig helt for et andet menneske, der holdt mit hjerte i sine hænder, eller det at blive mor, er angst med mening, men at smide sig ud fra en afsindig højde bare for sjov, er angst uden mening og fornuft. For mig.

Pointen er, at vi alle bærer rundt på en række forskellige angsttyper, og hvad du har gjort før morgenmaden, er måske noget jeg skal tage tilløb til i otte år. Om omvendt. Det vigtige er, at vi hver især tager bevidst stilling til, hvilken type angst vi skal overvinde, for ikke at lade den forhindre os i at opnå noget, som vi drømmer om.

Mod er som regel knyttet til bungyjumpagtige handlinger, hvor jeg skal gøre noget synligt angstprovokerende og gerne banebrydende. Men når jeg kigger rundt på menneskene i mit liv, ser jeg også en særlig slags mod, som vi sjældent taler om eller anerkender, men som vi passende kunne kalde for ”hverdagsmod”. Alle de morgener hvor man på trods af skrigende ulyst, alligevel smører madpakker til ungerne, laver kaffe til alle på arbejdet, ringer til en veninde, som har det svært, selvom man allerede har overskredet tre opgavedeadlines, rækker ud efter sin mand i sengen, på trods af at man er træt og måske oven i købet lidt sur på ham, eller tager de røde stilletter på den dag, hvor man undrer sig over, hvem den gamle kone i spejlet dog er. Eller måske er ægte hverdagsmod, at man overhovedet tør kigge kritisk på sine egne begrænsende overbevisninger og handlingsmønstre, og bevidst begynder at ændre sine vaner og lader sig være åben for andres input, selvom det både gør ondt og er svært? Og i starten ofte falder i.

Hverdagsmod er det, der hele tiden gør livet værd at leve og gør, at man ikke ender med at ”slå sig til tåls” med et liv og en personlighed, som man dybest set ikke gider. Eller ligefrem foragter. Og hverdagsmodet er det vi skal hjælpe hinanden med at anerkende. Højlydt. Så vi kan inspirere hinanden dagligt.

Vi har brug for begge slags mod for at leve et fuldt liv, som vi selv gider at leve. Fordi det er i udvikling. Noget som vi har brug for at være, for at føle os levende og vibrerende af lyst. Og vi kvinder har en historisk enestående mulighed for at gøre modet til vores egen strategi. Aldrig tidligere har vi været så frie og magtfulde til at skabe os den virkelighed og det liv, som vi ønsker skal være vores. Men vi skal have modet til at turde gå efter det. Og til at turde sætte dagsordenen - også selvom det fordrer noget af andre. Også selvom nogle vil forkaste os for det.

Jeg fortryder på ingen måde at jeg sprang, og jeg er dybt taknemmelig over, at min seje søn på sytten overhovedet havde lyst til at dele den oplevelse med mig. Det vil vi altid have sammen, og på den måde var oplevelsen det hele værd! Men fremover vil jeg være mere bevidst om, hvad det præcis er, jeg har brug for at overvinde, for at udvikle mig i den retning jeg drømmer om.

Hvad er dit ”bungeejump”?

Hvad drømmer du om i dit liv, som du ikke har turdet springe ud i endnu? Og hvis det ikke er nok at gøre for det for din egen skyld, kan det måske hjælpe at tænke på, at vi andre med stor sandsynlighed kan blive inspirerede af at se dig gøre det. Så hvad venter du på?

BONUSINFO: Wiki-definition på mod:

[Mod er evnen til at konfrontere angst, frygt, smerte, risiko, usikkerhed og intimidering. Mod er ofte symbolsk forbundet med løven]

 

tirsdag 4. marts 2014 kl. 04:56 | 0 kommentarer

På papiret er det let at opdrage drenge. Også som mor. Men de gamle regler er ikke længere nok, for tidens samfund kræver af dem, at de også lærer at integrere nogle kvindelige adfærdsformer, som både er besværlige og uforståelige for dem.

Hvem er lederen?

Hvad er reglerne?

Og vil lederen kræve, at de bliver overholdt?

Da jeg var nybagt mor til min yngste søn af 3 (faktisk 2,5 fordi jeg kun har den ene til låns hver anden uge) læste jeg bogen ”Jeg har en søn” af Jeanne og Don Elium, som satte min verden på plads med hensyn til at opdrage drenge. Plus lidt med hensyn til mænd. Den påstår nemlig, at det eneste drenge ønsker at vide er de tre ting. Man skal altså turde være en leder. En virkelig rar leder. Man skal lave nogle regler, der kan overholdes. Og man skal kræve, at de bliver overholdt. Så skaber man tillid og fortrolighed og de stoler på dig, og vil gerne gøre, hvad du siger.

Enkelt. Overskueligt. Og ikke altid til at overholde. For mig altså!

Men jeg forsøgte. Og jeg forsøger stadig. For jeg vil naturligvis gerne have et godt forhold til mine drenge, som varer ved – også efter, at de er blevet voksne. Det maskuline har altid været noget af et mysterium for mig. Et meget tiltrækkende, fascinerende og interessant mysterium, men også en overvældende irriterende, fremmed og uforståeligt gåde, der stadig kan gøre mig urolig i sjælen, og give mig hjertetics. Som når mine drenge fx pludselig uden varsel først slås for sjovt, meget larmende, meget fysisk, og – igen uden varsel – pludselig i dødelig alvor. Hvilket jeg jo udmærket ved er den største risiko, hvorfor jeg netop får tics, når de starter! Især fordi de nu er blevet så store, at jeg ikke bare kan skille dem ad, og på forældreagtig vis tårne mig op over dem for at få dem til at holde op. Jeg kan så forsøge at stoppe kampen med fysisk magt. Jeg kan råbe ad dem og tage min dybeste og mest autoritative ”mandestemme” på. Og jeg kan lade dem slås færdig selv. Nogle gange gør jeg en eller flere af de tre ting. Men desværre virker det sjældent for alvor. Nok fordi det faktisk ikke er den måde, som jeg ønsker at være overfor dem på.

Jeg ønsker at være mig. Mor. Kvinde. Og lære dem nogle andre værdier end dem, deres far lærer dem. Jeg kan lide at tale om følelser. Om relationer. Gå ind i deres indre liv. Jeg elsker at sidde og kramme og kysse dem. Synes det er superhyggeligt at sidde og se realityprogrammer, eller danske tv-serier og tale om forskellige livsformer, og kommentere på hvordan det er vi lever, og hvad vi egentlig vil have ud af livet. Eller sidde og læse højt af Zlatanbiografien, mens vi drikker te. Og ja, så synes jeg også det er fedt at tage ud og køre gocart med dem, eller klatre op i træerne og med wire på og arbejde sig igennem den svære røde rute, så alt er bestemt ikke bare stillesiddende indendørs aktiviteter. Men jeg gør det på min egen måde, hvor mit fokus jævnligt er et andet end deres fars.

Det gør, at jeg jævnligt ramler ind i et dilemma, som jeg ved de fleste mødre står i: Hvordan kan jeg som mor og kvinde give dem og mig selv den fornødne plads i vores forhold til, at vi begge kan lide at være i det – og samtidig lærer af hinanden?

Ikke mindst fordi de skal navigere i en verden, hvor begge køns værdier og adfærd mere og mere får samme status, og derfor efterlader dem amputerede, hvis ikke de lærer at respektere det feminine – både i deres omgivelser og ikke mindst i sig selv. Samtidig med at de skal leve det maskuline ud på en måde, der stadig gør plads til andre.

Hvordan kan jeg lede mig selv?

Hvordan kan jeg indgå i de nye typer af sociale fællesskaber og være både bidragende og skabende?

Hvordan jeg kan jeg være mand i mit eget billede – og respektere det kvindelige på samme niveau?

Disse tre spørgsmål er derfor de nye, som drenge selv skal kunne svare på. Fremtiden kræver nemlig, at de bliver nødt til at lære at trives i andre miljøer end de, der handler om andres ledelse og overholdelse af regler, der bliver håndholdt tydeligt og konsekvent. Det er jo ikke tilfældigt, at mænds dominans i hundredvis af generationer har skabt et samfund, som har fostret politi, militær, bureaukrati, konkurrencesport, demokrati, diktatur og en akademisk tradition, der alle baserer sig på hierarki, synlig ledelse og klare regler. Men vores tid er ikke præget af faste strukturer længere. Det er langt mere rådet af en flydende karakter, der gør, at man bliver nødt til at kunne bevæge sig frit rundt i et meget dynamisk og uforudsigeligt miljø, og hvor personlige relationer er det bærende fundament. Egenskaber som falder kvinder langt mere naturligt, fordi det har været vores virkelighed….altid.

Jeg kan lide at lede mine drenge. Synes faktisk det er en fest, men kun under forudsætning af at det sker i dialog. Og gensidig respekt. Derfor forsøger jeg konsekvent at lære dem, hvad deres adfærd har af påvirkning på mig, og hvordan de allerede i en pæn tidlig alder, selv skal drage omsorg og tage ansvar for, at vi alle har det godt. At de skal lære at læse både deres egne og vores andres følelser, og kommunikere klart omkring dem. At de også skal bidrage med deres ideer og arbejde (så jeg ikke bliver til den evige ”sure mor”) og at de får mere og mere frihed (også til selv at skabe nogle regler!) som gavner hele gruppen. Og at de må være fleksible og åbne overfor ændringer i programmet og beslutningerne, fordi forudsætningerne pludselig ændrer sig.

Nogle gange bliver de bare SÅ trætte af min facon. Så giiiider de ikke alt det her snak og forhandling, og så vil de bare vide, hvad pokker de skal gøre for at være en succes. Når de rammer det punkt, retter jeg ind efter deres behov. For respekten for hinandens tarv går begge veje.

Min glæde som mor er klart større end min frustration. Også når jeg sidder og græder ude på toilettet bag lukket dør, fordi jeg bare ikke fatter, hvad fanden de har gang i! Og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at opleve dem – og deres generation drenge - som voksne mænd. Sikker på, at det bliver godt. Også for samfundet!

Kronik bragt i Jyllandsposten 6.10.13

tirsdag 4. marts 2014 kl. 04:54 | 0 kommentarer

3.46 siger min telefon. Opgaverne har vækket mit urolige sind. Jeg gik ellers i seng 21.30 for at stjæle lidt af zen-munkenes morgenklarhed, men lå for længe og bekymrede mig over nærværende klumme, der skulle skrives og afleveres, de to foredrag i Jylland de to næste dage, den opgave jeg skulle hjælpe min ekstrasøn med, den præsentation jeg skulle lave til et nyt netværk og den bog, som jeg mangler at skrive ¾ dele af.

Jeg står op. Laver te. Tænder computeren og mens den starter op, lægger jeg artiklen med den engelske feminist Caitlin Moran på køkkenbordet, ved siden af artiklerne med den nyvalgte tyske kansler Angela Merkel og ”Nej til at passe familiens ældre”. Nede på gulvet står en goodiebag fra FCK, udleveret til søndagens kamp mod OB til et særarrangement, hvor vi var 42 kvinder, der hyggede os i Skyloungen, og på køleskabet hænger sønnikes lejrskolefolder, for jeg skal sende et sæt overnatningskontaktlinser, så han slipper for at skifte linser, mens de andre drenge svirper hinanden med våde håndklæder.

Et udsnit af kvindeliv anno 2013.

Kvinder kan blive kanslere, der er stadig brug for feminisme, fodbold er ikke længere noget mænd ser på tv, mødre sørger stadig (ja, hvad ellers!) for deres børns velbefindende, men vil gerne fritages for også at stå for det primære pasningsarbejde for deres ældre. Faktisk viser undersøgelsen lavet af Rambøl for JP, at mens 26% af mændene siger ja til at passe familiens ældre, er det kun 18% af kvinderne, der gør det. Overraskende. Men jeg tror, at jeg har en slags forklaring. Sammen med Ældresagen og Codan har jeg holdt foredrag om sandwichgenerationen; den befolkningsgruppe, der er klemt af plejekrav til både deres børn og ældre. 87% af kvinderne yder jævnlig aktiv hjælp til et familiemedlem, mens kun 76% af mændene gør det. Derfor, tænker jeg, vil færre kvinder end mænd sige ja til at passe familiens ældre. Fordi de ved, at det er dem, der i sidste ende kommer til at udføre det meste af arbejdet. Der er en lille krølle til dette.

Foredraget startede jeg med at bede deltagerne om at lave en mental liste over alle de mennesker i deres liv, som de drager omsorg for. Når de var færdige, spurgte jeg:

”Hvor mange huskede at skrive sig selv på listen?”

Det slog aldrig fejl. Aldrig. Mens alle mænd rakte hånden i vejret, var det max en til to kvinder, der gjorde det. Ville du have husket dig selv?

Livet er en kontaktsport. Det er det altså bare. Nogle gange bliver man tacklet så eftertrykkeligt, at man bliver sendt ud af banen og må kæmpe med en skade i en rum tid, andre gange laver man det fedeste mål, og bliver både tiljublet og overøst af kærlighed. Men det er mere end det. Og det bliver jeg mindet om, da jeg sidder med min veninde og udveksler nyheder om kærlighedslivet, job, børn og mode, mens vi (sådan nogenlunde) følger kampen nede på grønsværen. Livet er nemlig også en leg fuldt af sjove driblinger. Det kunne vi kvinder lære af mændene. Men det har også sine udfordringer.

Dagen efter det tyske valg, var Berlingske Tidendes forside domineret af tre striber med billeder af Angela Merkel. De viste hende i et hav af enkeltradet jakker, der alle lignede hinanden til forveksling, hvor kun farverne differentierede. Når hun er i sit embede, klæder hun sig både forudsigeligt og kropstilsløret – læs: troværdigt for hendes stilling. Det var åbenbart ikke sagen, da hun var med til at åbne Oslo Opera. Her optrådte hun i en kjole med et imponerende vue til hendes smukke barm. I mine øjne legede hun befriende med sin kvindelighed, men hvad var reaktionerne? I flere medier blev der stillet spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet var i stand til at forvalte sit job som kansler, når hun kunne klæde sig på den måde.

Kvinder trænger til at spille mere fodbold med livet, men når vi gør det, og lader kontrollen gå på doudi, risikerer vi også at blive forsøgt udstødt og skubbet hjem i folden af forudsigelig feminin adfærd.

Det slår Caitlin Moran et slag for. Altså at vi skal hente vores egen humor hjem, og have det sjovt, mens vi kæmper. Da hun var i Danmark i weekenden, eksponerede hun det, hun kalder sit ”feminist smil” ved at hive sin bluse op, blotte sin pænt fyldige mave og klemme sammen, så to fuldmodne deller danner en dyb aflang sprække.Voila: et feminist-smil! Meget ulig den kropskontrol, som ellers er et af vores tids idealer. Uden den, kan vi nemlig risikere at blive udstødt.

Derfor har vi brug for fodboldfeminisme. Et nyt udtryk, som jeg gerne vil bringe på banen (hø, hø) som skal minde os kvinder om, at vi altid har en risiko for at blive tacklet ud af feltet, når vi gør noget, der kan rykke ved samfundets vedtagne normer, strukturer, idealer og herskende værdier, og sådan er reglerne bare, men at det ikke skal forhindre os i, at vi samtidig skal huske at lege. Og score. På vores måde!

I stedet for at føle, at jeg da burde følge bedre med i kampen og ikke tale om klassiske kvindeemner, i stedet for at Angela Merkel skal skammes ud for at vise sin krop, i stedet for at kvinder skal få dårlig samvittighed over ikke at gøre nok for deres familiens ældre og bagefter skamme sig over, at de også glemmer at drage omsorg for dem selv, skal vi tage livet til os som en spil, vi kan lære at spille – og hvor fokus er to ting:

1. Jeg spiller livet på min måde og det jeg synes er vigtigt, er vigtigt!

2. Livet er en leg og jeg vil have det sjovt, fordi jeg overgiver mig til at gøre det, der får mig til at føle mig levende.

Fodboldfeminisme. Og husk så….alt kan ske, når bolden er rund :-)

Denne klumme har været bragt i Femina i 2013

 

Modtag mit nyhedsbrev



Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign