onsdag 4. marts 2015 kl. 18:23 | 0 kommentarer

Lige om lidt vil du måske tage listen med julegavekøb frem og tænke over, hvor vanvittigt det er, at du skal opfinde behov, som dine nærmeste skal have, fordi du skal give dem en gave. Som de faktisk ikke har brug for. Fordi de fleste i dagens velfærdssamfund har, hvad de skal bruge. Og mere til.

Du har måske lige læst en artikel der fortæller, at den såkaldte self-storage branche er vokset eksplosivt de senere år, fordi folk bare har for mange ting, og derfor må leje lagerplads til at opbevare alt det, de alligevel ikke skal bruge. Og måske vil du undre dig over, at politikerne trods det fortæller os, at vi skal forbruge mere for at ”få gang i hjulene” og når du sidder der med listen, tænker du, om man måske kunne vækste på en anden måde end i penge og forbrug. For eksempel i at øge din samling af mennesker, som du er forbundet med.

Eller måske vil du lige om lidt gå op på vægten og tænke, at nu – NU! – vil du altså holde op med at små-overspise, fordi du et eller andet skummelt sted inde i dig er bange for sulten, og derfor på hamsteragtig manér konstant render rundt med et paniklager af mad. Inde i maven. Og måske skulle du også tømme dit lille hemmelige slikforråd af Skolekridt og Toffifee, selvom det vil gøre dig mindre populær hos de andre, men så i det mindste også lettere.

Og lige om lidt vil du måske også overveje, hvordan du i det hele taget kan blive sundere. For sundhed er vores nye religion og kostomlægning er ren djævleuddrivelse. Og måske ville din bedste gave i virkeligheden være at få et ti-turs klip til en personlig træner, så du endelig kan få has på den fedtpølse, der altid møver sig udover linningen og får dig til at føle dig som en overlæsset hotdog. Og selvfølgelig mener du ikke seriøst, at det er lige NU, at du skal starte på dit nye liv som tynd og sund, for det ville da være et total selvværds-selvmål en uge før flæskestegs-eksplosionen, men jo, jo, allerede den 2. januar vil du gå op i fitnesscentret og tage hårdt fat, og undre dig over, hvorfor maskinerne og løbebåndene er invaderet af mumitrolde.

Lige om lidt vil du måske bestille billetter til Hobitten. Eller Dum Dummere 2. Eller Hunger Games 3. Eller Force Majeure. Og du vil elske at nyde dit livs sidste bif-popcorn. Måske. I hvert fald årets sidste.

Lige om lidt vil du måske tænke, at nytårsaften vil være den perfekte aften at fri til din kæreste, for nu er du endelig sikker på, at det skal være jer to. Til døden. Eller næsten. For 43% af alle ægteskaber ender jo i skilsmisse og er det ikke også et håbløst ideal at skulle forfølge, altså at blive sammen til døden, når vi lever så længe og samtidig forventes hele tiden at være i udvikling. Og hvor heldigt og sjældent er det lige, at begge parter udvikler sig i samme retning. Samtidig?! Eller måske sidder du lige om lidt og tænker, at nu – NU – går den ikke længere, nu har du – I - virkelig gjort alt, og det fungerer bare ikke, og hvor længe skal I også trække pinen ud? Engang i januar vil du bære den afgrundsdybe sorg at skulle splitte en familie, se dine børns smerte i øjnene og vide, at når I er kommet ud på den anden side af bruddet, vil livet blive bedre. For det er jo derfor, du gerne vil skilles. Og måske vil du allerede nu kigge lidt på hvilken ejendomsmægler, der skal sælge jeres hus. For alle ved jo, at de fleste skilsmisser sker lige efter nytår, og det er godt at være på forkant. 

Men inden du når så langt, vil du måske tænke, at lige om lidt er det ferie og så er der endelig tid og overskud til at dyrke mere sex. Bedre sex. Helt enkelt.

Lige om lidt vil du måske tænke, at du i det nye år vil være mere nærværende. Mindre stresset. Måske tænker du på din kollega, der gik ned med stress for en måned siden og stadig ikke er vendt tilbage. Og du tænker, at livet altså er for kort til at have så travlt, at du ender med at miste dig selv. At det er ret bekymrende, at over 25% af arbejdsstyrken ofte føler sig stressede.

Måske vil du mindes, at du engang hørte en hospice-sygeplejerske fortælle dig, at de fleste døende stiller dette spørgsmål: Vil jeg blive savnet? Og at kun meget få (meget dovne!) mennesker har fortrudt, at de ikke arbejdede nok. Men at mange har fortrudt, at de ikke var nærværende, deltagende, involveret nok i deres elskedes liv. At lige meget hvor meget du arbejder, hvor mange lister du laver, hvor meget du streger over og når, så bliver listen alligevel aldrig tømt. Og at du elsker at skrive noget på listen, som du allerede har lavet, bare for at få tilfredsstillelsen ved at strege det over! Men også at du gerne vil være savnet, den dag du dør.

Lige om lidt vil du måske beslutte dig for, at du vil erstatte hver tredje kop kaffe med en kop te. Grøn. Suk.

Lige om lidt slår det dig måske, at 2015 er valgår og hvor i himlens navn skal du sætte dit kryds, for det danske politiske landskab er blevet totalt skizofrent og meget lidt giver logisk mening, og det der giver logisk mening, har du ærligt talt ikke lyst til at støtte, så hvor pokker skal du lægge din demokrati-mønt, så vægtskålen tipper nedad mod det, du gerne vil præge Danmark med?

Lige om lidt kan du tage stilling til alt det, der ligger og venter på dig.

Men lige nu. Lige nu kan du glæde dig over, at du ikke er syrer og på flugt. At du ikke ligger som en grøntsag efter en trafikulykke. At du ikke er i fængsel for at mene noget andet end dit lands regering. At du ikke lever på gaden og at alle dine ejendele er pakket i Nettoposer og lagt op i en knirkende indkøbsvogn, der står ved siden af dig på bænken. At du ikke en pige, der skal giftes væk til en fremmed mand, med risiko for at få smidt syre i ansigtet, fordi din medgift ikke er høj nok. Eller at du ikke er en ung mand, der går rundt med et selvmordsbælte på, som du skal udløse lige om lidt i en bus, fordi du aldrig fik en chance for at sige nej tak til religiøs hjernevask.

Lige nu kan du glæde dig over, at du overhovedet har et liv, hvor du både kan overveje og frit vælge, hvem og hvad du vil fylde dit liv med. Så det synes jeg du skal gøre. Glæde dig. Det er jo jul!

søndag 15. februar 2015 kl. 08:41 | 0 kommentarer

I onsdags var jeg så heldig at få lov til at holde åbningstalen til gallapremieren på filmen Fifty Shades of Grey, som åbenbart er den mest hypede premiere, der har været i nogle år. Fx brød flere sites med billetsalg sammen, da salget blev frigivet. Altså har vi at gøre med et fænomen, der naturligvis skal tages alvorligt, hvis man ellers interesserer sig for det, der rykker i tiden.

Denne grå-skyggede filmhype, der står på skuldrene af 100 millioner solgte eksemplarer af bogen, som til dato er udgivet på 52 sprog, har fået kvinder i hele verden til at sukke efter deres egen Mr. Grey og fået dem til at ønske, at de var i hovedpersonen Anastasias… øh, trusser (er nok mest passende at skrive lige i denne anledning!).

Hysteriet har helt forventeligt også fået en masse kritik. ”Men hvorfor???!” har været det gennemgående spørgsmål fra både det litterære parnas og flere feminister. Med underteksten: ”Er kvinderne virkelig så dumme, uvidende, uoplyste, at de falder for det lort?!”

Jeg har hørt bogen og ja, den er sørme ikke stor litteratur. Det er en helt jævn kærlighedsfortælling, der både er pænt forudsigelig og sprogligt kedelig. Men den er ikke værre end så mange andre af den type bøger, som millioner af mennesker læser/hører, når de bare vil underholdes uforpligtende. Hvorfor skal den skoses for, at den ikke er litterært nyskabende eller sprogligt banebrydende? Det er der virkelig meget litteratur, der ikke er.

James Bond serien var heller ikke ligefrem romaner eller film, der bad om at få Nobels Litteraturpris eller vinde en Oscar, og de har da haft en stor kulturel indflydelse alligevel. Fifty Shades bøgerne har med garanti fået så stort og bredt et publikum, netop fordi de er så lette og hurtige at læse. Og de mange læsere er jo grunden til, at forfatteren E. L. James (eller rettelig Erika Mitchell) i 2012 af Time Magazine blev udnævnt til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Jeg tror ikke, at forfatteren på noget tidspunkt har haft som intention at skabe udødelig litteratur. Til gengæld har hun formået at sætte kvinders seksualitet på dagsordenen.

Og det er faktisk det, der undrer mig mest ved reaktionen på dette fænomen: At det endnu engang er kommet bag på verden, at kvinder rent faktisk har lyst! Jamen, helt ærligt: Selvfølgelig har kvinder da en stor seksuel appetit, og har lyst til at udforske deres eget begær. Det er som om vi til stadighed hænger fast i en myte om, at kvinders seksualitet er lige lidt finere, mere skrøbelig og sart og klart mere tilbageholdende end mænds. At det er en så tåkrummende gammeldags opfattelse, bliver bevist ved FSOG’s verdensomspændende succes, for jeg skal love for at den unge Anastasia er et rent lysthav, da hun først bliver tændt, og hun er helt ukompliceret i kontakt med, giver udtryk for og lever sin egen liderlighed ud.

Bogen fungerer altså som en inspirationskilde til kvinder i alle aldre og livsfaser til at være i kontakt med deres egen seksualitet – og måske i endnu højere udstrækning udforske og lege med den.

Hvilket bogens tema omkring BDSM bla. er et eksempel på. At denne vinkel har fået så meget opmærksomhed, kunne ses som et tegn på, at mange kvinder længes efter at kunne hengive sig til en mand, som de stoler på og har tillid til vil føre dem steder hen, som de ikke nødvendigvis selv skal tage kontrollen over. Denne konstellation har imidlertid været det, der har fået især feminister til at erklære, at den er et monument over kvindeundertrykkelse og en forherligelse af voldelige parforhold – hvilket i mine øjne virker helt galt afmarcheret.

For det første har det i nogle generationer været afgørende negativt at blive knyttet til egenskaber som passiv, modtagende og hengiven. I dagens samfund, hvor de fleste bliver mødt med krav om at være konstant produktive, kan disse egenskaber virke ligefrem kontraproduktive. Men når så mange kvinder drømmer om at miste kontrollen og overgive sig til en anden, i øvrigt med hendes egen fulde accept og hensyn til hendes behov, kan det jo ses som et tegn på, at samfundet og kønnene ikke har balance mellem det skabende og det modtagende. Og den længsel skal da tages alvorligt. Det kunne givet redde mange parforhold og i øvrigt sænke antallet af stresstilfælde på samfundsniveau.

I kritikken af forholdet mellem de to hovedroller, overser feministerne én væsentlig pointe: Anastasia vælger selv! Og det gør hun igennem hele fortællingen! Hun er ikke et offer, og at forsøge at fremstille hende som et sådan, er en total forfejlet fortolkning af hendes rolle. Hun leger med, så længe hun selv har lyst (altså rigtig seksuelt lyst!), og da det på et tidspunkt overskrider hendes grænser, går hun. Ja, så enkelt er det faktisk og det er da et meget godt forbillede for unge piger at have!

Fænomenet er i mine øjne udsat for et arrogant kulturelt snobberi, der virker ude af trit med tiden. Selvfølgelig kan man kritisere både bog og film, for bare at være elendige. Men det ville altså klæde kritikerne, at sætte deres kritik i sammenhæng med tidens værdier og vilkår, og ikke hænge fast i en forældet opfattelse af, hvad der er kvalitet og kønsroller i 2015.   

(Min kronik i Jyllandsposten 15.2.15)

søndag 4. januar 2015 kl. 09:53 | 3 kommentarer

Om at slippe det moderne livs succestyranni og gøre op med de 13 punkter...

Vil jeg blive savnet?

En hospice-sygeplejerske fortalte mig engang, at det er denne sætning næsten alle siger, når de står foran døden. Og det er stadig en sætning, der giver mig gåsehud, når jeg tænker på den.

Vil jeg blive savnet når jeg dør? Vil du?

Vi ved det godt. At det vigtigste i livet er at være elsket og dermed savnet, når man ikke længere er der til at blive elsket og selv elske. Det er en hvinende banal sandhed. Især hvis man ikke står og sulter eller er hjemløs.

Men… sådan som vi har indrettet det moderne liv, får det hård konkurrence fra et væld af andre områder af livet, hvor vi synes vi skal performe. Jeg har lige udviklet et nyt foredrag om det moderne samfunds forhold til netop succes og fiasko, og derfor har jeg identificeret mindst 13 områder i livet, hvor vi helt naturligt synes, at vi skal have fuld smadder på successen. Rækkefølgen er uprioriteret:

1. En veltrænet BMI-venlig krop.

2. Være velplejet (med sunde tænder) og dyrke sit udseende/præsentation.

3. Spise sundt (og gerne god til at lave masterchef-mad).

4. Et godt parforhold.

5. Et godt sexliv (helst med den officielle partner!).

6. Gode relationer til sine børn (læs: være en god, tilgængelig og nærværende forælder).

7. Uddannelse (og gerne konstant efteruddannelse).

8. Et meningsfuldt job (helst en karriere).

9. Et aktivt og varieret socialt liv.

10. En ordentlig (velindrettet) bolig.

11. Følge med i samfundet/nyhederne.

12. Have moderat styr på den virtuelle del af verden (især de sociale medier).

13. Styr på sin økonomi, have en pension og kun attraktiv gæld (dvs. boliggæld eller lignende).

Disse 13 områder er blot de helt generelle. Oveni kommer så alle de individuelle interesser. Som fx havedyrkning. Eller ølbrygning.

Prøv lige at kigge listen igennem igen. Giver den dig åndenød? Mig gør den i hvert fald helt træt! Fordi det bliver så åbenlyst, at det er helt umulige idealer jeg (ubevidst?) forsøger at leve op til. Men på trods af det, får jeg ikke en ufravigelig lyst til at lave den totale kompleksitetsreduktion af min hverdag og pakke cyklen, flytte ud i en skov og leve i mine gummistøvler. Tværtimod tænker jeg, at det kunne gå endnu bedre, hvis bare jeg får bedre styr på mine prioriteter. Og sådan er jeg konstant bagud i mit eget liv. Og i min egen selvforståelse.

Det moderne menneskes vilkår er nemlig, at vi er afsindige gode til at planlægge os benhårdt til fiasko! På flere planer oven i købet. Helt hverdagsagtigt er størstedelen af os vant til at lægge flere opgaver, møder, sociale begivenheder mm ind i vores kalender end vi reelt set kan nå (eller gider!) at udføre, og derfor fører vi dag efter dag, uge efter uge, ting videre ind i fremtiden, som vi ”burde” have udført. Genkendeligt? Jeg var engang på et ”tidsoptimeringskursus” (ja, hvorfor mon J) og underviseren fortalte os, at vi skal lægge 40% tom tid ind i vores kalender, hvis vi gerne vil nå alt det vi har planlagt.

Der er imidlertid noget, der er værre end de daglige opgaver. Det er drømmene. Vi lever nemlig i en tid, hvor vi alle forventes at drømme stort. Og stort kan aldrig blive for stort. If you can dream it – you can do it! siges der, så i denne hyper-individualiserede tid drømmer vi derfor på livet løs! Desværre med den konsekvens, at mange føler sig gennemgribende uforløste. Sådan lidt fiaskoagtige. Ikke bare på kalenderplanet, men på identitets-planet. Og det er virkelig slemt! For samtidig har de fleste faktisk vældig gode liv. Som ikke nødvendigvis er Facebook-glamour-agtige, men som er gode, stabile, velordnede og meningsfulde liv, der gør den der lille forskel vi alle drømmer om.

Jeg synes derfor vi skal lave oprør mod det succestyranni, som alt for mange af os lever under! For det første kan vi starte med at glæde os over alt det, vi egentlig når at gøre og opleve. Og mærke taknemmeligheden over de mennesker, der fylder vores liv med kærlighed og fællesskab. Dernæst kan vi begynde at drømme mere realistisk. Vi kan jo ikke alle være Hillary Clinton, Kim Kardasian, Aung San Suu Kyi, Serena Williams eller Oprah, vel?

Så lad vær med at vente på den evige forløsning ind i et WAUW-liv med 4 milliarder likes; drøm i stedet en god drøm om dit næste job eller din næste rejse. Og nyd så, at du allerede er en super heldig kartoffel! 

Klumme i Femina uge 52 2014

torsdag 6. november 2014 kl. 13:18 | 0 kommentarer

Da min ældste søn er fire år gammel, sidder jeg en dag i stuen og holder møde med nogle partnere. Pludselig bliver døren knaldet op og ind løber William, stiller sig midt på gulvet, kaster armene ud til siderne og udbryder: ”Her har I mig!!!!” mens han smiler stort og med klare øjne kigger indgående på os alle sammen. Fuldstændig fritaget for angsten for fiasko. Og forkastelse.

Helt modsat havde jeg det en grå morgen, da jeg skulle ud i regnen og hente den første anmeldelse af min seneste bog. I det øjeblik jeg slog op på siden, blev min indre uro manifesteret i sort og rødt på hvidt; anmelderen havde givet den to hjerter. Både bogen og min person blev hudflettet. Dagen efter var den på landets største boghandlerkædes bestsellerliste, den fik fire stjerner i de andre anmeldelser, gav anledning til over 40 artikler, flere med forside, og det affødte taknemmeligt mange bookinger af foredrag.

Altså en situation som dårligt kan defineres som en fiasko. Ikke engang af den mest forkælede forfatter! Men alt det var ligegyldigt, for indeni mig var der et konstant mørkt kaos. I en kortere periode i mit liv levede jeg med en sær fremmed følelse af selvhad, som jeg ikke tidligere havde erfaret. Og selvom jeg godt vidste, at når jeg kunne blive ramt så hårdt af den anmeldelse, var det jo kun fordi jeg allerede havde et åbent sår der, hvor han havde stukket kniven ind, kunne jeg alligevel ikke frigøre mig fra følelsen af at han havde ret. Selvom jeg indtil da vidste, at det uden tvivl var min bedste bog til dato.

De næste mange måneder blev derfor til et interessant og opslidende genopbygningsarbejde, der i høj grad kom til at handle om mit eget forhold til succes og fiasko. For jeg – og især min undrende omverden - forstod jo ikke, hvordan noget, der vel egentlig var en succes, alligevel kunne opleves som en både pinlig og især pinagtig fiasko. Og det blev helt tydeligt, at hverken succes eller fiasko sjældent handler om fakta, men langt mere om følelser. Og forventninger. Især de skjulte forventninger, som vi ikke engang aner, at vi bærer rundt på, men som bliver så tydelige, når vi bliver skuffede over noget, der egentlig skulle gøre os glade.

På et tidspunkt i dette forløb, begyndte jeg at dele både oplevelsen og tankerne omkring succes og fiasko med mange flere og det viste sig, at alle(!) selv havde lignende følelsesmæssige erfaringer, men at kun få havde nogensinde sat ord på det. Fordi de – som jeg – var ramt af en skamfølelse, der faktisk bundede mindre i fiaskoen (og som sjældent var en reel fiasko!) og mere i, at de ikke havde opnået den grad af succes, som de gik og drømte om. Fordi drømmene var alt, alt, alt for store og ubærlige i forhold til virkeligheden.

Derfor vil jeg gerne – meget mod tidsånden! - opfordre til, at vi skal til at slå vores drømme ihjel! I et samfund, der siden 80erne har dyrket ”personlige udfordringer” og har lært os, at vi skal ”sigte efter månen, for så rammer du i hvert fald stjernerne!” har vi skabt nogle vilkår, der konstant får os til at planlægge os benhårdt og helt systematisk til fiasko! Både på de store linjer, men så sandelig også på hverdagsniveau! Giv det blot en tanke, hvor meget du har nået af alt som du har planlagt at skulle lave i denne uge? Mit gæt er: max halvdelen! Hvorfor du måske sidder med en ærgrelig følelse af fiasko, selvom du måske nåede rigtig meget.

Vores tid og samfund er begrænset af et håbløst ideal om at vi bestandigt skal maksimere os selv, vores tid, vores relationer og vores succes, vores liv, hvorfor vi lever med et konstant glip-kompleks, eller i en FOMO-tilstand (Fear Of Missing Out). Denne illusion om at blive 100 procent forløst, giver halve ægteskaber, halve karrierer, halve relationer, halve studier, halve kroppe – halve liv. For naturligvis er det en utopi, at du en dag får lige præcis den mail, møder lige præcis det menneske, får lige præcis den idé, der gør, at både dig og hele dit liv går fra at være middelmådigt (som de andres), til at være ren originalitet og fuld smadder på den offentlige anerkendelse!

Vi skal derfor lære at slå vores drømme ihjel. De drømme, der invaliderer os i det daglige, fordi vi ikke har en chance for at kunne leve op til dem. I stedet skal vi helt lavpraktisk søge at gøre hver dag til en god dag! Gør en, to, tre ting hver dag, som helt basalt glæder dig og giver dig en følelse af succes og overskud, som du så kan dele ud af til dine omgivelser. Faktisk handler det om at se dig selv som ”fiaskofri”. I dette hyperkomplekse og superperformende samfund har vi nemlig brug for at vide, at vi ikke skal prøve at blive frie for fiasko, men frie fra at føle os som fiaskoer, når vi ikke kan leve op til illusionen om succes. Vi skal med andre ord lave ”en William” og turde tro på, at det (uperfekte) vi har at byde fællesskabet, naturligvis har værdi.

Selv klarede jeg ikke alene at få fuldstændig hjertero. En del af healingen skete nemlig, da anmelderen anbefalede min bog som sommerlæsning, med en ret fin og humoristisk tekst om, at han muligvis havde taget fejl i sin anmeldelse. Siden spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at interviewe mig på bogmessen, for vi havde jo helt afgjort noget at debattere, og det ville han gerne, men kunne desværre ikke. Så foreløbig er der nærmest gået ren Disney i den og det er jo fint. Samtidig har episoden givet mig stof til både næste foredrag og næste bog. Selvom jeg ikke tror, at lige han skal anmelde min næste bog, trods alt! Og hvis der også går to og fire stjerner i de næste anmeldelser, vil jeg huske mig selv på følgende: Never a failure – always a lesson! 

Den 11. november bryder vi igen tabuet om forfængelighed på Skodsborg Kurbad og du kan få både skøn viden og en goodiebag fra Karmameju til en værdi af mere end det din billet koster. Det er nemlig på tide, at vi bryder tabuet om, at forfængelighed kun handler om overfladisk forskønnelse og en narcissistisk tilgang til dig selv.

Næh, forfængelighed er faktisk en fin overlevelvelsesstrategi. En undersøgelser viste, at det meget gamle kvinder havde til fælles var 3 ting:

1. Nysgerrighed

2. Forængelighed

3. ...en hang til mørk chokolade! 

Herligt, ikke? Well - du kan også blive gammel. Blandt andet ved at starte med at møde op den 11. november i Skodsborg. Men først skal du lige købe billet her  :-)

Det startede med Joachim og Alexandras skilsmisse i 2004. Eller måske rettere med kronprinsebrylluppet også i 2014 - og så var der ellers besøg af storken, prinsen blev til Prinsgemalen, folkeskolen blev et fast indslag i deres hverdag og hvad med fremtiden. En historiker og en kultursociolog i samtale om kongehuset nu og i fremtiden. Find det 38:27 minutter inde i indslaget.

torsdag 21. august 2014 kl. 15:19 | 0 kommentarer

Er det ok at bede om penge til toiletpapir og hundemad via vennerne på de sociale medier? I Aftenshowet diskuterer vi den nye trend, der nu er opstået og tager fat på hvilken adfærd, vi kan forvente os af andre.  

mandag 18. august 2014 kl. 16:16 | 2 kommentarer

Et af de mest smertefulde øjeblikke i mit liv er dengang min yngste søn kiggede på mig med sine blå øjne, der pludselig changerede over i det sorte, mens vreden og uskylden bølgede henover hans dunede ansigt, da han udbrød: ”Det er en joke….ikke?!”

Hele familien sad der rundt om spisebordet, og det føltes ikke længere, som om vinteren kun var udenfor, for i det øjeblik opløste vi familien, som den altid havde været, og fra nu af ville børnene få to hjem. Et hos deres mor. Og et hos deres far.

Jo, det gør afsindigt ondt at blive skilt. Især når der er børn med i ægteskabet, for de synes sjældent, at det er den bedste løsning. Men med tiden er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at den smerte, som både børn og voksne gennemgår, er langt større, end den behøver at være. Problemet er nemlig, at vi stadig dyrker en samfundskultur med et klart statushierarki når det gælder familiekonstellationer, og hvor det uden nogen tvivl er kernefamilien i uskilte hjem, der har den højeste rang. Og på den måde bliver skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at føle.

Hvilket derfor blot tilfører en ydre frustration til den personlige smerte og det gør jo ikke situationens helhed bedre. Tværtimod. Og som barn ved man ikke engang, hvad man egentlig bliver ramt af; man kan bare mærke, at nu er man lidt forkert, lidt forfejlet, lidt udenfor, selvom man jo ikke selv har gjort noget anderledes. Og man stadig har begge sine forældre. Og mange andre børn er i præcis samme situation!

At blive mødt med den forventning om skamfuldhed og fiasko er vildt frustrerende, hvis det samtidig ikke er en følelse, man selv bærer på. Det er faktisk også nedværdigende, fordi den på sær formynderisk vis giver udtryk for, at de ”aldrig fraskilte” er de rigtigste, for de bliver jo aldrig rigtig mødt med et lille vip med hovedet på skrå og et blegt sympatismil.

Se, jeg troede faktisk ikke, at denne besynderlige gammeldags diskrimination fandtes, for ikke i min vildeste fantasi kunne jeg tænke mig, at vi i 2014 stadig kunne handle og tænke sådan. Blandt andet fordi vi her taler om over 40 procent af befolkningen, der derfor hverken er en statistisk minoritet eller en lille eksotisk subkultur, som man kan sparke til hjørne som uvæsentlig. Men da jeg selv blev skilt, åbnede en ny social verden sig for mig, og jeg må blot konstatere, at den ved selvsyn også består af denne ikke særligt tolerante, for slet ikke at sige moderne farve.

Det giver sig udslag på de mærkeligste måder. Fx når jeg i diverse formularer skal afkrydse min civilstand. Jeg kan oftest vælge mellem: Enlig. Gift. Fraskilt. Og da jeg i den henseende jo er at betragte som fraskilt, må jeg helt paradoksalt krydse en ikke-status af. Jeg defineres altså efter noget jeg har været engang, men som jeg nu ikke er længere, og alligevel er den stadig det mest betydende ved mig. Hvad gør det mig så til: En negation? En negativ eksistens?

Ikke besynderligt, at mange fraskilte kan føle sig lidt forkerte. Noget helt andet er, hvorfor vi overhovedet dyrker de kategorier længere?! Rent skatteteknisk, tilskuds- og boligmæssigt kan det sikkert være hensigtsmæssigt at vide, om man er gift eller har børn under 18, men alle andre civilstandsspørgsmål er i virkeligheden en krænkelse af vores privatliv.

Denne diminuering af fraskilte er et problem, fordi vi rent teknisk er en meget betydende gruppe af mennesker med nogle særlige erfaringer og til tider også særlige behov, som derfor har en klar indflydelse på vores kultur og samfundsmæssige værdisæt. Men som altså bliver set som mindreværd. Og især som et problem. Hvilket alt for ofte medfører artikler, statistikker og undersøgelser, der har et ensidigt negativt fokus på skilsmissens konsekvenser, hvilket nærværende dagblad selv lige har excelleret i.

Fx blev det fremhævet, at en skilsmisse fordobler risikoen for, at børnene ikke får en uddannelse. Udgangspunktet er børn, der blev født i 1980. Ifølge seniorforsker Mai Heide Ottosen, skyldes det bla. at skilsmisseforældre har mindre tid til at hjælpe deres børn med skolearbejdet, fordi der jo er en voksen mindre i ressourcer. Det lyder logisk og passer naturligvis i flere tilfælde.

Men i mange andre tilfælde viser det sig, at skilsmisseforældre faktisk er langt mere nærværende og har mere tid til at være sammen med deres børn, end når de er gift. Et af de tilbagevendende mysterier for skilsmisseforældre er nemlig, at selvom man nu er en, hvor man før var to, til det samme antal børn, så har man faktisk mere tid og overskud til dem, når man er alene. Fordi man ikke skal give en partner opmærksomhed. Og måske ej heller kæmpe om måden at være sammen med børnene på.

Som kultursociolog bruger jeg selv mange undersøgelser og fordyber mig jævnligt i statistisk materiale. Hvorfor jeg også er opmærksom på, hvor meget man har mulighed for at manipulere med resultaterne. Alene gennem spørgsmålenes formulering. Og hvilket udgangspunkt man spørger ud fra.

Meget har ændret sig i det sociale liv siden 1980 og jeg mener, at det er på høje tid, at vi begynder at anskue skilsmisser ud fra både dens negative OG positive konsekvenser!

Kort sagt har vi som samfund en klar opgave i at få et nuanceret og mere realistisk billede på en social livsform, som over en tredjedel af børnene vokser op i. Og sådan at man som minimum kan befri dem fra den unødvendige skam og indirekte følelse af at være medlem af en fiaskoramt enhed, som de måske ikke selv oplever, men som de tydeligt mærker, at omverden tænker om dem.

Ja, skilsmisser medfører i mange tilfælde massive problemer og det skal man på ingen måde underkende! Men det betyder ikke, at skilsmisse altid er det dårligste valg. Eller at ægteskabet er det bedste. Og det er denne nuancerede og nysgerrige tilgang til en social livssituation, som jeg efterlyser at vi som samfund skal få. Til fordel for alle parter. Også samfundet!

Bragt i Jyllandsposten 25.7.14 

De magtfuldkomne falder på stribe i disse dage.

Qvortrup. Tidligere Aller-chefer. Lars Løkke. Ok, næsten Lars Løkke! I deres iver efter at opnå magt, ære, penge eller noget helt fjerde, er de røget udenfor den bæredygtige cirkel af samfundssind, som vi alle bliver nødt til at blive indenfor, hvis vi på lang sigt skal overleve i et demokrati.

Det eftermæle som de vel drømte om skulle bestå af storhed og anerkendelse, er nu i stedet skiftet ud med et blakket billede af grådighed i forskellige udgaver. En grådighed der hverken hører den krisementalitet til, som vi har levet under siden 2008 – men så sandelig heller ikke hører til i en post-krise tid, som vi er på vej ind i nu!

2014 viser nemlig mange tegn på at blive det første år, hvor vi kan sige farvel til krisefesten og i stedet for alvor tro på, at der venter en mere kreativ og produktiv fremtid med overskud foran os.

Det kræver imidlertid af os, at vi kobler os op på de nye værdier og dyrker den kultur, der skal til, for at vi kan vækste. Også på lang sigt. Kodeordet for succes er nemlig balance. Balance mellem det jeg har valgt at kalde for relationel og produktiv kapital (inspireret af Bourdieus kapitalbegreb) på den ene side, og mellem magtfuldkommenhed og magtløs på den anden.

For 5 år siden beskrev jeg i min bog, ”Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber”, hvordan organisationer, der var bevidste om deres formål og sørgede for at skabe fællesskaber omkring sig på alle niveauer, ville være dem, der overlevede. Det har vist sig at være mere aktuelt end nogensinde før. Jeg vil dog påstå, at det ikke længere er nok.

Skal vi være med til at sætte dagsordenen i fremtiden, skal vi danskere slippe vores berøringsangst for begrebet ”magt” og i stedet tage det helt på os, i bevidstheden om, at ”magt” i et frit demokratisk samfund først og fremmest handler om at være i stand til at skabe en virkelighed, som tiltrækker flest mulige frivillige mennesker.

Magt er altså en neutral evne, der kan bruges enten positivt, hvis man sørger for at bygge noget godt og bæredygtigt op, eller så sandelig også kan bruges negativt til at korrumpere et system, fordi man for enøjet forfølger et mål, der ikke tjener helheden.

Vores tid forlanger af det enkelte menneske, og i endnu højere grad af organisationer, at vi er bidragende. Gerne på en selvstændig og original måde. Det kræver, at vi ser os selv som magtfulde, for gør vi ikke det, oplever vi heller ikke, at vi har magt til at skabe noget. På den anden side skal vi samtidig være ydmyge overfor, at andre også har noget at byde ind med, så vi skal også være villige til at slippe vores egen magt og respektere andres (juhuuu, hører I efter, Se og Hør?!).

Det totalt velafbalancerede mentalt sunde menneske eller den bæredygtige organisation befinder sig lige i midten af de to yderpunkter, magtløs eller magtfuldkommen, og da ingen er perfekte, befinder vi os indenfor en rimelig radius af begge yderpunkter.

Det er på denne akse at vores samfund i dag møder nye og store udfordringer mht vores sammenhængskraft, for mens flere og flere oplever, at de ikke kan gennemskue det stadig stigende komplekse (videns)samfund og derfor føler sig mere og mere fremmedgjorte og reelt magtløse, er der samtidig stadig flere, der ser sig selv som magtfuldkomne.

Her taler jeg ikke kun om de mennesker, der besidder de traditionelle magtfulde etablerede positioner, men i høj grad også om de magtfulde sociale mediestjerner, som har titusindvis af følgere, der er med til at sætte en dagsorden, som mange politikere kun kan drømme om.

Magtbegrebet er på den måde blevet demokratiseret i en grad, som vi ikke tidligere har oplevet, og det stiller krav til os alle om at have en indre sund balance mellem de to yderpunkter.

Den anden akse er lige så vigtig. Den handler om have balance mellem at kunne handle og manifestere resultater på den ene side, og samtidig kunne skabe gode relationer og bæredygtige sociale systemer hele vejen rundt. Under krisen er især den produktive kapital blevet vægtet højest, fordi det skabte hurtig sort bundlinje, men det er for kortsigtet og især nu, hvor vi er på vej mod vækst.

Relationel kapital handler nemlig om at være dygtig til at lægge og gennemføre en social strategi, der skaber forbindelser og tillid mellem mennesker og får dem til at føle og følge et commitment overfor fællesskabet, opgaven og visionen. Personer med høj relationel kapital vil være afgørende for at skabe et godt og kreativt arbejdsklima, vil være dygtige til at placere sig centralt i en organisation, fremfor højt (som ellers er traditionen, men med fare for at blive isoleret fra omverden), og oplever derfor ofte at være et knudepunkt af energi, viden, ideer, kontakter mm – også eksternt.

Produktiv kapital handler mere klassisk om at være dygtig til at få lagt og gennemføre en strategi på selve produktionen af varer, ydelser eller services i organisationen, og til at styre det finansielle flow. Mennesker med en høj produktiv kapital er dygtige til at fokusere på at skabe effektive og klare interne og eksterne infrastrukturer, plus gode til at nå alle typer af mål, således at alle resultater bæres hjem i tide, og sådan at fremtidens pipeline er sikret. Både kreativt og produktivt. Alle mennesker og alle organisationer trækker på begge kapitalformer, og i den fremtid af vækst, som er på vej, vil det være mere påkrævet end nogensinde før, at begge kapitalformer valideres lige højt på alle niveauer i systemet.

Vil du vækste - som menneske eller organisation?

Så befind dig indenfor cirklen i en bæredygtig balance mellem de fire yderpunkter, der forstærker hinandens indbyrdes kræfter og tiltrækker andre med samme form for balance. Se og Hør ledelsen, der gik for hårdt efter oplagstal og satte sig udenfor den gængse moral og lov, eller Lars Løkke i sine bilagssager, der havde for travlt med at placere sig selv som en magtfuld person, frakoblet sine egne medlemmers livsvilkår, ryger udenfor cirklen. Det samme gør kriminelle bander, der ofte søger et fællesskab, fordi de føler sig magtløse indenfor det eksisterende system, eller arbejdsløse, der ikke kan få lov til at bidrage gennem deres arbejde.

De magtløse skal samfundet være med til at skubbe indenfor i cirklen igen, mens de magtfuldkomne nødvendigvis må straffes. På den ene eller anden måde.
I virkeligheden er det uhyre enkelt: Står du i et tvivlsspørgsmål, så spørg dig selv om du – eller dit projekt – befinder sig indenfor eller udenfor cirklen?

Næste store spørgsmål er så, hvilken slags vækst vi egentlig ønsker at forfølge i et samfund, hvor vækst ikke længere kun handler om bundlinje.

Bragt i Jyllandsposten 8.6.14

 

torsdag 5. juni 2014 kl. 15:53 | 0 kommentarer

Først da hendes mand var flyttet, opdagede Madeleine Albright, at hun ikke kunne lide kød. I alle de år hun havde været Joes kone, havde hun troligt spist en stor bøf sammen med resten af familien, men nu hvor han var væk, gav hun sig selv plads til at lytte til sin egen ægte lyst. Det var også først efter skilsmissen, at hun gik ind i politik. Og blev USA's første kvindelige udenrigsminister.

Skilsmissen, som hun ikke selv ønskede, blev det fald i hendes liv, der gav hende mulighed for at genopstå i en ny version. I alt fra madpræferencer til livsformål. Vi har hørt den historie i tusindvis af udgaver, og den mest kendte er nok den om Jesus genopstandelse, der trods alt har nogle elementer i sig, som ingen af os andre kan tilbyde.

Livet efter døden er imidlertid et budskab, vi alle kan få brug for at blive mindet om, når vi selv står midt i den afgrund, der blænder ikke blot vores positive selvfølelse, men også vores basale livsretning.

Krisen de senere år har sendt mange mennesker ud i denne oplevelse, men det er ikke kun et krisefænomen. Det er et livsvilkår i den moderne verden, fordi vores livbetingelser konstant ændrer sig, og dermed udfordrer vores eksisterende strukturer. Og fordi der ligger en klar forventning til alle individer om selv at være i kontinuerlig udvikling.

Nu hvor vi er på vej ud af krisen, vil vi med stor sandsynlighed se endnu flere af denne slags indre kampe, selvom man skulle tro, at det ville være omvendt. For selvom fiasko umiddelbart trækker mest på vores kræfter, kan forventningen om succes faktisk kræve endnu mere af os. Når den fælles barre bliver sat højere, bliver faldet for os alle også større, når vi ikke føler, at vi er i gang med det spring, der giver mest mening.

Eller mest status?

Når faldet så indtræffer – og det sker jo for de fleste på et eller andet tidspunkt - har vi behov for at vide, at vi kan genskabe os selv i et nyt billede, som bedre matcher den person, vi har udviklet os til. Også når vi ikke selv har valgt den nye situation, som vi befinder os i. Også selvom den føles vildt uretfærdig og ubarmhjertig.

Yahya Hassan, kvinderne fra Det slører stadig, Ayse Dudu Tepe og Firoozeh Bazrafkan er alle genopstandne. De har måttet tage et opgør med deres ikke-etnisk-danske baggrund og bagefter, et opgør med den danske præmie-perker forståelse, for at være en vigtig stemme i debatten om retten til at være et menneske i dag, både i Danmark og resten af verden. Stressramte mænd, der tør stå frem og italesætte hvor angste de er for at miste deres mandighed i omverdens øjne, fordi de står ved deres sammenbrud, må også genopstå i en ny og mere ærlig udgave, og er på den måde med til at sætte skæbner på vores andres forestillinger om køn, og er samtidig med til at udfordre dem. Kvinder der claimer deres frie ikke-magasinlækre seksualitet (aktuelt med filmen ”Vådområder” efter Charlotte Roches roman), kvinder der vil have lov til at gå hjemme og passe børnene uden at blive set ned på, kvinder der er på vej ind i bestyrelserne i hidtil uset antal, er også genopstandne efter at have mødt modstand mod de normgivne forestillinger om køn. Børn der mobbes og som kommer igen og igen, fordi de ikke vil give op, og fordi nogle særlige voksne tror på dem og viser dem vejen til en positiv identitet. Alle disse er blot få aktuelle eksempler på livssituationer, som præger vores tid i vores ende af verden, og deres individuelle kampe er nogle, som de fleste af os kan spejle os i.

Vi hører deres historier i medierne, læser dem i bøgerne, ser dem i fjernsynet, lader os underholde af dem i liveshows og på nettet, og vi møder dem næsten altid når de er ude af krisen igen. Og selvom de kan fortælle ærligt og hudløst om alt det, de var i og måtte igennem, for at nå dertil hvor de er nu - mere afklarede, mere hele, mere hjemme i sig selv, og nu med et klart livsformål og en retning i deres liv - har de den fordel, at de altså er ude på den anden side. Står man imidlertid selv med hovedet nede i afgrunden, kan det næsten virke som en hån at høre den slags historier, for det man ser, er mørke, og det man oplever, er håbløshed. Også selvom det ikke ser sådan ud på overfladen. Også selvom de andre ikke kan se det. Og mest, når det der sker omkring en, ligner en dundrende succes mens man selv er ved at gå til i fortvivlelse.

Når mørket er tættest og tomheden fylder mest, er der en sætning, som kan bære os igennem vores egen død og ind i livet igen. Det er et af de fire bud i min nye bog Ladycool, og var oprindeligt særligt tiltænkt kvinder, fordi kvinder stadig kæmper for at få samme høje status som mænd har. Nu har jeg imidlertid nået at få en del reaktioner på bogen, og det har vist sig, at især denne sætning åbenbart rammer noget almengyldigt i vores tid. Sætningen i sig selv er så banal og eksistentiel, at den ikke burde skabe nogen form for opmærksomhed, men de reaktioner jeg har fået på den, har været overvældende og interessante. Og de er kommet fra begge køn.

Sætningen er: ”Jeg er vigtig”.

Alt for mange mennesker tror nemlig ikke for alvor på, at de er vigtige. At det de føler, er rigtigt. At det de tror på, er godt nok til at andre også kan tro på det. At det de oplever, også er noget andre kan genkende. At det de stræber efter, er værd at stræbe efter. Og det er et tab. Ikke bare for den enkelte, men for alle os andre, der jo bliver berøvet muligheden for at opdage verden på en ny måde.

Menneskehedens historie er fyldt med eksempler på mennesker, der turde tænke anderledes og som udfordrede vores givne idealer, værdier, adfærd og normer. Det er dem vi husker. Fordi de var med til at sætte en ny standard, som vi andre kunne blive inspirerede af. Mange af dem har imidlertid også befundet sig i deres eget mørke, har mistet troen på sig selv og deres eksistensberettigelse, har følt sig ensomme, forladte, forhadte – aldeles og overhovedet ikke vigtige.

Står du sådan et sted i dit liv, så gør som Albright og hold op med at spise kød og bliv udenrigsminister. I overført betydning, naturligvis :-)

Jyllandposten 20.04.14

Modtag mit nyhedsbrev



Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign