onsdag 27. maj 2015 kl. 22:48 | 0 kommentarer

”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom!”

Sådan elskede en af mine veninder at udbryde, når vi talte om livets genvordigheder. Hun var psykoterapeut. Og hun sagde det heldigvis med et forsonende smil! Reframing kaldes det bla i psykologkredse og det handler basalt set om at ændre rammerne for den historie, man går og fortæller sig selv om sig selv, så man bliver fri. Med andre ord: Når først den rigtige historie kommer frem, kan du heale det virkelige sår.

På årets første dag sad jeg og gennemgik et lille og normalt hyggeligt ritual, som jeg har lavet i årevis: At bladre det forgående års kalender igennem og genopleve så meget, som jeg kan huske. I år gad jeg slet ikke, for jeg syntes, at det havde været et helt igennem uforfalsket lorteår. Ja, undskyld, men det var virkelig sådan jeg havde det! Bevares, der var da sket nogle gode ting, jo jo, men stemningen igennem hele året havde været mørk, dyster og trykket. Helt ulig min normale grundstemning, som mest består af glade noder, lyse tanker og positiv forventning. Derfor skulle årets ritual bare blæses igennem, så jeg kunne komme videre ind i 2015.

Du har gættet det. Mens jeg bladrede mig gennem året, bunkede de dejlige, glade, kærlige, smukke, skønne, varme, interessante, spændende, sjove, udfordrende og nye oplevelser sig sammen på min ene side, mens bunken af lort kun voksede langsomt, og endte som et lille undseelig plop af næsten ingenting, på min anden side, da jeg med et stort forundret smil, lukkede kalenderen i.

Jeg var i chok. For hvordan var det muligt, at noget der reelt set ikke fyldte mere end en lille tør harelort, havde vokset sig til at være en hel stinkende kokasse i min bevidsthed? Ved et nærmere fakta-tjek viste 2014 sig jo at være et fuldstændigt fantastisk år på så mange områder, at jeg måtte bruge mere end en hel side på at liste de større gode begivenheder. Men samtidig havde jeg altså året igennem gået rundt og havde været ked af det og følt mig modløs på en meget fremmed måde. Sikke et spild! tænkte jeg og var simpelthen for forundret over konklusionen, til også at have plads til skammen over at måtte mangle basal taknemmelighed over for livets gode gaver.

Denne reframing af 2014 er nu også smittet positivt af på 2015. Hvor jeg før havde imødeset året med en stålsat optimisme, der kom dybt og autentisk indefra, men som så sandelig også var båret af en børnefornærmet følelse af, at universet skyldte mig et godt år, blev forventningen nu i stedet båret af lethed, lyst og frivillighed. Og sådan har jeg det stadig med 2015.

Oplevelsen har naturligvis fået mig til at tænke over, hvor i mit liv jeg ellers har brug for frigørende reframing. Vel og mærke i den muntre udgave! Tankerækken hensatte mig pludselig til en nat, da jeg som en lille pige den 1. december vågnede for at gå på toilettet, og blev mødt af to kæmpe lange mørke uhyrer, der i stuen uden varsel tronede sig over mig, så jeg blev så bange, at jeg løb tilbage i mit værelse, og ikke turde stå ud af sengen før morgenen efter. Og der opdagede, at uhyrerne var min søsters og min pakkekalender, der hang sorte på væggen og nu kun indeholdt en masse dejlige pakker til at forsøde hele julemåneden med.

Jeg satser på, at jeg nu har forstået, hvad universet (åbenbart) har forsøgt at fortælle mig hele mit liv…  

onsdag 27. maj 2015 kl. 22:43 | 0 kommentarer

Hver gang jeg går ind i eller ud af mit køkken, går jeg under min genopstandelse. Den svæver over mig i form af et hvidt emaljeskilt i en meget karakteristisk form og med en legendarisk tekst på:

”US ROUTE 66”.

Jeg ved det. Det er totalt tacky. Et ægte turistkøb fundet på en tankstation i nærheden af den legendariske by Seligman, der fik verdensomspændende kultstatus med filmen ”Cars”. Men for mig er skiltet altså meget mere end populærkult. Det repræsenterer min seneste genfødsel, der kom som en tiltrængt forløsning efter nogle års indre rodebunke, kulminerende i seks måneder, hvor hver anden morgen var en sort sky af fremmed mismod og udmattelse, som klæbede til mig og gjorde mig grundtrist.

I et år havde vi gået rundt og set frem til denne ferie. Og jo længere tid min krise varede, jo mere fik den ikon-status af befrielse og belønning. I stedet sendte den mig en omvej forbi helvede. Min eksmands første ekskone og jeg havde slået USA-drømmen og hendes tre og mine to børn sammen og samlet dem i en motorhome, som vi skulle svinge rundt på de store veje, mens vi besøgte San Fransisco, Yosemite, Las Vegas, Grand Canyon, Los Angeles, Santa Barbara og Highway One. Jo jo, alt var planlagt. Alt var bestilt hjemmefra. Alt var toptjekket. Alt. Pånær os, selvfølgelig. Og livet. For pludselig i Las Vegas slog livet til i form af et telefonopkald og min rejsemakker og hendes datter blev nødt til at tage hjem - og så stod jeg der. Alene. Med ansvaret for fire drenge. Et hjem i form af en større lastvogn. Og en angst på størrelse med Californien.

Jeg kunne være taget hjem. Selvfølgelig. Havde klart mest lyst til det! Men havde jo ikke lyst til at afbryde børnenes ferie. Så det endte med at blive en af de beslutninger, der næsten tager sig selv, selvom jeg aldrig har følt mig så alene og bange før.

Den nye gruppes første stop var Grand Canyon. Hvilken vild kontrast det var at komme fra det sindssyge og fascinerende menneskeskabte lyshav til den røde bund af naturen, der strakte sig ud foran vores blik i en velgørende uendelighed af forrevne klippeformationer og tusindvis af års historie, der gjorde os behageligt tissemyresmå, så vi for et øjeblik kunne slippe den moderne verdens konstante krav om ”på-hed”. Her var vi bare en slags levende sten, og det føltes godt. Især med min yngste søns varme kind mod min, mens vi nød synet af den sprække i verden, der tillod os at have sprækker i sindet.

Om aftenen samledes vi om et bål, og for en kort stund forsvandt frygten for alt det, der kunne gå galt, i en strøm af taknemmelighed over at være omgivet af så megen drenget energi, der tog ansvar for os alle, mens den ene sørgede for brænde, den anden pølser, den tredje stole og en fjerde for hygge og morgenen efter lod jeg dem sove, mens trucker-mom her bugtede vognen ad Highway 41 mod Los Angeles.

Altså lige indtil jeg kom til denne tankstation, der lå der og var helt undseelig i det enorme amerikanske landskab. Den tynde dør knirkede, da jeg åbnede den for at forsvinde ind i et lille mørkt lokale, der var tæppet til med skilte og dimser i alle afskygninger, og mens jeg betalte for gallons af benzin, drævede en læderhud med cowboyhat venligt: ”You gotta take the 66, Mam! It’s so scenic – and there’s no traffic!!”

Og det var så det jeg gjorde. Mens drengene fortsatte deres søvn, så jeg solen stige højere på himlen over et landskab, der var så smukt, at det løftede min sjæl og sang – vitterligt – for mig. Det var i de timer, at jeg blev genfødt. Det var i de timer jeg endelig forstod, at man nogle gange bare skal æde sin angst for det man er mest bange for og inderligt hader, og så bare gøre det, der skal til! Det befriende var jo at kaste selvcentreringen og selvmedlidenheden af mig, og i stedet lade håbet og glæden indtage mit sind og hjerte igen. Og midt i alt det, spirede pludselig en genert beundring for mig selv frem: Yeah - I did it, God damn it!!!

Da jeg kom hjem, var min krise uigenkaldeligt forbi. Og næste gang jeg står i en ægte fuck-hvor-er-jeg-bange!-situation, vil jeg hente minRoute 66 frem og minde mig om, at det der ligner helvede udenpå, kan være en maskeret velsignelse… Hvad mon din Route 66 hedder?

Nogle gange sker det. Heldigvis Ikke hver gang, men nogle gange, oplever jeg et åndeløst stik af uendelig ensomhed, når jeg trykker på den lille røde knap på remoten og tv’et slukker. Pludselig står stuen tilbage uden stemmer, livet er gået ud og jeg er alene tilbage i noget, der før var en stue, men som nu er et dødskammer af social vægtløshed.

Så bevæger jeg fødderne, lyden slår mod væggene og jeg minder mig selv om, at når jeg findes, findes verden og livet også. Men det er langt fra altid nok. Selvom jeg nyder at være alene, kan en enkelt dag i selvvalgt isolation ved aftenstide skabe en svag ulogisk panik: Er jeg da helt glemt? og jeg kan finde på at sende en sms, bare for at vide, at verden udenfor stadig regner med mig. Og på den måde, har jeg meldt mig ind i det fælles liv igen. Alene-ensomheden er indfanget og sat på plads i sit bur.

Men ensomheden er et frit dyr og findes i flere udgaver. Det bryder igennem de nøje tilrettelagte tremmer af image og socialitet, og pludselig står den der med sine klare øjne, mens jeg er til fest, romantisk middag, familietamtam og skraber alt, hvad der måtte minde om tilhørsforhold og fællesskab, væk omkring mig, og så står jeg atter der, tynget af et absolut og skræmmende ingenting.

Hvordan skete det lige?! har jeg tænkt, hver gang jeg støder på den, mens ærgrelsen og forundringen slås om at få det sidste ord. Hvorfor føler jeg mig så alene, så udstødt, så forladt i det her selskab, der engang var mit andet jeg? Hvor blev kærligheden og samhørigheden af? Nogle gange finder vi hurtigt tilbage til trygsomheden; andre gange må vi igennem flere af denne slags ikke-møder for at erkende, at tiden er kommet til at opgive. Enten måden at være sammen på. Eller hinanden overhovedet.

Med alderen har en tredje form for ensomhed indfundet sig. I perioder rammer den mig massivt og får mig til at dukke hovedet, fordi den gør mig så skamfuld, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at skrive om den: Misundelses-ensomheden. Jeg er langt fra alene om den (lettelse!) og har lige mødt den igen hos Peter Bastian i hans selvbiografi, hvori han nævner, hvordan han på et tidspunkt fik så meget succes, at han begyndte at bemærke alt det, han ikke fik. Ikke blev inviteret til. Ikke vandt. For nogle år siden ramte denne opmærksomhed også mig – uden nogen sammenligning i øvrigt! Fy for pokker en hæslig form for ensomhed! Og hvor er der få, der tør tale om denne udgave. Især her i landet, hvor vi alle helst skal være lige og hvor ambitioner i visse udgaver er direkte pinlige. Alligevel kender alle den, fordi den er et grundvilkår ved det menneskelige liv: Den bitre følelse af, at man ikke er en medlem af en gruppe, som man gerne ville være medlem af – fordi man ikke er god nok. Ikke er den udvalgte.

Når man er ung, har man en tilbøjelighed til at tænke, at det kan man da altid blive, hvis man nu arbejder hårdt nok på det. Men når man bliver ældre, er der uvilkårligt grupper man må vinke farvel til nogensinde at blive medlem af, og skal man ikke ende som en bitter kælling, er kuren at sige farvel til den drøm med åbent hjerte. Men vejen derhen går ofte gennem erkendelsen af, at man faktisk er møghamrende jaloux, misundelig og ensom i al sin udstødthed og det er jo ikke ligefrem noget, der gør en stolt af sig selv...

Alle er vi ensomme i perioder og på forskellige måder, og det smukke er, at jo mere vi deler vores ensomhed, jo mindre ensomme bliver vi. Lad os derfor tale om den, gøre den legal og slå tabuet ihjel, så vi bedre kan mødes.

Bonusinfo:

Folkebevægelsen mod Ensomhed er en ny bevægelse, der har til formål at halvere antallet af ensomme til 106.000 i år 2020. Den er skabt af mere end 40 organisationer og virksomheder. 

Nu kan vi alle slappe af, for vi er sexede og attraktive næsten ligegyldigt hvad vi gør. Når vi bare ikke træner for meget. Eller er for tynde. Eller for lækre. Suk - det ene ideal afløser det næste og ingen af dem er befriende for alvor. Se debat i Aftenshowet

søndag 29. marts 2015 kl. 06:08 | 0 kommentarer

Med knugende vidde omkring sig på bænken sidder den dukkede alpehue og holder om de store knæ med krogede hænder. Blikket hægter sig modvilligt på dig, da du går forbi i hastigt tempo, men inden du når at registrere det, er det allerede gledet af dig igen og ligger som et tyndt slør henover den gamles sko. Så du går videre, mens du fortsætter tankerækken over alt det - og dem - du skal nå. I dag.

Vendte du om, satte dig ved siden af ham på bænken og forsøgte at samle blikket op igen, ville du måske møde din egen værste angst. Alle menneskers største angst: Isolation. At være ufrivillig alene. Ensom. Og måske er det også derfor, at du jager videre mod flere tjekmarks i din kalender, så du ikke når at mærke, hvordan det ville være, selv at være den, der sad på bænken med alt for meget social vægtløshed omkring sig.

Med dig bærer du måske endnu en bekræftelse på en fordom; nemlig at ensomhed mest er knyttet til ældre mennesker. Sådan er det ikke.

Ensomhed rammer alle aldre. Også de voksne. Og de senere år mere og mere de unge. En undersøgelse Rambøll/Analyse Danmark har lavet for JP viser, at 40 procent af de unge mellem 18 og 25 år føler sig ensomme. Som samfund står vi altså over for et alvorligt problem i en ellers hypersocial tid, hvor ingen er længere væk fra andre end en blid berøring af en mus eller en skærm. Og hvor ordet netværk i for mange tilfælde har erstattet ordet venskab.

Heldigvis gør nogen noget.

Folkebevægelsen mod Ensomhed er en ny sammenslutning af over 40 organisationer og virksomheder, der har det erklærede mål at halvere antallet af ensomme fra 212.000 i dag til 106.000 i 2020. Det er et enkelt budskab, der er til at forstå. Og som bliver fulgt op af mange forskellige tiltag, der helt basalt set skal være med til at mindske afstanden mellem mennesker, der ønsker at mødes og skabe fælles liv og udveksle historier og identiteter.

Røde Kors har fx den succesfulde besøgsven-ordning og Ældresagen bidrager med et stort fællesskab med mange aktiviteter, hvor frivillige henter de ensomme, så de ikke selv skal bryde den første is, for noget af det sværeste som ensom er nemlig at møde op alene. Men deres vigtigste formål er måske i virkeligheden overhovedet at sætte emnet på vores fælles dagsorden.

Ensomhed ligner nemlig langt fra kun den isolerede alpehue på bænken. Den har også krop i form af den umiddelbart succesfulde kollega, der altid har travlt med at skulle alt muligt, men som kommer hjem til to tørre stueplanter og en bundløs følelse af forladthed, når alle de formelle kontakter har sagt farvel. Eller den unge smukke såkaldte 12-tals pige, der græder sig i søvn hver eneste – hver eneste – hver eneste nat, og som vågner kl. 3 hver eneste – hver eneste – hver eneste nat og ligger og kæmper med følelsen af at blive opslugt af et sort hul af fiasko uden nogen at række ud til.

Ensomhedens bedste allierede er, at vi ikke taler åbent om den. Og derfor kan den får lov til at vokse konstant og få flere medlemmer. Vi taler ikke om ensomhed, fordi det er forbundet med en dyb skam over at føle sig socialt værdiløs. Og da det er de færreste, der tør udstille den skam åbent, lader vi bare være med at tale om den.

Det særligt raffinerede ondskabsfulde ved ensomhed er, at jo mindre vi taler om den og deler den med andre, jo mere ensomme bliver vi. Derfor lander mange i et frivilligt ufrivilligt fængsel, fordi vi skal gøre det, som vi frygter mest, når vi er ensomme: Række ud efter andre. Tro på, at vi har noget at bidrage med til fællesskabet. Og derigennem bryde ensomheden og i stedet blive en aktiv del af en gruppe mennesker, som man kan finde mening, tilhørsforhold og latter med. Men med den klare risiko, at vi bliver afvist, når vi endelig rækker ud. Angsten for endnu en afvisning gør, at mange slet ikke forsøger. Derfor at det er så vigtigt at få det sat på dagsordenen. Også som noget, der kan gøres meget mindre.

For ikke så længe siden var stress, anoreksi, alkoholisme og incest emner, som næsten aldrig blev berørt i offentligheden, hvorfor dens ofre blev dobbelt ramt af isolation og fiasko. I dag taler vi langt mere åbent om det og har en helt anden forståelse for det, hvilket har frisat de mennesker der bliver berørt af det til ikke at opleve samme massive fortielse som tidligere, og derfor lettere kan få hjælp i tide. Hertil skal vi også nå med ensomheden.   

Ensomhed er ikke kun et ubehageligt vilkår at leve under. Den er ganske enkelt dødelig. Forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14 procent! Det danske samfund er for rigt – på alle parametre – til at acceptere, at det er stigende problem i befolkningen. Derfor er tiltag som Folkebevægelsen mod Ensomhed så vigtig.

Men vi kan jo også selv gøre noget, når vi møder ensomheden. Enten hos os selv – eller hos andre. Vi behøver hverken forskning eller skarpe analyser til at vise os, hvad vi kan gøre. Ræk ud. Så simpelt er det. Uanset i hvilken ende af ensomheden du befinder dig.

På et tidspunkt rammer du en hånd, der rækker tilbage. 

 

onsdag 4. marts 2015 kl. 18:23 | 0 kommentarer

Lige om lidt vil du måske tage listen med julegavekøb frem og tænke over, hvor vanvittigt det er, at du skal opfinde behov, som dine nærmeste skal have, fordi du skal give dem en gave. Som de faktisk ikke har brug for. Fordi de fleste i dagens velfærdssamfund har, hvad de skal bruge. Og mere til.

Du har måske lige læst en artikel der fortæller, at den såkaldte self-storage branche er vokset eksplosivt de senere år, fordi folk bare har for mange ting, og derfor må leje lagerplads til at opbevare alt det, de alligevel ikke skal bruge. Og måske vil du undre dig over, at politikerne trods det fortæller os, at vi skal forbruge mere for at ”få gang i hjulene” og når du sidder der med listen, tænker du, om man måske kunne vækste på en anden måde end i penge og forbrug. For eksempel i at øge din samling af mennesker, som du er forbundet med.

Eller måske vil du lige om lidt gå op på vægten og tænke, at nu – NU! – vil du altså holde op med at små-overspise, fordi du et eller andet skummelt sted inde i dig er bange for sulten, og derfor på hamsteragtig manér konstant render rundt med et paniklager af mad. Inde i maven. Og måske skulle du også tømme dit lille hemmelige slikforråd af Skolekridt og Toffifee, selvom det vil gøre dig mindre populær hos de andre, men så i det mindste også lettere.

Og lige om lidt vil du måske også overveje, hvordan du i det hele taget kan blive sundere. For sundhed er vores nye religion og kostomlægning er ren djævleuddrivelse. Og måske ville din bedste gave i virkeligheden være at få et ti-turs klip til en personlig træner, så du endelig kan få has på den fedtpølse, der altid møver sig udover linningen og får dig til at føle dig som en overlæsset hotdog. Og selvfølgelig mener du ikke seriøst, at det er lige NU, at du skal starte på dit nye liv som tynd og sund, for det ville da være et total selvværds-selvmål en uge før flæskestegs-eksplosionen, men jo, jo, allerede den 2. januar vil du gå op i fitnesscentret og tage hårdt fat, og undre dig over, hvorfor maskinerne og løbebåndene er invaderet af mumitrolde.

Lige om lidt vil du måske bestille billetter til Hobitten. Eller Dum Dummere 2. Eller Hunger Games 3. Eller Force Majeure. Og du vil elske at nyde dit livs sidste bif-popcorn. Måske. I hvert fald årets sidste.

Lige om lidt vil du måske tænke, at nytårsaften vil være den perfekte aften at fri til din kæreste, for nu er du endelig sikker på, at det skal være jer to. Til døden. Eller næsten. For 43% af alle ægteskaber ender jo i skilsmisse og er det ikke også et håbløst ideal at skulle forfølge, altså at blive sammen til døden, når vi lever så længe og samtidig forventes hele tiden at være i udvikling. Og hvor heldigt og sjældent er det lige, at begge parter udvikler sig i samme retning. Samtidig?! Eller måske sidder du lige om lidt og tænker, at nu – NU – går den ikke længere, nu har du – I - virkelig gjort alt, og det fungerer bare ikke, og hvor længe skal I også trække pinen ud? Engang i januar vil du bære den afgrundsdybe sorg at skulle splitte en familie, se dine børns smerte i øjnene og vide, at når I er kommet ud på den anden side af bruddet, vil livet blive bedre. For det er jo derfor, du gerne vil skilles. Og måske vil du allerede nu kigge lidt på hvilken ejendomsmægler, der skal sælge jeres hus. For alle ved jo, at de fleste skilsmisser sker lige efter nytår, og det er godt at være på forkant. 

Men inden du når så langt, vil du måske tænke, at lige om lidt er det ferie og så er der endelig tid og overskud til at dyrke mere sex. Bedre sex. Helt enkelt.

Lige om lidt vil du måske tænke, at du i det nye år vil være mere nærværende. Mindre stresset. Måske tænker du på din kollega, der gik ned med stress for en måned siden og stadig ikke er vendt tilbage. Og du tænker, at livet altså er for kort til at have så travlt, at du ender med at miste dig selv. At det er ret bekymrende, at over 25% af arbejdsstyrken ofte føler sig stressede.

Måske vil du mindes, at du engang hørte en hospice-sygeplejerske fortælle dig, at de fleste døende stiller dette spørgsmål: Vil jeg blive savnet? Og at kun meget få (meget dovne!) mennesker har fortrudt, at de ikke arbejdede nok. Men at mange har fortrudt, at de ikke var nærværende, deltagende, involveret nok i deres elskedes liv. At lige meget hvor meget du arbejder, hvor mange lister du laver, hvor meget du streger over og når, så bliver listen alligevel aldrig tømt. Og at du elsker at skrive noget på listen, som du allerede har lavet, bare for at få tilfredsstillelsen ved at strege det over! Men også at du gerne vil være savnet, den dag du dør.

Lige om lidt vil du måske beslutte dig for, at du vil erstatte hver tredje kop kaffe med en kop te. Grøn. Suk.

Lige om lidt slår det dig måske, at 2015 er valgår og hvor i himlens navn skal du sætte dit kryds, for det danske politiske landskab er blevet totalt skizofrent og meget lidt giver logisk mening, og det der giver logisk mening, har du ærligt talt ikke lyst til at støtte, så hvor pokker skal du lægge din demokrati-mønt, så vægtskålen tipper nedad mod det, du gerne vil præge Danmark med?

Lige om lidt kan du tage stilling til alt det, der ligger og venter på dig.

Men lige nu. Lige nu kan du glæde dig over, at du ikke er syrer og på flugt. At du ikke ligger som en grøntsag efter en trafikulykke. At du ikke er i fængsel for at mene noget andet end dit lands regering. At du ikke lever på gaden og at alle dine ejendele er pakket i Nettoposer og lagt op i en knirkende indkøbsvogn, der står ved siden af dig på bænken. At du ikke en pige, der skal giftes væk til en fremmed mand, med risiko for at få smidt syre i ansigtet, fordi din medgift ikke er høj nok. Eller at du ikke er en ung mand, der går rundt med et selvmordsbælte på, som du skal udløse lige om lidt i en bus, fordi du aldrig fik en chance for at sige nej tak til religiøs hjernevask.

Lige nu kan du glæde dig over, at du overhovedet har et liv, hvor du både kan overveje og frit vælge, hvem og hvad du vil fylde dit liv med. Så det synes jeg du skal gøre. Glæde dig. Det er jo jul!

søndag 15. februar 2015 kl. 08:41 | 0 kommentarer

I onsdags var jeg så heldig at få lov til at holde åbningstalen til gallapremieren på filmen Fifty Shades of Grey, som åbenbart er den mest hypede premiere, der har været i nogle år. Fx brød flere sites med billetsalg sammen, da salget blev frigivet. Altså har vi at gøre med et fænomen, der naturligvis skal tages alvorligt, hvis man ellers interesserer sig for det, der rykker i tiden.

Denne grå-skyggede filmhype, der står på skuldrene af 100 millioner solgte eksemplarer af bogen, som til dato er udgivet på 52 sprog, har fået kvinder i hele verden til at sukke efter deres egen Mr. Grey og fået dem til at ønske, at de var i hovedpersonen Anastasias… øh, trusser (er nok mest passende at skrive lige i denne anledning!).

Hysteriet har helt forventeligt også fået en masse kritik. ”Men hvorfor???!” har været det gennemgående spørgsmål fra både det litterære parnas og flere feminister. Med underteksten: ”Er kvinderne virkelig så dumme, uvidende, uoplyste, at de falder for det lort?!”

Jeg har hørt bogen og ja, den er sørme ikke stor litteratur. Det er en helt jævn kærlighedsfortælling, der både er pænt forudsigelig og sprogligt kedelig. Men den er ikke værre end så mange andre af den type bøger, som millioner af mennesker læser/hører, når de bare vil underholdes uforpligtende. Hvorfor skal den skoses for, at den ikke er litterært nyskabende eller sprogligt banebrydende? Det er der virkelig meget litteratur, der ikke er.

James Bond serien var heller ikke ligefrem romaner eller film, der bad om at få Nobels Litteraturpris eller vinde en Oscar, og de har da haft en stor kulturel indflydelse alligevel. Fifty Shades bøgerne har med garanti fået så stort og bredt et publikum, netop fordi de er så lette og hurtige at læse. Og de mange læsere er jo grunden til, at forfatteren E. L. James (eller rettelig Erika Mitchell) i 2012 af Time Magazine blev udnævnt til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Jeg tror ikke, at forfatteren på noget tidspunkt har haft som intention at skabe udødelig litteratur. Til gengæld har hun formået at sætte kvinders seksualitet på dagsordenen.

Og det er faktisk det, der undrer mig mest ved reaktionen på dette fænomen: At det endnu engang er kommet bag på verden, at kvinder rent faktisk har lyst! Jamen, helt ærligt: Selvfølgelig har kvinder da en stor seksuel appetit, og har lyst til at udforske deres eget begær. Det er som om vi til stadighed hænger fast i en myte om, at kvinders seksualitet er lige lidt finere, mere skrøbelig og sart og klart mere tilbageholdende end mænds. At det er en så tåkrummende gammeldags opfattelse, bliver bevist ved FSOG’s verdensomspændende succes, for jeg skal love for at den unge Anastasia er et rent lysthav, da hun først bliver tændt, og hun er helt ukompliceret i kontakt med, giver udtryk for og lever sin egen liderlighed ud.

Bogen fungerer altså som en inspirationskilde til kvinder i alle aldre og livsfaser til at være i kontakt med deres egen seksualitet – og måske i endnu højere udstrækning udforske og lege med den.

Hvilket bogens tema omkring BDSM bla. er et eksempel på. At denne vinkel har fået så meget opmærksomhed, kunne ses som et tegn på, at mange kvinder længes efter at kunne hengive sig til en mand, som de stoler på og har tillid til vil føre dem steder hen, som de ikke nødvendigvis selv skal tage kontrollen over. Denne konstellation har imidlertid været det, der har fået især feminister til at erklære, at den er et monument over kvindeundertrykkelse og en forherligelse af voldelige parforhold – hvilket i mine øjne virker helt galt afmarcheret.

For det første har det i nogle generationer været afgørende negativt at blive knyttet til egenskaber som passiv, modtagende og hengiven. I dagens samfund, hvor de fleste bliver mødt med krav om at være konstant produktive, kan disse egenskaber virke ligefrem kontraproduktive. Men når så mange kvinder drømmer om at miste kontrollen og overgive sig til en anden, i øvrigt med hendes egen fulde accept og hensyn til hendes behov, kan det jo ses som et tegn på, at samfundet og kønnene ikke har balance mellem det skabende og det modtagende. Og den længsel skal da tages alvorligt. Det kunne givet redde mange parforhold og i øvrigt sænke antallet af stresstilfælde på samfundsniveau.

I kritikken af forholdet mellem de to hovedroller, overser feministerne én væsentlig pointe: Anastasia vælger selv! Og det gør hun igennem hele fortællingen! Hun er ikke et offer, og at forsøge at fremstille hende som et sådan, er en total forfejlet fortolkning af hendes rolle. Hun leger med, så længe hun selv har lyst (altså rigtig seksuelt lyst!), og da det på et tidspunkt overskrider hendes grænser, går hun. Ja, så enkelt er det faktisk og det er da et meget godt forbillede for unge piger at have!

Fænomenet er i mine øjne udsat for et arrogant kulturelt snobberi, der virker ude af trit med tiden. Selvfølgelig kan man kritisere både bog og film, for bare at være elendige. Men det ville altså klæde kritikerne, at sætte deres kritik i sammenhæng med tidens værdier og vilkår, og ikke hænge fast i en forældet opfattelse af, hvad der er kvalitet og kønsroller i 2015.   

(Min kronik i Jyllandsposten 15.2.15)

søndag 4. januar 2015 kl. 09:53 | 3 kommentarer

Om at slippe det moderne livs succestyranni og gøre op med de 13 punkter...

Vil jeg blive savnet?

En hospice-sygeplejerske fortalte mig engang, at det er denne sætning næsten alle siger, når de står foran døden. Og det er stadig en sætning, der giver mig gåsehud, når jeg tænker på den.

Vil jeg blive savnet når jeg dør? Vil du?

Vi ved det godt. At det vigtigste i livet er at være elsket og dermed savnet, når man ikke længere er der til at blive elsket og selv elske. Det er en hvinende banal sandhed. Især hvis man ikke står og sulter eller er hjemløs.

Men… sådan som vi har indrettet det moderne liv, får det hård konkurrence fra et væld af andre områder af livet, hvor vi synes vi skal performe. Jeg har lige udviklet et nyt foredrag om det moderne samfunds forhold til netop succes og fiasko, og derfor har jeg identificeret mindst 13 områder i livet, hvor vi helt naturligt synes, at vi skal have fuld smadder på successen. Rækkefølgen er uprioriteret:

1. En veltrænet BMI-venlig krop.

2. Være velplejet (med sunde tænder) og dyrke sit udseende/præsentation.

3. Spise sundt (og gerne god til at lave masterchef-mad).

4. Et godt parforhold.

5. Et godt sexliv (helst med den officielle partner!).

6. Gode relationer til sine børn (læs: være en god, tilgængelig og nærværende forælder).

7. Uddannelse (og gerne konstant efteruddannelse).

8. Et meningsfuldt job (helst en karriere).

9. Et aktivt og varieret socialt liv.

10. En ordentlig (velindrettet) bolig.

11. Følge med i samfundet/nyhederne.

12. Have moderat styr på den virtuelle del af verden (især de sociale medier).

13. Styr på sin økonomi, have en pension og kun attraktiv gæld (dvs. boliggæld eller lignende).

Disse 13 områder er blot de helt generelle. Oveni kommer så alle de individuelle interesser. Som fx havedyrkning. Eller ølbrygning.

Prøv lige at kigge listen igennem igen. Giver den dig åndenød? Mig gør den i hvert fald helt træt! Fordi det bliver så åbenlyst, at det er helt umulige idealer jeg (ubevidst?) forsøger at leve op til. Men på trods af det, får jeg ikke en ufravigelig lyst til at lave den totale kompleksitetsreduktion af min hverdag og pakke cyklen, flytte ud i en skov og leve i mine gummistøvler. Tværtimod tænker jeg, at det kunne gå endnu bedre, hvis bare jeg får bedre styr på mine prioriteter. Og sådan er jeg konstant bagud i mit eget liv. Og i min egen selvforståelse.

Det moderne menneskes vilkår er nemlig, at vi er afsindige gode til at planlægge os benhårdt til fiasko! På flere planer oven i købet. Helt hverdagsagtigt er størstedelen af os vant til at lægge flere opgaver, møder, sociale begivenheder mm ind i vores kalender end vi reelt set kan nå (eller gider!) at udføre, og derfor fører vi dag efter dag, uge efter uge, ting videre ind i fremtiden, som vi ”burde” have udført. Genkendeligt? Jeg var engang på et ”tidsoptimeringskursus” (ja, hvorfor mon J) og underviseren fortalte os, at vi skal lægge 40% tom tid ind i vores kalender, hvis vi gerne vil nå alt det vi har planlagt.

Der er imidlertid noget, der er værre end de daglige opgaver. Det er drømmene. Vi lever nemlig i en tid, hvor vi alle forventes at drømme stort. Og stort kan aldrig blive for stort. If you can dream it – you can do it! siges der, så i denne hyper-individualiserede tid drømmer vi derfor på livet løs! Desværre med den konsekvens, at mange føler sig gennemgribende uforløste. Sådan lidt fiaskoagtige. Ikke bare på kalenderplanet, men på identitets-planet. Og det er virkelig slemt! For samtidig har de fleste faktisk vældig gode liv. Som ikke nødvendigvis er Facebook-glamour-agtige, men som er gode, stabile, velordnede og meningsfulde liv, der gør den der lille forskel vi alle drømmer om.

Jeg synes derfor vi skal lave oprør mod det succestyranni, som alt for mange af os lever under! For det første kan vi starte med at glæde os over alt det, vi egentlig når at gøre og opleve. Og mærke taknemmeligheden over de mennesker, der fylder vores liv med kærlighed og fællesskab. Dernæst kan vi begynde at drømme mere realistisk. Vi kan jo ikke alle være Hillary Clinton, Kim Kardasian, Aung San Suu Kyi, Serena Williams eller Oprah, vel?

Så lad vær med at vente på den evige forløsning ind i et WAUW-liv med 4 milliarder likes; drøm i stedet en god drøm om dit næste job eller din næste rejse. Og nyd så, at du allerede er en super heldig kartoffel! 

Klumme i Femina uge 52 2014

torsdag 6. november 2014 kl. 13:18 | 0 kommentarer

Da min ældste søn er fire år gammel, sidder jeg en dag i stuen og holder møde med nogle partnere. Pludselig bliver døren knaldet op og ind løber William, stiller sig midt på gulvet, kaster armene ud til siderne og udbryder: ”Her har I mig!!!!” mens han smiler stort og med klare øjne kigger indgående på os alle sammen. Fuldstændig fritaget for angsten for fiasko. Og forkastelse.

Helt modsat havde jeg det en grå morgen, da jeg skulle ud i regnen og hente den første anmeldelse af min seneste bog. I det øjeblik jeg slog op på siden, blev min indre uro manifesteret i sort og rødt på hvidt; anmelderen havde givet den to hjerter. Både bogen og min person blev hudflettet. Dagen efter var den på landets største boghandlerkædes bestsellerliste, den fik fire stjerner i de andre anmeldelser, gav anledning til over 40 artikler, flere med forside, og det affødte taknemmeligt mange bookinger af foredrag.

Altså en situation som dårligt kan defineres som en fiasko. Ikke engang af den mest forkælede forfatter! Men alt det var ligegyldigt, for indeni mig var der et konstant mørkt kaos. I en kortere periode i mit liv levede jeg med en sær fremmed følelse af selvhad, som jeg ikke tidligere havde erfaret. Og selvom jeg godt vidste, at når jeg kunne blive ramt så hårdt af den anmeldelse, var det jo kun fordi jeg allerede havde et åbent sår der, hvor han havde stukket kniven ind, kunne jeg alligevel ikke frigøre mig fra følelsen af at han havde ret. Selvom jeg indtil da vidste, at det uden tvivl var min bedste bog til dato.

De næste mange måneder blev derfor til et interessant og opslidende genopbygningsarbejde, der i høj grad kom til at handle om mit eget forhold til succes og fiasko. For jeg – og især min undrende omverden - forstod jo ikke, hvordan noget, der vel egentlig var en succes, alligevel kunne opleves som en både pinlig og især pinagtig fiasko. Og det blev helt tydeligt, at hverken succes eller fiasko sjældent handler om fakta, men langt mere om følelser. Og forventninger. Især de skjulte forventninger, som vi ikke engang aner, at vi bærer rundt på, men som bliver så tydelige, når vi bliver skuffede over noget, der egentlig skulle gøre os glade.

På et tidspunkt i dette forløb, begyndte jeg at dele både oplevelsen og tankerne omkring succes og fiasko med mange flere og det viste sig, at alle(!) selv havde lignende følelsesmæssige erfaringer, men at kun få havde nogensinde sat ord på det. Fordi de – som jeg – var ramt af en skamfølelse, der faktisk bundede mindre i fiaskoen (og som sjældent var en reel fiasko!) og mere i, at de ikke havde opnået den grad af succes, som de gik og drømte om. Fordi drømmene var alt, alt, alt for store og ubærlige i forhold til virkeligheden.

Derfor vil jeg gerne – meget mod tidsånden! - opfordre til, at vi skal til at slå vores drømme ihjel! I et samfund, der siden 80erne har dyrket ”personlige udfordringer” og har lært os, at vi skal ”sigte efter månen, for så rammer du i hvert fald stjernerne!” har vi skabt nogle vilkår, der konstant får os til at planlægge os benhårdt og helt systematisk til fiasko! Både på de store linjer, men så sandelig også på hverdagsniveau! Giv det blot en tanke, hvor meget du har nået af alt som du har planlagt at skulle lave i denne uge? Mit gæt er: max halvdelen! Hvorfor du måske sidder med en ærgrelig følelse af fiasko, selvom du måske nåede rigtig meget.

Vores tid og samfund er begrænset af et håbløst ideal om at vi bestandigt skal maksimere os selv, vores tid, vores relationer og vores succes, vores liv, hvorfor vi lever med et konstant glip-kompleks, eller i en FOMO-tilstand (Fear Of Missing Out). Denne illusion om at blive 100 procent forløst, giver halve ægteskaber, halve karrierer, halve relationer, halve studier, halve kroppe – halve liv. For naturligvis er det en utopi, at du en dag får lige præcis den mail, møder lige præcis det menneske, får lige præcis den idé, der gør, at både dig og hele dit liv går fra at være middelmådigt (som de andres), til at være ren originalitet og fuld smadder på den offentlige anerkendelse!

Vi skal derfor lære at slå vores drømme ihjel. De drømme, der invaliderer os i det daglige, fordi vi ikke har en chance for at kunne leve op til dem. I stedet skal vi helt lavpraktisk søge at gøre hver dag til en god dag! Gør en, to, tre ting hver dag, som helt basalt glæder dig og giver dig en følelse af succes og overskud, som du så kan dele ud af til dine omgivelser. Faktisk handler det om at se dig selv som ”fiaskofri”. I dette hyperkomplekse og superperformende samfund har vi nemlig brug for at vide, at vi ikke skal prøve at blive frie for fiasko, men frie fra at føle os som fiaskoer, når vi ikke kan leve op til illusionen om succes. Vi skal med andre ord lave ”en William” og turde tro på, at det (uperfekte) vi har at byde fællesskabet, naturligvis har værdi.

Selv klarede jeg ikke alene at få fuldstændig hjertero. En del af healingen skete nemlig, da anmelderen anbefalede min bog som sommerlæsning, med en ret fin og humoristisk tekst om, at han muligvis havde taget fejl i sin anmeldelse. Siden spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at interviewe mig på bogmessen, for vi havde jo helt afgjort noget at debattere, og det ville han gerne, men kunne desværre ikke. Så foreløbig er der nærmest gået ren Disney i den og det er jo fint. Samtidig har episoden givet mig stof til både næste foredrag og næste bog. Selvom jeg ikke tror, at lige han skal anmelde min næste bog, trods alt! Og hvis der også går to og fire stjerner i de næste anmeldelser, vil jeg huske mig selv på følgende: Never a failure – always a lesson! 

Den 11. november bryder vi igen tabuet om forfængelighed på Skodsborg Kurbad og du kan få både skøn viden og en goodiebag fra Karmameju til en værdi af mere end det din billet koster. Det er nemlig på tide, at vi bryder tabuet om, at forfængelighed kun handler om overfladisk forskønnelse og en narcissistisk tilgang til dig selv.

Næh, forfængelighed er faktisk en fin overlevelvelsesstrategi. En undersøgelser viste, at det meget gamle kvinder havde til fælles var 3 ting:

1. Nysgerrighed

2. Forængelighed

3. ...en hang til mørk chokolade! 

Herligt, ikke? Well - du kan også blive gammel. Blandt andet ved at starte med at møde op den 11. november i Skodsborg. Men først skal du lige købe billet her  :-)

Modtag mit nyhedsbrev



Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Få mit nyhedsbrev

Tilmeld dig til mit nyhedsbrev og bliv opdateret med mine nye skriverier.

Book mig til foredrag

- lad mig kontakte dig omkring foredrag

Kontakt mig her


Emilia van Hauen  ·  Ny Østergade 14-20  ·  1101 København K  ·  Tlf. +45 2628 2618  ·  emilia@emiliavanhauen.dk

CVR NR 21 31 56 05  ·  Konto: Spar Nord Bank  ·  Reg nr. 9102  ·  Konto 457 5474 387

Dudal Webdesign